Vækkelse (Del 1)
Hvad er forkynderens kald?
Jeg er selv forkynder og ved, hvilken tanke der ligger lige for, når jeg skal ud og prædike: Du skal holde en god prædiken med et godt indhold, som alle kan opleve, er værd at lytte til, og som de bagefter vil takke dig for. Så har du gjort fyldest som prædikant, og så kan du tage glad hjem.
Det er min tanke. En god prædiken.
Guds tanke er anderledes. Gud vil, at jeg skal være et redskab til menneskers frelse, intet mindre.
Ezekiels kald og vort kald
Da Ezekiel kaldes til at være profet og prædikant, lyder det til ham:
”Menneske, jeg stiller dig som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd.
Hvis du derimod advarer den uretfærdige, og han ikke vender om fra sin uretfærdighed og sin uretfærdige færd, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv” (Ez 3,17-19).
Ezekiels kald er alle kristne forkynderes kald. Vi er sendt af Gud til mennesker, for at de skal blive frelst. Det kan de kun blive, hvis vi gør dem klart, at de i sig selv er under Guds vrede og dom. Fortier vi dette for uomvendte mennesker, vil Gud kræve deres blod af vores hånd. Gud vil kræve os til regnskab for og gøre os ansvarlige for deres evige dom.
Hvordan Gud på dommens dag vil gøre dette, ved jeg ikke. Men jeg ved, at apostelen Jakob med henblik på denne dag understreger, at kun få skal søge at blive lærere og forkyndere i menigheden: ”I ved, at vi får en særlig hård dom” (Jak 3,1). Den dom bliver forfærdelig for den forkynder, som har fortiet vækkelsens ord.
Som kristen forkynder har jeg ikke frihed til selv at vælge, om jeg vil forkynde vækkende. Det skal jeg gøre. Det er er de falske profeters kendetegn, at de ikke gør det:
”De fører mit folk vild og siger, at der er fred, skønt der ikke er fred” (Ez 13,10).
”De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne” (Klages 2,14).
Vort kald er at prædike på en sådan måde, at de, som er under Guds dom, ser, at de er det. Det vil Gud, at vi skal gøre, fordi Gud elsker de fortabte. Det samme vil han, at vi skal gøre.
Redskab for Guds kærlighed
Når jeg står over for en forsamling, må jeg gøre mig til redskab for Guds frelsende kærlighed ved omsorgsfuldt og umisforståeligt at gøre det klart, at frelsen kun findes i det opgjorte forhold til Gud. Jeg må afdække synden og afsløre, hvor forfærdelig situationen er for dem, som trodser Gud. Deres synd vækker Guds vrede og bringer dem ind under Guds evige dom, og den dom kan ikke forsvinde. Den må falde. Dette må de høre. De må se sig under Guds vrede og dom, for her er de!
Kun på denne baggrund bliver det muligt for dem at forstå evangeliet om nådens fristed under Jesu kors, hvor Guds dom er faldet én gang for alle. Jeg må tale om dette sted og kalde dem herhen. Jeg må prædike evangeliet fuldtonende og frit og kalde mennesker til at komme til dette ene sted, hvor de kan blive frelst – under Jesu altdækkende blod og nåde.
Det handler ikke om, at hver prædiken skal være en omvendelsesprædiken. Vore prædikener må være lige så mangfoldige i indhold og emner som profeternes og apostlenes. Men hjerteslaget i alle de bibelske prædikener er vigtigheden af at stå i et ret forhold til Gud under hans nåde. Det må også være hjerteslaget i vor forkyndelse.
Paulus i Efesus
Tre år tilbragte Paulus i byen Efesus. Her var han redskab til den største og stærkeste vækkelse i apostlenes tid. Hvordan prædikede Paulus i disse år? Det fortæller han selv i sin afskedstale til de ældste fra Efesus:
”I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus (…) Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje (…) Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer” (ApG 20,20-21.26-27.31).
Tre ting skal vi bemærke i Paulus’ ord:
1) For det første er det tydeligt, at Paulus’ tjeneste som forkynder er formet af Guds ord til Ezekiel. Paulus ved, at han må forkynde og afsløre for alle uomvendte, at de er under Guds dom. Kun på dette grundlag kan han sige: ”Jeg er uden skyld i nogens blod” (v.26).
