Evangeliet - igen og igen

Første Petersbrev VI

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Efter en længere pause genoptages nu serien, der gennemgår Første Petersbrev. De foregående fem artikler kan findes her.

I denne artikel skal vi se på kapitel 1, vers 2. I brevets første vers har Peter skrevet, hvem brevet er adresseret til: ”Til de udvalgte, som bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag …”

I vers to fortsætter han så: ”… og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod.”

Den erfarne Peter

Første Petersbrev er et formaningsbrev. Peter vil hjælpe de første modtagere og os, som læser det i dag, til at leve som kristne midt i en ikke-kristen sammenhæng. Brevet taler meget konkret om det liv, Gud kalder os til at leve som kristne. Men Peter begynder et andet sted. Han begynder med at minde os om den store frelse, som Gud har vundet til os og har givet os i Jesus. Hvorfor begynder Peter med dette?

Peter er på dette tidspunkt en ældre mand. Han har levet mange år som kristen, og han har gjort de samme grundlæggende erfaringer i troens liv, som vi gør i dag. Derfor ved han, at vores første, største og stadige behov som kristne er at høre evangeliet om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse som et ord til os.

Det gælder for alle kristne, at vi kom til tro ved at høre dette ord. Ingen kristen er kommet til tro på andre måder. Det var ved evangeliet om Jesus, Gud gav os troen (Rom 10,17; Ef 1,13).

Den frelsende tro er en åbenbaring (Es 53,1; 1 Kor 2,10). Der er et forhæng, der trækkes til side, og jeg ser Jesus som min frelser. Jeg ser, at alt er godt, frit og velsignet i mit forhold til Gud i kraft af, hvad Jesus er og har gjort for mig. Al min synd har Jesus sonet og fjernet, og sin egen retfærdighed har han givet til mig. Jeg har fred med Gud og evigt liv – ved Jesus!

Når jeg ser dette, overskylles min samvittighed med Guds fred, mit hjerte ånder frit, jeg får vished om frelse, og der åbnes for en kilde med levende vand indefra i mit liv (Joh 7,38-39). Jeg får en indre trang og lyst til at tjene, lyde og ære Gud. Som salmisten siger det:

”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri” (Sl 119,32).

Alle kristne vil i større eller mindre grad kunne genkende sig i dette. Vi har erfaret kraften, friheden og livet i evangeliet. Men vi har også erfaret noget andet. Vi har erfaret, at evangeliet ikke bliver ved at have den samme rige og stærke virkning i vore liv.

Vi mødte det i en prædiken, i en bibeltekst, et vidnesbyrd, en sang eller en bog. Og det var berigende og befriende. Det stod så enkelt og klart for os: Alt ved Jesus alene!

Men så gik der nogen tid. Det evangelium, som vi havde hørt eller læst, blev gradvist utydeligt for os. Det var som om, at forhænget lige så stille gled for igen. Jesus og hans frelsergerning fortonede sig for os. I stedet blev vores opmærksomhed vendt mod os selv, vores kristenliv, vores tro og vores liv. Og så blev vi modløse. Vi oplevede det tungt og slidsomt at være kristne. Der var så meget hos os selv, som ikke var, som det burde være. I tiltagende grad oplevede vi kristenlivet som en byrde. Der var så meget, vi skulle tænke, være, gøre og føle rigtigt som kristne, og som vi ikke kunne leve op til. Alle kristenlivets mange bud, krav og idealer.

At være kristen kom til at stå for os som noget krævende, slidsomt og trættende. Tanken kunne melde sig, om det ikke ville være nemmere og friere ikke at være kristen.

Evangeliet – igen og igen

Hvad har vi brug for, når vi er nået dertil? Vi har brug for én ting. Vi har brug for at sætte os ned og høre evangeliet om Jesus og hans fuldbragte frelse for os – igen!

Tal til mit hjerte om Jesus,
sænk i min sjæl hvert et ord,
lad mig på ny få at høre
dejligste budskab på jord.

(Fanny Crosby)

Denne bøn er og må være en kristens stadige bøn. For evangeliets trøst og kraft siver til stadighed ud af os som vand ud af en kaffetragt. Vi har brug for at få det forkyndt til vore hjerter igen og igen: at mit forhold til Gud ikke beror på mig selv, men på Jesus. At min fred ikke skal findes i mit eget hjerte, men i Himlen, hvor Jesus er min fred, og hvor han træder frem for Gud med sin fuldbragte frelse til gavn for mig – nu og her. At Himlen over mig er åben, og at Gud ser på mig med fryd og glæde, fordi Jesus gælder i mit sted. Jeg er renset i Jesu blod. Jeg står ren, hellig og herlig for Gud – i Jesus. På et teoretisk plan ved jeg det godt. Jeg kan tænke det med min hjerne og sige det med min mund. Men der er kun én måde, hvorpå det kan få magt over mit hjerte igen og forny mig i troens glæde over og tak for Jesus. Der er andre, som må sige det til mig og fortælle mig det – igen. Derfor kan enhver erfaren kristen genkende sit hjertes behov, når vi synger bønnen:

Fortæl det gamle budskab,
det bedste, som jeg ved,
om Jesu magt og nåde,
om Jesu kærlighed.

…

Fortæl mig det kun langsomt,
så det kan trænge ind,
det budskab om forløsning,
dybt ind i sjæl og sind.

…

Fortæl mig det ret ofte,
jeg glemmer let igen;
thi morgenduggens friskhed,
ved middagstid svandt hen.

