De små børn i vore nordiske velfærdsstater (Del 1)
De små børn og forældrenes omsorg for dem er ikke et perifert emne i Bibelen.
Det første ord fra Guds mund til menneskene efter skabelsen er et kald til at få børn (1 Mos 1,28).
Videre frem i Bibelen fremstilles moderens og faderens omsorg for og opdragelse af barnet som en jordisk afspejling af Guds eget væsen (Es 49,15; 66,13; Ef 3,15; Hebr 12,7-10).
Igen og igen mindes forældrene om, at det er en dyrebar tjeneste for Gud at tage vare på de små børn, nære dem og værne dem, give dem tryghed og vise dem kærlighed, støtte dem i det gode og advare dem mod det onde, fortælle dem om Guds strenghed og vidne for dem om Guds nåde, tugte dem, når de synder, og trøste dem, når de angrer (Ordsp 3,12; Ef 6,4; 1 Tim 3,14; 5,14; Tit 2,4).
Fordi forældrenes opdragelse og åndelige oplæring af børnene er et centralt emne i Bibelen, har vi valgt at sætte fokus på det i dette nummer af Nyt Livs blad.
Vi er opmærksomme på, at en del af artiklerne kan opleves primært at henvende sig til dem, der har forældreansvar. Men vi håber, at bladet i sin helhed vil rumme godt læsestof til alle, og at også de læsere, som ikke selv er forældre, vil se værdien i, at vi sætter fokus på livet i familien. I sidste ende har vi alle begyndt vores liv i familien og er i betydelig grad formet af det liv, som vi har været en del af der.
De første fire artikler hænger sammen, idet de alle handler om omsorgen for de små børn i de nordiske velfærdsstater. Vi vurderer, at det er et vigtigt emne, da omsorgen for og opdragelsen af børnene er noget, som vore nordiske velfærdsstater i høj grad øver og ønsker at øve indflydelse på.
Myndighederne og forældrene
Som et led i opdragelsen må vi som kristne forældre lære vore børn at respektere de verdslige myndigheder, som er indsat af Gud (Rom 13,1-7; 1 Pet 2,13-17).
Men omsorgen for børnene og opdragelsen af dem er ikke og må aldrig blive de verdslige myndigheders ansvar. Det ansvar hviler hos forældrene.
Hjemmet er omsorgens og opdragelsens sted. I hjemmet formes og dannes barnet indefra ved det, som det modtager fra mor og far. Målet er, at børnene udvikler sig sundt både menneskeligt og åndeligt, bliver redskaber for godhed og får del i troens liv i Jesus.
I Bibelen understeges det, at moderen har et særligt ansvar for at drage omsorg for at give kærlighed til børnene, når de er helt små (Sl 131,2; 1 Thess 2,7; 1 Tim 5,14; Tit 2,4). Tilsvarende understreges det, at faderen igennem hele barnets opvækst har det overordnede ansvar for dets omsorg, opdragelse og oplæring i troen (Ordsp 4; Ef 6,4; 1 Tim 3,4; Hebr 12,7).
For både mor og far gælder det, at de kun kan udøve deres ansvar ret ved at være tæt på og bruge tid med deres børn, så børnene mærker, at forældrenes kærlige opmærksomhed og myndige vejledning går hånd i hånd. Forsømmer forældrene dette kald, kan det ikke undgå at svække og skade børnene.
I vore nordiske velfærdsstater er det næppe muligt at virkeliggøre det bibelske forældrekald uden at gå mod strømmen.
Den almindelige tendens går i retning af, at både mor og far skal have fuldtids udearbejde, at de meget tidligt skal aflevere børnene i offentlige pasningsordninger, og at forældrenes karriere skal have topprioritet netop i den livsfase, hvor børnene er små.
Hvilke negative konsekvenser denne praksis kan have for børnene, kan vi som kristen menighed og kristne forældre ikke forsvare at lukke øjnene for.
Forskellige tider og betingelser
Jeg er selv vokset op som barn i 1960´erne. Da var det almindelige familiemønster, at far forlod hjemmet og gik på lønarbejde, mens mor blev hjemme og tog sig af børnene og det huslige.
Som barn oplevede jeg denne ordning som en stor velsignelse. Det kostede hårdt for mor og far økonomisk, at vi skulle leve af én indtægt. Der var mange materielle afsavn, og min mor måtte leve med, at hendes kolossale indsats for os seks børn i almindelighed ikke blev regnet for noget. Men det var en gave uden lige for os børn. Vi havde en mor, som var tæt på os i hele vores barndom, og gennem hvem vi modtog nærhed og tryghed og en rig evangelisk undervisning om Jesus.
