Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Forbønnens rige tjeneste

Ugens vidnesbyrd, uge 34 2019. 1 Krøn 23,30.

Hver morgen skulle de stille sig op for at takke og lovprise Herren, og det samme skulle de gøre om aftenen (1 Krøn 23,30).

En af mine gode veninder sagde for nylig til mig, at hun bare så gerne ville kunne gøre noget mere i Guds rige, men nu var hun sat til side og syntes ikke, hun kunne ”andet” end at bede.

Måske er det ikke gået dig, som det er gået dine venner her i livet. Du havde drømt om et helt andet liv end det, du har fået. Måske har du mistet og er blevet alene. Måske føler du dig ensom og ikke regnet for noget særligt i andre menneskers øjne.

I morges læste jeg i Bibelen om levitterne. Her kom jeg til at tænke på, at Levi og hans efterkommere, i modsætning til Jakobs andre sønner, ikke fik et landområde i Kana’an. De fik ingen jordlod, de kunne kalde deres.

De fik derimod en anden tjeneste for Herren.

Tænk på dette, du, der tænker, at Herren har glemt dig. Du, der ikke føler, du har fået en lod i livet, som de andre. Eller du, der måske gerne ville, men ikke længere kan arbejde i Guds vingård, som du gerne ville. Herren har brug for tjenere, der hver dag vil stille sig op for at takke og lovprise Herren. Tjenere, der i bøn vil vogte ved Guds helligdom og måske også som nogle af de levittiske tempelsangere synge til Herrens lov og pris (1 Krøn 23 og 24).

Levitterne fik betroet ”renholdelsen af alle de hellige ting” i Guds hus. Måske Herren kalder dig til at bede for, at hans hus ikke må blive besmittet med urenhed. Hvilken tjeneste at måtte stå for Herrens ansigt! Helt at være hans.

Måske oplever du, at du kun har svage kræfter. Herren ved om det alt sammen. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 3 fortælles der om menigheden i Filadelfia. Den havde også kun svage kræfter. Men der står også om den, at den har holdt fast ved Guds ord og vil blive bevaret i prøvelsens time.

Gud har mange skjulte søjler i sin menighed. Bønnens mænd og kvinder, der måske i menneskers øjne ikke har fået en stor lod i livet. Men Herren har brug for dem. De har fundet ind i velsignelsen i den trofaste forbøns nådetjeneste. Tjenere, der ikke skygger for deres Herre og Frelser, men som kan sige: ”For mig er det at leve Kristus.”

Tjen Herren med glæde!

Udgivet af

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.