(A.C. Hankey)

Netop sådan går det i troens liv. Allerede ved middagstid forsvinder morgenduggens friskhed. Derfor har vi brug for at høre det igen: evangeliet om Jesus som min frelser. Det evangelium er kilden til tro, trøst, glæde og liv hos en kristen – igen og igen. Det er den kristnes åndelige livsbehov nummer ét.

Dietrich Bonhoeffer siger det utrolig godt: ”Den Kristus, som bor i din brors mund, er altid større end den Kristus, som bor i dit eget hjerte.” Du tror på Jesus i dit hjerte, men du har behov for igen og igen at høre evangeliet om Jesus forkyndt for dig af andre kristne. At lytte til deres ord om Jesus gør ham herlig for dit hjerte, og kun det giver dig tro og åndeligt liv indefra.

Det ved Peter. Netop derfor begynder han ikke sit brev med at tale om det kristne liv. Han begynder derimod med at vende vores opmærksomhed væk fra os selv mod Jesus og den frelse, vi ejer i ham.

Når Peter vil minde os om frelsens rigdom, så tydeliggør han for os i vers 2, at frelsen er et værk af den treenige Gud. Frelsen er fuldbragt i Jesus og af Jesus, men Gud Fader og Gud Helligånd har hver deres andel i, at frelsen blev vundet til os, og at vi fik del i den. I et enkelt vers får Peter sagt det helt grundlæggende om, hvad der er henholdsvis Faderens, Åndens og Sønnens rolle i frelsen. Vi vil nu se på hvert af disse tre led, et ad gangen, og vi vil gøre det i bøn om, at det må tjene til fornyet tro på og glæde over den nåde og frelse i Jesus, som vi må leve af og dø på som kristne.

1) Faderens andel i frelsen

Når Bibelen taler om vores frelse, gøres det klart for os, at initiativet til vores frelse udgår fra Faderen. Det var Gud Fader, som fra evighed så, at vi mennesker ville falde i synd, og som allerede før skabelsen og syndefaldet traf beslutning om, at han ville sende sin søn til frelse for os. Det er på denne baggrund, Peter taler om Gud Faders ”forudviden” som hans særlige andel i frelsen.

Længere fremme i det kapitel, som vi nu ser på, skriver Peter, at vi er blevet løskøbt fra vore tomme og fortabte liv ”ved Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet eller lyde” (v.19). I næste vers tilføjer Peter så om Jesus: ”Dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt” (v.20).

Allerede før verdens grundlæggelse vidste Gud Fader, at syndefaldet ville komme, og bestemte, at han ville sende sin søn til frelse for os. Det var en frelse, der skulle vindes, ved at Jesus blev menneske, blev tilregnet al vor synd og blev ofret under Guds dom på korset.

Hvorfor traf Gud Fader denne beslutning? Hvad drev ham til det? Det giver Bibelen et meget klart og meget velsignet svar på: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Gud elskede os. Han elskede dig og mig. Derfor sendte han sin søn som menneske til verden, for at han skulle bære vor synd og sone vor straf, dø i vort sted og åbne himlens port for os. Guds mål var, at vi skulle blive forenet med Gud igen ved Jesu frelsergerning.

Du kan altså vide dette store og rige: Gud elsker dig, og han vil, at du skal blive frelst! Han har betalt alt for din frelse, og han har intet større ønske for dig, end at du skal høre om, tro på og takke for frelsen i Jesus. Gud vil, at du skal nå Himlen ved tro på Jesus alene. For Gud elsker dig!

Guds grundløse kærlighed

Hvorfor elsker Gud dig? Hvorfor elsker Gud syndere, som har vendt ham ryggen, som har kastet sig i armene på Guds modstander, og som i deres hjerter bærer på en dyb vantro, modvilje og trods mod Gud?

I oldkirken diskuterede og grundede man meget over, hvad der var grunden til Guds kærlighed til os. Hvad får den hellige og gode Gud til at elske urene og onde mennesker? De gamle troende brugte lang tid på at arbejde med spørgsmålet. Til sidst fandt de frem til det bibelske svar.

Gud elsker os, derfor elsker han os! Det er det bibelske svar. Guds kærlighed har ikke sin grund i os, i en kvalitet eller en værdi i os. Guds kærlighed har sin grund i ham selv. Gud elsker os på grund af den kærlighed, han bærer til os i sit hjerte.

Vi møder det meget stærkt i Moses’ afsluttende tale til Israels folk: ”Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk. Men fordi Herren elskede jer …” (5 Mos 7,7-8). Gud elsker Israels folk, fordi han elsker dem.

I Det Nye Testamente bliver det åbenbaret, at den kærlighed, hvormed Gud elsker Israel, den samme kærlighed har Gud til alle mennesker. ”Således elskede Gud verden …” (Joh 3,16).

Hvordan denne verden er, siger Jesus klart i samme kapitel: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde” (v.19). Vantro mennesker elsker livet uden Gud og vil hellere fortsætte deres liv i vantro og synd, end de vil tilbage i fællesskab med Gud. Der er intet positivt at sige om denne verden i dens forhold til Gud. Alligevel, uforskyldt og ufortjent, elsker Gud verden og sender sin søn til verden for at frelse den: ”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (v.17).

Det er grundløs, forunderlig, guddommelig kærlighed.

”Guds store kærlighed aldrig forandres,” synger vi. Og det er sandt, netop fordi kærligheden ikke har sin grund i os mennesker, men i Gud selv. Guds kærlighed er uforanderlig, fordi den har sin grund i Guds uforanderlige væsen. Hvis Gud elskede os på grund af en kvalitet eller noget godt i os, da måtte vi tvivle på Guds kærlighed, når vi i lovens og Åndens klare lys ser, at der absolut intet rent og intet godt er i os, sådan som vi er i os selv (1 Mos 6,5; 8,21; Rom 7,18).

