Brug lys og dag, o sjæl, mens sol er oppe,
og vogt dig for modvilligt at tilstoppe
det kildevæld, som i din ørk brød frem!
Foragtet nåde strengelig sig hævner,
Kom det i hu, hver gang din tunge nævner
Jerusalem!
Verset er 2. vers i salmen ”Jerusalem, i dag din konge græder”. Salmen er skrevet af den norske biskop Johan Nordahl Brun i 1786 og er inspireret af ordene fra Luk 19,41-44. Salmen har nr. 495 i Lovsangstoner.
I Luk 19,41-44 græder Jesus over Jerusalem. Mens han står der og ser og ser ud over byen, siger han: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.
Jerusalem skulle jævnes med jorden – hvorfor? Jo, den kendte ikke sin besøgelsestid. Dette til trods for, at Guds ord til sit folk, israelitterne, havde lydt med løftet om Messias, Guds elskede Søn, som skulle blive menneske, altså en, som skulle være ét med menneskeslægten. Han skulle komme og frelse syndere. Dette løfte havde Gud givet gennem sine profeter. Men dette løfte, at Gud ville møde sit folk med fred, velsignelse og syndernes forladelse, altså en tilgivende nåde, det blev foragtet af Guds folk. Guds folk dyrkede andre Guder og forblev utro mod deres Skaber, den Hellige Gud, som profeterne igen og igen talte om. Men en sådan ageren ville få konsekvenser, Jerusalem ville blive jævnet med jorden. Jesus græd over dette, men vi kan også læse om, at det ville ske, allerede i 1 Kong 9,7-8. Folket svigtede deres Gud og dyrkede andre guder.
Det er netop det, Nordal Brun udtrykker med ordene: ”Foragtet nåde strengelig sig hævner.”
De, som kender Jesus og hans forsonergerning på korset, men som tolker og omskriver hans gerning og holder sig til egne opfattelser og tolkninger, de foragter nåden. Og foragt for nåden får konsekvenser, ja, ender med en evighed uden Guds nåde. Men en evighed uden Guds nåde er en fortabelse sammen med Djævelen.
Derfor er Jesu gråd over Jerusalem også en alvorlig advarsel til os i dag!
”Jamen, jeg kan da heller aldrig finde på at foragte Guds nåde,” lyder måske dit svar. ”Jeg ved jo, hvad jeg gør.”
Kære ven, vi må ikke glemme vores syndige jeg. Det er der, og det kan så let føre os på afveje. Lad os derfor være ærlige: Jesus og Guds ord kan let gå hen og blive en rutine, en rutine, som vi mener, vi har styr på. Tager vi det på den måde, giver vi samtidig plads til så meget andet. Egne, og for os troværdige og nyttige, projekter og indsatser optager pladsen, og ofte går det så godt, at vi ikke behøver at forholde os til, hvad Jesus har gjort. Vi vil hellere forholde os til, hvad vi kan gøre for Jesus. Min gudstjeneste bliver mere et sted, hvor jeg vil nyde mine egne ideer og takkes for dem, alt imens at gudstjenesten bliver til en underholdning, hvor jeg tjener Gud, i stedet for at det er Jesus, der er min tjener, der rækker mig nåden, ja, sit eget liv.
Nej, vi må ikke tro, at vi er meget bedre end israelitterne, der dyrkede deres egne guder. Den samme lyst ligger i os, og standser Gud os ikke, vil vi ende med at være lige så utro som dem – og det er at foragte nåden.
Guds uudsigelige godhed mod os viser og rækker han os gennem Jesu død på korset for vore synder, og han viser det ved hans sejr over døden, da han opstod, og ved hans majestætiske plads på højre side ved Guds trone, hvor han går i forbøn for os. Jesus banker på vores dør hver dag, for han vil række os nåden og et liv sammen med ham. Og Jesus giver os mere end ord, han giver os sig selv. ”Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.”
Jesu redningsprojekt med os mennesker begyndte før verdens skabelse. Han viste det ved sin vandring på jorden, som endte med døden på korset, hvor han betalte den ultimative pris for vores synd, nemlig døden. Denne frigørende redningspakke er nåden over al nåde, den blev rakt os ved dåben, og den rækkes os gennem Guds ord og ved nadveren.
Hvis rutinen med vore egne ideer gives plads, og hvis Jesu gerning for os synes at være noget, vi kender, og at vi derfor må lidt videre i vor kristendom, ja, da er vi i gang med at foragte nåden, med den frygtelige konsekvens det nu har. Må det ikke gå os sådan.
Vi beder, kære Jesus, du vor nådige frelser, hold os altid fast hos dig. Lad os aldrig blive så selvsikre, at vi tror, at vi kender, hvem du er, og at vi derfor må videre med vor egen kristendom derfra. Herre, hvis det står sådan til hos os, da vis os, at vi foragter din nåde, og at en sådan foragt vil føre os direkte til en fortabelse sammen med Djævelen. Herre, gør det sådan, at vi må kende vores besøgelsestid og må blive holdt fast ved dig og din nåde.
Amen.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.