3 Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde, så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre.
Halleluja, halleluja!
Frem mod sommerferien vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet – og til sidst i en salme af Brorson, der har sammenhæng til ordet fra Johannesevangeliet. Find tidligere andagter i boksen “relaterede ressourcer”. Dette er den sidste andagt i rækken.
Fra det 3. vers vil jeg især understrege en linje, den 4. linje, hvor der står: ”Smykked os faldne til Frelserens brud.”
Den linje er lov og evangelium i en sum. Det er sådan, at Guds hellige lov altid viser os, hvordan vi er; viser os vor tilstand i Guds øjne. I udgangspunktet er jeg i Guds øjne et faldent menneske – dvs. et syndigt menneske – et menneske født med synd, og derfor også et menneske, der gør synd. Men så kommer den samme Gud til det samme menneske med evangeliets ord.
Det ord fortæller mig, at Jesus er død for mine synder. Han har selv, siger Bibelen, båret alle vore synder op på korsets træ. Og den, der tror disse ord og tager imod dem, han får ikke bare sin synd forladt, han bliver et Guds barn, en, som hører til Guds familie.
Og denne familie, Guds folk, er indbudt til at være med til Lammets bryllup. Da kan man i sandhed sige: Han er min brudgom, jeg er hans brud. Sådan er det at være kristen.
4 Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?
Gud os i Kristus retfærdige gør,
her er velsignelsens fylde at smage,
her er Guds nåde og Himlenes dør;
troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.
Halleluja, halleluja!
Men når man så er blevet kristen, har fået sin synd forladt osv. – kører alt så bare på skinner?
Nej, det gør det ikke. Når et menneske er blevet født på ny og har fået Guds hellige Ånd i hjertet, så er noget nyt blevet til. Det nye vil det, som Gud vil. Det vil tro på Jesus og leve med ham.
Den troende beder: ”Herre, må din vilje ske med mig.” Og det er så sandt, som det bare er sagt, men det er også sandt, at en kristen fortsat har sin gamle syndige natur i sig.
En kristen har to naturer, kaldet det nye og det gamle menneske eller kødet og Ånden. Og de to ligger i strid med hinanden. Det er den nye virkelighed. Det er det for det første vigtigt at vide: En kristen kan ikke det, han gerne vil.
Han må vide, at han er under anklage, som det klassisk hedder, fra loven – fra kødet og fra Djævelen. Det kan jeg ikke gå i detaljer med her, men se i stedet på, hvordan Brorson – helt efter Bibelens ord – bygger verset op. Han spørger: ”Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage”, men hvor er svaret? Svaret på det hele er: Gud os i Kristus retfærdige gør.
Det er evangeliet. Og når jeg er retfærdig ved tro på Jesus, så falder alle anklager til jorden. Derfor, kære ven, det er godt at høre evangeliet, for ved det kan du få et helt nyt liv, men når du har fået et nyt liv, så må du også lære at bruge evangeliet. Hold det ord op mod alle anklager, og så er der ikke mere at sige. Det er der slet ikke. Nej, for alle anklager de falder til jorden.
5 Aldrig kom englene sådant for øre,
før man begyndte Guds harper at slå,
det var for dem så livsaligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vundet,
Jesus sit får, det fortabte, har fundet!
Halleluja, halleluja!
6 Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog Faderens kærlige sind!
Hjertens fortrolige, som hans Enbårne,
trænger i favnen ham tættere ind!
Takker for den uskattérlige ære,
at I hans sønner og døtre må være!
Halleluja, halleluja!
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.