I anfægtelsens dybeste erfaring af mørket, vantroen og ondskaben i os selv måtte vi tvivle på Guds kærlighed. Men netop i den situation kan vi på grundlag af Bibelens ord få lov at vide: Gud elsker mig! Det ved jeg. Gud elsker mig og vil min frelse, og Gud har fuldført frelse for mig i Jesus. Præcis som jeg er og har det – nu.

Guds eneste plan

Når det går op for os, at Gud allerede før verdens skabelse planlagde, at vi skulle frelses ved Jesus alene, så er der en vidunderlig side ved evangeliet, som åbner sig for os. Paulus sætter ord på den i Ef 1,3-4: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.”

Før verden blev grundlagt har Gud udvalgt os til noget bestemt. Han har udvalgt os til at stå foran ham hellige og uden fejl. Dette har i virkeligheden alle mennesker en grundlæggende viden om. Vi ved, at vi er skabt af Gud til at følge hans vilje, og vi ved, at vi vil møde Gud efter døden og vil blive krævet til regnskab af ham for vore liv (Rom 1,18-32; 2,12-16). Vi ved også, at vi vil blive straffet, hvis vi ikke kan træde frem for Gud hellige og uden fejl (Rom 1,32). Denne loverkendelse har Gud lagt ned i alle menneskers hjerter (Rom 2,14-16).

Hvad vi imidlertid ikke ved af naturen, og hvad intet menneske kan sige sig selv, er, at det aldrig har været i Guds tanke, at vi skulle træde frem for ham hellige og uden fejl i os selv. Fra før verden blev grundlagt, fra den første begyndelse, har Gud vidst, at vi ville være syndere fra undfangelsen og hver dag livet igennem. Derfor har han haft ét mål for øje med os: at føre os som de faldne og fortabte syndere, vi er, til Jesus, give os tro på Jesu fuldbragte frelse, og lade os træde frem for Gud hellige og uden fejl – i Jesus! Det har været Guds gode tanke og velsignede mål med os fra den første begyndelse.

Det er svært for os at forstå og tage til os, fordi vi netop af natur tænker lovisk. Vi tænker, at vi burde kunne træde frem for Gud hellige og uden fejl i os selv, og vi tænker, at det dybest set også er det, Gud ønsker af os. Derfor vender vi igen og igen opmærksomheden mod os selv og vores kristenliv og arbejder med os selv for at blive varme, helhjertede og helstøbte kristne. Og så erfarer vi tilbagevendende modløshed, uro og ufred, fordi der er så langt mellem det, vi gerne vil være, og det, vi er. Hvad kan løse dig, som kender til denne modløshed i dit liv?

Én ting kan løse og hjælpe dig: at høre og tage imod det, som Paulus siger: Gud har aldrig haft nogen anden eller nogen bedre plan for dig, end at du skulle føres som en krøllet og uværdig synder til Jesus, finde hele din frelse i ham alene og stå hellig og uden fejl for Gud i Jesus! Når du kommer til Jesus, som du er, gemmer dig i ham og trøster dig ved, at du er hellig og uden fejl for Gud i Jesus, så kan det ikke blive bedre! Så fryder Himlen sig. Så er Guds store mål nået. Så får Jesus al ære og tak. Og så er alt så godt, som det overhovedet kan blive.

Hør det, tak for det og hvil i det. Så skabes den tro i dit hjerte, som til enhver tid og uanset alle dine erfaringer af synd, svaghed og svigt hos dig selv kan synge med tak om Jesus:

I ham er jeg nu hvid og ren,
hvor sort jeg selv end er.
I ham jeg og er god og from,
fuldkommen altid her.
Thi hvad han er, er også jeg,
og hvad han har, har jeg.
Fuldkommen hellighed for dig,
din yndest på min vej.

(C.O. Rosenius)

Kendt af Gud

Guds forudviden omfatter ikke bare syndefaldet og frelsen i Jesus, men også os, som ved evangeliets ord kommer til tro på Jesus. Gud har kendt os på forhånd, fuldt ud.

Længe før vi blev født, og længe før vi kom til tro på Jesus, har Gud set hele vort liv strakt ud fra ende til anden, fra den første til den sidste dag. Det betyder, at Gud på forhånd har set og kendt hver eneste synd i vore liv: store og små, bevidste og ubevidste, åbenbare og skjulte. Han har set og kendt vore hjerter, til bunds. Han har på forhånd set langt dybere i vore hjerters fordærv, end vi nogensinde selv kommer til at se. Han har set, at der er fuld dækning i vore liv og hjerter for Jesu ord om, at vi er onde (Matt 7,11).

Gud har også set, at det grundlæggende aldrig bliver bedre med os, heller ikke efter at vi er blevet kristne. At vi selv efter et helt liv som kristne bærer på det samme kødelige sind med de samme syndige tanker, lyster og svagheder, og at vi falder i synd hver dag, så længe vi er på jorden.

Alligevel har Gud kaldet os til at blive hans elskede børn ved tro på Jesus. Han har kaldet os ind i sin nærhed, under hans velsignelse, til syndernes forladelse og evigt liv i fællesskab med ham. Hvorfor kalder Gud syndere som os til denne rigdom – store, virkelige, konkrete og konstante syndere som os?

Paulus giver et herligt svar: ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn” (Ef 1,5-6).

Gud har kaldet syndere som os, for at vi skulle være til lov og pris ikke for vor egen kristendoms herlighed, men for Guds nådes herlighed. Gud ønsker, at vi netop som de store syndere, vi er, skal være vidnesbyrd for andre om, hvor stor og rig Guds nåde er.