Det kan jeg ikke sige nok tak for.
Ikke desto mindre er det vigtigt at gøre sig klart, at det familiemønster, som var det almindelige i min barndom, kun var almindeligt i en kort historisk parentes. Det voksede frem i første halvdel af 1900-tallet, og det forsvandt igen i anden halvdel af 1900-tallet. I en kort parentes midt i 1900-tallet var der et samspil af politiske, økonomiske, kulturelle og sociale forhold, som gjorde, at det var både økonomisk muligt og alment accepteret, at manden arbejdede ude, mens hustruen gik hjemme.
Men allerede fra omkring 1970 begyndte en udvikling, som gradvist gjorde det sværere at praktisere dette familiemønster.
I 1800-tallet levede det store flertal af danskere på landet i familier, hvor man var sammen om arbejdet. Dette landmandsliv skal ikke romantiseres, og slet ikke i forhold til forældrenes omsorg for børnene. I fattige familier var det almindeligt, at børnene i 7-8 års alderen måtte sige farvel til deres forældre, fordi de skulle ud at tjene på en fremmed gård. Det var smerteligt for både børn og forældre, og det satte dybe sår og ar i sjælen.
Velhavende forældre kunne vente længere med at sende børnene væk. Det var i høj grad økonomien, som satte grænser for, hvilken omsorg forældrene kunne give deres børn. Det gjaldt for kristne som for ikke-kristne.
Nu befinder vi os i en ny tid. I forhold til de fattige landbofamilier i 1800-tallet er vi generelt set utrolig godt stillede.
Samtidig gælder det, at vi ikke længere har de samme økonomiske betingelser som midt i 1900-tallet. De fleste steder i Norden og for de fleste familier er det i dag så godt som umuligt at betale en bolig og forsørge en familie ud fra én indtægt. For de fleste familier, kristne som ikke-kristne, er det nødvendigt, at begge forældre i et eller andet omfang har et lønarbejde.
Som i 1800-tallet er det dermed til en vis grad økonomien, som sætter grænser for, hvilken omsorg vi kan give til, og hvor megen tid vi kan tilbringe sammen med vore børn.
Men netop her er det vigtigt, at vi standser op og giver plads for en oprigtig selvransagelse. For hvad er egentlig vore økonomiske behov?
Vores svar på det spørgsmål er selvsagt bestemt af, hvad vi mener, at vi bør have, og hvordan vi mener, at vi bør leve. Når vi skal vurdere vore økonomiske behov, er det nærliggende for os at se os til siden for at se, hvad andre har, og hvordan andre lever. Ud fra det danner vi så vores mening om, hvad vi har behov for.
Er det sådan, vi orienterer os, er vi i overhængende fare for at tilpasse os en almindelig verdslig tankegang og levevis med ødelæggende konsekvenser for vores trosliv og familieliv.
Det kristne liv – indefra
I Bibelen formanes vi igen og igen til ikke at tilpasse os denne verden, og vi forberedes på, at forskellen mellem troende og vantro ikke mindst vil vise sig i vores forhold til penge og økonomi (Sl 4,8; 49,13-21; Ordsp 15,16; Matt 6,24-34; 12,22; Luk 12,15-21; Fil 4,12-13; 1 Tim 6,6-19; Jak 1,9-11).
På det økonomiske område fører Guds ord os ind i en tankegang, som er befriende anderledes end den, vi møder i verden omkring os:
”Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv, for tomhændede kom vi til verden, og tomhændede skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder skal vi lade os nøje med det” (1 Tim 6,6-7).
”Det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne” (Luk 16,15).
”Saml jer ikke skatte på jorden (…), men saml jer skatte i himlene (…), for hvor din skat er, der vil også dit hjerte være” (Matt 6,19-21).
”Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene” (Luk 10,20).
”Glæd jer altid i Herren!” (Fil 4,4).
”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Rom 15,13).
Det kristne liv begynder altid indefra med en forandring af hjertet. Det gælder også i vores forhold til penge og økonomi. Her er det ikke muligt at sammenfatte det rette kristne liv i nogle bestemte ydre leveregler: Lever du efter dem, så lever du det kristne liv!
Nej, det kristne liv har sit udgangspunkt i hjertet, og det vælder frem indefra, når hjertet finder sin trøst, glæde og rigdom i Jesus og i himlen. Vi kan ikke på Guds ords grundlag sige noget bestemt om, hvor dyr en bolig, bil og badeferie en kristen familie kan forsvare at købe. Vi kan heller ikke opstille fælles og faste regler for, hvilken fordeling af udearbejde og hjemmearbejde kristne forældre må have.
