Fordi det er sandt

Sådan kom jeg til tro V

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Dåb og jul

Kirsten Dybsted voksede op i 1930‘erne i København og senere i Lyngby. Hendes far var kontorchef på Politiken. Familien var ikke troende og gik aldrig kirke, heller ikke juleaften.

Der var én i familien, der var religiøs, nemlig tante Ella. Hun tilhørte sekten Christian Science som afviste det bibelske evangelium om Jesu forsoning af verdens synd og lærte frelse fra synd og sygdom ved bøn. Hver onsdag holdt hun bedemøder. Hendes tro kom til at koste hendes datter Inger, Kirstens kære kusine, livet. Ella afviste lægehjælp, så Inger døde 18 år gammel af blindtarmsbetændelse.

Denne tragedie var nok medvirkende til familiens klare modstand mod religion.

Kirsten blev barnedøbt, som skik var, og fik af sin gudmor en sølvske med navn og fødselsdato indgraveret. Gudmoren understregede, at dåbsdagen bare var den dag, hvor hun fik navn, så hun havde bestemt, at det var fødselsdagen, der skulle stå på skeen – den store dag, hvor Kirsten kom til verden.

Men i dag hænger Kirstens dåbsattest i glas

og ramme over hendes skrivebord som en daglig påmindelse om, at hun modtog Jesu frelse, syndernes forladelse og det evige liv på dåbsdagen.

I sin barndom mødte Kirsten kun det kristne budskab én gang om året: når familien gik rundt om juletræet og sang julesalmer. Det elskede hun til gengæld. Hun var god til at lære udenad og lærte sig hurtigt de lange julesalmer. Det var godt, de var lange, for så tog det lang tid at synge dem. Men der gik aldrig lang tid, før der var en af de voksne, der mente, at nu kunne det være nok.

”Kirsten kan nok ikke vente mere på sine gaver.”

Kirsten kunne godt vente på gaverne, men hun ville ikke skuffe forældrene, så hun pakkede gaverne ud og så frem til næste jul, hvor de skulle synge igen.

En kærlig mand

Kirsten var god til sprog, blev nysproglig student og siden tresproglig korrespondent. I 1950´erne gjorde hun karriere, blev sekretær og senere prokurist i et handels- og ingeniørfirma i København og levede et relativt ubekymret verdsligt liv.

I 1961 blev hun gift med en enkemand, som var civilingeniør, og samme år etablerede parret sig med egen virksomhed, som de drev i fællesskab i 36 år, indtil hans død i 1997.

Det blev et lykkeligt ægteskab. Hendes mand var oprindelig katolik, men talte ikke om sin tro og inviterede hende aldrig med i sin kirke.

”Han var bange for at miste mig, og han så ingen mulighed for, at jeg ville konvertere fra ingenting til katolsk tro,” forklarer Kirsten. ”Det havde han helt sikkert ret i.”

Efter brylluppet holdt han op med at gå til messe. Efter nogen tid foreslog Kirsten at standse indbetalingerne til kirken, som han jo ikke mere brugte til noget. Det gik han med til. Et krucifiks, som hang på væggen, blev sammen med nogle billeder taget ned og lagt i en skuffe. Dermed var der ikke flere religiøse påmindelser i hjemmet.

I dag er krucifikset fundet frem og hænger i Kirstens stue.

Zoneterapi og østlig religiøsitet

En dag opsøgte Kirsten en zoneterapeut for at få hjælp mod en lidelse, som havde plaget hende i mange år, og som lægerne havde erklæret uhelbredelig. Efter kun to behandlinger var hun fuldstændig rask:

”Jeg var så glad og imponeret, at jeg besluttede mig til selv at uddanne mig til zoneterapeut.”

Efter endt uddannelse begyndte hun selv at praktisere zoneterapi og inddrog efterhånden flere alternative behandlingsformer: dybdeafspænding, visualiseringsteknikker, kineseo-logi m.m.

Endvidere uddannede hun sig, sideløbende med sit sekretærarbejde i parrets fælles virksomhed, i perceptionspsykologi ved Københavns Universitet. Det var travle år.

