Luthers brev til lutheranerne I
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
Det dundrer over Wittenbergs gader.
Ingen ved endnu, hvad det er. Ikke engang den kutteklædte skikkelse, som selv frembringer støjen.
Der er i og for sig en ganske dagligdags begivenhed. Som professor i den hellige skrift indkalder man jo af og til til en lille dispu-tation – en faglig drøftelse af et vanskeligt teologisk spørgsmål. Og når man offentliggør sit oplæg, er det kun naturligt at hamre papiret op på døren til Slotskirken.
Ingen kan vide, at der er noget usædvanligt på færde bag det spagfærdige ekko fra ham-merens banken.
Men det er en lyd, som indvarsler noget stort. Noget skræmmende. Noget som et første skred i en lavine, der styrter sammen over kirken. Eller som den første spinkle trommehvirvel, der skal bane vej for en sejrsfanfare?
Martin Luthers teseopslag er lyden af reformationens tidlige morgen. Det er lyden af handling fra en munk, præst og professor, hvis hjerte er tændt i brand af nidkærhed for den hellige skrift.
”Af kærlighed til sandheden og af iver efter at oplyse den” – sådan lyder de første ord i indledningen til de 95 teser. Det var den ild, der drev Luther gennem det hele: at den hellige skrift måtte trænge igennem mørket, han så i sin verden. At evangeliet om Jesus måtte blive en tindrende stjerne som på apostlenes tid. Og at alt, som hindrede denne stjerne i at lyse ind i sjælene til trøst og kraft, måtte afsløres som et dæmonisk mørke og fordrives fra Kristi kirke.
Lutherdom?
Denne serie er ikke en indføring i ”lutherdommen”. Formålet er ikke, at når vi nu kalder os lutherske, må vi også nok hellere vide lidt om Luther.
For reformationens lære udsprang ikke af en genial tyskers nytænkning. Det ”nye” var et resultat af intet andet en åben Bibel, læst i tro og tillid, og af Helligåndens handling gennem dette ord.
Tænker man sig serien som et ”Luthers brev til lutheranerne”, er der da heller ingen tvivl om, at Luther selv ville indlede brevet i stil med dette citat:
”For det første beder jeg om, at man holder mit navn udenfor og ikke kalder sig lutherske, men kristne. Hvem er Luther? Læren er dog ikke min. Jeg er dog heller ikke blevet korsfæstet for nogen (…) Hvorledes er det dog kommet dertil med mig stakkels, stinkende ormesæk, at man vil kalde Kristi børn med mit ulyksalige navn! Nej, ikke sådan, kære ven, lad os dog kaste alle partinavne bort og kalde os kristne efter ham, hvis lære vi har.”
Alligevel giver det god mening at høre på Luther. Som vi ville høre på et menneske, der levede nær Gud i daglig bøn og bibellæsning. Et fejlbarligt, syndigt menneske som os andre – men ivrig som få efter at trænge ind i Guds ords hemmeligheder.
Hold fast ved evangeliet!
Vi må høre på Luther, som vi ville lytte godt efter, hvis der pludselig kom hul igennem til en brændende kristen fra det 16. århundrede. Som hvis hr. Doktor Martin Luther pludselig troppede op i vores egen sammenhæng og aflagde sit vidnesbyrd.
Vi har ikke nogen tidsmaskine, men vi har et fantastisk levn af gamle Luther-skrifter, som ligger og venter på at blive læst af vores nysgerrige og anfægtede blikke.
Har vi mistet noget? Er det den samme Gud, vi tror på i dag? Forstod Luther sider af Guds ord, som er ved at gå tabt nu?
Deri ligger forskellen på Paulus’ to store problembørn, korinthermenigheden og gal-atermenigheden; ikke i, at det ene barn opførte sig bedre end det andet, var bedre organiseret, havde bedre menighedsforhold eller kommunikerede bedre med samtidens holdninger. Men deri, at korintherne trods alle deres mange fejl holdt fast ved evangeliet (1 Kor 11,2) og derfor var rige på alt i Kristus (1 Kor 1,5), mens mange i galatermenigheden havde ladet sig vende bort fra evangeliet (Gal 1,6-9).
Det er ikke vores kald at ændre det bibelske budskab efter moderne menneskers behov – det er vores kald at holde fast ved evangeliet og ved Guds nåde at kæmpe for, at kristendommen i vores tid ikke forandrer sig bort fra det, den altid har været.
Derfor må vi læse i Bibelen – læse den grundigt! Og derfor er der så stor nytte i at læse de af kirkefædrene, som levede deres liv netop i et grundigt bibelstudium – for at se, om vi hos dem kan finde indsigter, som vores tid har fået lukket øjnene for.
Luthers opvækst og studietid
Det var den kendte historie om Luthers teseopslag, som blev startskud til det voldsomme røre i kirken, vi i dag kender som reformationen. Men hvad var det egentlig, der skete?