Gud har netop kaldet os, som de svage, ringe og dårlige syndere, vi er, for at vi kan tjene som vidnesbyrd for andre om Guds nådes storhed og herlighed.

Sande vidner

Paulus siger om sig selv, at Gud valgte at frelse ham som den største af alle syndere, for at Guds nåde og barmhjertighed kunne åbenbares på ham i hele sin herlighed til et vidnesbyrd for andre (1 Tim 1,15-16). Guds mål med at frelse Paulus var, at andre skulle se, at når nåden kunne omfatte en synder så stor som ham, så er der håb for os – for mig!

Præcis det samme er Guds ønske og mål med os. Vi er kaldet til at være vidner om Guds store nåde, og vi er det allerbedst ved at være åbne og ærlige om, hvordan det egentlig står til med os. Vi er ikke kaldet til at gå ud i verden og fremvise en finpoleret kristendom, som ingen kan sætte en finger på. Vi er ikke kaldet til at foregive en større glød, glæde og begejstring på ydersiden, end der er dækning for på indersiden. Nej, vi er kaldet til at være os selv, så matte, lunkne, svage og svigtende vi er, med sammenhæng mellem yderside og inderside. Netop derved kan vi allerbedst vidne for andre om Guds store nåde imod syndere. Det er vores store frihed i vidnetjenesten.

Vi skal ikke prædike os selv, men Jesus Kristus og nåden i ham! (2 Kor 4,5) Og det gør vi allerbedst ved at være ærlige om, hvem og hvad vi er i os selv. Kun som syndere kan vi lede andre syndere til Jesus. Vi skal være forbilleder for andre, ja. Men vi skal først og fremmest være forbilleder for andre ved at gå foran ud til Golgata. Som de gamle formulerede det: ”Man kan ikke sige: Gå til korset. Man kan kun sige: Kom til korset!”

Sådan er det, når vi skal vidne for verden. Men sådan er det også, når vi skal vidne for andre kristne i menigheden. Det er for kristne, Paulus vidner om, at han selv er den største af alle syndere. Han gør det, fordi han ved, at vi hele tiden indefra drives til at tro, at vi som kristne helst skal kunne fremvise en glad, stærk, ren og fejlfri kristendom. Netop derfor har vi brug for at høre det igen og igen: Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere! (1 Tim 1,15). Kun ved det evangelium kommer vi selv ind i det rette forhold til nåden Jesus, og kun ved det evangelium forstår vi, hvordan vi kan være vidner for andre og lede andre til Jesus.

Skal vi bevares som sande vidner, har vi derfor brug for selv at høre evangeliet om nåden i Jesus – igen og igen.

2) Helligåndens andel i frelsen

Helligåndens andel i frelsen er, at han ved evangeliet åbenbarer Jesus for os som vores frelser og giver os troen på Jesus.

Nogle vil måske indvende, at det er for begrænset at definere dette som Åndens andel i frelsen. Det er jo også Ånden, som virker det nye liv i os. Og ja, det er sandt, at Helligånden virker et helt nyt liv i den kristne indefra. Men dette nye liv er netop troens liv. Troen på Jesus er levende og virkende, troen forandrer os indefra, og den driver os til et helt nyt liv.

Troen på Jesus og den kristnes nye liv er ikke to adskilte ting. De er uløseligt forbundne. Hvor troen er, der er det nye liv.

Martin Luther siger det utrolig godt og klart i sin fortale til Romerbrevet: ”Troen er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny af Gud. Den døder den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter. Troen bringer Helligånden med sig. Ja, troen er en levende, skabende, virkende og mægtig ting. Det er umuligt, at den ikke uafbrudt gør godt. Troen spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man ser sig om, har den allerede gjort dem og er altid virksom. Og den, der ikke gør sådanne gerninger, er et menneske uden tro. Det famler og ser sig om efter troen og de gode gerninger og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er, skønt man kan snakke meget om troen og de gode gerninger. Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så tryg, at den kunne dø tusind gange derpå. En sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og positiv over for Gud og alle skabninger. Det virker Helligånden ved troen. Ved den bliver mennesket villigt til at gøre godt uden tvang, glad for at tjene enhver, lide alt muligt, elske og prise Gud, som har vist ham så stor en nåde. Det er altså lige så umuligt at skille gerning fra tro, som det er at skille varme og lys fra ilden.”

Når de gode gerninger er troens spontane livsytring, så giver det sig selv, at kildevældet til den kristnes nye liv er evangeliet om Jesus. For det er jo evangeliet, som skaber troen i os (Ef 1,13). Ønsker vi at fremme det nye liv hos kristne, må vi derfor forkynde evangeliet for dem.

Dette ved Peter, og netop derfor begynder han sit brev med at forkynde evangeliet om Jesus for os, og brevet igennem minder han os igen og igen om dette evangelium. Når Peter senere i brevet går over til at vejlede os konkret i det kristne liv, minder han os gentagne gange om, at dette nye liv må skabes og fornyes i os ved evangeliet. Peter kalder os til ”som nyfødte børn at hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (2,2). Som de nyfødte børn af alle kræfter insisterer på at få den rene modermælk, sådan må vi som kristne insistere på at få det rene evangelium om nåden i Jesus. Kun ved dette evangelium kan vi få og vokse i troens liv.

At Peter med ”ordets rene mælk” tænker på evangeliet, fremgår af de følgende vers, hvor han kalder os til at komme til Jesus som vores frelser og få liv ved ham. Vi kan ikke selv frembringe det åndelige liv i os, men når vi kommer til Jesus, så kommer livet til os. ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (2,4-5).

Kilden til tro, åndeligt liv og til åndelig vækst i troen er, at vi søger, lytter til og tilegner os evangeliet om nåden i Jesus – igen og igen.

