Forfølgelser - at lide for troen

Kristne dræbes af naboer, af familie for deres tros skyld trods slægtskab eller langvarige naborelationer. I Bibelen er det en gennemgående linje, at som Jesus blev modsagt og dræbt, sådan vil det også gå kristne.

Det er ikke kun kristne, der kender til at lide for en sag. I det gamle Rom var der et kendt udtryk, som lød “per aspera ad astra” (til stjernerne gennem det svære). Det handlede primært om, at det koster en indsats at opnå en sejr, blive en helt eller på anden måde blive en stjerne. Sådan en slags ambitiøs lidelse, hvor man giver afkald og går gennem svære tider for at opnå berømmelse og lykke i jordisk forstand, er verden fuld af også i dag. Men kristnes lidelser for troens skyld er af en helt anden karakter.

Den bibelske tankegang

I Det Gamle Testamente møder vi en række mennesker, der helt konkret led på grund af troen på den treenige Gud i sin hellighed og kærlighed. Det mest overskuelige er at se listen i Hebræerbrevet 11, hvor de nævnes fra Abel og frem.

Deres liv og forhold var forskellige, men om nogle af dem står der i v. 35-38, at de ”blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.”

Vi ser altså, at den kristnes lidelser nok fører “til stjernerne”, forstået som “en bedre opstandelse”. Men lidelserne er ikke noget, der på nogen måde giver stjernestatus i denne verden. Tværtimod hader og foragter verden de kristnes tro og fnyser over deres villighed til at lide for troens skyld, fordi de ved deres tro og lidelser viser sig at være “for gode til denne verden” og dermed dømmer verden som strafskyldig over for Gud.

Jesu løfte

Da Jesus talte om, at de, som følger ham i denne verden, vil komme til at bære korset med ham, var det ikke et forslag til frivilligt at melde sig. Han fortalte ganske enkelt, at denne verdens fyrste vil gøre, hvad han kan, for at den, der ved troen er forenet med Kristus, også vil kende den smerte og nød, som Jesus selv frivilligt havde taget på sig.

Jesus lod det være tydeligt, at “når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig” (Joh 15,18-21).

Al forfølgelse bunder i et manglende kendskab til Gud. Vel at mærke manglende kendskab i bibelsk forstand – ikke blot manglende intellektuel viden. Det er manglende tillid og forening med Gud i troen. Dette kendskab kommer alene ved Guds åbenbaring. Den troende er kendt af Jesus og er kommet ind i den intime kendskabs-forening med ham, som verden hader. Derfor hader verden også den troende. Den troende er et spejl af lyset ind i mørket. Den troende er som saltet (Matt 5,13; Luk 6,22; 1 Pet 4,12-14) en irriterende påmindelse om Guds lov i samvittigheden og vækker derfor afsky og modstand, sådan som det udtrykkes i Ordsp 29,27b: ”Den uretfærdige afskyr den, der lever retskaffent.”

At kende Gud

Den, der hører Guds røst, kender Gud, hvorimod den, der i egen religiøsitet eller syndighed ikke vil høre Guds lovs dom og det fuldkomment frie evangelium, ikke kender Gud (udlagt forståelse af Joh 8,47).

I beretningen om Kain og Abel i Første Mosebog kapitel 4 møder vi den første reaktion fra et ikke-troende menneske mod den, som frygter Gud. Brodermordet er en konsekvens af det had, der vokser frem hos Kain, da han ikke tåler, at Gud viser nåde mod Abel. Gud svarer ikke på den religiøse tilbedelse fra Kain, hvor han kommer med noget for noget. Kain er, med Jesu ord, en, der ”elskede mørket frem for lyset”; en, som ”hader lyset og ikke kommer til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,19-20).

Der er et fjendskab mellem kvindens slægt og slangens slægt, som viser sig mellem Kain og Abel. Overalt hvor evangeliet om korset forkyndes, vil det mødes med anstød, modstand og forfølgelse lige indtil enden.

