Vækkelse (Del 2)
Da Paulus ved afslutningen af sit liv sidder i dødscellen i Rom, skriver han et brev til sin unge medarbejder Timotheus. På det tidspunkt har alle i Efesus og i byens omegn vendt sig fra Paulus og hans forkyndelse (2 Tim 1,15). Så hurtigt kan det gå. En menighed, der blev til i en rig og stærk vækkelse, kan i løbet af få år vende sig fra det budskab, som gav den åndeligt liv.
I denne situation skriver Paulus til Timotheus, som han elsker som sit eget barn (1 Tim 1,2). Hvad er det, som særligt ligger Paulus på hjerte i forhold til den unge forkynder? Det ser vi i disse ord:
”Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,14-15).
Hvad er Paulus’ hjerteanliggende i disse vers? Er det at lære Timotheus noget om det rette bibelsyn? Er det at fortælle ham, hvad han skal prædike for andre, eller hvorfra han skal hente sit budskab?
Nej, Paulus’ hjerteanliggende er noget andet: at Timotheus selv må blive frelst! At han ikke må glide bort fra troen som så mange andre. At troens liv ikke må visne og dø i hans hjerte. Men at han må blive bevaret i en sand, levende og frelsende tro på Jesus helt frem til målet! Det er det, Paulus er optaget af: Du må blive frelst, Timotheus! Du må nå målet! Jeg vil se dig i Himlen!
Derfor: Hold dig til Skriftens ord! Læs dette ord, tag det til dig, nær dig selv med det. Lad det forny dig i troen på og glæden over Jesus som din egen frelser! Lad det kaste lys over dit eget forhold til Gud, lad det afsløre din synd, lad det minde dig om Guds hellige strenghed, og lad det igen og igen åbenbare den nåde, som er din i Kristus Jesus!
Forkynderens første kald er ikke at gå til andre mennesker med Guds ord.
Hans første kald er det samme som alle kristnes første kald: selv at komme til og modtage Guds ord som et ord – til mig.
Hvor står jeg selv?
Hvad sker der her, når jeg selv lever i modtagelse af Guds ord? I Guds ord møder jeg den levende og hellige Gud selv, og i dette møde bliver al selvfølgelighed og selvsikkerhed blæst væk. Det bliver klart for mig, at det på ingen måde er en selvfølge, at jeg selv bliver frelst, blot fordi jeg har navn af prædikant.
Det er rystende, at Jesus i sin tale om dommens dag netop taler om nogle, som har troet sig sikre, fordi de har stået i en tjeneste med Guds ord og har erfaret at blive brugt: ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,22).
Jeg står til daglig som lærer på en bibelskole. Jeg har erfaret, at der er elever som får åndelig hjælp gennem noget, som jeg lægger røst til. Men Jesu ord minder mig om, at det ikke er nogen garanti for, at jeg selv er frelst. Er jeg det? Det spørgsmål vil Ordet vække i mit sind. Hvor står jeg selv i forhold til Gud?
Hvor sker det nemt, at jeg begynder at give synden plads i mit liv! Det begynder ikke i det store, men i det små. Det begynder måske med noget, som nogle kristne vil forsvare, men som min egen samvittighed er urolig ved. Jeg er i tvivl, om det er i orden, men jeg gør det alligevel. Der kommer en skygge ind mellem mig og Gud, og jeg mærker, at troens vished, frihed og glæde aftager, men jeg prøver at ryste det af mig.
Jeg prøver også at lade være at tænke på de ord i Bibelen, som i særlig grad anklager mig og gør mig urolig: ”Den, der har sine tvivl og så spiser alligevel, han er domfældt, fordi han ikke gør det af tro. Alt, hvad der ikke er af tro, er synd” (Rom 14,22-23).
Jeg har prædiket for andre, at en kristen ikke må gå mod sin samvittighed. Men jeg gør det selv.
Ingen ser det, ingen ved det. Hvor sker det nemt.
Men så kommer jeg til Ordet, og så bliver jeg mindet om denne virkelighed: Forkyndere går fortabt!
Jeg læser om Moses, der er kaldet som Guds udvalgte redskab til at føre sit folk ud af Egypten. Nu er Moses på vej fra Midjan til Egypten sammen med sin hustru og sin søn. Undervejs overnatter de i et herberg. Mens de er her, kommer Gud om natten for at slå Moses ihjel. Det udvalgte redskab, profeten og forkynderen!
