I den type lovsang, som blev skildret i første artikel, var målet for lovsangen – ubevidst – mennesket selv og den religiøse oplevelse.
I modsætning hertil beskriver Bob Kauflin (BK) lovsangen som menneskets kærlighedsoffer til Gud og formaner til at sætte alt ind på at hengive sig helt til Gud med hjerte, sind og krop. Men fokus bliver på menighedens følelsesmæssige præstation, som lovsangs-lederen må hjælpe på vej med forskellige menneskelige virkemidler.
Dermed bliver Gud nok det tilsyneladende centrum for lovsangen, men dybest set rettes opmærksomheden også her mod mennesket selv.
Den evangeliske lovsang har, ligesom Bibelen, én eneste kerne og stjerne: Jesus selv, som døde for ugudelige syndere! Når dette evangelium holdes for øje som lovsangens centrum, må det være bestemmende og styrende for alt i lovsangen: både hvordan vi forstår lovsangens udspring og funktion, og hvordan vi vurderer og praktiserer dens indhold og fremførelse.
Lovsangsofferet
Som nævnt i den foregående artikel er det en genuin bibelsk tanke at forstå lovprisningen som et offer til Gud. Men hvad ligger der nærmere bestemt i det?
Det skal vi se på ved at standse for de to centrale tekster i Bibelen, der taler om lovsang som et offer.
I Hoseas’ Bog siger profeten til folket: ”Tag ord med jer, og vend om til Herren; sig til ham: ‘Du, som tilgiver al skyld, tag imod vore gaver; vi vil betale med læbernes frugt. Assyrien kan ikke frelse os, vi rider ikke på heste, vi vil ikke længere sige ‘vor Gud‘ om vore hænders værk. Hos dig finder faderløse barmhjertighed’” (Hos 14,3-4).
Og i Hebræerbrevet står der: ”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn” (Hebr 13,15).
Skal vi ret forstå, hvad det betyder, at lovsangen er et offer, så er det vigtigt at lægge mærke til, hvad der her står om lovsangens tilblivelse og lovsangens indhold.
Læbernes frugt
Både i Hoseas’ Bog og Hebræerbrevet tales om lovsangen som en frugt.
Det lille ord ”frugt” lærer os noget helt centralt om lovsangens væsen og udspring. Lovsangens frugt er ikke noget, vi på nogen måder kan presse frem af egen kraft.
Hoseas’ Bog er en af de bøger i Bibelen, der stærkest udmaler syndens uforbederlige og afgrundsdybe eksistens i menneskehjertet. Helt fra bogens begyndelse tales om, at vi af natur er ”horevæsener”, der søger væk fra Gud og hen mod afguderne1.
Derfor er det også en gåde, når Hoseas mod slutningen af profetbogen (i de ovenfor citerede vers) formaner folket til at vende om og lærer dem en bøn, som de skal sige til Gud. På baggrund af hele bogens budskab må spørgsmålet stå tilbage: Hvordan kan Hoseas dog regne med, at den bøn nogensinde vil kunne blive andet end en remse i folkets mund?
Men forklaringen kommer i det efterfølgende vers 5, hvor Gud selv taler. Direkte oversat lyder det: ”Jeg vil helbrede det, at de ikke vender om, ved at elske dem frivilligt.”
Gådens løsning er altså, at det er Gud selv, der suverænt og uden menneskelig medvirken af nogen art vil gøre underet og skabe omvendelsen og omvendelsens frugt i hjertet på det uforbederlige folk.
I sig selv ville folket være håbløst ude af stand til at frembringe frugten. Selvfølgelig ville de nok intellektuelt kunne tillære sig bønnen og piske sig selv op til følelsesmæssigt at kunne præstere en begejstring og glæde. Men det ville ikke være andet end den prostituerede, der fremsagde kærlige ord og søgte at frembringe gnisten i øjnene. Bag den ydre kærlighedserklæring ville der stadig gemme sig den mest gruopvækkende og hårdhjertede utroskab. Det ville være et forfærdeligt hykleri.
Men omvendelsen og omvendelsens frugt kan Gud føde i et menneskes hjerte. ”Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud” (Sl 40,4).
Og denne underfulde fødsel – eller dødeopvækkelse – sker i synderens og horevæse-nets hjerte, når Ånden levendegør evangeliet om Guds kærlighed, der frivilligt og efter egen beslutning udvalgte os til frelse og barnekår ved nåden i Kristus.
Intet andet end Åndens underfulde gerning gennem dette ord kan frembringe sand lovsang i et menneskes hjerte.
Netop sådan må vi forstå den bibelske tale om, at vi er præster for Gud, der frembærer ofre for hans ansigt:
”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (1 Pet 2,4-5).
Hvad står der her om menneskets gerning og præstation i offertjenesten?
Der står: Kom til ham … og lad jer bygges op.
Det er det samme, som Gud videre taler gennem profeten Hoseas: ”Du skal finde din frugt hos mig” (Hos 14,9).
Og det er det samme, som Jesus selv siger i lignelsen om vintræet: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5).
Det betyder: Føler du ikke Åndens frugt, så skal du ikke fortvivlet lede efter frugten i dig selv og prøve at stampe lovsangen op af hjertets tørre jord ved menneskelige midler. For alt, hvad vi med menneskelige kræfter mener, vi bør præstere af glæde og kærlighed til Gud, er intet andet end synd og ulydighed. Men du må komme til Jesus og blive i ham ved at blive i hans ord (Joh 15,7) – så vil taknemmelighedsofferet fødes i dit hjerte.
Er dette nu et nyt krav om, at jeg skal vente på en bestemt erfaring af Åndens gerning, før jeg kan istemme en gudvelbehagelig lovsang?
Nej, nej, nej! Det er netop ord, der vil have dig til at vende din opmærksomhed helt væk fra din åndelige erfaring og knytte din lovsang til ordet om Guds frelse i Kristus.
Vi anfægtede sjæle kan være glade for, at Helligånden har mindet Peter om at tilføje den lille detalje: ”… der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”
Hvor er det frigørende at få øje på den detalje! At når vi i menigheden lovsynger for Guds ansigt, så hviler Guds øjne ikke på min indre temperatur og graden af inderlighed i min takkesang – Guds øjne hviler på Jesus! Og han ser på min sang, så fuld af synd og urene tanker, som den er (ligesom alle mine andre ord og tanker), gennem Jesus. For i Jesu navn alene bliver sangen renset og velbehagelig for Gud, uanset om jeg er glad eller fuld af sorg, uanset om jeg føler den mindste bevægelse i mit hjerte eller ej – ja, selv når tvivlens mørke knuger mit hjerte midt i tilbedelsen (jf. Matt 28,17-20).
