”Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild” (2 Tim 3,13).
Du må ikke tro, at bare fordi du kommer i en kirke, er du sikret mod at fare vild. Det er netop på steder, hvor man selv kalder sig for kirken, at den værste forførelse sker. Det ville fylde mange bøger at skrive om alle forførelser og falske profeter. Derfor skal der her være fokus på, hvad vi kan gøre for at undgå at blive ført vild.
Grundlaget for at blive ført vild inden for kirken har altid været, at tilliden til Guds ord er blevet undermineret.
”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” (1 Mos 3,1).
Selve det at stille et spørgsmål var nok til at skabe tvivl i Evas sind. Der havde aldrig været sat spørgsmålstegn ved Guds ord før, og den prøve var hun ikke forberedt på. Da først tvivlen var sået, havde Djævelen fået plads, så han kunne bane sig vej. Så gik han fra tvivl til fornægtelse. ”Vist skal I ikke dø” (1 Mos 3,4).
Fra fornægtelsen gik vejen til oprøret: ”I bliver som Gud” (1 Mos 3,5).
Angrebet indefra i kirken begynder altid med, at der sættes spørgsmålstegn ved tilliden til Guds ord. Det kan være et direkte angreb på Bibelens troværdighed eller et indirekte angreb, hvor der opstilles forkerte læresætninger og påstande, som har Guds ord imod sig. Et af de raffinerede angreb kan komme ved at stole på kristne bøger og artikler i stedet for selv at læse Bibelen. Uanset hvilken form angrebet har, ønsker Djævelen at vende de troende væk fra Bibelen. I de sidste tider er en af de store fejltagelser i kirken at undlade at beskæftige sig med Bibelens tale om endetiden. I mange tilfælde ville falsk lære let kunne afsløres, hvis man havde forstået, hvad Skriften lærer om Jesu genkomst.
Desværre er der mange i kirken, der ikke ønsker at høre sandheden. ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter” (2 Tim 4,3-4). De vil ikke udfordres af sandheden. Disse kristne foretrækker kendte prædikanter, der stiver dem af i deres magelige livsstil i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, de lever på, eller advare om de prøvelser, der skal komme.
”Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan” (ApG 17,11).
Budskabet er ret enkelt. Om så apostlen Paulus skulle komme og prædike i din kirke næste søndag, måtte du undersøge, om det var i overensstemmelse med Bibelen. Det er særligt vigtigt, når det gælder læsningen om endetiden, hvor der ofte med største overbevisning fremsættes synspunkter, som ikke har holdepunkter i Bibelen.
Der er mange undervisere, der læser ting ind i Bibelen, som ikke står der, og ser stort på noget af det, der åbenlyst står der. De skaber forvirring og er med til at gøre de troende sårbare over for forførelse. Vi skal prøve deres budskab på Bibelens ord. Vi skal spørge, om det er den mest enkle fortolkning af det, der står skrevet, og hvis det ikke er det, skal vi være forsigtige.
”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Joh 4,1).
Sammenhængen her er at bekende Jesus Kristus. Er Jesus i centrum for det, der bliver prædiket, eller er det en falsk kristus, der præsenteres? Bliver vi tilskyndet til at leve et liv i efterfølgelse af Jesus, eller tages det for givet, at vi som kristne må ligne verden?
”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,15-16).
Frugterne af en prædikants forkyndelse vil vise det, hvis han er en forfører. Er det prædikanten og hans ære, der er centrum i forkyndelsen, eller er det herliggørelse af Jesus?
En menigheds frugter vil vise, om den er forførende. Handler det om menneskers ære, eller herliggøres Jesus? Stræber man efter at skabe en stor formue til sig selv, ofte under dække af at der er brug for det til Guds riges arbejde, eller stoler man på, at man er i Guds hånd? Fokuserer man på egne kæpheste og på endeløse stridigheder, eller prøver man at hjælpe folk til en enkel og enfoldig tro på Jesus?
Afvises Bibelen, og udskiftes den med falsk lære?
Er ledelsen dominerende og styrende, eller glæder de sig, når menigheden vokser i troen og efterhånden kan stå på egne ben?
”Tag jer i agt for at blive revet med af frække menneskers vildfarelse og miste fodfæstet” (2 Pet 3,17).
Bedrag inden for kirken svækker troen og baner vej for at blive ført med af den store forførelse, der skal komme i de sidste tider.
Vi skal våge, så vi ikke forføres.
“Ugens vidnesbyrd” uge 30-32 vil være små uddrag af tre nye bøger, Nyt Liv har udgivet eller medvirket til at få udgivet denne sommer. Denne uges uddrag er fra bogen “Våg derfor” af Philip Wren (s.47-50). Denne bog er ikke en del af Bibelskolens Elevforening, men kan bestilles her.
“Våg derfor” er tidligere udkommet i bladet, men udsendes her som studiehæfte til bibelstudiebrug eller til personlig refleksion. Ét af Peter Vestergaard Olsens studiespørgsmål til kapitlet, som ovenstående uddrag er hentet fra, lyder sådan:
Årsagen til vildførelse inden for kirken er altid, at tilliden til Skriften undermineres. Nogle gange tilpasses det kristne budskab i bedste mening for at imødekomme mennesker eller for at undgå at støde dem. Andre gange påvirkes budskab og lære af påvirkning fra fremmede religiøse strømninger.
Hvordan fastholder og styrker vi tilliden til Skriften? Kom med konkrete forslag til det personlige liv og til menighedslivet.
Udgivet af
Philip Wren
Philip Wren, engelsk arkitekt og bibellærer.