Hvorfor? Fordi Moses er på vej med en skjult synd. Han har undladt at omskære sin søn. Så lille en synd, men en synd, der betyder, at Moses i sit hjerte trodser Gud (2 Mos 4,24-26).
Jeg læser det, og det bliver en nød for mig: Gud, lad mig blive frelst! Koste, hvad det vil. Jeg ser den uopgjorte synd i dens forfærdelige og evige alvor, og jeg må tale ud med Gud, for jeg vil ikke gå evigt fortabt!
Paulus og Ordet
Hvad er der sket med Paulus selv i hans omgang med Ordet? Det er blevet en virkelig nød for Paulus, at han ikke selv må gå fortabt: ”At jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1 Kor 9,27). I forlængelse af disse ord skriver Paulus om en række advarende eksempler på frafald i Gamle Testamente, og slutter af med denne formaning: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder” (1 Kor 10,12).
Der er ingen selvfølgelighed her, og Paulus er selv inde under det ransagende ord. Han ved, at han som forkynder ikke er mindre udsat for fristelser end andre, men snarere for flere.
Jeg husker selv den dag, da jeg stod med et prædikantbrev, som bevidnede, at jeg nu var officielt kaldet som prædikant. Jeg stod på mit kontor og læste brevet, og min første tanke var: Nu sætter den onde ind med særlig kraft mod mig. Han ved, at kan han forføre hyrderne, så kan han gennem dem lede fårene vild. Nu er jeg i særlig fare for forførelse og frafald.
Det er virkeligheden, og den er levende for Paulus. Han har ét altoverskyggende ønske: at fuldføre løbet, bevare troen og nå målet!
I sin tale til de ældste i Efesus siger han det sådan: ”Jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus” (ApG 20,24). I sit sidste brev fra dødscellen til den unge Timotheus skriver Paulus med jubel og glæde: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen!” (2 Tim 4,7).
Hvad sker der, når en forkynder i Ordets lys ser, at fortabelsen er en reel trussel for ham selv, og at Himlen er det mål, han må kæmpe for at nå? En sådan forkynder ser, at alle hans tilhørere er sat i den samme situation. Han ser, at han har mulighed for at række dem et ord, som kan redde dem fra fortabelsen og føre dem til evig frelse. Det bliver magtpåliggende for ham at række dem netop dette ord. Alle andre hensyn træder i baggrunden i forhold til dette ene: Jeg må hjælpe dem til frelse!
Grund til sorg og smerte
Betyder dette, at en forkynder, der lever i personlig tilegnelse af Guds Ord, altid vil have det som Paulus, der havde en stor sorg, der altid pinte hans hjerte i forhold til hans fortabte landsmænd (Rom 9,1-2). Det tror jeg ikke. Men jeg tror, at en forkynder, der lever i personlig tilegnelse af Guds Ord, vil forstå, at der virkelig er grund til en sådan sorg og smerte.
For i Bibelen bliver det tydeligt, at de for-tabtes situation er ubeskriveligt forfærdelig. Lever jeg med en åben Bibel og tager dens ord til mig, så forstår jeg sangstroferne: ”Giv, Jesus mig dit frelsersind, for slægtens sorg og harm!”, ”Lad os ej længer kolde blive for egen og for andres nød!” Og så forstår jeg den engelske præst og prædikant, Albert Martin, når han om sin egen prædikanttjeneste fortæller det følgende:
”Jeg oplever – og dette er en bekendelse – at mine egne ord håner mig, når jeg prædiker. Når jeg kan udtale ordet Helvede og ikke føle nogen rædsel ved det. Når jeg kan tale om Himlen og ikke blive varmet med en hellig glød og glæde over, at min Herre har beredt mig et sted der.
Jeg kan ikke finde noget andet svar på dette problem end at gøre det, som jeg ofte gør: Før jeg skal prædike, lægger jeg mig på mine knæ og tager de afsnit i Bibelen frem, som taler om Helvede; jeg læser dem, og jeg beder Gud Helligånd om at brænde de mennesker i menigheden ind i mit hjerte, som en dag skal høre ordene: ’Gå bort fra mig’. Mennesker, jeg skal se på fra prædikestolen. Mennesker, hvis stemmer ved kirkedøren vil sige til mig ’Tak, for prædikenen, pastor!’ De samme stemmer kan en dag stige op med råb og klage fra fortabelsen. Gud, hjælp mig til at tro det! Hjælp mig til at prædike, så de ved, at jeg tror det1!”
