”Livet er for kort til gamle møbler.”
Jeg så reklameteksten på en møbeltrailer, jeg cyklede forbi.
Gode reklametekster har det med at sætte sig fast. Jeg vil undlade at nævne eksempler på det her. Men mon ikke de fleste af os har et eller andet reklameslogan inde i hovedet fra en TV-reklame, der kørte for 10-20 år siden?
Trailerteksten satte sig også fast. Ikke fordi den var god eller sjov. Men fordi den var så grotesk.
Jeg googlede teksten og fandt ud af, at det tilsyneladende er et citat fra den fængselsindsatte og vanekriminelle person Vincent Muus i en roman af Bjarne Reuter. Det gjorde det ikke alt for meget bedre.
Selvfølgelig er der ikke noget galt i sig selv med nye møbler. Det kan være meget fornuftigt at købe nyt frem for brugt, hvis det så betyder, at det holder længere, og man ikke skal spekulere mere på det. Men jeg tror ikke, traileren prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle købe nogle nye spisebordsstole, der ville holde i 30 år, før jeg fik brug for nye. For efter 7-8 år er stolene vel ikke længere nye? Så er de blevet kedelige og har måske endda fået ridser på benene. Og det er livet altså for kort til …
Er det virkelig det, det skal føre til, hvis man får øje på, hvor kort livet er? At man går på møbelshopping? At man bruger sin sparsomme tilbageværende tid på at arbejde på fuld tid for at tjene penge til, at man kan bruge tid på at købe og udskifte møbler, som man har lyst til – efter talrige overvejelser om, hvad der ville passe godt ind i stuen, og om man evt. kunne få gratis fragt eller rabat, hvis man købte lidt mere med?
Havde jeg været lidt frækkere, var teksten på møbeltraileren nok blevet ændret. Jeg kan ikke se andet, end at hvis teksten skulle give mening, skulle der stå: ”Livet er for kort til nye møbler.”
Jeg kunne evt. have tilføjet ”Præd 2” i parentes. For i Prædikerens Bog kapitel 2 får vi et vidnesbyrd fra en mand, der har købt alt, hvad han kunne købe for penge:
Jeg satte store ting i gang: Jeg byggede mig huse og plantede vingårde; jeg anlagde haver og parker og plantede alle slags frugttræer i dem; jeg anlagde damme til at vande den spirende skov. Jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg fik hustrælle; jeg fik også mange køer og får, flere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem. Jeg samlede også sølv og guld, kongers og landes rigdomme; jeg anskaffede mig sangere og sangerinder og mænds vellyst, kvinder i mængde.
Jeg blev mægtig og nåede længere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem, og min visdom havde jeg i behold! Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid.
Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen.
(2,4-11).
Hvorfor var det alt sammen tomhed, endeløs tomhed, for Prædikeren?
Det var det, fordi han havde fået øje på sin skæbne: Uanset hvor rig og vis han blev her i verden, så skulle han dø ligesom tåben og den fattige. Og i døden måtte han efterlade det hele. Der var ikke nogen evighedsværdi i det, det var en drøm, der passerede forbi. Det var ikke fordi, der ikke var nogen glæde i det overhovedet. Men det var en forbigående glæde og lystopfyldelse, der hverken gav lykke eller mening.
Du og jeg skal snart dø. Eller også kommer Jesus snart igen. Livet går hurtigere, end mange af os bryder os om.
Den erkendelse skal ikke få os til at blive bundet af den verden, der går til grunde. Det er en ukristelig tanke, at man skal forsøge at få det maksimale ud af livet, mens man har det. Ikke desto mindre er det den doktrin, størsteparten af mennesker i vores land lever efter – og vi bliver som kristne uendeligt let smittede af det. Men nej, vi er ikke frelst til et evigt liv på den nye jord for at bruge tiden på den gamle jord med lukkede øjne for den virkelighed, at vi snart skal herfra, så vi svømmer væk og holder os for ørerne, mens vi larmer af sted i forbrug og streaming, hus og have og arbejde, sådan som Prædikeren forgæves forsøgte at flygte væk og finde mening og trøst i syndens og dødens verden.
Lever vi her i verden som de ugudelige, vil vi med tiden blive ugudelige. Og så vil det gå os som de ugudelige, Asaf synger om i Salme 73: Så hurtigt de går til grunde! De omkommer, de bliver tilintetgjort af rædsler. Som en drøm, når man vågner, Herre, når man står op, ringeagter man dens billede (v.19-20).
Engang var Asaf misundelig på de mennesker. Han ville gerne have del i deres tilsyneladende lykke og glæde her i verden. Men så kom han til Guds tempel og kom til at ”give agt på” noget, han ikke før havde givet agt på: de menneskers endeligt. Deres død – i tomhed og håbløshed – som de gik frem imod med faste, uafvendelige skridt, om de ville det eller ej, om de tænkte på det eller ej.
Og det vendte det hele om for Asaf, så han kom til at ringeagte den materialistiske drøm.
Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft (Rom 15,13).
Det ord må vi gerne tage til os som en nytårshilsen og som Paulus’ nytårsønske for os.
Det er i håbet, vi skal være rige. Det er i Himlen, vi skal samle os skatte.
Hvordan sker det? Det sker, når håbets Gud ved Helligåndens kraft fylder os med al glæde og fred i troen. Når Helligånden får lov til at male os Jesus for øje, så vi ser på ham, der har al himlens åndelige velsignelse i sig – og har givet os del i den. Når vi i Ordet betragter ham, der tog al vores synd på sig – også al vores indbyggede materialisme og nydelsessyge – for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham (2 Kor 5,21).
Vi må gerne lave nytårsforsætter om, at det skal være anderledes. At vi skal prioritere på en bedre måde osv. Der er noget meget sundt i at bruge nytårets anledning til at tage livet op til revision og overveje: Hvad er livet egentlig for kort til?
Skal jeg nævne én god ting ved den trailer, jeg kørte forbi, så er det, at den fik mig til at spørge mig selv: Hvad giver det mening at sætte ordene ”Livet er for kort til …” foran?
Lad os ikke komme for hurtigt over at rejse spørgsmålstegn ved det liv, vi har vænnet os til at leve.
Men vi skal ikke sætte vores lid til vores nytårsforsætter. Vi skal sætte vores lid til ham, der døde for os, som opstod igen, og som kommer igen for at dømme hele verden. Snart.
Asafs ”nytårsstatus” lød som følger:
Dengang mit hjerte var bittert,
og det nagede mig i mit indre,
var jeg et uforstandigt fæ,
en stud var jeg over for dig.
Men nu er jeg altid hos dig,
min højre hånd holder du fast.
Du leder mig med dit råd,
du fører mig til herlighed.
Hvem har jeg ellers i himlen?
Hos dig ønsker jeg intet på jorden.
Om end min krop og mit hjerte forgår,
så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.
For de, der er fjernt fra dig, går til grunde,
du tilintetgør alle, der er dig utro.
Men at være Gud nær er min lykke,
jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.