Åndens helligelse

Når Peter i vers 2 taler om Åndens gerning i de troendes liv, så taler han om, at vi har været genstand for ”Åndens helligelse”. At hellige er at skille ud. Det møder vi igen og igen i Det Gamle Testamente. Israel blev skilt ud fra alle andre folk som det hellige folk. Jerusalem blev skilt ud som den hellige by, og templet som det hellige hus.

Peter skriver til menigheder, der overvejende bestod af nyomvendte hedninger. For dem var det nærliggende at tænke, at de havde en ringere og lavere status end de jødekristne. Jøderne var jo Guds udvalgte og hellige ejendomsfolk. Men gang på gang gør Peter i sit brev op med denne misforståelse. Han gør det først og fremmest ved positivt at forkynde, at alle Jesus-troende er forenet i ét og samme dyrebare, udvalgte, hellige og elskede ejendomsfolk. Med adresse til menigheder med en overvægt af hedningekristne skriver Peter i brevets andet kapitel: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk” (2,9).

Det er tydeligvis en hjertesag for Peter at forkynde det budskab, som han selv i sin første tid som apostel havde svært ved at tage til sig, og som han senere i en periode gled væk fra (ApG 10; Gal 2,11-21): at der i Kristus ikke er forskel på jøde og hedning, men at jøder og hedninger ved troen på Jesus har del i samme frelse, samme hellighed, samme liv, og at de er ligestillede som brødre og søstre i ét og samme udvalgte og hellige gudsfolk.¹

Ånden har helliget alle kristne. Han har skilt os ud. På hvilken måde har Ånden gjort dette? Det er allerede berørt ovenfor. Ånden har skilt os ud ved at give os troen på Jesus.

Den afgørende forskel på den kristne og den ikke-kristne er ikke vore ydre liv. Der er ikke-kristne, som i det ydre lever moralsk uangribelige liv og anerkendes for det af andre. Omvendt er der kristne, som lever haltende og humpende kristenliv, som vedvarende falder i ydre synd og er genstand for andres foragt og fordømmelse for det.

Alligevel er de kristne helliget. De er skilt ud. For til forskel fra alle andre mennesker i denne verden, har de en tro i hjertet, som hænger ved Jesus Kristus. De har brug for Jesus som deres frelser. Deres hjerter er rettet mod ham. De kommer til Jesus med deres synd, tager imod evangeliet om nåden i Jesus og finder deres trøst i, at Jesu blod renser dem for al synd.

Søren Kierkegaard havde syn for dette og satte klare ord på det. Den kristne har, siger Kierkegaard, i forhold til den ikke-kristne kun én ære og én værdighed: ”at behøve Jesus”.

Umiddelbart kan det lyde så småt og fattigt: at behøve Jesus. Men det er i virkeligheden det største og det bedste, der kan siges om et menneske. Vi, som er kristne forældre – kan vi ønske noget bedre, herligere og mere velsignet for vore børn, end at de om 20 år, 30 år, ja til deres sidste dag på denne jord behøver Jesus som deres frelser, hænger ved ham, kommer til ham og af hjertet tilegner sig og tror på evangeliet om hans fuldbragte frelse? Er vore børn helliget ved denne tro på Jesus, da er vi jordens rigeste forældre. Alt andet blegner i værdi og betydning i sammenligning med dette ene: at behøve Jesus.

Helliget til lydighed

Peter skriver, at Ånden har helliget os til at vise ”lydighed”. Hvad mener han med det? Det ord, Peter bruger for lydighed, anvender han to gange mere i brevets første kapitel. I vers 14 tiltaler han de troende som ”lydige børn”, og i vers 22 siger han om de troende, at de er blevet renset i deres sjæle ”i lydighed mod sandheden”.

Navnlig det sidste vers sætter os på sporet af, hvilken lydighed det er, Peter taler om. Det er en lydighed, som giver os del i Jesu frelse og i hans rensende blod. Dermed kan der kun være tale om én lydighed: troens lydighed mod evangeliet om Jesu frelse.

Mange steder i Det Nye Testamente omtales den frelsende tro som troslydighed mod evangeliet. I Romerbrevet omtaler Paulus både i begyndelsen og i slutningen af brevet den frelsende tro som troslydighed. I 1,5, siger han, at Gud har kaldet ham til som apostel ”at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed”. I brevets næstsidste vers i 16,26 siger han, at evangeliets hemmelighed nu er bragt for dagen og bliver forkyndt for hedningerne ”for at føre dem til troslydighed”.

I de citerede vers bruger Paulus og Peter det samme græske ord, som er oversat med “lydighed”. Det er ordet hypakoé. Dette ord er afledt af det græske ord for at lytte til og tage imod et budskab. Det er sådan, troen er lydig. Troen lytter til evangeliet om Jesu fuldbragte frelse. Troen hører, at vi må opgive enhver tro på os selv og i stedet tro, at vi frelses ved Jesus alene. Det hører troen, og det tager troen til sig. Troen bøjer sig for evangeliet; den regner alt hos den kristne for tab og søger sin frelse, trøst og fred i Jesus alene. Det er troens lydighed.

Et lydhørt hjerte over for evangeliet

De, som har troens lydighed, er altså kendetegnet ved, at de har et lydhørt og modtageligt hjerte over for evangeliet. De vender sig mod evangeliet, søger evangeliet, lytter til evangeliet og finder ikke fred og trøst i noget andet end ordet om, hvad Jesus er og har gjort for dem.