2) For det andet understreger Paulus, at han ikke har fortiet noget, som kunne være tilhørerne til åndelig og evig hjælp. Paulus kender forkynderens fristelse: at sige det, som behager, og fortie det, som vækker modstand. Men Paulus har ikke fortiet noget af det, som kunne være tilhørerne til hjælp. Han har talt klart om Guds vrede og dom, om den nødvendige forsoning i Jesus, og om omvendel-sens nødvendighed (v.20-21.26).
3) For det tredje er det tydeligt, at Paulus’ forkyndelse har været båret og præget af kærlighedens omsorg for tilhørerne. Paulus har ikke forkyndt vækkende blot for selv at have god samvittighed. Han har gjort det, fordi han ville tilhørernes evige frelse. Derfor har han ”uophørligt, nat og dag, vejledt hver enkelt under tårer” (v.31).
Hvor har vi brug for den slags prædikanter! Er der noget mere påtrængende bedeemne for Guds menighed i Norden end en ny generation af forkyndere, som kan og vil prædike vækkelsens ord med evangelisk klarhed og med kærlighedens røst?
De falske profeter
Der er mange, som vil prædike kærligt. Men ofte bliver det forstået som ensbetydende med at prædike sådan, at ingen stødes, ingen såres og ingen bliver bange. Alle kan være trygge ved, at de har det godt med Gud, og at alt grundlæggende er godt.
En sådan forkyndelse må nødvendigvis fortie både Guds vrede og dom, skellet mellem vantro og troende, syndens dybe alvor og fordærv, og fortabelsens virkelighed. Det er den forkyndelse, som kendetegner de falske profeter: en forkyndelse, der fortier det, som kan vække modstand.
Martyn Lloyd-Jones var en prædikant, som gravede dybt i Guds ord. I sin udlægning af Jesu Bjergprædiken siger han nogle ting om de falske profeter, som i høj grad har bud til vor tid:
”De falske profeter skal kendes på, hvad de ikke siger, snarere end på, hvad de siger. Det er netop på dette punkt, vi må forstå, hvor let vi kan blive besnæret. Enhver kristen kan gennemskue en mand, som siger helt forkerte ting. Men det store flertal af kristne i dag synes ikke at være i stand til at gennemskue en mand, som siger mange rigtige ting, men udelader livsvigtige ting. Vi forestiller os, at falsk forkyndelse kun er, når nogen siger noget, som er helt igennem galt. Det virker, som om vi ikke forstår, at den virkeligt farlige forkynder er ham, som ikke betoner de rigtige ting (…)
Den falske profet kommer i ’fåreklæder’ (Matt 7,15). Han har sådan et smukt, behageligt og trøstende budskab. Han er alle til behag, og alle taler godt om ham. Han forfølges aldrig for sin forkyndelse, og han kritiseres aldrig alvorligt (…) Når du lytter til ham, får du altid indtryk af, at alt grundlæggende er godt (…) Han siger aldrig noget, som gør dig virkelig urolig eller bange, og derfor fortsætter du med at leve uden bekymring for, om du er frelst (…)
Den falske profet fortæller dig meget sjældent noget om Guds hellighed, retfærdighed og vrede. Han taler altid om Guds kærlighed. Han får aldrig nogen til at bæve ved tanken om den ophøjede og frygtindgydende Gud, vi har med at gøre. Det er ikke, fordi han benægter Guds hellighed og vrede. Det er ikke det, der er problemet. Nej, problemet er, at han aldrig forkynder disse ting (…)
Han siger intet, som er åbenbart forkert, men han undlader at forkynde det, som er sandt og ret. Det er derfor, han er en falsk profet. At skjule sandheden er lige så forkasteligt og lige så meget under Guds dom, som at forkynde åbenbar vranglære. For det fører mennesker i undergang (…)
En anden ting, som den falske profet aldrig betoner, er dommens dag og de vantros evige fortabelse (…) Han betoner heller ikke menneskets dybe syndefordærv og vor manglende evne til at gøre noget som helst til vor egen frelse (…)
Så er der spørgsmålet om Jesu stedfortrædende soning af vor synd på korset. Den falske profet taler gerne om Jesus, og han kan også tale om Jesu kors og død. Men det afgørende spørgsmål er dette: Lærer han, at det var absolut nødvendigt, at Jesus døde på korset, hvis vores synd skulle sones og fjernes? At Guds vredesdom måtte ramme ham, hvis ikke den skulle ramme os? At Jesus døde i vores sted, for vore synder, og at det er grundlaget for vor frelse? Dette forkynder den falske profet ikke (…)
Den falske profet vil heller ikke betone omvendelsens nødvendighed. Han fremstiller det, som om at porten til himlen er vid, og at vejen dertil er bred. Alle, som vil til himlen, kan komme det uden anger og uden omkostninger (…)
Jesus siger: ’Tag jer i agt for de falske profeter’ (Matt 7,15). Vi må ikke være dømmesyge og ikke foragte de falske forkyndere. Men vi må heller ikke forveksle deres sympatiske fremtoning med sand åndelighed. På sin vis er det netop deres sympatiske træk, der gør dem så farlige. Vi må understrege dette, fordi Jesus gør det, og fordi der er en bred vej, som fører til fortabelsen (Matt 7,13)1.”
