Forkynd mig fryd og glæde, lad de knogler, du knuste, juble! (Sl 51,10).
Frelst ved at høre
I Salme 51 får vi ikke bare fremholdt Davids eksempel, så vi kan se, hvordan han bliver retfærdiggjort for Gud. Vi får også den rette lære om, hvordan alle mennesker skal opnå retfærdigheden for Gud. Salmen viser os en almengyldig regel, som gælder for alle syndere, når de skal have retfærdighed og frelse i eje.
En del af denne regel finder vi i de to forudgående vers. De handler om, hvordan David forkastede alle de veje, som mennesker bruger til at befri sig selv fra synden og vinde forsoning med Gud, enten ved lovens gerninger eller ved andre selvvalgte handlinger. David kræver i stedet sandhed i hjertets dyb og en renselse fra synd, som er en anden end den renselse, der var befalet i loven.
For at gøre det hele mere forståeligt tilføjer han nu: Forkynd mig fryd og glæde … Fri mig fra synden, og vask mig så fuldstændigt ren, at jeg må kunne fryde mig. Forkynd mig nådens ord, så jeg får fryd og glæde i hjertet og ikke længere skal frygte for synden eller for din vrede.
Den enkle mening med dette vers er, at det viser os, hvordan syndernes forladelse – som er det eneste, der kan give troende hjerter fryd og glæde – ene og alene fås ved at høre Guds ord forkyndt. For selv hvis man plagede sig selv til døde, udgød sit blod, led tålmodigt og tålte alt, ja gjorde alt, hvad der er muligt for et menneske, så hjalp det alligevel ingenting: Fryd og glæde får man udelukkende ved at høre Guds ord. Der findes ingen anden vej til, at hjertet kan falde til ro over for Gud. Lige meget hvad man foretager sig, bliver hjertet ved med at være i tvivl og kan hverken opnå fryd eller glæde. Derfor skal man lære at forstå dette vers helt rigtigt, for det går ud på, at vi ikke får syndernes forladelse ved nogen fortjeneste eller nogen lovgerninger, men kun ved, at vi hører og i troen modtager de løfter, som Gud har givet os om Jesus, og at det er det eneste, der skaber ro i samvittigheden og glæde. Dermed forkaster David alle andre måder, som mennesker prøver at befri sig fra synden på. For selvom de tager sig godt ud, så fører de ikke til den fryd og glæde, som udelukkende kommer af Guds ord.
Når sårede samvittigheder ikke vil rette sig efter det, så går det dem, som det gik gæssene, der ville løbe væk, da der kom ulve iblandt dem, selvom de ved at bruge deres vinger meget lettere kunne have sluppet fri. På samme måde bærer mennesker sig ad: Når deres onde samvittighed ængster og forskrækker dem, løber de hid og did, foretager sig det ene og det andet, men de pukler forgæves. For det eneste middel, der kan give samvittigheden ro, er det, som David i v. 9 kalder at blive bestænket og renset, og som han nu i v. 10 fortæller os, sker gennem at høre Guds ord og tage imod det i tro. De kristnes retfærdighed består ikke i deres gerninger. Lige meget hvor god og from du er, så bliver du ikke retfærdig og hellig af dine gode gerninger. For det er ikke os, men Gud, der gør retfærdig. Det, vi kan gøre i denne sag, er udelukkende at høre efter, som det også siges i Sl 45,11: ”Hør efter, min datter, lyt opmærksomt.”
Den, der vil være retfærdig, skal ikke gøre andet end at lytte opmærksomt og tro på det, Gud siger til ham. Ved at høre får man glæde og fryd. Derfor kan et menneske for at blive retfærdigt ved Helligåndens hjælp ikke gøre andet end at høre efter.
Den lamme i Matt 9,2 blev fyldt af fryd, netop ved at han hørte og troede det ord, som Jesus sagde: ”Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.”
David blev fyldt af samme fryd, da han hørte profeten Natans ord: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø” (2 Sam 12,13).
Trøsteord
Summen af denne lære er, at et menneske, når det falder i bedrøvelse og frygt for Guds vrede og dom, ikke skal søge råd, trøst eller hjælp andre steder end i Guds ord, hvad enten det så forkyndes af en bror, eller Helligånden minder en om noget, man har læst. For i den hellige Skrift findes mange herlige ord, der er fulde af trøst. For eksempel:
Ez 33,11: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.”
Sl 30,6: ”For hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet.”
Matt 22,32: ”Gud er ikke Gud for døde, men for levende.”
Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Disse vers og lignende vers giver en bedrøvet samvittighed glæde og fryd, hvad enten vi hører dem fra andre mennesker, eller Helligånden minder os om dem. Men de rummer også en skjult sandhed og visdom, der ikke kan gribes eller forstås af dem, der ikke har gjort sig erfaringer med en plaget samvittighed.
Prædikenens og sakramenternes betydning
Når vi frelses ved at høre, betyder det, at prædikeembedet og det talte ord er en meget kraftfuld og kostbar ting. For når David ønsker gennem Ordet at få forkyndt fryd og glæde, så viser han tydeligt, at Ordet er meget nødvendigt til trøst for de bedrøvede samvittigheder.
Derfor bliver dette vers til straf for alle dem, der er fjender af det forkyndte ord og foragter det for i stedet at følge deres egne underlige tanker.
Det bliver også til straf for dem, der i deres hjertes bedrøvelse ikke vil lade sig trøste gennem Ordet eller tage imod, hvad det siger til dem, men bliver siddende i deres tvivl og kun slår deres lid til egne gerninger. Det er nemlig at synde både i tanke og gerning. Men man behøver ikke at komme på de afveje, hvis man bare lytter til Guds åbenbarede ord.
Det er for denne læres skyld, vi bliver kaldt kættere og bliver forfulgt, straffet og plaget: Vi lærer, at det ikke er vores gerninger, men alene det, at vi hører Ordet og tror det, der er grunden til Guds forsoning med os. Ja, vi lærer også, at mennesker, når de bruger sakramenterne, kun bør se på Ordet og ikke på egne gerninger, hvis det skal blive til frigørelse. For i dåben skabes også fryd og glæde ved ordene: ”Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” – ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark 16,16). På samme måde skabes der i nadveren fryd og glæde, når disse ord siges: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er kalken, den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Og det samme sker ved skriftemålet, når der siges: ”Tro dette, så er dine synder dig forladt ved vor Herres Jesu Kristi lidelse og død.”
Herrens egen befaling
Selvom vi flittigt opmuntrer mennesker til at skrifte og til at benytte nadverens sakramente, så lærer vi dog ikke, at de ved skriftemålet eller nadverens modtagelse skal stole på deres egne gerninger, sådan som papisterne. For papisterne lærer, at selve det at gå til Herrens nadver er fortjenstfuldt i sig selv. Men vi lærer, at man skal gribe om Guds ord med sin tro og sin tillid, og at det grundlag, vores tro skal være bygget på, og vores liv skal ledes af, er Guds ord. Paven og hans tilhængere fører en lære om nadverens kraft og virkning, som gør, at de helt undlader at tænke på Ordet. Det samme med boden og omvendelsen, hvor man skal angre sine synder fuldt og helt.
Ved denne pavelige lære blev jeg selv i klostrene så vildledt, at jeg kun med megen møje og besvær ved hjælp af Guds nåde har kunnet vænne mig til at høre Guds ord og få den dermed følgende fryd og glæde. For hvis man skal vente, til man angrer synden ret, så vil man aldrig opleve fryd og glæde. Det har jeg med smerte erfaret i klosteret, da jeg fulgte læren om at angre og gøre fyldest for min synd. For jo mere jeg ville angre synden, jo mere smerte og samvittighedsuro fik jeg, og jeg kunne ikke finde trøst eller tilfredsstillelse i hverken skriftemålet eller andre trøstende vers, som skriftefædrene gav mig. For jeg måtte spørge: Hvem ved, om man har lov til at tro sådan en trøst?
Men det skete engang, da jeg grædende for min læremester fremførte den slags anfægtelser, jeg led under, at han sagde til mig: ”Hvad er det, du gør, min søn? Ved du ikke, at Herren selv har befalet os at håbe og tro?”
Det ene ord ”befalet” gav mig en så kraftig trøst, at jeg fra da af vidste, at jeg var forpligtet til at tro mine synders forladelse. Det havde jeg godt nok ofte hørt før, men jeg tænkte, at sådan nogle ord ikke kom mig ved, og derfor hørte jeg dem som betydningsløse ord.