Dét må opmuntre os til at synge for Guds ansigt!
Sangens indhold
Når lovsangen kun kan opstå som en frugt af Guds levende og virksomme ord, så må også lovsangens indhold være bundet helt tæt til det samme ord og evangelium.
Det betyder, at lovsangen må være lige så rig som Bibelen selv i dens tak for Guds nåde, omsorg, ledelse, opdragelse, visdom, almagt og underfulde skaberværk – og som i Bibelen selv må takken for hele denne rigdom have sit udspring i evangeliet og altid pege hen mod Kristus. For det er i ham, Gud har åbenbaret hele sit væsen, og det er i hans navn, vi kan sige Gud tak for alt (Ef 5,20).
Det ser vi også hos Hoseas og i Hebræerbrevet.
Takofferet er ifølge Hebræerbrevet intet andet end at bekende hans navn, dvs. at bekende at i Jesus er mit håb, min fred, min glæde og min retfærdighed! Det er også ved ham, takofferet frembæres.
I Hoseas’ Bog ser vi, hvordan takken for dette liv i tilgivelsen i Jesu navn også betyder en bekendelse af egen synd og magtesløshed:
”Assyrien kan ikke frelse os.” – Nej, folket havde forsøgt at flygte fra Guds straffedom ved at slutte pagt med Assyrien (Hos 12,2), men i den flugt var der ingen frelse.
”Vi rider ikke på heste.” – Nej, folket ”sidder ikke på den høje hest”, dvs. de har indset deres egen fattigdom. Hesten var en vigtig forudsætning for at kunne drage i krig. Men den ydmyge bekendelse lyder nu: Vi kan ikke af egen magt undslippe Guds straffedom.
”Vi vil ikke længere sige ‘vor Gud‘ om vore hænders værk.” – Nej, for alt det, vi kan frembringe med vores egne hænder; alle de afguder, som vi slår vores lid til her i verden, de er ikke andet end livløst håndværk. De er menneskeværk, der ikke kan frelse i mødet med den hellige Gud.
Hvad er da redningen? Hvor er lovsangen i al denne nød? – Jo: ”Hos dig finder faderløse barmhjertighed.”
At være faderløs var på Hoseas’ tid at være i en frygtelig situation: At være faderløs var det samme som at være helt ubeskyttet, udsat og hjælpeløs i livet.
Præcis sådan er vores situation i verden uden Jesus. Vi kan i vores samfund købe os til en indbildt tryghed. Men materialistisk sikkerhed er blot en afgud, og en dag vil den svigte os. Om ikke før så på dommens dag, i døden eller Jesu genkomst.
Når denne virkelighed møder os, og når Gud i sin kærlige opdragelse lader det gå op for os, hvor fattige vi i virkeligheden er, så ser vi vores dybe nød. Men da vil Ånden i Ordet lade os møde og gribe den vidunderlige trøst: Hos Gud finder ugudelige, hjælpeløse, onde mennesker barmhjertighed.
Den lovsang, som Ånden føder i det hjælpeløse menneskes hjerte, kredser ikke om egne følelser og egen rigdom, men om frelsen og barmhjertigheden i Jesus:
”Se ej på mig, se ej på mig, se på din Søn, o Gud!”
”Kun usselhed har jeg i mig! Min hellighed har han i sig, ja, i sig.”
”Så siger Han til mig: Jeg bytter plads med dig; jeg gi’r mit liv, fordi du skal gå fri.”
”Synd, lov, ej mer mig plag! Jesus er min! Velkommen dommedag! Jesus er min!”
”Det liv, jeg skulle leve, du levede for mig. Den død jeg skulle lide, på korsets træ du led.”
”Hans blod og hans retfærdighed er alt, hvad jeg vil smykkes med.”
”Er du syndig, hård som sten: Jesu blod dog gør dig ren.”
Lyder det som den rene elendighed? Jamen dette er og bliver kernen i den kristne lovsang!
Evangelisk lovsang opstår ikke i min menneskelige fornuft og følelse. Og det er ikke mine menneskelige følelser, der udgør tilbedelsen. Tilbedelsen, takken og bekendelsen flyder ud af hjertets levende tro, som Ånden underfuldt virker i mig på trods af al menneskelig følelse og fornuft. Det er en tro, der klynger sig til Ordet midt under alle angreb fra den menneskelige følelse og fornuft:
Vel er det svært at tro det ret,
men Ordet lyver ej,
om end fornuft og følelse
bestandigt råber nej.
Det står jo dog i Ordet så;
jeg stoler da derpå
og synger: Ære være Gud!
at han har gjort det så.
Selve det bankende hjerte i den kristne tilbedelse er at erkende og bekende, at jeg intet har at komme med til Gud. At dette er alvorligt – så alvorligt at jeg fortjener at kastes i Helvedes ild. Men at jeg kan få tilgivelse, fordi Jesus led og døde min død i stedet for mig.
Dette underfulde budskab må troen fastholde ved at se i Ordet. Og derfor kredser lovsangen om ”det ord om Jesu død og blod”, fordi ”det har så stærk en tone”.
Det er sangen om det ord, der skal give genlyd i evighed på den nye jord: Lammets sang. For her, i evangeliet om Lammet, der bar al verdens synd, ser vi hele Guds ubegribelige kærlighed åbenbaret.
Når dette ord er lovsangens kerne og stjerne, så kan vi også med frimodighed og fortrøstning takke og prise Gud for hans almagt og hans omsorg mod hele skaberværket og mod mig, den faderløse. For det er, når vi ”skuer ind i korsets gåde”, vi kan lovsynge med barnets tryghed:
O, tænk hvor stort,
mit liv er i Guds hænder,
hvad end der sker,
mig intet skade kan.
Det onde til velsignelse han vender,
og jeg er tryg,
skønt gæst i fremmed land.
Som barnet, der finder tryghed og stolthed i sin fars styrke, kan vi takke og prise den magt, der skabte universet, og som har mig i sin hånd:
Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
Når lovsangen i sit væsen er troens taknemmelighed for det hjertelag hos Gud, som vi ser i Jesus, så kan vi også i ham sige Gud tak for alle livets gode gaver – for foråret, der pibler frem, for solens varme, for familie og venner, for føde og klæder, hus og hjem.