De første martyrer

Dette had mod de kristne viste sig med fuld kraft i den tidligste kristne menighed. Det begyndte med Stefanus’ martyrium, og siden fulgte flere, herunder både de kristne, som Saulus fangede, inden Jesus mødte ham (ApG 9,1-2) og disciplen Jakob (ApG 12,2). Mange kristne blev dræbt under kejser Nero og senere igen voldsomt under kejser Diokletian. Forfølgelsen kom som et krav om tilbedelse af kejseren ved ofringer. Hvis dette krav ikke blev fulgt, førte det til fængsel og ofte også til henrettelse.

Underligt nok viste forfølgelse sig som en absolut ineffektiv måde at fjerne den kristne kirke på. Den blev ikke mindre, den voksede. Tertullian, en kirkefar fra ca. 200 e.Kr., kommenterede det med, at ”martyrernes blod var kirkens såsæd”.

Det er uhyggeligt, at vi også i dag hører om en tilsvarende forfølgelse i f.eks. Nordkorea.ⁱ Der er kravet til befolkningen også en konstant og ubegrænset hyldest til diktatoren, hvor kristentro ses som et svigt og et muligt oprør.

Kirkens kendetegn: modgang og lidelse

I sit skrift om Kirkemøderne og Kirken (fra 1539)ⁱⁱ omtaler Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det første og største kendetegn på kirken er, at Guds ord bliver prædiket, troet og bekendt. Dernæst følger dåb, nadver, skriftemål, de kirkelige embeder, bønnen – og så til sidst: Den sande kristne kirke kendes på modgang og lidelse.

Kendetegnet er med Luthers ord, ”at det må bære al ulykke og forfølgelse, al anfægtelse og ondt fra Djævelen, verden og kødet (…) De skal betegnes som værre end jøder, hedninger og muslimer. De skal kort sagt kaldes kættere, slyngler, djævle, forbandede og de skadeligste mennesker i verden, så man mener at gøre Gud en tjeneste, når man hænger, drukner, myrder, piner og plager dem (…) Når man for Kristi skyld fordømmer, forbander, spotter og plager dig, så gør det dig hellig.”

Fjende nr. 1: Satan

Kilden til forfølgelser er ifølge Luther tredobbelt. Forfølgelser kommer fra Satan, verden og vores eget kødelige gamle jeg. Mest åbenlyst og synligt vil vi måske opleve, at “verden” kommer med modstanden. Alle tre modstandere er involverede, men Satan og vores kød står for en skjult forfølgelse. Den er vi nok ikke vant til at tænke på som forfølgelse, men det gør den ikke mindre farlig.

Den stærkeste forfølger er Satan, som vi ikke engang kan se, og som vi er fuldkommen magtesløse over for. Når Paulus taler om at iklæde sig Guds fulde rustning i Efeserbrevet kapitel 6, så er kampen mod ”Djævelens snigløb” og ”ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet”. Kampen mod Djævelen er en kamp, der er dømt til at tabes, om ikke vi er iklædt ”troens skjold” og har ”frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord”.

Satan kommer som mørkets herre, men ofte i skikkelse af en lysets engel. Som lysets engel spreder han falsk lære og forførelse i menighederne for at få os bort fra en frelsende tro.

Fjende nr. 2: Verden

Verden må vi forstå som det, der er imod Gud og hans ord. Derfor kan verden både forstås som øvrigheden i samfundet og ikke mindst som gudsfjendsk tankegang mellem mennesker, der har fokus på det, som livet kan byde på her i verden.

Der er dele af verden, der styres efter Guds ord, og hvor myndigheder indretter samfundet ud fra Guds lovs ordninger til at beskytte de troende og kristentroen. Det har været et gode og vilkåret i dele af den vestlige verden igennem flere hundrede år, men der er ved at ske et tydeligt skifte.