Som kristne får vi troens liv ved at høre evangeliet om Jesus. Men troens liv næres og bevares også hos os ved, at vi hører det samme evangelium. Derfor kaldes vi gang på gang i Bibelen til at blive ved dette evangelium – fra vores første til vores sidste dag på denne jord.

”I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, vil også I blive i Sønnen og Faderen. Og det er det løfte, som han har givet os: det evige liv” (1 Joh 2,24). Målet for os som kristne er ikke, at vi med tiden skal bevæge os videre til en højere tro end den, vi begyndte med, og et større evangelium end det, vi først tog imod. Guds mål er, at vi skal blive bevaret og fornyet i den tro på Jesus og det evangelium, som vi begyndte med: ”For vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen” (Hebr 3,14).

Pointen er ikke, at evangeliet livet igennem skal forkyndes for os med de samme ord, på den samme måde og ud fra de samme bibeltekster. Nej, hele Bibelen skal forkyndes, og alle aspekter af Guds frelsesplan for os og Guds vejledning til os skal foldes ud. Men hvis det sker, sådan som Helligånden vil det, så vil det alt sammen lede os som syndere til Jesus, det vil herliggøre Jesus for os som vores frelser, og det vil åbenbare for os, hvad Gud i sin nåde har givet os i ham (Joh 16,14; 1 Kor 2,12). Hvor Guds ord forkyndes på denne måde, dér samles Guds folk, dér tager de imod ordet med tak og glæde, og dér bevares de ved evangeliet helt frem til målet.

Udefra og indefra

Andre kan stå på afstand og undre sig. Hvorfor vil de blive ved at samles om en forkyndelse, som til stadighed har dette ene i centrum: Jesus som synderes ven og frelser? Er det udtryk for en særlig hårdnakket form for konservatisme? Er de forstenet i en bestemt form og nogle bestemte formuleringer, som de ikke vil forlade og gå ud over? Sådan kan man tænke, når man ser på den kristne menighed – udefra.

Indefra tager det sig anderledes ud. Her er der hjerter, som fryder sig over denne forkyndelse, ganske enkelt fordi de behøver den. De behøver Jesus, og de bliver fornyet og beriget i troens liv ved at høre evangeliet om deres rigdom i ham – igen og igen. De er helliget af Ånden til at være lydhøre over for dette ord, og de kan ikke finde virkelig glæde, liv og fred i noget andet.

Hvilket ord bringer glæde ind i dit kristenliv? Er det en forkyndelse, som gør synden i os lille og kvaliteterne i os store? Et det en forkyndelse, som går ud fra, at vi alle har det godt med Gud og derfor sjældent eller aldrig taler om frelsens grund og frelsens vej? Er det en forkyndelse, som taler mere om, hvad vi kan være og gøre for Jesus end om, hvad han er og har gjort for os?

Når Jesus lærer os at bede, så tilskynder han os til dagligt at bede om syndernes forladelse (Matt 7,12). Når Jesus indstifter nadveren og kalder os til vedvarende at fejre den, så er det, for at vi til stadighed skal modtage syndernes forladelse (Matt 26,28). Når Jesus sender apostlene ud for at forkynde evangeliet, så understreger han, at det er evangeliet om syndernes forladelse – i ham (Luk 24,47).

Hvordan har du det med en forkyndelse, som har dette i centrum: syndernes forladelse i Jesus?

I vores gamle natur bærer vi alle på en dyb modvilje og modstand imod dette evangelium. Det kender den troende også til. Men det er ikke det eneste, den troende kender til. Selvom følelserne kan veksle, og hjertet til tider kan opleves koldt over for evangeliet, så har den troende erfaret, at det kun er ordet om nåden i Jesus, som kan give mig vished om frelse og sand fred i mit forhold til Gud. Det ord løser mig fra mig selv, knytter mig til Jesus og giver mig alt i ham alene. Det gør Jesus stor for mig og fylder mit hjerte med glæde over ham. Derfor længes jeg efter det ord, søger det, insisterer på at ville høre netop det og tager med tak imod det.

Det er denne åndelige virkelighed i den troende, Peter minder os om med ordene om Åndens helligelse til lydighed. Ånden har helliget den troende til at lytte efter, behøve, insistere på og med glæde modtage evangeliet om frelsen i Jesus – igen og igen.

Kender du til dette fra dig selv, eller er det fremmed for dig? Hvis du må erkende, at det er fremmed for dig, så er der et ord fra Gud, som kan blive dig til afgørende og evig hjælp. Det er ordet om Sønnens andel i frelsen. Det er det sidste, vi skal se på.

3) Sønnens andel i frelsen

Der var engang, hvor Peter ikke havde den mindste glæde ved evangeliet om Jesu frelse. Da Jesus talte om, at han skulle gå til Jerusalem for at lide, dø og opstå, var det Peter, som protesterede: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” (Matt 16,22).

På det tidspunkt havde Peter endnu høje tanker om sig selv og sin troskab mod Jesus. Derfor var der ingen plads for Jesu kors i hans tro og teologi.

Men så kom det store fald i hans liv, skærtorsdag aften. Der er ingen, som kan glæde sig over et stort fald i synd. Men der er ikke tal på de kristne, for hvem et stort fald i synd førte til frelsende tro på og glæde over nåden i Jesus. De mistede troen på sig selv og på deres egen godhed og troskab, og så greb de frelsen i Jesus alene. Herefter var evangeliet om Jesu kors og hans rensende blod deres største rigdom og glæde.

Det er kun syndere, der glæder sig over Jesu frelse. Er du fremmed for denne glæde, må du lade Gud tale til dig om, hvem og hvad du er i dig selv. Bed Gud overbevise dig om din synd. Den bøn hører og besvarer han. Det er altid ydmygende, når det sker. Men det er vejen til ophøjelse og frelse – ved Jesus.