Knyttet til Gud
Hvad sker der med en forkynder, som vejledt af Guds Ånd og Guds Ord forkynder til vækkelse, omvendelse og frelse? Det er uundgåeligt, at en sådan forkynder bliver genstand for modstand og spot. Sådan gik det med profeterne, apostlene og Jesus selv. Modstanden og spotten retter sig grundlæggende mod Gud selv og hans ord. Men det er prædikanten, som bliver ramt. Det er prædikantens vilkår: ”Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig” (Sl 69,10).
Der er ingen menneskeligt sund prædikant, som ikke vil lide under dette. Ingen kan glæde sig over modstand og spot. Men det underlige er, at netop det, som gør mest ondt, og som stiller os mest alene, ofte også er det, som knytter os mest til Gud og bringer os den største velsignelse i hans nærhed.
Den prædikant, som prædiker et behageligt budskab, har intet behov for at søge sin trøst og hjælp hos Gud. Han klarer sig selv. Han har selv sørget for modtagelsen af budskabet ved at udelade og fortie alt det, som vækker anstød. Dermed har han også sørget for, at han ikke står alene. Han vil få mange omkring sig, som synes godt om hans forkyndelse.
Anderledes med den, som prædiker vækkelsens, omvendelsens og forsoningens budskab. Han kommer ofte til at stå alene. Hvor skal han se hen for at få hjælp og trøst? Han må søge Gud. Her i Guds nærhed kan forkynderen midt under den menneskelige modstand og spot for evangeliets skyld opleve en åndelig rigdom, hvile og glæde, som overgår menneskelig beskrivelse. Det er en erfaring af Himlens nærhed.
Vi ser et eksempel på denne virkelighed, når Stefanus for sin forkyndelses skyld slæbes uden for Jerusalem og stenes. Midt under steningen ser han Himlen åben og Jesus stående ved Gud Faders højre side. Jesus har rejst sig for at tage imod Stefanus. Aldrig har Stefanus set det så klart. Aldrig har han været Jesus så nær. Han oplever Himlen på jord med trøst, fred og glæde.
Vi ser et andet eksempel, når Paulus og Silas i Filippi for evangeliets skyld piskes, sættes i det inderste fangehul og spændes fast med fødderne i blokken. Her, med blodige rygge, rotterne løbende om fødderne og med uklare udsigter, kommer de til Jesus i bøn og kommer ham nær. De erfarer hans velsignelse, trøsten, freden og glæden i hans nærhed, og ved midnat bryder de ud i lovsang.
Den engelsk-canadiske kristne forfatter John White formulerer det på denne måde: ”Det, vi må forstå, det er, at når vi deler Kristi lidelser, så kommer vi Kristus nær. Og når vi kommer Kristus nær, så bliver vi uanset de ydre omstændigheder fyldt af glæde.”
Forkynderkaldet er et kald til at dele Kristi lidelser. Men med lidelserne følger i Guds nærhed en ubeskrivelig erfaring af trøst, glæde og velsignelse. Derfor er det et rigt og velsignet kald.
”For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, Kristus giver os, i rigt mål til os” (2 Kor 5,1).
Gå videre med artikel 2: Forkynderen og Guds ord
1 Lloyd-Jones, Martyn 1966, Studies in the Sermon on the Mount Vol. 2, Inter-Varsity Fellowship, London, 243-249.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.