For når vi ser alt dette dejlige i lyset af Guds store frelsesplan, så kan vi modtage og takke for det alt sammen – ikke som en flygtig, forbigående lykke og ikke som et resultat af held, dygtighed eller tilfældigheder; men som Guds kærlighedsgaver, som han giver os som en forsmag på den rige arv, vi har at vente, når vi når hjem til vores evige bolig på den nye jord.
Når vi takker for korset og synger vores ”hil dig, Frelser og Forsoner”, så kan vi også synge: ”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet.”
For i evangeliets lys og i Jesu navn kan himlens fugle, markens blomster og hvert måltid, som vi nyder i familiens eller menighedens nærvær, blive en prædiken for os om Guds kærlighed og omsorg, Guds gode frelsesplan og herligheden på den nye jord.
I Jesu navn går vi til bord
at spise, drikke på dit ord.
Dig Gud til ære, os til gavn,
så får vi mad i Jesu navn.
Lovsangens retning
Men er alt dette virkelig tilbedelse? Er det ikke nærmere forkyndelse? Er det ikke sådan, at forkyndelse er Guds tale til mennesker, og lovsangen er menneskers svar til Gud?
Jo – og nej!
Det er rigtigt – og det er væsentligt! – at lovsangen foregår for Herrens ansigt og er vendt mod Gud. Derfor er det så forfærdeligt, når moderne lovsang udarter til at blive koncerter, hvor lovsangsbandet fylder ”scenen”.
Men den bibelske vejledning er på dette punkt konsekvent præget af dobbelthed. Salmernes Bog er til stadighed præget af et ”syng for Herren”, men dette står aldrig i modsætning til, at salmerne er vidnende og forkyndende om Herrens vældige gerninger (f.eks. Sl 9).
Det samme genfindes i Det Nye Testamentes vejledning:
”Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3,16).
”Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5,19).
Hvad skal denne dobbelthed betyde?
Svaret er ikke vanskeligt: Vi synger om, hvad Jesus har gjort for os; vi underviser, forma-ner, opbygger og taler til hinanden om dette herlige evangelium. Det er indholdet i sang-en!
Og netop fordi Jesu gerning er indholdet i sangen, bliver det til en forkyndelse for os, der synger, så vi kan synge i troens taknemmelighed til Gud for den fuldbragte frelse.
Lovsangen opstår af evangeliet, og lovsangens indhold kredser om det samme evangelium. Det ord må vi forkynde for os selv, som David gjorde, da han forkyndte for sin sjæl om Guds velgerninger:
”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn” (Sl 103,3-5).
Menighedens sang skal, som alt andet, der foregår i menigheden, tjene til opbyggelse:
”Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse” (1 Kor 14,26).
Det møder vi også i Filipperbrevshymnen (Fil 2,6-11), som er et af de tidligst kendte eksempler på en menighedssang. Paulus anvender i tråd med Kol 3,16 denne hymne som formaning (jf. Fil 2,5.12), men i sig selv er hymnen intet andet end en storslået og indholdsrig forkyndelse af evangeliet! Som mange salmer rettes den ikke direkte til Gud, men forkynder om Jesus til mennesker (jf. også Marias og Zakarias’ lovsange i Luk 1, 46-56; 68-79).
I andre kendte sange og salmer fra Bibelen er sangen formuleret som en direkte bøn til Gud. Det mest typiske er dog faktisk, at der er en vekslen mellem bøn, vidnesbyrd og forkyndelse (f.eks. Sl 30).
Deraf kan vi lære, at det er indholdet og ikke formen, der definerer lovsangen. Uanset om lovsangen er formuleret som en bøn, et vidnesbyrd eller en forkyndelse, peger den altid hen mod Jesus og bekender hans frelse som den eneste tilflugtsklippe i syndens og dødens verden – og derfor føder den tak i hjertet til Gud.
Den græske tekst viser os, at det højst sandsynligt er en hymne, Paulus istemmer i 2 Tim 1,9-10: ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og ufor-gængelighed for lyset ved evangeliet.”
Hør hvor fantastisk det er at synge evangeliet ud på den måde! Paulus sidder midt i et lidelsesfuldt og anfægtende fangenskab i Rom kort før sin henrettelse, men hvor finder han trøst? I at synge om den frelse, der er grundlagt uden for ham i Guds beslutning fra evighed med tanke på nåden i Kristus Jesus. Det er nåden i Guds hjerte, som Jesus frem har bragt!
For evnen til det gode,
ja alting svigter mig.
Bestandig er kun nåden i dit hjerte.
Jeg har jo aldrig elsket
og aldrig frygtet dig,
og næstekærlighed jeg aldrig lærte.
Men du har aldrig bygget
min barneret på den –
da var jeg ilde faren –
men Kristus gav sig hen.
Nu lever jeg alene af din nåde.
Paulus synger videre fra fængslet i 2 Tim 2,11-13, og her hører vi en sang, der forkynder om livets to udgange.
En evangelisk sang kan være skrevet til trøst og opmuntring, men det står ikke som modsætning til at stille vækkende og ransagende spørgsmål til den, der synger: ”Fornægter vi ham, vil han også fornægte os.”
Fornægter vi frelsen i Jesus, er der ingen vej for os til Gud. Det er alvoren. For vi står i en kamp som kristne. Men kaster vi midt i stormen vores anker på evangeliet og løftets ord om livet i Kristus (2 Tim 1,1), så er håbet klippefast: ”Er vi døde med ham, skal vi også leve med ham.”
Lovsangsstemning
Når lovsangen er en bekendelse af egen magtesløshed og en tak for Guds barmhjertighed, og når lovsangen har Jesus selv som kerne og stjerne, så forsvinder med det samme presset for at skulle udtrykke sig på en bestemt måde eller være i en særlig opløftet eller henført stemning under sangen for ikke at vanære Gud.
Jeg skal ikke være udadvendt for at være med i den kristne menighed. Jeg behøver heller ikke være indadvendt. Der må være frihed i den kristne menighed til at se ud, som man nu engang gør, når man synger og tager ord-ene til hjerte. Og troens taknemmelighed kan lige så vel have til huse bag et forpint og mærket ansigt som i en jublende og frydefuld stemme – eller i en holdning, der ikke rummer tegn på nogen ydre bevægelse overhovedet.