Jeg læste selv disse ord af Albert Martin, da jeg var en ung prædikant, og tog dem til mig. Når jeg læser de afsnit i Bibelen, der taler om Helvede, da beder jeg Gud om nåde og hjælp til at tro, at dette er virkeligheden for alle dem i min familie, blandt mine venner og blandt mine tilhørere, som ikke lever i nådens forhold til Gud. Jeg kender ikke nogen anden og bedre vej til at få menneskers åndelige og evige nød lagt på mit hjerte – og på min tunge i forkyndelsen.
Vidnesbyrdet om nåden
I mødet med Ordet bliver det en nød for mig, at jeg selv bliver frelst, og at andre bliver det. Men i mødet med Ordet bliver det også uendelig stort og herligt for mig, at jeg virkelig er frelst ved Jesu én gang for alle fuldbragte frelse. Denne frelse gælder for mig! Jesus døde for mig! Jesus opfyldte loven for mig! Hans blod renser mig for al synd!
Som forkyndere er vi kaldet til at vidne. Vi skal vidne om ham, som er vores egen frelser. Vi skal vidne om den nåde, vi selv lever af og lever under. Vi skal ikke kalde mennesker til at gå til korset. Vi skal kalde dem til at komme til korset, hvor vi selv står.
Hvem kan prædike med vidnesbyrdets røst? Det kan kun den, som i mødet med Guds ord har set sin egen synd og er blevet trøstet med evangeliet om Jesu fuldbragte frelse. Vores kald er at trøste andre med den trøst, vi selv er blevet trøstet med (2 Kor 1,4).
Hvem var de to største forkyndere i den første generation af kristne? De to, som var faldet dybest: Peter, der havde fornægtet Jesus. Paulus, som havde forfulgt ham. Netop de to kunne i enestående grad vidne om Guds store nåde mod syndere i Jesus.
Paulus understreger, at Gud netop udvalgte ham, fordi han som den største af alle syndere kunne vidne om Guds nåde og barmhjertighed i hele dens rigdom (1 Tim 1,15-16). Det er værd at bemærke, hvordan Paulus formulerer sig i denne sammenhæng.
For det første taler Paulus ikke i fortid om, at han engang var den største af alle syndere. Han taler i nutid: ”Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (v.16). Sådan ser han sig selv – i Ordets lys.
For det andet taler Paulus i denne sammenhæng om, at han er et eksempel og forbillede for andre mennesker (v.17). Han er ikke et forbillede ved at kunne fremvise en fromhed, som overgår andres. Han er et forbillede ved som en synder at gå foran ud til Golgata. Han leder andre ved selv at have behov for og opsøge nåden hos Jesus.
Vidnesbyrdet om nåden i Jesus er selve det centrale budskab i Paulus’ tjeneste som forkynder. Sådan formulerer han det selv, når han sætter ord på sin tjeneste: ”At vidne om evangeliet om Guds nåde” (ApG 20,24).
Det er alle forkynderes centrale budskab. Vidnesbyrdet om den nåde i Jesus, vi selv lever af. Dette vidnesbyrd kan kun lægges ind på vore hjerter ét sted: i den personlige tilegnelse af Guds ord i lov og evangelium som et ord – til mig.
Bibeltro forkyndelse i dag
Hvordan står det til med forkyndelsen i dag? Møder vi det ransagende, vækkende kald til omvendelse? Møder vi det personlige vidnesbyrd om nåden i Jesus?
I den almindelige folkekirkelige forkyndelse møder vi ikke disse ting. Men hvad med de forkyndere, som kalder sig bibeltro?
Et par år før han stoppede som forstander på Luthersk Missions Højskole, skrev Hans Erik Nissen i skolens blad om de bibeltro forkyndere:
”En af kristenhedens største farer er de vellykkede prædikanter. De kan alt – undtagen et: at prædike om Lammets blod og Kristi sejr, så det går til hjerte. Den vellykkede prædikant kan håndværket, men det er ikke nok. Man kan uddannes, men aldrig til ånd. En sand og ægte forkynder må dannes af den levende Gud. For megen af nutidens bibeltro forkyndelse opleves tør og teoretisk. Hvorfor? Den mangler karakteren af vidnesbyrd. Skal en forkynder være til hjælp, må han selv leve i spændingen mellem lov og evangelium. Kender han ikke syndenøden indefra, når hans ord ikke ind til dem, der ikke kan se nåden. Lever han ikke selv i den vidunderlige frigørelse fra loven, løser hans ord ikke dem, der er bundne2.”
