Et syn, jeg aldrig kan glemme

Sange med hjertet XVII

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Hin time i Getsemane
jeg aldrig glemme kan,
da jeg i angst og blodig sved
så Jesus, Gud og mand.

Omkvæd:
/:Jeg glemmer ej:/
jeg glemmer ej din ve,
da jeg dig så i angst på knæ
hist i Getsemane.

2. Da jeg blandt havens dunkle træer
i ånden vandred’ om,
jeg så, hvor byrden var dig svær,
Guds retfærds strenge dom.

3. Forladt af hele verden lå
du dér for mig og stred.
Jeg aldrig magter at forstå,
hvad da dit hjerte led.

4. Og om du skulle kølnet se
min kærlighed til dig,
da mind mig om Getsemane,
og hvad du led for mig.

Salmen er skrevet i 1866 af Edward P. Hammond, da han besøgte Getsemane have i Israel.

Denne salme, som her er citeret fra Hjemlandstoner, fik jeg først kendskab til i påsken i år i en oversættelse til nynorsk¹ – og jeg har ikke glemt den siden. I netop denne salme, som proklamerer troen på Guds søn, Jesus, mindes jeg påskens budskab hele året!

Det, som salmen tager udgangspunkt i, er Jesus i Getsemane. Efter skærtorsdagsmåltidet drager Jesus sammen med sine disciple til en have, kaldet Getsemane, øst for Kedron på Oliebjerget. Ud fra Skriften ved vi, at Jesus ofte var sammen med sine disciple i denne have (Joh 18,2). Dette var altså et samlingssted for Jesus og disciplene, så det er sandsynligvis et sted, hvor Jesus har undervist.

Mind mig om Getsemane

“Hin time i Getsemane jeg aldrig glemme kan.“

Hvorfor er det vigtigt at huske på Getsemane?

Eller måske rettere sagt: Hvad skete der, der netop gør, at jeg aldrig burde glemme det?

Jeg synes, at de næste linjer uddyber det: ”da jeg i angst og blodig sved så Jesus, Gud og mand” (nynorsk: “Då du låg skjelvande på kne, min Gud og Frelsarmann“).

Jesus på knæ. Min frelser ligger bøjet til jorden i bøn til sin Fader. Vi ved fra evangelierne, at Jesus ofte søgte afsides steder, når han skulle bede (Joh 6,15). Han søgte ud i ørkenen – i stilhed med sin Fader. Det, som er så specielt ved Getsemane, er, at vi får et glimt ind i Jesu bøn – en bønnekamp.

Jesus afspejler et bønneforhold, som er præget af fortrolighed, ærefrygt og påtrængenhed. Dette er noget, som jeg mener, er yderst aktuelt for vor bønnetjeneste i dag.

Men prøv nu at forestille dig Jesus i haven: Jesus ligger på sine knæ og sveder blod. Disciplene er faldet i søvn. Et syn, jeg aldrig kan glemme. Hvorfor? Fordi det er min Gud, min frelser, som ligger på knæ. I denne have blev bægeret, Guds vredes drik, givet til Jesus. Han vidste, hvad der nu skulle ske, og det gjorde han for mig! Jesus smagte døden, ikke blot den legemlige, men også den åndelige – at blive forladt af sin Fader.

Alt dette gennemled han i vort sted. Jesus, vor Herre og Frelsermand, tog den straf, dom og død, som i virkeligheden var vores. Dette gjorde han med et lydigt ”ja” til sin Faders vilje: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”, men videre: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil!” (Matt 26, 39).

Tak, Herre Jesus, for din bøn!

Jesus på knæ – i dit sted!

Jeg burde lide denne straf. Det, som beskrives for mig her, burde være mig! Det er det eneste retfærdige! Alene ud fra mit forhold til Gud, så burde jeg dømmes, straffes og lide døden: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud” (Rom 3,10-11).

Jesus, der ligger på knæ i mit sted i Getsemane, ham søger jeg ikke. Mit hjerte vil ikke søge ham, for: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt” (Jer 17,9a). Dette er mit hjerte. Sådan er jeg, og det er virkelighed. Mit hjerte stritter imod Guds vilje – det vil det altid gøre: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23).

Af den grund ligger Jesus på knæ. Han gik op på korset og sonede al verdens synd. Det gælder for dig og mig. Ved blodet, som flød på Golgata, finder du nåde over nåde. Hvil ved dette nådesord.

Jeg er det sande vintræ

Getsemane kommer af hebraisk og betyder “olieperse“. Ved Jesu afskedstale til sine disciple (Joh 14-16), bruger han et billede, som jeg mindes, når jeg læser om Jesus i Getsemane: ”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden (…) I er grenene” (Joh 15,1.5a).

