I sin rige barmhjertighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus (Ef 2,4-6).
I brede dele af den moderne kristne kultur i dag, er det ikke helt usædvanligt at kunne møde udsagn, som næsten kun kan opfattes som sløvhed eller måske dovenskab, hvis der bliver sagt, at vi bare skal lade Gud om alt i forhold til frelsen og vort liv som kristne. Det ligger dybt i os mennesker, at vi da i det mindste må skulle bidrage med noget selv. Og hjulpet godt på vej af Djævelen, kan det lyde i dit indre: Du kan da ikke mene det alvorligt med din kristendom, hvis ikke du snart gør det ene eller det andet og på den måde gør din kristendom mere fuldstændig og synlig, men også nyttig for dine medmennesker i dine omgivelser.
I de senere år er der via en ganske omfattende kristen litteratur, ofte af amerikansk oprindelse, blevet peget på en række forhold, som en kristen aktivt bør forholde sig til i sit kristenliv.
Der kan være flere gode grunde til at forholde sig til ét og andet, men det er svært at påstå, at alle disse forhold, som løftes frem og behandles ikke også har noget iboende, som vil fortælle, at du skal gøre det og det, hvis du vil leve som en (rigtig) kristen.
Der peges tit på en hel del ting, som du bør være opmærksom på, og som du bør tage fat i, og hvor du bør overveje, hvad du gør aktuelt, for dernæst at anvise, hvad du skal gøre for at ændre din praksis. F.eks. kan det lyde: Du må lære at bede rigtigt, du må lære at leve rigtigt i ægteskabet, du må lære at leve som single, du må blive bedre til at lytte, du må arbejde for, at gudstjenesten bliver nutidig, forståelig, festlig og ikke virker frastødende, du må lære at blive en rigtig og nyttig discipel. Du må sætte et system op, så du får holdt regelmæssige andagter og får læst i Bibelen. Du må lære at blive en bedre forvalter af naturen og klimaet. Og rækken kan gøres længere.
Der er mange ting, vi har behov for at lære, det er rigtigt, og det skal ikke underkendes, men hvis det, der siges, bliver fremført, fordi vi skal blive bedre og mere fuldgyldige kristne, eller hvis evangeliet kun forkyndes formelt og uinteresseret, mens hjertet ligger i, hvad vi bør og skal, da bør advarselslamperne blinke. Vi er frelst af nåde! Og det er vi, fordi Gud gjorde os levende med Kristus, dvs. da Kristus døde, da døde vi også, og da Kristus opstod og blev levende igen, blev vi også levende med Kristus. Vi er levende, benådede og frelste syndere. Vi frelses ikke ved vore egne indsatser. Vi frelses ved tro på Jesus Kristus og det, han har gjort for os.
Jesus siger i Mat 5,15-16 til sine disciple: ”I er jordens salt, og I er verdens lys.” Det er ikke noget hans disciple skal blive ved at gøre et eller andet, nej de er det. Den, der tror på Jesus, er frelst og er benådet, ja, er oprejst sammen med Jesus.
Når du tror på Jesus og det, han har gjort for dig, sonet og udslettet dine synder, er det det samme som at hvile i det og være overbevist om, at din frelse er bragt i orden. Derfor skal du ikke begynde at mistro Jesus for, at din frelse ikke er fuldstændig, og at du derfor hellere må sætte det ene eller det andet i værk selv.
At hvile hos Jesus betyder ikke, at vi skal være dovne og passive i vores liv. Vi er nemlig salt og lys i verden, og Gud lægger opgaver hen til os, som han vil, at vi skal gå ind i, men det er ikke og aldrig opgaver, som handler om vores frelse. Den er gjort endegyldigt færdigt ved Jesu blod. Men de opgaver, som Gud vil, at vi skal gå ind i, dem tilrettelægger han suverænt. Hvis vi med vore indsatser mener, at vi skal ”hjælpe” Gud og ”supplere” vores og andres frelse, så er vi på afveje i forhold til Guds ord.
Men Djævelen er altid på spil. Han siger: Mon det er sådan? Se dog på dig selv, og hvad du gør. Nok er Jesus gået i døden for dig og har gjort dig levende med ham. Men, siger han, se dog på alle dine fejl og mangler, alle dine forsømmelser, det bør du få gjort noget ved, ja, du må lytte lidt til dem, der ved noget om sådanne ting og på den måde blive klogere, hold dig ikke tilbage, der er meget litteratur om det, som kan hjælpe dig.
Sådan vil Djævelen indfange vore tanker, så vi kommer til at kredse om os selv og ikke om evangeliet. Vi kan så let blive fanget af det, men hvil i Jesus og lyt til Guds ord.
Da Paulus var ved at begrave sig i selvoptagethed, så udbryder han: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov” (Rom 7,24-25).
Her træder Paulus ud af det at være selvbevidst og selvoptaget og vender sig til Guds ord og bliver Kristus-optaget i stedet for at være selvoptaget. Denne erkendelse og bekendelse bør også blive vor bekendelse, ja, vi må lytte til Guds ord og høre Guds røst.
Men kender vi ikke Guds røst, så hører vi den heller ikke. Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene” (Joh 10,14-15).
Derfor, hvil kun trygt hos Jesus. Gør vi det, lærer vi hans stemme at kende, den gode hyrdes stemme. Ved at følge hans stemme og ikke Djævelens snedige, lokkende og forførende stemme, som kun har et formål, nemlig at føre os væk fra Jesus, da hører vi, at nåden er os nok, og at Gud har oprejst os sammen med Jesus og har sat os sammen med Jesus i Himlen.
I Lovsangstoner nr. 173 skriver Lina Sandell i 1863 nogle ord, som er lige aktuelle i dag som dengang. I første vers lyder det: ”Jeg flakkede længe, snart her, snart der, at finde en vej til Guds Himmel, jeg søgte med iver og alvor især blandt menneskemeningers vrimmel.” Og i sidste vers lyder det: ”Da skal man til sidst finde hvile derved i Jesu alene at have sin fred og kun i hans navn blive salig.”
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.