I forlængelse af Peters fald bliver Jesu kors og blod hans eneste ære og hans eneste trøst. Han fryder sig over, at Jesu blod har renset ham for al synd, og når han skal vidne for os om Sønnens andel i frelsen, så er det Jesu blod, som står i centrum. Peter minder os om, at vi, som tror på Jesus, er ”bestænket med Jesu blod”.

For at forstå indholdet og dybden i dette udsagn, skal vi se på blodets betydning i Bibelen.

Stedfortræderens død og blod

Igennem hele Bibelen hører vi, at straffen for synd er død: “Den, der synder, skal dø!” (Ez 18,4). ”Syndens løn er død” (Rom 6,23). Beviset og tegnet på, at nogen er død for synd, er blod. Derfor hører vi i Det Gamle Testamente, at hvis et menneske skal renses for synd, så må der udgydes blod. En stedfortræder må dø (3 Mos 17,11). I Det Gamle Testamente er det dyr, som ofres for menneskene. Når offerdyrets blod er udgydt, og det bliver stænket på et menneske, så kan dette menneske vide, at det nu er renset for sin synd. For en stedfortræder er død i synderens sted.

Bibelen gør det imidlertid klart, at offerdyrenes død i Det Gamle Testamente kun var et forbillede på Jesu frelsergerning. Dyrenes død og blod kunne ikke virkelig rense et eneste menneske for synd: ”For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort” (Hebr 10,4). Men hvad dyrene ikke kunne, det kunne, og det gjorde Jesus. Det er den røde tråd i hele Det Nye Testamente og i hele Første Petersbrev.

Peter forkynder senere i kapitel 1 for os, at vi er blevet løskøbt fra vores fortabte tilstand ”med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet eller lyde” (1,19). Jesus blev vor sande og endegyldige stedfortræder. Hans blod er dyrebart, fordi han er Guds elskede og eneste søn. Men han forlod sin himmel for vor skyld og blev Guds lam, som bar og sonede verdens synd.

”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset”, skriver Peter i 2,24. I tanken kan vi gå ud til Golgata, stille os under korset, pege op og sige: Dér er min synd. Al min synd, i fortid, nutid og fremtid. Den er ikke længere hos mig, for den blev lagt på Jesus, den var tilregnet ham på korset, og der modtog han den fulde og evige straf for den. Da Jesus døde på korset, og da hans blod flød, da var alle vore synder sonet fuldt ud. Det skete for alle, og derfor ved jeg, at det skete for mig.

Kristus, på korset du bar på dig
skabningen synd og ve!
Kristus, på korset du bar for mig
dom og forbandelse!

(J. Santon)

Senere i brevet skriver Peter: ”For også Kristus døde én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (3,18). Jesus var ren og retfærdig i sig selv, men på korset så Gud ham som skyldig i al vor synd og handlede med ham derefter. Jesus sonede synden én gang for alle. Vores frelse er et historisk faktum. Den blev vundet til os Langfredag, og nu står den urokkeligt fast i evighed. Ved Jesu død og blod har vi fri og åben adgang til Gud og hans evige himmel, altid. Hvordan vi end er og har det.

Som der står på min fars gravsten:

Nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort

(Thomas Kingo)

Vidnesbyrdet om frelsen i Jesu død og blod er en rød tråd igennem Første Petersbrev.

Hvorfor skriver Peter så meget om dette? ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” Den stolte og selvsikre Peter havde ingen brug for Jesu kors. Men for den faldne og ydmygede Peter er korset hans eneste trøst og ære over for Gud, hans hjertes glæde og hans forkyndelses centrale indhold.

Bestænkelsen

Peter taler om, at vi er ”bestænket” med Jesu blod. Med den formulering leder Peter vore tanker i retning af nogle centrale og vigtige skriftafsnit i Det Gamle Testamente. Vi skal se på to af dem.

a) Ved Sinaj bjerg slutter Gud pagt med Israels folk. Forud for pagtslutningen slagtes der tyre, og Moses tager så blod fra tyrene og stænker det på folket: ”Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: ’Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord’” (2 Mos 24,8).

Blodet forkynder renselse. Tyrenes blod forkynder, at folket nu renses for sin synd. Når blodet stænkes på den enkelte, så ved den enkelte: Dette gælder for mig! Jeg får nu en ny begyndelse i mit forhold til Gud. Netop sådan tolkes bestænkelsen ved Sinaj i Det Nye Testamente (Hebr 9,20-22).

Men som nævnt ovenfor var der ingen dyr, hvis blod virkeligt kunne rense et menneske for synd. Derfor var der ingen frelsende ofre i den gamle pagt. Den gamle pagts ofre pegede frem mod Jesus. De gamle troende blev frelst ved at se frem til Jesus, hans offer på korset og den nye pagt ved hans blod.

Når Peter på denne baggrund siger, at vi er bestænket med Jesu blod, så forkynder han altså for os, at vi har fået del i den nye pagt. Vi er ført ind i den pagt med Gud, hvor vi er under Jesu blod, og dette blod renser os virkelig og helt for al synd – hver dag og hele tiden.

b) I Esajas’ Bog møder vi nogle af de klareste og rigeste profetier i Det Gamle Testamente om Jesus som Messias og frelser. Kulminationen er kapitel 53, hvor der tales vidunderligt stærkt om Jesu frelsergerning som vores stedfortræder og forsoner: ”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (53,5).