Jeg har ofte tænkt på, om disciplene blev mindet om disse ord fra Jesus, da de opholdte sig her i haven blandt oliventræerne. Huskede de Jesu trøsterige ord? De var jo omgivet af olivengrene i denne lille have, og det var selvfølgelig et meget almindeligt syn for disciplene, men blev de mindet om hans ord? Eller faldt de blot i søvn?

Pas på, at du ikke falder i åndelig søvn, men søg ham, og bliv i ham: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” (Joh 15,4a). Bliv ved Jesus, søg ham i Ordet, for han er Ordet (Joh 1,1ff.).

Selv er jeg intet, Jesus mit alt!

Sammen med salmisten kan vi bede: ”Jeg er hjælpeløs og fattig” (Sl 86,1b).

Det er så sandt, som det er sagt. I mig selv er jeg intet. Det, som menes med at være fattig i ånden, er, at være fattig i sig selv. Denne tankegang er fuldstændig i modstrid med verdens og tidsåndens tankegang. Selvrealisering og selviscenesættelse er blot nogle få kendetegn ved det postmoderne samfund, som den vestlige verden er præget af.

Det har jeg erfaret på mit eget studiested, hvor en af mine medstuderende konkluderede, efter jeg beskrev mig selv som bibeltro kristen, at: ”En kristen er bundet. Der er jo ingen frihed i det liv. Husk at nyde livet, Stefan, gør du det?”

”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1, 18).

Ordet om Jesus på korset er Guds kraft til frelse for syndere. Jeg er forløst og gjort fri af nåde – det var mit svar. En sand kristen har erfaret sandhedserkendelsen af at være et syndigt menneske, som har brug for Jesu nåde!

Det er dette hjerteforhold til min Herre, Jesus, som salmen så stærkt minder mig om. Måske står det ikke eksplicit i salmestroferne, men når jeg læser Jesu ypperstepræstelige bøn i Getsemane, så erfarer jeg, hvilken kærlighed og nåde han har til sine disciple (Joh 17, 9; 24), og dermed også for en synder som mig.

Getsemane – i lys af profetordet

Den svenske vækkelsesprædikant Carl Olof Rosenius har skrevet en opbyggende kommentar om Jesus i Getsemane på baggrund af ordene fra Esajas’ Bog 43, vers 24: ”Du besværede mig med dine synder, du plagede mig med din skyld.”

I lys af dette profetord skrev Rosenius utroligt tankevækkende:

”Stands, du letsindige menneske! Når du hører angstråbet i Getsemane have og ved, at det kommer fra den majestætiske person, som med ét ord fik vind og vejr til at adlyde, onde ånder til at fare ud, døde til at stå op, burde du så ikke standse op og spørge, hvad det betyder, når én, der er så mægtig, bliver bange, græder og råber af angst i sin ensomhed.

Gå ikke ligegyldigt forbi dette syn. Det kommer DIG ved! Det er din frelser, ham, du påkalder i bønnen, råber til i dødens stund og skal møde i dommen. Og spørger du ham, hvorfor han sveder blod, får du til svar: ’Du plagede mig med dine synder!’

(Citeret fra: Frygt Gud af Karl Riis, s. 80).

Tænk, denne mand, som har al magt i himlen og på jorden, ligger på knæ i angst.

“Men hvorfor?“ kan du spørge dig selv.

Du plagede Jesus med din synd. Det var min synd, som Jesus sonede. Det var mig og min synd og skyld, som plagede ham. Det var derfor, han lå på knæ i Getsemane og senere hang på korset.

Denne mand, din Herre og frelser, skal du møde en dag – det er det eneste, som du kan være vis på. Vi skal alle stå foran ham, Jesus, og se hans hellighed.

Sammen med seraferne får jeg lyst til at udråbe i al frygt, fryd og frimodighed: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre” (Es 6,3b).

Mind dig selv om Getsemane – det er mit ønske for dig: “Mind mig om Getsemane, og hvad du led for mig.“ (nynorsk oversættelse: “Å, minn meg om din kross og grav
Og om Getsemane!“).

1 Den oprindelige nynorske tekst fra DELK salmebog nr. 81:

Den stunda i Getsemane
Eg aldri gløyma kan,
Då du låg skjelvande på kne,
Min Gud og Frelsarmann.

Getsemane, Getsemane,
Der du, min Frelsar god,
For meg låg skjelvande på kne
Så sveitten draup som blod!

Du sorgtyngd inn i hagen kom
Og stridde sårt for oss,
Du tok vår synd, vår død og dom,
Du bar det til din kross.

Av kjærleik der du sveitta blod,
Av kjærleik der du bad,
Av kjærleik skjelvande du stod,
Så eg går frelst og glad.

Men vil min kjærleik kolna av,
Min Frelsar, eg deg bed:
Å, minn meg om din kross og grav
Og om Getsemane!

Lyd

Udgivet af

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.