Angeren giver ingen forsoning
Af den grund formaner jeg jer til at lære af mit eksempel og forkynde den rette lære om den kristne retfærdighed, som vi hører om den i dette vers – nemlig at ingen bliver retfærdig uden at høre og tro Ordet. Og vi må sætte en skillelinje så kraftig som afstanden fra himmel til jord mellem det ord, der frigør os fra synden, og vores anger og gode beslutninger. For om så vores anger er nok så dyb og rigtig, så er den ingenting i sammenligning med den retfærdighed, vi her læser om, og vores anger kan ikke skaffe os den ringeste fortjeneste eller forsone Gud. For det er jo ingen fortjeneste, at man erkender sine synder og sørger over dem. Vend derfor dine øjne langt bort fra din anger og giv nøje agt på de ord, der frigør dig fra synden. Tvivl ikke på, at de ord, som et menneske forkynder for dig, også siges af Gud Fader, af Guds Søn og af Helligånden i Himlen, så du helt og holdent, med hjerte, mod og sind, klamrer dig til de ord og ikke til dine egne tanker og gerninger.
Paven gør lige det modsatte, for han viser først mennesker hen til deres anger, gerninger og beslutninger. Derefter vil han slutte ud fra angerens værdi, om Ordet kan bringe velsignelse eller ej. Som om Guds ord i sig selv ikke var kraftfuldt nok, men først skulle blive det ved hjælp af vores anger, bod og lovopfyldelse.
Denne lære værner de så ivrigt om i den romerske kirke, at de fordømmer og forfølger alle, der har en bedre lære. Af pavens lære følger, hvad han også skrev i alle buller og afladsbreve: at enhver, der ret bekender og angrer sine synder vil slippe for al syndeskyld og syndestraf. Det forudsætter, at syndsforladelsen i skriftemålet ikke i sig selv indeholder sikkerhed og kraft, men får det ved vores syndsbekendelse og anger. Men hjertet kan jo aldrig vide, hvornår det er kommet til bunds i sin anger af synden. Disse afladsbreve har paverne solgt dyrt af begær efter penge.
Men kære Herre Jesus! Fjern sådan nogle hæslige misbrug! Vi vil meget hellere pådrage os pavers og biskoppers vrede og bandlysninger end at slippe dit sikre ord og sætte vores lid til vores bod og anger for at være dem til behag. For sikkerhed og forvisning om din barmhjertighed får vi udelukkende gennem dit ord. Her i dit ord åbenbarer du al verdens synder og forkynder for os, at al synd er udslettet og fjernet ved dit offer, din død og opstandelse.
Fryd og glæde på Ordets grund
Når nu hjertet hører sådan nogle trøsterige ord, så oplever det den fryd og glæde, som David her taler om. For skulle hjertet ikke fryde sig, når det hører om Guds godheds og barmhjertigheds uudsigelige højde og dybde: at han villigt og gerne vil vise os nåde og se bort fra vores ufuldkomne anger og kun se på sin uendelige barmhjertighed og vores nød og mangel?
Når hjertet hører det, så føler det glæde og trøst og kan sige: Jeg er døbt, jeg har modtaget min Frelsers legeme og blod, givet og udgydt for mig, jeg har hørt Guds ord gennem mine lærere, og ved dette ord er der forkyndt syndernes forladelse for mig, så jeg er løst fra alle mine synder. Ved hjælp af sådan en trøst kan man overvinde døden og al slags modgang.
Jeg taler om det her så udførligt, for at man skal vide, at syndernes forladelse ikke opnås ved egen fortjeneste, men udelukkende ved at høre og tro Guds ord.
Papisterne synger hver dag Salme 51 i deres kirker. Men ingen af dem kender den grund til glæde, som de troende fryder sig over i Herren, nemlig den sikre tillid til Guds barmhjertighed og en samvittighed, der ikke tvivler på syndernes forladelse. Hvis denne tillid, denne tro og vished mangler, kan man ikke have en sikker og fast frimodighed og trøst. Det har jeg selv erfaret, da jeg var munk. Jeg oplevede, at hvor stærkt jeg end plagede mig med nattevågen, flittig forskning og andet lignende, så beholdt min samvittighed denne tvivl om Guds barmhjertighed og nåde imod mig.
De unge, der nu får undervisning i, hvordan man ifølge Guds ord opnår retfærdighed, kan være lykkelige, hvis de da ellers takker Gud for denne store gave. Nu kan man sige til sig selv: Jeg er ked af, at jeg ikke har bedt så flittigt, som jeg burde, men det vil jeg ikke tabe modet over, for jeg vil ikke bygge på løst sand, dvs. på mine egne gerninger. Skulle jeg græmme mig til døde over, at jeg ikke har angret mine synder tilstrækkeligt? Nej, jeg vil bygge min tillid på, at det er Gud selv, der ved et kristent menneske siger de ord til mig: ”Jeg løser dig fra alle dine synder i Herren Jesu navn og for hans fortjenestes skyld.” Jeg tror, at de ord er faste og sande, og denne tro kan ikke bedrage mig, for den er bygget på Jesu ords klippe, og Jesus kan ikke lyve, for han er Sandheden.