Det viste sig, at overraskende mange blev raske ved de alternative teknikker, Kirsten brugte. Nogle helbredelser havde karakter af mirakler. F.eks. graviditeter hos folk, som var diagnosticeret sterile. ”Det var jeg naturligvis meget glad for – dengang.”

I dag har Kirsten et andet syn på det, som skete.

”Jeg er blevet klar over, at ikke alt det, som virker godt, også er godt. Den alternative helsebranche åbner let for et holistisk livssyn, hvor der ikke er frelse og fortabelse, men hvor alle er på vej mod det samme gode mål ad forskellige veje. Det er en forførelse, som det kan være næsten umuligt at komme ud af igen.”

Da Kirsten blev uddannet til zoneterapeut, blev hun undervist i anatomi og fysiologi, Men hun blev også ført ind i teorien om de usynlige energibaner i kroppen, som aktiveres i zoneterapien. Det var en teori, der var overtaget fra østlige religioner. På det tidspunkt tænkte Kirsten ikke nærmere over den. For hende var det nok, at terapien virkede. Hvorfor den gjorde det, og hvilke åndelige kræfter der kunne være på spil, var underordnet.

”I dag er jeg klar over, at vi må spørge, hvor hjælpen kommer fra. Der er grund til at frygte, at mennesker, der bruger de her ting og får hjælp igennem dem, betaler en høj pris ved at blive ført længere og længere ind i diffus religiøsitet. Jeg kan se, at min helbredelse førte mig ind i det alternative miljø med dets miskmask af ‘energier‘, østlig religiøsitet og reinkarnationsforestillinger. Jeg vil aldrig mere selv opsøge en alternativ behandler. Selv om jeg altså blev helbredt!”

Martinus

I ca. 1970 var Kirsten en dag på besøg hos en zoneterapeut. Telefonen ringede, og mens værtinden talte i telefon, kiggede Kirsten i et blad, der lå på kaffebordet. Det hed ”Kosmos”, og det vakte hendes interesse, fordi hun kendte en af artikelforfatterne, som var hendes søns skolelærer.

Da værtinden kom tilbage, fortalte hun Kirsten, at bladet handlede om det åndsvidenskabelige verdensbillede, som var blevet åbenbaret for den danske mystiker Martinus Thomsen, og som gav svar på simpelthen alt!

Kirsten havde aldrig hørt om Martinus, men hendes interesse var vakt, og efterfølgende begyndte hun at studere hans skrifter, som under ét kaldtes ”Det tredje testamente”. Efter Det gamle testamente og Det nye testamente havde Martinus skrevet ”Det tredje testamente”.

Martinus’ forfatterskab var imponerende og rummede en overbevisende helhedstolkning af verden, livet og tilværelsens mening. Alle ting og alle væsener er ifølge Martinus i et evigt spiralkredsløb på vej mod stadig højere udviklingstrin. Det onde i verden og al lidelse er kun tilsyneladende ondt. I virkeligheden er det forklædt godhed, der udvikler kærlig-hedsevnen hos menneskene.

Til sidst vil alle mennesker nå frem til at opleve den guddommelige kærlighed og selv være guddommelige i deres kærlighed. Det vil ikke ske i ét liv, men igennem en lang række reinkarnationer.

Martinus levede fra 1890-1981, så da Kirsten begyndte at studere hans skrifter, var han endnu i live. Hun lærte ham personligt at kende og mødte ham mange gange på Martinus Centeret i Klint vest for Nykøbing Sjælland.

Fra tidligt i 1970´erne besøgte Kirsten sammen med sin mand og søn centeret et par uger hver sommer, og Martinus’ person og tanker blev et centralt omdrejningspunkt i deres liv. Martinus fremstillede sig selv som en ”verdensgenløser”. Det betød, at han var nået frem til at være totalt næstekærlig. Martinus havde nået dette mål før de fleste andre mennesker, men der havde været andre verdensgenløsere før ham: Buddha, Jesus m.fl.

Nu var det Martinus’ mål og opgave at lede andre på vej.

Budskab fra den åndelige verden

Martinus blev født af en enlig mor i Sindal i Nordjylland. Han fik kun en nødtørftig skolegang, men læste tit i Bibelen og var meget religiøst optaget.

Da han var omkring 30 år, havde han fundet arbejde i København. En dag lånte en arbejdskammerat ham en lille bog om meditation. Den fik afgørende betydning.