Det er på alle måder en frygtelig misforståelse, at lovsangslederen ved hjælp af musikken og forskellige andre virkemidler skal forsøge at frembringe en bestemt gudvelbehagelig stemning. Den loviske lovsang er en djævelsk forvridning af den opbyggelse og velsignelse, som menighedens sang skulle være til, ikke mindst for anfægtede og lidende mennesker.
Musikkens rolle
I debatten om sang og musik i den kristne menighed har ikke mindst spørgsmålet om musikgenre og musikinstrumenter været i forgrunden. Spørgsmålet om musik er vanskeligere end spørgsmålet om sangenes udspring, indhold og funktion, for vi har ikke i Bibelen nogen direkte vejledning til, hvilken type musik, der er anvendelig i den kristne menighed.
Der er dog en helt åbenbar sammenhæng mellem forståelsen af lovsangens væsen og valget af den type musik, der passer til sådan en lovsang. Derfor er der også sagt noget væsentligt om musikgenrer og musikinstrumenter ved at se på, hvad Bibelen siger om lovsangens indhold og karakter.
Hvad skal musikken?
Vi har ikke noget direkte bibelord, der fortæller os om musikkens rolle i den kristne menighed.
Men når vi ser på karakteren af den evangeliske lovsang, så er det tydeligt, at musikken ikke er til for at skabe en opløftet stemning i menigheden, der skal fremelske glæden og kærlighedens følelser i os, så vi bedre kan hengive os til Gud.
Musikkens formål må først og fremmest være at tjene ordene i sangen og fjerne nogle af de menneskelige barrierer, vi kan have ved at høre og fastholde evangeliet i hjertet.
Melodiske sange på vers, med rim og billeder, er for det første lettere at huske. Det har ikke mindst været en stor hjælp i kulturer, hvor analfabetismen har rådet, men kan stadig være en stor hjælp, ligesom udenadslære af skriftsteder mm. er et undervurderet menneskeligt hjælpemiddel i vores kultur. Når man kan noget udenad, kan man ”læse” eller synge det igen i forskellige situationer, hvor man ikke fysisk sidder med Bibel eller sangbog, og Ånden kan bruge af dette lager til at minde os om noget, vi har brug for at høre i bestemte situationer.
I den poetiske udtryksform kan sangskrivere, der er vejledt af Guds Ånd, få nåde til at udtrykke et vækkende og forløsende budskab i nogle stærke, korte og billedrige sætninger. Her har vi i den kristne menighed virkelig en skat, som det er værd at gøre brug af og værne om til trøst og opbyggelse i troen.
Helt lavpraktisk er det godt for os at synge ordene med vores egen mund, for det kan hjælpe vores koncentration og opmærksomhed. Og det er lettere at synge ord sammen end at sige dem i kor.
At synge hjælper os desuden til at huske, at vi er et kristent fællesskab, og at vi, sådan som vi synger med hvert vores næb, er bundet sammen af det budskab, vi synger om.
Selvom lovsangsmusikken ikke er beregnet til at skabe en opløftet stemning, så er der dog ingen tvivl om, at musikken påvirker vores sindstilstand. Og musikkens påvirkning i den retning kan være enten gavnlig eller forstyrrende.
Det plan, musikken her virker på, er det samme, som vi kan tale om, når vi siger, at vi bør tilstræbe ikke at komme fuldstændigt udkørte eller opkørte til mødeaftenen. Helligånden kan ganske vist stadig gøre underet og bryde igennem stress og træthed med et ord fra Gud. Men vores tilstand giver kødet og Djævelen stærke muligheder for at adsprede vores tanker.
Musik er et sprog, der taler til os i stemninger og følelser, og musikken påvirker vores sindstilstand, også langt mere end de fleste er opmærksomme på.
På den måde kan musikken med sit tonesprog være med til at fjerne nogle menneskelige barrier for at høre evangeliet – eller være med til at forstørre dem eller skabe nye forhindringer. Og musikken kan på et praktisk og meget virkningsfuldt plan have en vældig – ubevidst – indflydelse på hele vores forståelse af lovsangens mening.
Musikkens subjektive virkning
Men det er vel umuligt at sige noget generelt om, hvordan en bestemt type musik påvirker os? Vi er jo vidt forskellige som personer, og musikkens påvirkning er subjektiv: En gammel konservativ mand hører et stykke popmusik med helt andre ører end en teenagepige!
Sådan tænker mange om musikkens virkning i dag. Og der er uden tvivl noget rigtigt i tankegangen. For den gamle konservative mand glæder sig formentlig ikke i samme grad over at høre popsangen som den unge pige, ligesom den unge pige måske ikke bryder sig om stille koralmelodier. Fordi de har vænnet sig til at lytte til musik med vidt forskelligt tonesprog, får de forskellige oplevelser ud af det. De forstår musikken forskelligt.
Et almindeligt argument for den moderne rytmiske musik er, at den kristne menighed til alle tider har udviklet sin musikstil i takt med den omgivende verden, og at vi ikke har nogen bibelsk vejledning på dette punkt. Dermed bliver retningslinjerne to:
1) Vi må tilstræbe at bruge et musikalsk sprog, som opleves naturligt i tiden.
2) Vi må tage hensyn til de forskellige opfattelser af musik i menigheden.
Effekten af disse retningslinjer er, at de ung-es musikstil må vinde mere og mere indpas, mens de ældre med deres anderledes tradition fungerer som stopklodser for, at musikken kan blive helt up to date.
Men sådan nogle retningslinjer har som forudsætning, at musikken i sig selv er neutral, og at det principielt er ligegyldigt, hvilken slags musik, der bruges, når bare teksten er god, og når musikken ikke støder nogen væk fra menigheden. Med andre ord bygger den mest udbredte holdning til musik i kristen sammenhæng på en forestilling om, at musikkens virkning er helt subjektiv.
BK forholder sig i Liv & Lovsang ikke til, at nogen musikgenrer skulle være specielt egnede i menigheden. Faktisk er hans holdning meget enkel: ”Det handler ikke om musikken” (s. 123). For at understrege den pointe eksperimenterede BK’s lovsangsband en måned med vidt forskellige genrer hver søndag: ”traditionel presbyteriansk”, ”verdensmusik”, ”hispanic”, ”bluegrass/country”, ”gospel, R & B og rap” (s. 124).