Når Guds lov som grundlag for samfundet skubbes væk, eller når samfundet vil lovgive imod Guds lov, så viser verden sin modstand mod alt, der kommer fra Gud. Når det sker, må den kristne følge Peters eksempel. Da jødernes råd pålagde Peter at tie med budskabet om frelsen i Jesus Kristus, svarede han, at det var rigtigt at adlyde Gud mere end rådet – Gud frem for menneskers love (ApG 5,29). Den gudsfjendske tankegang kan vi møde i tankestrømninger, såkaldte -ismer, der bekæmper troens liv.

Hos Samson i Dommerbogen var der en ydre trussel mod Guds folk. Samson troede sig stærk, men vidste ikke, at han blev overlistet af sin allernærmeste. Sådan kan et barn, en ægtefælle, en nabo, studiekammerat eller kollega være den, der er årsag til forfølgelsen. Det er en langsom forfølgelse af livet med Jesus som frelser. Det kan være som ”rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet” (Mark 4,19). Blændværk og lyst til alt muligt andet er måske at opnå status i verden eller leve på kanten af Guds vilje ”i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag … ” (1 Pet 4,3).

Det ændres ofte ikke i store forandringer, men sker over mange års ubemærket opblødning, hvor det bedrageriske ”mon Gud nu har sagt” i forhold til Guds bud sniger sig fra verden ind hos os. Åbenlyse modsigelser af Guds ord ville vi have opdaget, men det sniger sig ind i de små sprækker, hvor vi kan mene, at Guds lov og skaberordninger for eksempel ikke dækker alle forhold i livet.

Vi ser det i dommertidens gentagne frafald, fordi folket glemte Guds ord og efterhånden levede som folkene omkring dem. Så blev livets glæder, underholdning, tidsfordriv, kultur og opretholdelse vigtigere end livet med Jesus. Det er udtrykt så godt i det andet vers af Lina Sandells sang ”Bliv i Jesus”, hvor der står: ”Og når verden lifligst mod dig ler, frygt da allermest dens list og snarer.”

Når vi får at vide af verden, at vi da ikke skal undvære noget for troens skyld, og vi har ret til både dit og dat, så fanges samvittigheden af brud på Guds bud, og troen svækkes. Nej – en kristen har bare ret til det, som mødte Jesus, og undværer derfor gerne glimmer og glæder i denne verden for at opnå den større glæde sammen med Jesus.

Fjende nr. 3: Mit eget kød

Noget af den skjulte forfølgelse, som vi måske ikke er vant til at tænke på som forfølgelse, finder sted i Satans fristelser i samarbejde med den kristnes eget indre. Her ligger for eksempel lysten til at søge væk fra at høre Guds tale med dom og evangelium. Det at blive døv over for, at synd er synd – og derfor blive doven til bibellæsning og at høre Guds ord – er en stadig plage. Det er den røst, der inde i os selv siger, at det flytter så lidt at læse Guds ord – eller det betyder ikke noget at holde fri fra forkyndelsen denne weekend.

Samtidig er det også den røst, der gør dig stolt af, hvis du har “styr på tingene”, fordi du så holder din del af forholdet til Gud i orden.

Begge sider, både fristelsen til synd og fristelsen til farisæisme, er modstand mod at leve af nåden alene, af Jesu gerning alene.

Syndens løn

Alle erfarer at gå mod døden med dødens forløbere i sygdom og aldring (Rom 6,23). Alle erfarer, at livet rummer knaphed af ressourcer, både i samfundet og eget liv.

Livet i syndens verden rummer også forbrydelser. Det rummer at blive udsat for overtrædelser af Guds bud fra andre.

I beretningen om, da Kain forlader Gud, sker der en stadig forøgelse af syndens konsekvenser i mellemmenneskelige forhold. Kains oldebarn indfører flerkoneri og lover, at selv en skramme skal hævnes.

Ondskab har sin rod i synden og synderens liv i oprør mod Guds lov. Det medfører, at ikke al ondskab mod kristne er tænkt som forfølgelse fra den, der udfører det. Men det er en del af forfølgelsen i kraft af, at Satan ønsker, at alt ondt skal ramme Guds folk.

Hvor sker ydre forfølgelse?