Martinus satte sig i en stol og fulgte bogens meditationsvejledning. Under sin meditation fik han en skelsættende åbenbaring af ”Kristus”. Han så et lys i det fjerne, som langsomt kom nærmere og blev stadigt større og stadigt mere strålende. Lyset kom fra en skikkelse, som kom imod ham med armene løftet til omfavnelse. Martinus var overbevist om, at det måtte være Kristus. Da den lysende skikkelse kom helt hen til Martinus, fortsatte den sin bevægelse, kom ind i ham og blev i ham.

Med ét oplevede Martinus, at han fik et åndeligt klarsyn, så han i ét nu kunne gennemskue alle universets åndelige love og se deres kærlighedsfyldte og logiske indre sammenhæng.

Én ting mere blev klart for ham: Han fik aldrig mere fik brug for at læse i Bibelen! Han skulle derimod bruge resten af sit liv på at skrive og holde foredrag om det, som den åndelige magt i ham åbenbarede for ham.

Som en lysets engel

Efter sin åbenbaring skrev Martinus en lang række bøger på samlet over 3000 sider. Kirsten anerkender stadig det høje intellektuelle niveau og den stærke overbevisningskraft i Martinus’ bøger. Hans verdensbillede er for en umiddelbar betragtning kærligt, retfærdigt og logisk sammenhængende. Det er besnærende klart og godt.

”Men hvad nytter det, hvis det er løgn? Det er udelukket, at Martinus kunne skrive, som han gjorde, uden inspiration fra den åndelige verden. Han var uden uddannelse, hans intellekt var begrænset, og før sin åbenbaring havde han ikke vist nogen ekstraordinære evner til at formulere sig om åndelige spørgsmål. Dengang faldt det mig ikke ind, at der kunne eksistere falske kristus’er og onde åndsmagter. Så jeg følte, at jeg måtte tage hans lære til efterretning, selv om jeg på det personlige plan ikke oplevede ham tillidsvækkende.

I dag ved jeg, at djævelen findes, og som det fremgår af Bibelen, kan han komme til os i skikkelse af en lysets engel og få løgn til at fremstå som god og kærlig sandhed. Det, der skete med Martinus, må have været en form for besættelse, som aldrig forlod ham.”

Kønsneutralitet

Kirsten ser denne djævelske forførelse på mange områder i Martinus’ åndsvidenskab. Som et aktuelt eksempel fremhæver hun synet på mand-kvinde-forholdet. Her er målet en fuldstændig opløsning af Guds skaberordning:

”Det ufuldkomne menneske er ifølge Martinus spaltet op i to køn: mand og kvinde. Men i udviklingen frem mod det fuldkomne menneske, vil kvindens maskuline pol og mandens kvindelige pol vokse. Det fuldkomne menneske er kønsneutralt. Det rummer begge poler og begge køn. Den fuldkomne ”alkærlighed” vil ikke rette sig mod én person og ét køn, men mod alle.

Martinus nævnte en gang, at udviklingen mod kønsneutralitet allerede nu var let at få øje på: Mænd var tydeligvis mindre maskuline og kvinder mindre feminine, end da han var barn. For Martinus selv var samliv og ægteskab med en kvinde udelukket.”

Da Kirsten første gang mødte disse tanker, var de meget vidtgående i forhold til den almindelige tankegang i samfundet. Nu er det anderledes:

”I dag præges ’tidsånden’ i høj grad af kønsneutrale ligestillingstanker. Men ingen ser ud til at tænke på, at de kan være et led i djævelens plan om at ødelægge det gode, som Gud har skabt: mennesket i sit eget billede, som mand og kvinde.

Marx hævdede, at religion er opium for folket. Jeg har den modsatte erfaring. Det er den djævelske løgn, der bedøver. At møde Jesus er at vågne op til den virkelige virkelighed. Det var lyksaligt befriende for mig, men også forfærdeligt. Jeg blev konfronteret med, at jeg havde levet det meste af mit liv på en løgn og endnu værre: Jeg havde påvirket mine nærmeste elskede med den løgn, jeg troede på: at der hverken findes død eller fortabelse, og at skaber og det skabte et ét og det samme, at vi er i evig udvikling mod fuldkommenheden.