Men denne holdning og vejledning i musik stammer fra en stærkt forsimplet forståelse af musikkens væsen. Det er sandt, at vi forstår musik forskelligt og får noget forskelligt ud af den musik, vi hører. Dermed imidlertid ikke sagt, at musikkens virkning er helt subjektiv og ”forskellig fra person til person”.
Det er de færreste forbrugere af musik, der i dag har overvejet og sat sig ind i baggrunden for de store forskelle på musikgenrerne. Men det ændrer ikke ved, at der er forskel, og at musikken derfor virker forskelligt.
Musik er kunst
For år tilbage var der på den kirkelige højrefløj udbredt enighed om, at det ikke var tilrådeligt at koble det kristne budskab sammen med en genre som heavy metal. De fleste havde den umiddelbare fornemmelse, at heavy metal var for destruktiv og hård i tonen, og det virkede til, at musikken åbenlyst spillede på ondskaben og det sataniske.
I dag er situationen en anden. Hvor dogmet om musikkens subjektive virkning hersker, bliver det umuligt at argumentere for, at en bestemt musikgenre i sig selv er uegnet til kristne tekster, og hvor en holdning til en bestemt type musik ikke kan begrundes, skrider praksis uundgåeligt. Den umiddelbare fornemmelse af ”noget forkert” har mange vel stadig, men i takt med at heavy metal er blevet mere mainstream i samfundet, er også denne musikform blevet mere og mere accepteret i kristne kredse.
Går man til musikvidenskaben, vil man møde en væsentligt anden tilgang til musik i almindelighed. I musikvidenskaben er man opmærksom på, at musik ikke bare er et ”håndværk” eller en samling lyde, der kan klinge godt eller mindre godt i forskellige menneskers ører. Musik er kunst! Musikken udvikles, på samme måde som de andre kunstarter, ud fra bestemte tolkninger af livet og verden. Disse tolkninger kommer til udtryk gennem musikken og når ind i lytteren i en ubevidst og filtreret form gennem de stemninger og følelser, som musikken vækker.
Musik er ikke noget ”neutralt”, lige så lidt som andre former for kunst er neutrale.
Man kan godt få ”en hyggelig aften” ved at smide sig på sofaen og se en film eller læse en roman – men der er forskel på, om historien er skrevet af J.R.R. Tolkien, Morten Korch eller Umberto Eco.
Man kan også godt få en medrivende oplevelse af at gå på museum (hvis man er til den slags!) – men der er forskel på, om museet er fyldt med guldaldermalerier, kubisme eller moderne installationskunst.
Tilsvarende er der en god grund til, at musikteoretikere har delt musikhistorien ind i afgrænsede genrer og perioder: Barokmusik og romantisk musik er noget forskelligt og virker forskelligt! Det samme gør blues, rap, pop og rock.
Og så kan det godt ske, at oplevelsen kan være lige ”medrivende”, om det er den ene eller anden slags musik, litteratur eller billedkunst. Der er bare forskel på, hvor man bliver revet med hen! Og det er jeg bange for, vi tænker for lidt over i dag, hvor det er en selvfølgelighed for os at zappe lynhurtigt rundt mellem genrerne.
Heavy metal
Idégrundlaget for heavy metal er ikke: ”Nu vil vi lave en øredøvende larm!” – Og det er derfor heller ikke hensynet til de sarte ører, der er årsagen til, at heavy metal ikke bør bruges i forbindelse med kristen sang (selvom det selvfølgelig er et hensyn, der skal tages i menighedssammenhæng).
Den tankegang, der har fostret heavy metal som genre, er ifølge den amerikanske filosof, metal-anmelder og webskribent Vijay Prozak2 en postmoderne og nihilistisk-evolutionistisk-satanistisk tolkning af verden3.
”[Heavy metal] er en genre, som vil finde skønhed i mørke, orden i kaos, visdom i rædsel, og bringe fornuft tilbage til menneskeheden4.”
I et oprør mod det bestående samfunds værdier og særligt kristendommen og moralen kredser heavy metal om de ”tunge realiteter” i livet (heraf ”heavy” metal), først og fremmest døden. Det er denne fornuft, heavy metal skal bringe tilbage til menneskeheden: Vi må se ondskaben, døden og kaosset i øjnene – og vi må lære at elske det! Sådan går man ind gennem ”mørkets port” og bliver en triumferende nihilist (eller satanist)5.
Heavy metal kan beskrives som intelligent og ”heroisk” i modsætning til småborgerlighedens virkelighedsflugt og kristendommens drømmeverden.
Med inspiration fra Nietzsche vil man tilbage til førkristne værdier.
Det norske heavy metal-fænomen Varg Vikernes udtalte i et interview om idéen bag sit album Hvis lyset tar oss, at teksterne handler om: ”… hvad der var engang, før lyset tog os, og vi kom ind i drømmenes borg. Ind i tomheden. Budskabet er noget i stil med: Pas på det kristne lys; det vil føre dig væk, ind i forfald og intethed. Hvad andre kalder lys, kalder jeg mørke. Søg mørket og helvede, og du vil finde – intet andet end evolution6.”
Naturligvis er det ikke alle, der hører eller udfører heavy metal, der vil bekende sig til den tankegang, der lå bag udformningen af heavy metal som musikalsk genre. ”Kristen metal” har for eksempel som formål at vende al symbolikken til kristne symboler, og teksterne fyldes med det kristne budskab.
Men symbolerne og teksterne er én ting. Noget andet er spørgsmålet: Hvad udtrykker selve musikken? Er musikken bare noget ”pling-plang”, som enhver kan få ud af, hvad han vil?
Nej, det er at undervurdere musikken som kunstform. Musikkens udtryk og de stemninger og følelser, som musikken vækker, er langt fra tilfældige, men tæt forbundet med selve kompositionsmetoden og den musikalske udførelse. Og når det gælder heavy metal, er det ikke vanskeligt at se en forbindelse mellem de grundlæggende musikalske byggesten og den nihilistisk-satanistiske tolkning af verden, som lå til grund for udviklingen af denne musikform.
Det mest basale i udviklingen af heavy metal var en ny harmonik, der havde de ”tomme kvinter” som grundstamme – den såkaldte ”powerakkord”. En tom kvint vil sige en akkord, hvor man mangler det element (tertsen), der angiver, om der er tale om dur eller mol.