Der er lande i verden (Nordkorea, Saudi-Arabien, Iran, Eritrea, Somalia, Pakistan, Usbekistan), hvor blot det at eje en bibeldel eller en stump af en kristen bog vil medføre lang fængselsstraf eller dødsdom. Hele scenariet omkring den kristne kvinde Asia Bibi i Pakistan viser, at blot den kristnes ’urenhed’ i muslimske øjne er nok til at kræve hende henrettet. Det, at hun drak vand af et krus, som muslimer senere skulle drikke af, medførte anklager om blasfemi, og at hun siden november 2010 har været dømt til døden. Selv efter frikendelse ved Pakistans højesteret kræves hun henrettet.ⁱⁱⁱ Enkelte andre steder i den muslimske verden vil det at bekende kristentro medføre en øjeblikkelig lynchning.

Samtidig udsættes flere og flere for voldsom mobning/vold – måske i form af afbrænding af huse, bank, voldtægt af kvinder, overhældning med syre, bortførelse af kvinder og børn eller at blive jaget bort fra landsbyer – for kristentroens skyld. Det sker i lande som Indien, Mexico, Colombia, Sudan/Sydsudan og Egypten.

Et eksempel fra Somalia

Somaliere med Luthers lille katekismus

Mohamed Gurhan fra Somalia opdagede, at Jesus omtales i Koranen. Han søgte mere om Jesus og fandt ham i Bibelen. Det førte til, at han blev forvist fra moskeen, at hans kone forlod ham med de yngste børn, at hans søn blev overfaldet med syre og skadet for livet, og at han måtte flygte ud af Somalia med sine tre ældste børn. Nu bor han i Etiopien, oversætter bøger til somali og missionerer ind i Somalia gennem kodenavne på chatrum og sociale medier, via Youtube eller hemmelige møder, men oplever stadig at blive overfaldet og søgt dræbt, fordi han er blevet en kristen, der vidner om Kristus.

Når enkelte somaliere samles til trosoplæring i Etiopien, så er det med livet som indsats, at de vender tilbage til Somalia. Selv i Etiopien lever Mohamed med dødstrusler. For nylig blev en 17-årig pige døbt og vendte hjem til Somalia. Siden hun kom hjem, har hendes forældre fundet ud af, at hun er blevet kristen. Det har ført til, at hun først blev mishandlet og siden har måttet leve som fredløs på flugt ud af landet – på flugt fra sine egne forældre.^iv

Efter kommunismens fald og opdelingen af Sovjetunionen omkring 1990 kom mange beretninger derfra om undertrykkelse og ydre pres. Den marxistiske ideologi havde benægtet al form for tro, også den kristne, så troens folk blev forfulgt i et forsøg på at bremse dens udbredelse.

Efter 1990 blev den tydelige modstand fra verden afløst af den indre og individuelle kamp mod fristelsen til at give efter. Det ydre pres fra verden blev for en tid fjernet, men er kommet tilbage som et andet, hvor der ikke er tale om fornægtelse af troen, men fornægtelse af troens indhold og Herre på for eksempel det seksuelle område.

Det rykker indenfor …

Forfølgelsen vil vise sig, hvor Satan kan vende verden og kødet mod de troendes forsamling. Derfor er det tydeligt, at elementer af menneskerettigheder, især inden for abort, ægteskab og seksualliv bliver områder, hvor der er og kommer et pres hos os i Vesten/Danmark. Det kan følges, hvordan dele af den formelle kirke allerede har accepteret disse ændringer i trosopfattelse, så det, der tidligere kaldtes syndigt, nu blot kaldes kærlighed.

Da bliver det ikke kun et ydre pres på kristne, men måske rammes økonomien (tilskud eller fradragsregler), så vort indre også begynder at rykke sig. Måske er det endda vore børn, der indfanges af disse rettighedstanker, så forældre splittes mellem kærlighed til børn og Guds ord. Da kommer Satans og verdens og vores eget køds forfølgelse i samlet flok mod den troende.