Men vi kan noget langt bedre. Vi kan sige med bibelsk dækning og med almen gyldighed, hvordan troens nye liv virkes og vokser frem i vore hjerter. Det sker ved, at vi rettes mod Jesus og mod den åndelige og evige rigdom, vi har i ham. Det er vores største og vigtigste behov som kristne: at få hjertets øjne rettet mod Jesus og mod den skjulte åndelige rigdom i ham.
Det sker, når vi bliver stille for og tager imod Guds ord og evangelium. Da kommer Helligånden og viser os ”hvad Gud i sin nåde har givet os” (1 Kor 2,12).
Når Helligånden åbner vore hjerters øjne for rigdommen i Jesus, da bliver det levende for os, at vore navne for Jesu skyld er indskrevet i himlen, at vi ved Jesus har fred med den hellige og levende Gud, at vi livet igennem bæres i Guds almægtige og kærlige faderhånd, at Gud for Jesu skyld lader alt i vort liv samvirke til vort sande og evige vel, at vi kun er i denne syndens og dødens verden i ganske kort tid, og at vi derefter på grundlag af Jesu frelsergerning får lov at gå ind til en evig salighed på en ny og velsignet jord, hvor retfærdighed bor.
Når denne virkelighed bliver levende for vore hjerter, så vokser der et nyt liv frem indefra i vore hjerter med Åndens frugter: kærlighed, glæde, fred (Gal 5,22). Så ændres indefra vore tanker, vurderinger og prioriteringer. Så bliver det inderligt ligegyldigt for os, hvad andre mennesker mener om vores ydre succes, vellykkethed og velstand. Så oplever vi en helt ny frygt indefra – frygten for at spilde vores korte tid her på jorden på kortsigtede og selviske mål, som intet gavner i evigheden. Så bliver det vores hjertes ønske og bøn, at Gud vil sætte os fri til at prioritere og leve for det, som har værdi i Guds øjne, som herliggør Guds navn, og som bærer frugt i Guds evige rige.
Er vi forældre, kommer vi til at se det som vores første og største kald at tage hånd om vore børn, vise dem kærlighed og omsorg og vidne for dem om Jesus som deres frelser. Så bliver det muligt for os at åbne vores hånd og slippe noget af det, som i verden omkring os fremstilles som livets egentlige mening og mål: ære, karriere, status, velstand, succes, luksus, anseelse, nydelse …
For vi har fundet noget usammenligneligt langt bedre: livet i troen på, glæde over og tjeneste for Jesus, og dette liv ønsker vi at dele med og række videre til vore børn.
Tilpas jer ikke denne verden
Kun når dette liv findes og fornyes hos os, kun da giver det mening at tale om det kristne liv i familien og hjemmet. ”Tilpas jer ikke denne verden”, lyder det i Rom 12,2.
Men Paulus slutter ikke sin formaning her. Han går videre og fortæller os, hvordan det går til, at vi bliver anderledes end verden. Det begynder med en forvandling indefra: ”men lad jer forvandle ved at sindet fornyes.”
Det er det, som sker, når vore hjerter vendes mod Jesus og vores rigdom i ham. Da fornyer og forvandler Helligånden os indefra, så vi får vor glæde og rigdom i Jesus og i himlen. Og da begynder vi for første gang at se og forstå, hvad der i denne verden er stort og småt, vigtigt og ubetydeligt, ondt og godt. Først da får vi åndelig sans og dømmekraft, så vi kan orientere os ret i livet.
Som Paulus siger det til sidst i formaningen i Rom 12,2: ”(…) så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”
Når dette nye liv findes hos os og fornyes i os, så forstår vi, at omsorgen for vore børn må prioriteres over vores ydre fremtoning, vores materielle overflod og vores karriere-mæssige succes.
Det koster! Det koster at prioritere vore børn. Der er noget, vi må give afkald på og slippe, og det gør ondt på vores egen gamle natur. Der er en stemme i os, som fortæller os, at det er og må være muligt at få det hele med. Det må kunne lade sig gøre både at nå de mål, som agtes højt i verden omkring os, og samtidig drage omsorg for vore børn og oplære dem åndeligt til …
Ja, til hvad? Vil vi oplære vore børn til at være rettet mod himlen? Til at have deres glæde i Jesus og i himlen? Til at tjene Jesus med deres tid, kræfter og penge? Til at give afkald og ofre af deres eget til glæde og velsignelse for andre?