På den måde modtager de ængstede sjæle sand fryd og glæde ved Helligånden, og den fryd hviler alene på Guds urokkelige ord.
De knuste knoglers jubel
Med ordene ”Forkynd mig fryd og glæde” hentyder David også til Moses, som om han ville sige: Jeg har nu længe nok hørt på moseloven, som er skrevet i et noget tungt sprog og er lidt svær at fatte. Fritag mig nu for at høre det, der kun forkynder mig Guds vrede. Jeg beder dig, Herre, om at jeg nu må få lov til at høre fryd og glæde, der stammer fra nådens ord. Så vil de knogler, du knuste, juble – dvs. de knogler, der er knust af den syndserkendelse og dermed følgende angst, som loven har udvirket.
Ligesom pavens lærere og disciple ikke kender til den fryd og glæde, David lige har talt om, så kender de heller ikke noget til de knuste knogler. For de har aldrig forstået lovens, døden og fortvivlelsens ord ret, men taler om sådan nogle vigtige ting uden erfaring – som den blinde taler om farverne.
Ordet om de knuste knogler hører også med til den skjulte sandhed i hjertedybet (jf. v.8). Jeg har i klosteret spurgt mange, hvad der menes med de knuste knogler. Men da de aldrig havde lidt under den slags anfægtelser, var det umuligt for dem at give mig et rigtigt og fast svar på det. Alle mennesker lider ganske vist ikke under de samme anfægtelser, for Gud pålægger hver enkelt så meget, han kan bære. Men alle må erfare forskrækkelsen ved loven og den medfølgende dødsangst, selvom én føler det mere og en anden mindre
Nogle oplever det først i deres dødsstund. For knoglerne knuses ikke blot åndeligt, men også fysisk ved forskrækkelsen over loven og Guds vrede. Kroppens helbred og styrke kan svækkes meget. Og vi ved jo, at den slags også sker ved pludselig dødsfare og andre store ængstelser.
Hvis knoglerne skal knuses, som David kalder det her, kræves der en anden slags anger end den, paven påbyder, når han siger, at man skal være flittig til at betragte, skrifte og angre de synder, man har begået. Paven pålægger også mennesker mange dårlige forsøg på at betale for synden – valfarter til hellige steder, afholdelse af faster, almissegaver osv. Men pavens forsøg på at betale for synden er narreværk i sammenligning med det at få knoglerne knust, som David her taler om.
Den sande omvendelse og anger må ikke savne den trøst, som Natan gav til David: ” Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø” (2 Sam 12,13). Uden den trøst forbliver knoglerne knust, og vi bliver aldrig glade igen. For den slags samvittighedssår kan ikke blive lægt ved noget andet end Guds løfte: at vi tror, at vores Gud er al barmhjertigheds Far, og at han har behag i dem, der frygter ham og håber på hans godhed. Og det hører med til det løfte, at vi må vide, at det er hans vilje og befaling, at vi skal håbe og tro på hans nåde – men også, at hvis vi ikke gør det, så må vi gå fortabt. For hvorfor skulle han befale os at håbe, hvis han ikke ville tilgive os synderne og være os nådig? Hvorfor skulle han lade sin enbårne Søn lide den mest forsmædelige død på korset, hvis han ikke ville lade os blive salige ved troen på ham?
Dette er den sande og sunde renselse og det dyrebare lægemiddel, som kan helbrede de knuste knogler og tilfredsstillede den sårede samvittighed. Men de, der tvivler på Guds nådefulde vilje og ser på deres egen uværdighed – ser, at de ikke er så hellige som Paulus eller Peter – de får aldrig en rolig samvittighed. Spørg derfor ikke, om der findes retfærdighed eller synd i dig eller i hele verden, men ret dig efter Ordet og sig: Selvom jeg ikke er værdig til at modtage den største velgerning – syndernes forladelse og Guds nåde – så er Gud værdig til at blive troet på sit ord! Og han har i sit ord lovet at tilgive synden for Jesu skyld.
For det har ikke medhold i Skriften at drage denne slutning: Jeg er en ond og væmmelig synder, derfor lyver Gud, der har lovet syndere syndsforladelse.
Nej, vi skal drage den slutning, som David gør i v. 6: ”Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; så er du retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.” Jeg vil hjertens gerne være en synder! For så må Gud få ret, når han taler, og stå ren, når han dømmer. Jeg tror og stoler på hans barmhjertighed alene, fordi jeg klamrer mig til hans ord, som er blevet forkyndt for mig ved min Herre Jesus.