Kort før sin død skrev forstanderen for Indre Missions Bibelskole i Børkop, Asger Dahl Sørensen, en artikel i Indre Missions Tidende om vækkelse. Her gav han udtryk for sin bekymring angående de bibeltro teologers forkyndelse:
”I præster med den fine teologi, de gode taler, den højt besungne IM-baggrund. Hvor er centrum i jeres fine prædikener blevet af? Er nådekaldet til synderes omvendelse forsvundet i ønsket om at leve op til det moderne menneskes behov for terapi og underholdning, så det kan klare det vanskelige liv? Hvad siger I til begravelse, vielse, på plejehjemmet, husbesøg? (…)
Lyder ordet om korset ikke, har vækkelsens Ånd ikke noget redskab at bruge. Har I præster glemt, hvem jeres sognebørn er – fortabte syndere, der ikke kan nøjes med mindre end Jesus til frelse? Er kaldet til vækkelse og omvendelse under jeres sognekirkelige niveau? (…)
Der skal tales som Guds ord taler om Gud, om mennesker og om forholdet mellem Gud og mennesker. Moralisme og symptombehandling redder intet. Jeg siger ikke, at alle gør sådan, men det kan godt bekymre, at så meget af det, der lyder, er benfrit og ufarligt. Det er let at ende i almindeligheder og i folkereligiøse floskler. Det kan godt være hyggeligt og inkluderende, men hvem vækker det? (…)
Nøden er vor mangel på nød! Ikke mangel på nød for andre, men for os selv, for vort eget forhold til Gud. Hvor bliver det hurtigt rutine og selvfølge, og så er der ikke langt til ligegyldigheden. Vækkelsen skal måske begynde hos os selv med en bøn om, at Gud vil lære os at blive ’den hjælpeløse, jeg ser hen til, den modløse og den, der skælver for mit ord’ (Es 66,2). Man skal være i nød for at nøde3.”
Der er snart gået to årtier, siden disse ord blev skrevet. Jeg tror ikke, de er blevet mindre aktuelle.
Vejen frem
Hvor går vejen frem? Vejen frem er vejen tilbage – til Guds ord, som aldrig mister sin kraft. Når jeg vender tilbage til Ordet og stiller mig i dets lys, så kommer Gud mig i møde igen i sin rystende hellighed og i sin ubegribelige nåde i Jesus.
Ved sit ord gør Gud altid den samme trofaste gerning, hvor han med lov og evangelium døder og gør levende, sårer og læger og i alt har ét mål for øje: at lede mig til Jesus og herliggøre ham for mit hjerte som min frelser og forsoner, min trøst, glæde og fred. Gennem sit ord lægger Gud på mit hjerte og min tunge en ny sang, en lovsang og en takkesang til lammet, der har købt mig til Gud med sit blod (Sl 40,4; Åb 5,9-10).
Ved Ordet fornyer Gud mig i troen på og i kaldet til at vidne om Jesus som min og alles frelser.
Har jeg svigtet Ordet, så svigter Gud aldrig, når jeg vender tilbage til Ordet. Er vi utro, forbliver han tro.
For den kristne forkynder, som er kommet væk fra evangeliet, er det uendeligt trøstende at læse om apostlen Peter. Han begyndte med en velsignet rig og stærk forkyndelse af evangeliet. Men efter de første år i Jerusalem begyndte han at glide væk fra evangeliet.
Da Paulus møder ham i Antiokia, er Peters tro og forkyndelse tømt for evangelisk indhold. Peter både taler og lever i strid med evangeliet og er under Guds dom. Men Paulus stiller sig op i menigheden og taler vækkende til Peter, og jeg forestiller mig, at Paulus står med tårer i øjnene. For Peter er den apostel, der som den første modtog Paulus som sin broder (Gal 1,18). Nu er Peter kommet bort fra nådens evangelium. Derfor taler Paulus til ham så stærkt og indtrængende, som det er ham muligt. Det er den kære broders åndelige og evige liv, der står på spil.
Og underet sker: Peter lytter, erkender sin synd og vender om. Han vender tilbage til evangeliet, og i mødet med evangeliet fornyes troens liv i Peters hjerte og evangeliets klarhed i hans mund. Det er efter denne åndelige fornyelse, at Peter skriver sine to vidunderlige breve. Den sidste del af hans tjeneste bliver mere åndeligt rig og velsignet end den første!
Denne vej står åben for enhver forkynder, som er kommet bort fra det åndelige livs spor i sit eget liv og i sin tjeneste. Nådens dør står åben – også for den svigtende forkynder!
Gå videre med artikel 3: Vækkelsesforkyndelsens indhold
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.