Den 12. december 2023 blev en ny lov vedtaget af det norske storting. Den nye lov gør det forbudt med en strafferamme på op til 6 års fængsel at formidle målrettet forkyndelse og sjælesorg baseret på et bibelsk syn på homoseksualitet og transkønnethed.
Loven har skabt en helt ny situation for forkyndere og sjælesørgere i Norge, som vil være tro mod Guds ord. Det er nu blevet en reel risiko, at de ender i fængsel.
Hvor alvorlig situationen er, fremgår af en artikel, der er skrevet af otte norske forkyndere, som repræsenterer samme åndelige og teologiske linje som Nyt Liv. De otte forkyndere skriver om, hvad den nye lov indebærer for dem som forkyndere og sjælesørgere, og – ikke mindst – hvad Guds ord kalder dem til at gøre. Jeg anbefaler stærkt, at man læser artiklen Kristen forkyndelse og sjælesorg bringes til tavshed. Den må vække omsorg og forbøn for vore norske brødre.
Samtidig må artiklen minde os om, hvad der er vores kald som kristne, når og hvis en lignende situation opstår i vores eget land. Det kan snart nok ske. I Danmark er der allerede blevet gjort et stort politisk forarbejde i denne retning.
Den politiske udvikling går i retning af et forbud mod kristen forkyndelse og sjælesorg, som kalder personer med en homoseksuel eller transkønnet orientering til i evangeliets kraft at leve i overensstemmelse med Guds skabelse og vilje. Den kritiske opmærksomhed retter sig særligt mod forkyndelse og sjælesorg, som går ud fra, at nogle personer kan opleve en ændring i deres seksuelle eller kønsmæssige orientering.
Tidligere har der været udbredt enighed blandt bibeltroende i Danmark om, at en sådan ændring kan ske, og at det er vores kald som kristne at give hjælp hertil, så langt som det er os muligt. Denne enighed er nu under pres. Er vi allerede ved at forberede os på og indrette os efter en ny juridisk situation?
Vores kald som forkyndere og sjælesørgere er det samme til enhver tid og i enhver situation: at kalde syndere til frelse ved Jesu blod og til et nyt liv i evangeliets kraft. Mange kristne med en homoseksuel eller transkønnet orientering oplever ikke nogen ændring i deres orientering. Det må understreges. Men det må ikke overskygge, at andre kristne faktisk oplever en ændring, og at de kan få hjælp hertil ved sund forkyndelse og sjælesorg.
I dette nummer af Nyt Livs blad bringer vi to vidnesbyrd om personer, som blev omvendt til tro på Jesus, og for hvem omvendelsen blev ledsaget af en ændret orientering henholdsvis seksuelt og kønsmæssigt (Artiklerne Sammenbrud og Skal jeg snart i fængsel?)
Samtidig bringer vi på Nyt Livs hjemmeside en længere artikel, som redegør nærmere for indholdet i den ny norske lov, analyserer situationen i Danmark, og ikke mindst formidler et kald til at være tro mod Guds ord og evangelium, uanset hvad der sker. Artiklen hedder Forbudt forkyndelse og sjælesorg.
Når denne artikel ikke bringes i bladet, skyldes det, at vi sidste år bragte to artikler om homoseksualitet i nr 2/2023, og at vi ønsker, at det vækkende og opbyggelige stof skal have hovedvægten i vores blad.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.