De knogler, DU knuste
Til sidst melder der sig også det spørgsmål, hvorfor profeterne så ofte siger, at det onde kommer fra Gud, selvom vi ved, at Gud aldrig tildeler os det onde direkte fra sig selv, men altid ved hjælp af et eller andet middel.
Gud siger for eksempel i Jobs Bog til Satan: ”Uden grund fik du mig overtalt til at ødelægge ham” (Job 2,3). Og historien viser jo ellers tydeligt, at det var Satan, der ødelagde Jobs hus, hans børn, hans dyr og alle hans ejendele, ligesom det var Satan, der fik ham til at knurre og klage over Gud. Alt dette var jo Djævelens værk, og alligevel siger Gud: … fik mig overtalt til at ødelægge ham.”
På samme måde siger David her: ”De knogler, du knuste”, selvom Gud ikke havde gjort andet end at tage sin hånd og sin hellige Ånd fra ham og lade ham blive fristet ved Satans gloende pile, som fyldte hans hjerte med en så stærk bedrøvelse og fortvivlelse, at han ikke så nogen udvej. For Djævelen er løgnens far og en morder (Joh 8,44).
Loven, som afslører vores synder, og som anklager, forskrækker og dømmer os for dem, er også et værktøj, Gud bruger til at knuse vores knogler.
Den slags midler benytter Gud til at ydmyge os og gøre os nedslåede, fjerne al overmodig tiltro til vores egne gerninger og vise os, at vi lever af Guds rene nåde og godhed, som Habakkuk siger: ”Den retfærdige skal leve ved sin tro” (Hab 2,4).
Hvorfor siger profeterne så, at det onde kommer fra Gud, når han nu ikke selv udfører det, men lader andre gøre det? Skriften siger, at Djævelen dræber, at loven forskrækker og anklager synderen, og alligevel siger Skriften også, at Gud gør begge dele.
Årsagen til det er, at vi skal blive stående på vores trosartikler, hvor vi bekender os til og tror på én eneste Gud og nægter at have flere guder. Kætteren Manikæus antog, at der var to guder: en, som det gode kom fra, og en, der sendte det onde. Når det gik manikæerne godt, holdt de sig til den Gud, der sendte dem alt godt. Og når det gik dem dårligt, var det den anden, det kom fra. Men Gud vil, at vi altid skal tage vores tilflugt til ham, uanset om det går os godt eller dårligt. Vi skal ikke gøre som den store skare, om hvem Gud siger i Es 9,13: ”Folket vendte ikke om til ham, der slog det, de søgte ikke Hærskarers Herre.”
For vores natur har det med at vende sig bort fra Gud ved bratte og uventede ulykker og modgang og mene, at Gud er blevet vred, som også Job siger: ”Ubarmhjertigt har du vendt dig mod mig; med hård hånd angriber du mig” (Job 30,21).
Når nu mennesker forestiller sig en anden gud, der er venlig, så bryder man den rette tro: at der kun findes én Gud. Men Gud er hverken ubarmhjertig eller hård, nej, han er ”barmhjertighedens fader og al trøsts Gud” (2 Kor 1,3).
Når vi er i angst og nød, så vil vores hjerter, hvis de ikke hurtigt får hjælp, forvandle Gud til en vred afgud – den Gud, som ifølge Sl 102,28 er evigt uforanderlig i sin nåde og barmhjertighed.
Den slags vil profeterne forhindre, når de enstemmigt siger: ”Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette” (Es 45,7) og: ”Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?” (Am 3,6).
For når solen af en sky forhindres i at skinne på os, så tror vi jo ikke, at den derfor er borte, eller at det skønne, klare lys, der oplyste hele verden, er blevet forvandlet til en mørk og sort sol. Vi ved, at den er den samme klare sol som før, og at det er skyen, der hindrer os i at se dens glans.
På samme måde burde vi vide, at Gud, også når han knuser vores knogler, er god, barmhjertig og retfærdig. Den, der ikke tror det, bryder troen på Guds enhed og forestiller sig en anden gud i stedet for, som ikke altid er på samme måde over for mennesker, men snart er god og snart er vred. Men det er en stor gave, Helligånden skænker os, at vi må tro, at Gud er barmhjertig, også når han knuser vores knogler.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Bearbejdet og sprogligt opdateret af Henrik Gren Hansen fra bogen Davids 51. salme, ELM-forlag 1977.
Udgivet af
Martin Luther
Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.