Alt sammen i bedste overensstemmelse med slangens løgn og løfte i paradis!”

To dødsfald

I ca. 25 år deltog Kirsten og hendes mand i studiekredse, kurser og seminarer om Martinus’ åndsvidenskab. De studerede hans skrifter og fik et netværk af personlige Martinus-venner.

Da de ikke havde nogen kristne venner, var der intet modspil, og Martinus’ lære kom til at præge hele deres tilværelse.

”Vi var overbeviste om, at vi ville reinkarnere. Vi mente ikke, at vi kunne blive færdige med hinanden i ét liv, så vi talte så tit om, at vi ville mødes igen i næste liv. Da vi ikke kunne undvære hinanden, håbede vi inderligt, at vi kunne forlade denne verden samtidig.”

Men det skete ikke. En sen eftermiddag i 1997 kom Kirsten hjem og undrede sig over, at hendes mand stadig lå på sofaen. Hun kaldte ad ham, men fik intet svar, og da hun gik nærmere, så hun, at han, som ellers var sund og rask, var død. Det var et chok og et ubærligt tab for Kirsten og hendes søn. Den eneste trøst var troen på, at han havde det godt, hvor han var, og troen på, at de skulle mødes igen i næste inkarnation.

To år senere mistede Kirsten sin mor. Hun sad hos hende hele den sidste nat, indtil moren døde klokken 8 om morgenen. Så hentede Kirsten isterninger i fryseren og gned dem mod sine håndled for at holde sig vågen til klokken 10, hvor hun kunne ringe til præsten. Hun tænkte, at det ikke gik an at ringe uden for den telefontid, der stod i kirkebladet.

Præsten hed Jørgen Sejergaard. Han kom på besøg hos Kirsten for at tale med hende om begravelsen. Kirsten havde selv forslag til nogle almenreligiøse salmer. Men det var ikke helt efter præstens hjerte:

”Jeg kan huske, at han spurgte, om vi ikke skulle have en salme om Jesus. ’Hvorfor det?’, spurgte jeg. Men vi blev da enige om noget.”

Samtaler med præsten

Et par måneder efter begravelsen blev Kirsten ringet op. Det var præsten igen.

”Han præsenterede sig og sagde: ’Jeg ringer, fordi jeg vist har svigtet dig’. ’Hvordan har du svigtet mig?’, spurgte jeg. Jo, han plejede at kontakte de nærmeste pårørende kort efter en begravelse for at spørge, om de var interesserede i en samtale. Det havde han ikke fået gjort i forhold til mig, men det ville han så gøre nu.

Jeg elsker jo samtaler, så jeg sagde ja tak, og han kom på besøg kort tid efter. I løbet af en time nåede vi at blive uenige om stort set alt. Han sluttede af med at sige: ’Jeg synes, du virker uafklaret om meget. Vi kan godt tale mere om det en anden dag, hvis du vil.’

Det ville jeg meget gerne, selv om jeg bestemt ikke følte mig spor uafklaret!”

Efter den første samtale fik Kirsten et brev fra præsten om den kristne tros indhold.

”Min første reaktion var, at det var da forfærdeligt! Jeg havde ondt af præsten, at han skulle tro på det, han skrev. Jeg undrede mig dybt, men tænkte, at det måtte hænge sammen med, at præsten aldrig havde lært åndsvidenskaben at kende. Jeg ville gerne hjælpe ham ud af hans vildfarelse og skrev seks sider om Martinus’ lære, som rummede alt, hvad der var værd at vide om Gud, livet, døden, universet og det hele.

Så gik jeg i kirke den følgende søndag. Det var den første højmesse i mit liv. Jeg satte mig på bageste række og hørte ikke ret meget efter. Jeg var meget spændt på præstens reaktion på mit brev. Reaktionen i kirkedøren efter gudstjenesten var et venligt ’god søndag, og tak for brevet!’

Han sagde, at han var glad for, at jeg havde skrevet, og foreslog, at vi kunne tale videre om tingene, hvis jeg havde lyst til det. Jeg kunne bare ringe, så kunne vi træffe en aftale på hans kontor. Da jeg kom hjem, tænkte jeg over det og nåede frem til, at det nok var det, der skulle til, for at han kunne fatte det: Jeg måtte forklare tingene for ham.”

