Indtil jul vil der på hjemmesiden være en “ugens artikel”, ligesom der er et ugens vidnesbyrd og ugens citat. Det er opbyggelige artikler, som ikke før har været bragt i bladet eller på hjemmesiden. Artiklerne kan læses elektronisk eller printes via det grønne printikon på rækken af ikoner umiddelbart over denne tekst.
Evangeliet har ingen betingelser og er ikke et løfte med nogle ”hvis” og ”men”. Evangeliet er et budskab, som klart og tydeligt siger til de fortabte, at alt er fuldbragt og gjort færdigt. Enhver synder har gennem evangeliet fået ret til at takke Gud for syndernes forladelse. Det er ikke en guddommelig befaling, at synderen først skal have en bestemt følelse eller være på en bestemt måde.
Skal man endelig tale om nogle betingelser, så kunne man sige: Den eneste betingelse, vi skal opfylde, er den at være undfanget og født som syndere!
Evangeliet har nemlig ikke noget at give mennesker, som har deres egen retfærdighed. Derfor bliver de mennesker, der tror sig gode i sig selv efter deres egen fortjeneste også altid stående uden for faderhuset, ligesom den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn.
Men som allerede nævnt er der ingen betingelser, for alt er allerede færdigt; alle betingelserne har Frelseren opfyldt.
Der er heller ikke tale om at bestå en eksamen som rettroende. Man skal altså ikke først have en ret tro på Bibelen og for eksempel nogenlunde kunne redegøre for dens inspiration eller klart redegøre for et andet læremæssigt standpunkt. Ej heller skal man begynde at undersøge, om syndserkendelsen føles rigtig, eller om der nu er tale om en sand omvendelse. Det er nemlig sådan fat med os, at vores syndserkendelse ikke er rigtig, og vores omvendelse ikke er sand. Med os er netop alt galt og forkert.
Men med alt dette gale og forkerte hos os, har vores Frelser forsonet os med Gud, renset os fra synden og givet os sin retfærdighed. Derfor må syndernes forladelse forkyndes for ugudelige, ja, det skal forkyndes for ung og gammel, lærd og ukyndig, for Gud gør den ugudelige retfærdig.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde det som ung. Jeg havde mistet min barnetro. Jeg var ulykkelig, jeg var færdig, jeg havde ingen fremtid. Jeg var fast overbevist om, at jeg aldrig kunne reddes, så det ville ikke engang være umagen værd at forsøge. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg troede på noget som helst. Men jeg var ulykkelig og uden fred og samtidig nærmest ligeglad. Jeg følte det som om, livets regnestykke var afsluttet og havde vist sig at være forkert, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved den sag. Skammeligt var det, og uhyggeligt, men det var, som det var.
Da skete det, at jeg faldt over en gammel bog, hvor jeg læste følgende:
Denne syndsforladelse, denne forløsning, som netop er nævnt, den tilhører hvert menneske, den fromme som den ufromme, den trofaste som den troløse. Du må være, hvordan du end er, så er dine synder borttagne, tilintetgjort, kastet i havets dyb – dette skete i Kristi dødstime.
Det slog mig med ét, at så var mine synder jo også tilintetgjort og tilgivet! Jeg sammenlignede med Skriften og fandt, at Guds ord bekræftede sagen.
Aldrig før havde jeg vidst, at min sag allerede var gjort op. Jeg havde tværtimod haft den forestilling, at min stilling var absolut fortabt, men dér læste jeg, at sagen var gjort god, jeg var reddet!
For når min synd var forladt – hvad mere behøvede jeg så?
Der var en venlig sjæl, der spurgte mig, ”Kære ven, er du nu også blevet omvendt?” Men jeg svarede fra mit hjertes dyb: ”Det ved jeg ikke, det tror jeg ikke, og det bryder jeg mig heller ikke om, for alle mine synder er forladt, tilintetgjort og kastet i havets dyb, og så er jeg frelst, så behøver jeg intet mere!”
Er det så nødvendigt med en rigtig omvendelse?
Javist. Men det besynderlige er, at hvis vi kunne stille os ved Himlens port og spørge hver og én, der går igennem: ”Er du rigtigt omvendt?” så ville de alle ryste på hovedet og sige: ”Ak og ve, hos mig og med mig er ingenting rigtigt, alt er elendigt og usselt. Jeg har kun én rigtig sag, og det er min Frelser. Han er uden fejl og plet, og slipper jeg nu igennem porten, så er det udelukkende hans fortjeneste.”
Sådan ville de salige svare. Og netop dette, at man har vendt sig fra sig selv, at man har alt i Kristus, det er den sande omvendelse. Men det er ikke menneskeværk. Og der findes ikke en eneste, som ikke dagligt har brug for på ny at blive erklæret bankerot af Gud med alt sit eget, selv når det drejer sig om omvendelse og tro.
Oversættelse: Linda Brix.
Udgivet af
Axel B. Svensson
Axel B. Svensson (1879-1967), svensk prædikant og grundlægger af Bibeltrogna Vänner (ELM i Sverige).