Når powerakkorden gøres til grundstammen i harmonikken, bliver resultatet et tomt, men kraftfuldt og brutalt udtryk, og fraværet af dur/mol kan mere effektivt end ord kommunikere overgivelsen til evolutionens meningsløshed og afsværgelsen af troen på godt og ondt, rigtigt og forkert. Dette understreges af, at den harmoniske udvikling fyldes med et væld af dissonanser i et kromatisk (halvtrins)-system, der blæser på de traditionelle opfattelser af musikalsk logik, som kan udtrykke glæde og sorg, forløsning og skuffelse. Tilbage bliver tomheden, det utilfredsstillede og det aggressive.
Vijay Prozak fortæller i et historisk afsnit af sin musikteoretiske redegørelse om, hvordan ”dødsmetal” søgte tilbage til rødderne for heavy metal, dvs. tilbage til det udtryk, som blev udviklet omkring år 1970 af den okkulte gruppe Black Sabbath:
”Ved at foragte harmoni og på nihilistisk vis omfavne den kromatiske skala som lov, forfægtede den tidlige dødsmetal troen på det onde og ordensløse, det kaotiske og det smertefulde7.”
Det ekstreme lydniveau og de ”voldelige” rytmer og tempi (blast beats) i trommerne, som pisker musikken frem, bidrager i høj grad til det aggressive udtryk, mens den essentielle ”distortion” (forvrængning) i guitar og bas og sangernes brug af ”growling” (en slags ”brølende” sangteknik) forstærker indtrykket af oprør mod det gode og ønsket om at finde skønhed i mørke og kaos.
Heavy metal er som genre opstået ud fra en bestemt tolkning af verden, og dette giver sig udtryk i en musikstil med en ganske bestemt virkning og påvirkning. Vijay Prozak påstår da heller ikke, at musikkens virkning er neutral, men fremholder som en generel og almen observation, at musikken avler vrede, frygt, depression, vold, chok, foruroligelse og en morbid og sadistisk tankegang8.
Jazz
Meget af det, der er sagt i det ovenstående, er også gældende for rockmusikken. Heavy metal udsprang af den progressive rock, og heavy metal har siden 70‘erne i høj grad påvirket rockmusikken, særligt med brugen af de tomme kvinter og distortion.
Men hvad da med jazzmusik, som nærmest er modsætningen til heavy metal?
Jazz kan være sværere at beskrive generelt end heavy metal, fordi den ikke udspringer af så entydigt et idégrundlag, og fordi den har udviklet sig i mange forskellige retninger.
Men skulle man sætte tre ord på stilen i det, som de fleste vil forbinde med ”klassisk” jazzmusik, kunne det være: cool, afslappet og ”laid back”.
Når man typisk vil bruge sådan nogle ord til beskrivelse af jazzmusikken, er det ikke et resultat af en række tilfældige, subjektive vurderinger. Det er ganske enkelt, fordi det er sådan, musikken er og virker.
Den grundlæggende atmosfære defineres af bassen og trommerne. Bassen bevæger sig i en doven og flegmatisk trinvis bevægelse (den såkaldte walking bass), mens trommerne leverer den swing-feeling, der er karakteriseret ved en rytmisk forskydning, hvor beatet på ”og-slagene” hele tiden er lidt forsinket. Til denne grundstemning tilsættes typisk en række musikere, normalt klaver, en lyddæm-pet trompet og en hæs saxofon, der i en afslappet holdning improviserer over nogle grundakkorder.
Alle disse elementer giver tilsammen en stemning af behagelig dovenhed og upåvirkelighed. Derfor er jazz så velegnet som baggrundsmusik ved fester og på barer, hvor man ønsker en hyggelig og uforpligtende stemning.
Men er den stemning mere egnet til menigheden end den destruktive heavy metal?
Er det ikke netop vores allerstørste problem i dag, at vi lever på flugt fra den hellige Gud? Er det ikke netop den ubekymrede, afslappede tone i menigheden, hvor prædikanten helst skal være humoristisk, underholdende og hele tiden komme med nye og spændende vinkler, der hindrer vækkelsens ånd i vores land?
En jazzet musikstil i menigheden kan på et ubevidst, men meget virkningsfuldt plan medvirke til at sprede en kultur og stemning, som fremmer den uanfægtede fornemmelse af, at ”alt er godt med mig”, mens den modvirker, at Guds lov og evighedens alvor kan trænge ind og åbenbare min synd og dybe nød.
Lovsangsmusik
Sådan må man fra genre til genre og fra melodi til melodi vurdere: Er der noget i denne type musik, som puster til det kødelige sind? Eller er der tværtimod her en kvalitet, som er egnet til at nedkæmpe den overfladiske ubekymrethed, som mange af os automatisk møder til gudstjenesten med?
Vi skal ikke nødvendigvis følge med den musikalske udvikling i tiden, hvis den nye musik rummer elementer, som giver en forkert indvirkning på vores opfattelse af formålet med og funktionen af den kristne sang og den kristne menigheds samlinger.
Når den overfladiske forståelse af den kristne glæde er herskende i mange nye lovsange, og når målet for lovsangsgudstjenesterne så ofte bliver at opildne menigheden til en særlig gudvelbehagelig, følelsesmæssig hengivelse, så er der en tæt sammenhæng mellem denne tankegang og den musikgenre, der kaldes ”lovsangsmusik”.
Selvom lovsangsmusik efterhånden er blevet en særskilt genre, er den ikke specielt veldefineret. Der er dog ingen tvivl om, at store dele af lovsangsmusikken er udformet ud fra tankegangen i den loviske lovsangskultur.
Det giver sig bl.a. udtryk i musikkens kropsligt appellerende rytmik, der henleder opmærksomheden på menneskets gerning, og i de hurtigt fængende ørehængermelodier og omkvæd, der gentages ad libitum for at hjælpe menigheden ind i en stærk og begejstret stemning.
”Vi må hjælpe vores menigheder frem til en forståelse af, at Gud fortjener vores dybeste, stærkeste og reneste tilbedelse, og at vi på den ene eller den anden måde skal have vores legemer med i denne tilbedelse” (s. 206).
Der er en gensidighed og en selvforstærkende virkning i dette samspil mellem musikken, det tekstlige indhold og forståelsen af lovsangens funktion. Ligesom forståelsen af lovsang som et følelsesmæssigt offer har præget udformningen af musikken, så bidrager musikken i høj grad til at forme den samme tankegang i menighederne.
Tekst og musik hænger uløseligt sammen! Og hvor musikstilen i den kristne menighed appellerer til, at der skal skabes en stemning af overfladisk glæde og begejstring, så er vejen vidtåben for en overfladisk syndsforståelse, der leder til hykleri og frafald.