Det blev ikke ved én samtale, men til en meget lang række af samtaler:

”Jeg har slidt godt og grundigt på stolebetrækket hos Jørgen Sejergaard og blev hurtigt et anstrengende og tidskrævende bekendtskab. Efterhånden indså jeg, at han ikke kunne, eller ikke ville, forstå det, jeg forklarede. Så jeg begyndte at gå i kirke for at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe sagen an.

Jeg ville også gerne finde ud af, hvordan han i fuldt alvor selv kunne tro på det, som han fortalte om Gud og Jesus og frelse og fortabelse. At han virkelig selv troede på det, han prædikede om, var jeg ikke spor i tvivl om. Det var åbenbart. Så jeg gik til gudstjeneste hver søndag og til samtale efter samtale.

Til sidst fandt jeg ud af det: Jørgen troede på det, fordi det er sandt! Ikke fordi det var logisk eller rart, men fordi det er sandt.

Ikke mig, men Kristus

Gennem gudstjenesterne og samtalerne var Guds ord begyndt at gøre sin gerning i Kirsten. I en lang proces blev hun overbevist om sandheden i det, som står i Bibelen. Hun kom til at se sig selv som en synder og Jesus som sin frelser. I udgangspunktet havde hun opfattet samtalerne som en intellektuel udveksling af tanker og idéer, men gradvist kom de til at handle om den person, som præsten troede på: Jesus.

I mødet med ham faldt hele Kirstens logiske, filosofiske og religiøse system sammen, og hun måtte som en enfoldig synder tro på Jesus som sin frelser.

Derefter ændrede samtalerne karakter. I det utrolige budskab om Jesus og hans frelse havde Kirsten mødt sandheden, men hun sad tilbage med mange spørgsmål og oplevede en ny hjælpeløshed. Hun var ikke længere én, der var nået længere end andre i indsigt, fromhed og godhed, snarere tværtimod.

”Egentlig duer jeg ikke til at være kristen. Jeg ville gerne opleve Guds nærvær som mange andre kristne, men det gør jeg ikke. Jeg er også dårlig til at samle mine tanker og fordybe mig i bøn. Jeg tænker ofte på Jesu ord til tvivleren Thomas: ‘Salige er de, som ikke har set, og dog tror.‘

Det er opmuntrende ord til mig, som heller ikke har set, og ikke engang ”mærket”, som Thomas jo fik lov til det. Min grundlæggende trøst er, at det ikke er noget i mig, det kommer an på, men Kristus.”

I tjeneste for evangeliet

Det er ca. 12 år siden, Kirsten kom til tro på Jesus, og hun er stadig et taknemmeligt medlem af menigheden hos den præst, som Gud brugte til at række hende evangeliet. Der føler hun sig hjemme.

Hun har i sine år som kristen været i tjeneste for evangeliet hver dag:

”Jeg forstår meget godt apostlene, som sagde, at de ikke kunne lade være med at tale om det, de havde set og hørt, selv om det var blevet dem forbudt.”

Selv skriver hun mere, end hun taler. Hver dag er hun på internettet for at skrive debatterende og evangeliserende indlæg. Hendes ønske er at formidle evangeliet, og hendes håb er, at der er nogen, som har øjne at læse med. Hun skriver særligt på hjemmesiden Jesusnet.dk.

Det er blevet til ca. 14.000 indlæg med talrige bibelcitater – til hjælp, glæde og opbyggelse for nogle og til forargelse for andre.

Vi skal slutte denne artikel med nogle brudstykker fra Kirstens indlæg. Her taler den tro, som Gud alene kan skabe ved sit levende Ord.

Om troen

Min egen kristne tro bygger ikke på personlige, åndelige erfaringer og oplevelser, som jeg ved kan føre hid og did og er individuelle fra menneske til menneske. Jeg tror på Kristus og på Ham alene.

Troens størrelse og kvalitet har intet at sige, vi skal ikke tage temperatur på hverken vores egen eller andres tro, men se hen til Jesus. Det er Ham, der holder fast i os, også når troen vakler.