I denne sammenhæng skal vi bemærke, hvad der står i det sidste vers af kapitel 52. Her får vi nemlig at vide, hvem Jesu frelse gælder for, og hvem den rækkes til. I den hebraiske version af Det Gamle Testamente, står der i 52,15, at når Messias kommer, så skal han ”bestænke mange folkeslag”. I den danske oversættelse af 1992 er denne formulering ikke med. Det er den i Norsk Bibel. Det er en utrolig vigtig formulering. For den vidner om, at når Messias kommer, så skal han ikke bare være frelser for Israel, men for alle folk. Han vil bestænke alle folk og alle mennesker med sit blod.

Netop for de hedningekristne modtagere af Første Petersbrev var dette et stort evangelium. Men det er det i lige så høj grad for dig om mig, som er hedningekristne i dag. Evangeliet er, at Jesu frelse også gælder for os. Ved tro på Jesus er vi under det blod, som renser os for al synd – hver dag og hele tiden. Når vi til stadighed er under dette blod, så er vi det altså helt uafhængigt af, hvor stor en glæde, vi oplever ved det, og hvor dyb en fred det giver os. Det er der en stor trøst i.

Altid stort for Gud

Det første år, jeg var lærer på den bibelskole, hvor jeg arbejder, var der en elev, som holdt et vidnesbyrd, som netop handlede om det, jeg her taler om. Eleven citerede et sangvers:

Ved blodet er nu al min synd aftvættet,
ved blodet er mig barnekår oprettet,
det renser stadig, altid er det stort
for Gud, hvad frelseren for mig har gjort.

Så aflagde han sit vidnesbyrd: Det er langt fra altid, det er lige stort og herligt for mig, hvad Jesus har gjort for mig. Nogle gange oplever jeg en dyb fred og glæde ved det, andre gange er jeg underligt uberørt og tom. Men hvor er det fantastisk godt, at det afgørende ikke er, at det er stort for mig, hvad Jesus har gjort. Det afgørende er, at det er stort for Gud! Når jeg tror på Jesus, så er jeg under hans blod, og det renser mig for al synd, hver dag og hele tiden. Derfor ser Gud mig altid som ren og retfærdig. På gode dage og på dårlige dage. Når jeg oplever glæde i troen på Jesus, og når jeg ikke gør det. Altid er det stort for Gud, hvad Jesus har gjort, og at hans blod renser mig for al synd.

Det vidnesbyrd har jeg selv hentet trøst fra igen og igen.

Al synd

Men hvad så med dig, som er helt fremmed over for glæden ved evangeliet om Jesu frelse? Jeg sagde ovenfor, at Sønnens andel i frelsen rummer en afgørende og evig hjælp til dig. Hvori består den hjælp? Det vil jeg sige lidt om ved at fortælle om en anden elev på vores bibelskole.

Hun begyndte på skolen tidligt i januar. Efter nogle uger blev det klart for hende, at mange af de andre elever havde en glæde og fred i troen på Jesus, som hun ikke kendte til. Hvad skulle hun gøre for at få den? Hun fik at vide, at hun skulle se på Jesus. Men hvordan gør man det? Det lød så enkelt, men hun kunne ikke finde ud af det. Evangeliets ord blev ved med at være teori og tomme ord for hende. Ja, mere end det: Hun kunne opleve en indre modvilje og modstand mod det. Med tiden blev hun mere og mere frustreret over at være på skolen, når hun var uden for det, som mange andre havde deres glæde i. Hun ønskede til sidst bare, at opholdet skulle slutte hurtigst muligt.

Så nåede vi frem til den næstsidste time i faget troslære. Timen handlede om Himlen, og jeg fortalte om, at de troende i Himlen skal falde ned og tilbede og takke Jesus for, at han har købt os til Gud med sit blod. Da hun hørte det, mærkede hun meget stærkt modviljen og modstanden indefra. Tanken kom til hende: ”Det vil jeg ikke! Jeg vil ikke falde ned for at takke og tilbede Jesus!”

Netop da kom Guds Ånd til hende og talte til hendes hjerte. Ånden åbenbarede det mest fantastiske for hende: ”Også denne synd renser Jesu blod for. Også din modvilje og modstand mod at takke og tilbede Jesus, renser Jesu blod dig for. For Jesu blod renser for al synd!”

Det blev til tro og frelse for hende. Hun så sig frelst præcis, som hun var, med hjertets modvilje og modstand mod evangeliet og Jesus. Hun så sig frelst ved Jesu rensende blod – alene.

Igen og igen

Den frelse, hun den dag fik åbenbaret, gælder også for dig, som læser dette. Hvordan det end står til med dit hjerte, og hvordan du end har det med evangeliet om Jesu frelse. Jesu blod renser dig for al synd!

Det er det ord, du har brug for. Det har du på din første dag som kristen. Men det har du også, når du har været kristen i mange år. Med tiden vil du ikke se mindre synd hos dig selv, men mere. Derfor har du brug for igen og igen at høre, at din frelse beror på Jesus og hans rensende blod – alene. Intet i dig, alt i ham! Det er kilden til tro, tak og frimodighed for en kristen – livet igennem.

Når Peter taler om henholdsvis Faderens, Åndens og Sønnens andel i frelsen, så slutter han med at tale om Sønnen. Det kan undre os. Hvorfor nævner han Jesus og hans frelsergerning til sidst? Det er jo ikke den logiske rækkefølge. Peters hensigt er givetvis at slutte med det evangelium om nåden i Jesus, som vi til stadighed må være vendt imod og leve af som kristne. Igennem hele vores liv er der for os én kilde til trøst, kraft og glæde i troen: evangeliet om Jesus, hans kors og hans rensende blod. Peter vil minde os om det, som vi synger i en sang:

Det er ordet om Jesus, du trænger, min ven.
Ja, ordet om korset – igen og igen!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2018. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.