Det kan være meget rigtigt, at ”teksten er det vigtigste”, men vi må ikke være blinde for, at musikkens stemme kan råbe endnu højere end tekstens budskab – netop fordi dens virke er på det skjulte og ubevidste plan.
Trommer og synkoper
Der har været mange menneskelige misforståelser i musikdebatten. To af de almindeligste misforståelser har drejet sig om brugen af synkoper og brugen af trommer i menigheden.
Den synkopiske rytme er til tider blevet præsenteret som noget i sig selv dæmonisk, hvilket er en meget uheldig og misvisende forenkling af den åndelige virkelighed.
En synkope kan fagligt defineres som en ”rytmisk forskydning, der opstår, når man betoner en ellers ubetonet del af takten9”.
At anvende en synkope er altså at ændre ved melodiens på forhånd givne pulsslag, og det er et normalt meget markant og opmærksom-hedskrævende element i melodien.
Der findes dog populært sagt både en ”mild” og en ”vild” brug af synkopen. Et eksempel på en ”mild” brug findes i sangen Så tag mig da ved hånden, hvor melodiens enlige synkope er placeret på sidste linjes tredjesidste stavelse (i første vers bliver synkopen på ”du” i ”når du går med”).
Synkopen kan, som i dette tilfælde, når den ikke dyrkes eller udvandes, udgøre en virkningsfuld betoning i melodien, der kan tjene teksten i ydmyghed.
Derimod rummer melodien til Du er her på dette sted en ”vild” brug af synkopen, som med sin gentagne markerede kropsappel sætter menneskets gerning og begejstring i fokus. Den melodiske linje er i det hele taget præget af den overfladiske pop-genre. Dermed hænger melodien nøje sammen med teksten, der hele tiden har et ”vi” som fortegn og ikke rummer ét opbyggeligt ord. Afslutningen lyder: ”Vi vil gi’ dig ære – velkommen skal du være” – et typisk eksempel på, at lovsangen opfattes som en præstation og som menneskets gave til Gud.
Som synkopen er trommer som instrument til tider blevet dæmoniseret, hvilket ligeledes er en beklagelig forenkling. Trommer har som funktion at markere en rytme. En melodi har altid en rytme, og den vil altid blive markeret i et eller andet omfang. Hvis det i sig selv var et problem, ville det ikke være muligt at synge.
Men de fleste trommesæt fungerer som et meget markant og kraftfuldt instrument, der i langt de fleste tilfælde, sammen med de elektroniske instrumenter, kommer til at skabe og forme sangens atmosfære, der bliver pågående og dominerende på en helt anden måde, end der hvor en dygtig pianist formår at lade sit spil blive et komplimenterende akkompagnement til sangen, eller der hvor et melodisk instrument som en trompet eller violin eller fløjte hjælper sangen på vej.
En praksis med brug af trommer i kombination med elektroniske instrumenter i menigheden vil desuden med stor sandsynlighed påvirke sangvalget i retning af populærmu-sikken.
Med hensyn til instrumenter må det tilføjes, at meget afhænger af spillestilen: På klaver og guitar kan man for eksempel tilsidesætte det melodiske og harmoniske og dyrke den rytmiske markering, så effekten bliver som et slaginstrument.
Det er altså med god grund, at musikvejledninger ofte har advaret mod brugen af synkoper i melodier til menighedens sange og mod brugen af trommer som instrument. Blot må man passe på ikke at misforstå vejledningen som et mekanisk syn på synkoper og trommer som noget i sig selv dæmonisk. Den slags stejle og firkantede holdninger mangler ethvert bibelsk og musikteoretisk belæg.
Men musik er et kompliceret fænomen, hvor personlig smag og behag ofte risikerer at blive afgørende for vurderingen, og derfor er det i det praktiske menighedsliv ofte nødvendigt med forenklede tommelfingerregler.
Når vi tænker på, hvor stærke kræfter der er på spil i musikken, må vi også følge det grundlæggende princip, at det jo ikke handler om, hvor langt vi må gå; det handler om at bruge den type musik i menigheden, som er bedst egnet til den evangeliske sang og dermed langt fra musikken i den kødelige og loviske lovsangskultur.
Et evangelisk tonesprog
I en evangelisk sangtradition må det musikalske tonesprog for det første være enkelt og forholde sig ydmygt til teksten, som rummer den forkyndelse, der er Helligåndens redskab til at nå hjertet.
Folkemelodier har ofte noget af den melodiøse umiddelbarhed, som er velegnet, når melodien skal være tekstens tjener. Koralen er i bogstaveligste forstand skabt til formålet.
Men musikkens landskab er underligt: Man kan skrive et utal af fine og unikke melodier, der er så enkle og sangbare, at de lyder som om, de burde være blevet skrevet for længe siden. Derfor har vi en rigt varieret melodisamling i sang- og salmebøger, og der er stadig masser af muligheder for at skrive nye stykker musik i en lignende melodisk tradition.
At melodierne bør være enkle, betyder langt fra, at de behøver være ”kedelige” og ”livløse”. Følelser skal der ikke være forbud mod i den kristne menighed, heller ikke på det musikalske område.
Men den glæde, som melodien til en evangelisk lovsang ofte vil udtrykke, er ikke en hvilken som helst glæde. Det er en glæde, der har en dybde, så den også kan rumme bedrøvelse og kamp. Det er en glæde, der er rodfæstet i dobbeltheden i den sande kristendom: ”som bedrøvede, dog altid glade”.
Dette kan for eksempel vise sig ved et strejf af melankoli. Melodien til Aldrig er jeg uden våde understøtter på denne måde tekstens budskab med sin store dybde af glæde og bedrøvelse – i al enkelthed.
Dobbeltheden i den kristne glæde kan også komme til udtryk i triumfens tone, for hvor en melodi er triumferende, afsløres det, at så længe vi er her på jorden, kan den kristne glæde kun bane sig vej i kamp.
Alene Kristus er mit håb og For himlens trone foran Gud er to herlige nye sange, der rummer denne triumferende klang i melodien. Ved en sammenligning med ovennævnte sang Du er her på dette sted tydeliggøres forskellen, både tekstligt og melodisk, mellem den tilkæmpede triumf og den overfladiske begejstring.
At triumfen er på kampens baggrund kan melodisk tydeliggøres i en vekslen mellem dur og mol.