Hvad kan jeg gøre?

Vi kaldes i Det Nye Testamente til at bede for vores kristne brødre og søstre – både ledere og dem, vi strider troens strid sammen med (Hebr 13,3). Det gælder jorden rundt, for med enheden i Jesus Kristus, så er de en del af det legeme, som vi selv har fået lov at blive en del af.

Vi kan også støtte organisationer og netværk, der gør det muligt, at disse kristne på en eller anden måde ser eller hører, at der er andre kristne. Det kan være gennem radiomission, gennem støtteordninger med rejser til lukkede lande – eventuelt med litteratur eller breve. Ingen kan magte alle, men vi kan enkeltvis måske bære en enkelt bror eller søster i forbøn og kontakt.

Vi er også kaldet til at elske og bede for vores fjender og dem, der forfølger (Matt 5,44). De kan ikke andet, så længe Guds ord ikke er blevet til liv for dem. Paulus kunne ikke andet end fnyse og være vred på de kristne, indtil han selv blev mødt af Jesus og omvendt. Da kunne han ikke andet end at række evangeliet trods alle forfølgelser – og bede for sine forfølgere.

Derfor er det heller ikke den kristne eller kirken, der skal hævne forfølgelsen, men Gud i sin time (Åb 6,9-10), mens kaldet til os er at overvinde det onde med det gode (Rom 12,19-21), undlade gengældelse, men i stedet elske vores fjender (Matt 5,38-48).

Indtil enden

Når vi læser Jesu beskrivelse af, hvordan det skal være i tiden frem mod hans komme, da indgår forfølgelse fra Satan, verden og det gamle jeg (Matt 24,4-29; Mark 13,5-23; Luk 21,12-36). Det gælder også i brevene (f.eks. 1 Tim 4,1-2; 2 Tim 3,1-8) og i Åbenbaringsbogen (f.eks. kap. 11-13).

Vi må da huske dobbeltheden i, at de sidste tider er hele tiden fra Det Nye Testamente indtil Jesu komme – og at der peges på en forøget trængsel og prøvelse til sidst, hvor Satan, nærmest i desperation over at tabe, yder sit alleryderste for at vinde flest mulige til den evige fortabelse. For ham er det underordnet, om det sker gennem forførelse og bedrag i samspil med vort indre gamle jeg, eller om det sker med ydre vold og død.

Gud virker …

Gennem forfølgelsen, gennem kampen, da virker Gud til det bedste for den, der tror på ham (Rom 8,28; Hebr. 12,4-11).

Derfor må vi også minde hinanden om, at Gud ved sin ånd vil virke en stadig dødsproces i den gamle Adam i os og lære os tålmodighed, ydmyghed og taknemmelighed gennem lidelsen, for at vi må tro på Gud og stole på ham, elske ham og lad alt vort håb afhænge af ham alene.

Rammer det os …

Bliver forfølgelser en dag virkelig barske; så hårde, at vi mister ægtefælle, børn, hus, ejendom, tøj og omdømme – ja, legeme og liv – så må vi vide, at Jesus iklædte sig menneskeskikkelse for at kunne dø og opstå og vinde tilgivelsen for os. Han fór til himmels og vil komme en dag at dømme levende og døde. Du vil ikke blive glemt, men alt vil blive gjort godt en dag. Du vil få et nyt herlighedslegeme og et evigt liv. Hvad har vi så at frygte?

Helligånden viser os gennem Guds ord, at vi er elsket af vor Herre Jesus – hvem skal vi da frygte?

De, der når frem til målet i Himlen, er dem, der er renset i Jesu blod (Åb 7,14). Det er frelste syndere, der står der i hvide klæder, det er martyrer og troende, hvis eneste håb i trængslerne her har været den renhed, som Jesus vandt.

Helligånden viser os gennem Guds ord, at Jesus har vundet over død, synd og Helvede. Så har vi ikke grund til at frygte det onde, ikke frygte hadet, for vi har del i Jesus.

Lyd

Udgivet af

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.