For mit eget vedkommende er min tro større end noget bevis, og uendelig langt større end min stærkt begrænsede viden, som tit må korrigeres og opdateres. Når min tro er stærkere end min viden, skyldes det ikke, at jeg er god til at tro; det skyldes ham, som jeg tror på, nemlig Jesus Kristus! Det er heldigvis ikke min tro, jeg skal tro på, men Ham!

Når vi igen og igen siger, at troen frelser, så er det egentlig ikke nogen særlig præcis udtalelse; for det er Jesus, der frelser os!

Om nådemidlerne

Vi er så grundlæggende fordærvede og fjender af Gud, at vi ikke evner at modtage noget som helst, med mindre Gud selv griber ind og lukker vore tungnemme ører op – ved Ordet og sakramenterne. Og det er et under, hver gang det sker.

Jeg selv bliver mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke selv gjort noget som helst for at komme til tro, men ad Guds uransagelige veje blev ført til en retlærende kirke. Og så gik det altså langsomt op for mig, at det virkelig, virkelig er sandt, at Jesus er selve Sandheden, Vejen og Livet!

Min store bekymring er, at der er så forfærdelig mange, som ikke tror på Sandheden. Og at jeg forstår dem så godt!

Afgørende for mig har været, og er stadig, at høre lov og evangelium forkyndt ”rent og purt” og fortolket i sin helhed og at holde mig langt væk fra fristende vranglære, som jeg ikke tør lægge øre til. Hvis jeg ikke kan få den rene, sunde, sande, livsvigtige åndelige næring, vil min tro blive nedbrudt.

Det afgørende er Ordet: at jeg gang på gang får forkyndt det gamle budskab (uden opdatering!) om hvad Jesus har gjort for mig. Ikke i mig!

Om Jesus

Jeg tror, hovedvægten skal lægges på, at Jesus selv er vejen. Det har en dyb betydning, at han netop ikke siger, at han viser vejen. Så kunne man tro, at det var Guds hellige lov, der kunne føre os til Paradiset, altså at der var noget, vi skulle gøre.

Men Jesus har gjort det hele, og troen er den enkle tillid til, at når vi har opgivet alt vores eget og rækker vores tomme hænder frem mod ham, så giver han os syndernes forladelse og sin egen fuldkomne retfærdighed. Han har købt os fri med sit dyrebare blod.

Der er ikke nogen frelsende kristen tro i at anse Jesus for at være et forbillede, hvis morallære det er godt at forsøge at rette sig efter. Det afgørende er, at han har lidt døden for vor skyld, at han for os har overvundet døden og djævelen og givet os evigt liv i Gudsriget.

Det er så vigtigt at gøre sig klart, at der kun er to veje, vi kan gå på. At den ene fører til det evige liv hos Gud og den anden til fortabelse. Det er det store enten-eller. Tænk, hvilken gave, Jesus har givet os: at vi allerede er på den rette vej, når bare vi følger ham.

De, som ikke har villet modtage Guds frelserhånd, Jesus Kristus, kommer ikke ved deres opstandelse til at se hans kærlige ansigt, men kommer til at dø i deres synder og forblive under Guds vrede over synden. Men endnu er nådens tid …!

Om dåben

Jeg selv er barnedøbt til at tilhøre Jesus, og mit eneste værdipapir er min dåbsattest. Jeg hviler i troen på dens evige gyldighed.

Der sker noget stort, når et barn bliver døbt efter Jesu befaling, uanset forældres, præsts og fadderes tro, tvivl eller vantro! For det er Gud alene, der handler, helt suverænt. Dåben er et sakramente, og der er ingen betingelser knyttet dertil.

De spæde har ikke de alvorlige panderynkende trosproblemer og krav om intellektuel forståelse, som voksne ”kloge hoveder” er belastede af. Og Gud kan åbenbare sig for spædbørn – endda for fostre i moders liv.

Jesus omtaler ingen aldersbegrænsning, hverken opad eller nedad, og heller ikke noget IQ-krav, så jeg tror så stort om den Almægtige og Alvidende, at han kan tale samme sprog som de små, de umælende, de ufødte, de demente og de multihandicappede – og at han kan meddele sig til dem på en måde, som de kan reagere på.

”Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?” (1 Kor 1,20).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.