Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone (Matt 25,31).
Hvad vil året 2016 bringe?
Vi ved det ikke!
Vi har sikkert alle sammen forventninger til det år, der ligger foran. Der er måske nogle mærkedage i 2016, vi ser frem til? Men det er ikke sikkert, vi kommer til at opleve noget som helst af alt det, vi venter os i det nye år.
Der kan ske meget. Vi lægger planer og har megen ønsketænkning. Men vi ved ikke, om noget af det opfyldes – eller om du og jeg skal opleve noget af det?
Det er spændingen og alvoren ved livet. Hver en dag, du og jeg skal være her, er bestemt af Gud. Det kan vi ikke ændre på! Pludselig kan din og min tid være forbi her på jorden, og vi bliver kaldt ud af livet. Så er det store spørgsmål: HVAD SÅ?
Det kan også være, at året 2016 bliver året, hvor Jesus kommer igen. Vi ved det ikke!
Men på den dag er det slut med få sin sag i orden med Jesus!
Da Jesus kom til jorden første gang, kom han ikke som nogen konge. Han lod sig føde som et lille barn i Betlehem. Guds søn blev født af Jomfru Maria! Hun var udvalgt af Gud til at føde Guds søn.
Da Jesus som voksen døde på Golgatas kors, var det for din skyld. Han tog alle dine synder med sig op på korset. Nu siger han til dig: Hvad jeg gjorde, var for dig! Du må få lov til at tage Gud på hans ord. Det gjorde den ene af de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus den dag, og han blev frelst den dag!
I virkeligheden er det meget uvist, hvad det nye år vil bringe. Netop derfor er det allervigtigste for dig og mig også, at vi lever vort liv med Jesus! At han har hele pladsen i vort hjerte, så vi kan være rede til at tage imod ham, enten gennem døden eller hans genkomst!
Det vigtigste er ikke, at du får så meget ud af livet her og nu, af rigdom, velstand, ære og anseelse af mennesker. Det vigtigste er, at du lever dit liv sammen med Jesus. At hans ord bestemmer over dit liv og dine handlinger.
Så kan du gå fremtiden i møde med glæde og frimodighed, for hvad der end skal ske med dig i året 2016, så er du i Herrens hånd – et godt sted at være. For at være i hans hånd er at være frelst. Det er Guds gave til dig, der tror på Jesus!
Verset fra Matthæusevangeliet 25,31 er noget, der ikke er sket endnu – men det vil ske en dag.
Må Gud velsigne dig til at få lov til at leve dit liv i troen på Jesus.
Velsignet nytår i Jesu navn!
Udgivet af
Egon Jensen
Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.