O salige stund uden lige, Forløsningen er vundet og På nåden i Guds hjerte er eksempler på triumferende sange i dur, hvor midterstykket i mol minder om kampens baggrund.
Endelig kan evangeliske lovsange også være molmelodier som for eksempel Se, nu stiger solen og Om nåde og ret vil jeg synge. Molmelodier er i europæisk harmonisk tradition bygget sådan op, at den dominerende akkord (dominanten), der leder hen til grundtonen, er i dur. Som i Se, nu stiger solen kan melodien også slutte på en durakkord. Denne kamp i den indbyggede vekselvirkning mellem dur og mol er med til at tilføre en dybde af håb og glæde til molmelodiens alvor.
Hvor musikken, som i disse eksempler, rummer melodisk og harmonisk dybde, vil den i langt mindre grad kunne opleves som manipulerende i retning af en særlig ensrettet lov-sangsstemning, og dermed tjener musikken til at give plads for den glæde og smerte, anfægtelse og hvile, som kommer til udtryk i det tekstlige indhold.
Når vi ser på den uhyggelige forførelse, som den nye opfattelse af lovsangen har medført over hele verden, kan vi ikke tage let på spørgsmål som disse:
Hvordan påvirker vores brug af instrumenter musikstilen i menigheden?
Hvordan påvirker musikstilen vores forståelse af sangen i menigheden? – Og hvordan påvirker sangen vores forståelse af kristenlivet?
Er der noget i den musiktype, vi bruger i menigheden, der kan medvirke til, at sangen får en kødelig og vildledende funktion, enten åbenlyst eller skjult?
Levner musikken plads til anfægtelsen, eller bliver den til et lovkrav om, at en rigtig kristen skal opleve en synlig begejstring?
Hvilke følelser og stemninger bringer musikken ind i vores forsamling, og hvordan påvirker det hele den tilstand, vi hører Guds ord i?
Et eviggyldigt offer
”Lovsangskrig” er Djævelens værk. Det gør ondt at strides om sang og musik i den kristne menighed. Men vi må aldrig give afkald på sandheden i kærlighedens navn. Af kærlighed må vi netop søge det, der er sandt og godt; det, der kan hjælpe mennesker til at finde fred med Gud og hvile – ikke ”på nåden i mit hjerte”, men ”på nåden i Guds hjerte, som Jesus frem har bragt”.
Samtidig må vi aldrig forfalde til den ødelæggende tanke, at menigheden skal blive perfekt i vores øjne, for at vi kan være i den.
Det er langt fra Guds vilje, at vi skal gå med sure miner og skumle i krogene over et musikalsk indslag, som ikke skulle have været sådan. Gør evangeliet sin gerning i vores hjerter, bliver omgangstonen i menigheden frem for alt præget af kærlighed (se 1 Kor 13,4-8a).
En indsigt i sang- og musikspørgsmålet er ikke en indsigt, hvis den gør os selvretfærdige og lukker vores hjerter for brødre og søstre i Herren. Så er den tværtimod endnu et eksempel på, hvordan Djævelen kan give mennesker et skarpt blik for én type kødelighed, blot for at gøre plads til en anden og endnu mere ødelæggende synd, der vil fjerne os fra evangeliet.
Lukker vi vores hjerter for kristne brødre og søstre, lukker vi også hjertet for evangeliet. Når derimod evangeliet åbnes for vores hjerter, så vi ser et glimt af vores egen afgrund af usselhed og fordærv, men også Guds bundløse, uforskyldte nåde mod os for Jesu skyld – så må vi præges af dette sind over for vores næste.
Når vi ser evangeliet: at alt det, vi skylder Gud at gøre og føle og være, det har Jesus gjort og følt og været i mit sted – så sættes vi fri til at holde loven (Gal 5,13). Men denne lov er opfyldt i det ene ord: Du skal elske din næste som dig selv (Gal 5,14). Den lov, som vi som kristne er kaldede til at indrette livet efter, er på det vandrette plan – aldrig på det lodrette plan.
For Kristus, vores ypperstepræst, står for Guds ansigt og har bragt sit offer dér, en gang for alle (Hebr 7,26f.). Det er i ham og ved ham, vi kan bringe takofre, som er kærkomne for Gud.
Så er vi da sat fri for at lede efter de rette, gudvelbehagelige lovsangsfølelser i os selv.
Vi er sat fri for at tænke på vores egen rådne og gennemhullede hellighed og retfærdighed, når vi står for Guds ansigt og tilbeder ham. For vi ejer en meget bedre retfærdighed: et eviggyldigt offer, som er så sikkert og urokkeligt, at der står om det, at det allerede har
ført dig hjem til målet (Hebr 10,11-14).
Lad os da synge om det Guds Lam, der bar alverdens synd. Og lad os love og prise Gud for, at dette evangelium har vi i Ordet, der står urokkeligt fast, midt i alle anfægtelser og kampe.
1 Når Israels folk i Hos 1,2 omtales som en ”hor-kvinde”, bruges ikke det almindelige ord for en prostitueret. En direkte oversættelse kunne være ”en horagtig kvinde”, dvs. en kvinde, der har utroskaben ikke bare som sit ”erhverv”, men som en bestemmende og herskende del af sin natur, jf. også Hos 5,4.
2 Vijay Prozak er stifter af American Nihilist Underground Society, står bag det omfattende anmeldelsesorgan og onlineleksikon for heavy metal Dark Legions Archive og og har gennem tiden bl.a. arbejdet som radiovært/DJ med det formål at udbrede kendskabet til heavy metal. Dark Legions Archive har som mission at “beskrive undergrunds-heavy metal som en kunstform, med kulturelle værdier og en bagvedliggende filosofi,
så at denne skabende og indsigtsfulde genre kan blive forstået for de værdier, der motiverer dens skabere, og de fans, der dedikerer sig selv til den“ – www.anus.com/metal/about.
3 www.deathmetal.org/faq – kap. 1.5.3.1; 1.5.3.5; 1.5.4; 4.1.5.3.
4 www.deathmetal.org/faq – kap. 1.1.1.
5 www.deathmetal.org/faq – kap. 1.5.4.2.
6 www.burzum.com/burzum/library/interviews/deprived.
7 www.deathmetal.org/faq – kap. 2.2.5.
8 www.deathmetal.org/faq – kap. 2.1.1.
9 Læs mere, og hør eksempler på synkoper på www.musikipedia.dk/synkope.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.