Er det det, vi ønsker for vore børn, da må vi begynde med at bede Gud om at virke dette liv hos os selv. Da må vi begynde med at bede Gud om visdom og vilje til at prioritere ret i vore hjem og familier.
Vigtige og svære valg
Som nævnt er der mange kristne familier i vore nordiske samfund, som i dag har et reelt behov for mere end én indtægt. Derfor vil de også have behov for i en kortere eller længere periode at få deres børn passet uden for hjemmet.
Der er forskel på pasningsordninger. Det har vi selv gjort erfaring af i vores familie. Vi har oplevet dagplejemødre, som gav børnene en overordentlig god og tryg hverdag, og vi har oplevet det modsatte.
Der er også forskel på at aflevere et barn til pasning i seksmånedersalderen og at aflevere det, når det er et par år gammelt.
I dag er der langt imellem de nordiske lokalsamfund, hvor børn i førskolealderen har mulighed for i dagtimerne at lege med jævnaldrende i deres nærmiljø. De jævnaldrende er i børnehaver og i lignende pasningsordninger, og det er der, man må møde dem. Det kan i sig selv være et argument for at benytte sig af pasningstilbud.
På dette område står vi over for nogle vigtige og svære valg som kristne forældre. Vi må tale sammen om disse valg for Guds ansigt og i bøn til ham om hans vejledning. Guds grundlæggende vejledning til os møder vi i de bibelske formaninger til forældre om at drage omsorg for deres børn, vise dem kærlighed, opdrage dem og oplære dem i troen på Jesus.
Vi må åbne vore hjerter og sind for disse formaninger og lade dem kaste lys over vores vej frem som familie.
Som nævnt må vi som kristne regne med, at vi på dette område kan blive nødt til at gå mod strømmen i vore nordiske velfærdsstater.
Samfundets politiske og økonomiske ledere ser en fordel i, at forældrene så tidligt som muligt overlader deres børn til at blive passet af andre. Så kan forældrene bidrage til den fortsatte økonomiske vækst i vore samfund.
Mange politiske og kulturelle ledere ser også et mål i, at staten får mulighed for at præge børnene så tidligt og så meget som muligt. Så kan børnene formes til at passe ind i det moderne nordiske velfærdssamfund.
På denne baggrund skal vi ikke undre os over, at det er den almindelige holdning i vore samfund, at det er bedst for børnene tidligt at komme i offentlige pasningsordninger frem for at være hjemme hos deres mor og far.
Vi skal heller ikke undre os over, at der er en udbredt modvilje mod at tale om, hvad det kan have af omkostninger for barnet tidligt at blive skilt fra sine forældre og ikke mindst fra sin mor.
Kritiske røster
Det er dog ikke alle, som støtter den tidlige institutionalisering af vore børn. Nogle vover at forholde sig kritisk og rejser spørgsmålet, om vores almindelige praksis for børnepasning i de nordiske velfærdsstater i virkeligheden er udtryk for et omfattende svigt af børnene og en tilsidesættelse af noget fundamentalt i vores kald som forældre.
Det er ikke kun kristne, som rejser dette spørgsmål. I de senere år har et voksende antal forældre og pædagogiske fagfolk i de nordiske lande rejst en kritisk røst. De vurderer og argumenterer ikke ud fra Bibelen, men ud fra samvittighedens erkendelse af ret og galt.
Bibelen fortæller os, at vi som mennesker alle har fået lagt Guds bud ind i vores samvittighed (Rom 2,14-15). Derfor skal vi ikke undre os over at møde mennesker, som i etiske og moralske spørgsmål vurderer i overensstemmelse med den bibelske vejledning uden at henvise til Bibelen.
På de følgende sider er gengivet tre debatindlæg fra forældre og pædagogiske fagfolk, som rejser en kritisk røst i forhold til den almindelige praksis for børneomsorg i de nordiske velfærdsstater. De tre indlæg er værd at læse for kristne i dag til udfordring og til afklaring.
Forfatterne henviser ikke til Bibelen, og de siger i sagens natur ikke alt, hvad der kan siges om denne sag. Men de gør opmærksom på nogle sider af sagen, som længe har været fortiede og fortrængte.
Vi bringer indlæggene her i håb om, at de vil give kristne forældre frimodighed til at gå mod den almindelige strøm i samfundet og opbygge et kristent familieliv med udgangspunkt i troens glæde over Jesus.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.