For bedre at komme til forståelse af, hvad der løb igennem den kutteklædte skikkelses hoved den dag ved Slotskirken i Wittenberg, skal vi se ganske kort på Luthers liv indtil da.
Der stod ikke ligefrem ”reformator” i panden på den lille Martin, da han d. 10. november 1483 kom ud af sin mors mave.
Han var den første af Hans og Margarete Luthers fem overlevende børn og voksede op i et fattigt hjem, præget af at fader Hans måtte slide hårdt i det som minearbejder for at tjene til føden.
Den sociale arv var vanskelig at bryde ud af, og broderen og de tre søstre formåede det aldrig.
Et anderledes liv fik Martin Luther, for faderen havde håb om, at den kvikke knægt kunne drive det til en bedre næringsvej gennem studier og prioriterede derfor at sende ham til den lokale latinskole.
Her lærte han sig de mest grundlæggende færdigheder, dvs. først og fremmest grammatik, og derudover lidt logik, retorik og musik.
Senere blev han indskrevet på universitetet i Erfurt, gennemførte de fire års filosofiske grundskoling og skulle så vælge, om han ville læse videre på medicin, jura eller teologi.
Det er ikke til at vide, hvad Luther selv ville have valgt, men der var ikke nogen tvivl om, hvad der havde været faderens intention med at investere så meget i Luthers skolegang: Jura var vejen frem, hvis man skulle drive det til noget som ung mand af almindelig herkomst. Og Luther fandt det rimeligt, at den, der finansierede uddannelsen, bestemte.
De første par måneder gik det også fint …
Klosterkampen
Men så kom vendepunktet i Luthers liv. Eller: det første vendepunkt!
På en rejse fra sine forældre og tilbage til universitet i Erfurt kommer Luther ind i et voldsomt uvejr. Et lyn slår ned uhyggeligt tæt på ham, slynger ham til jorden, og han kommer til skade med sit ene ben. Dødsangsten overmander ham.
Det er ikke længe siden, han har hørt om to jurastuderende, der er døde af pestens hærgen med disse ord på læberne: ”Havde jeg dog bare været munk”. Og Luther råber i sin fortvivlelse højt med blikket løftet mod himlen: ”Hjælp mig, Skt. Anna, så vil jeg blive munk!”
14 dage efter står Luther for døren til ”det sorte kloster” – ved porten til et liv, som var ganske anderledes end han selv – og faderen – havde drømt om.
Når man ser på Luthers tilgang til klosterlivet, bliver det tydeligt, at løftet, som han aflagde i tordenvejret, ikke bare var en ”svipser” – et løfte afgivet i et øjebliks panik. Hvis det var tilfældet, ville han ret hurtigt være kommet til besindelse igen. Netop for at undgå noget sådant var der også i klosterreglementet et års prøvetid, før man skulle aflægge de endegyldige løfter.
Men for Luther var tanken utvivlsomt modnet gennem studieårene under indtryk af pestens hærgen og den død, som altid var nær på en langt mere påtrængende måde, end vi oplever det i dag.
En dårlig samvittighed over for Gud. En plagende viden om, at den hellige Gud på dommens dag ville kræve noget af ham, som han ikke var i stand til at give.
Dette noget søgte Luther i sit klosterliv med en ild, som kan være vanskelig at sætte sig ind i.
Få kender i dag til angsten ved at stå for den hellige Guds ansigt. Evigheden bliver en uhyggelig tanke, der vel melder sig engang imellem, men den bedøves væk i vores daglige gøremål; i tanker om hus og have og arbejde; i underholdning og rastløs zappen og surfen.
Det var anderledes for Luther. Han kunne ikke bedøve sig væk fra virkeligheden, men måtte gå ind i klosterkampen for Guds ansigt. Han vidste, hvad det gjaldt. Igen og igen blev han mindet om alvoren og holdt til ilden. Han kunne ikke flygte fra Guds hellighed, som blev ved og ved med at overmande ham.
Luthers intense skriftemål og alvorlige sind blev bemærket blandt de ledende i klosteret og noteret som et fromhedstegn. Allerede i 1507, to år efter han var søgt til klosteret, blev Luther fundet værdig til at blive præsteviet, så han kunne læse sin del af messerne ved altrene i klosterkirken.
For os at se lidt bagvendt blev det derefter bestemt, at Luther skulle studere teologi.
Også her var Luther brændende ivrig; efter blot fem år fik han en doktorgrad og efterfulgte ved universitet sin ordensforesatte Johann Staupitz som professor i den hellige Skrift.
I klosteret blev Luther subprior, dvs. stedfortræder for klosteret leder, prædikede både i klosterkirken og sognekirken og havde flere andre tjenester i et omfang, så det er en gåde, hvordan han kunne overskue alt det.
Jo, Luther gjorde, hvad han kunne …
I Skriftens lys
Alligevel faldt det igen og igen til jorden.
Ikke fordi Luther ikke var omhyggelig nok i det, han gjorde. Ikke fordi han ikke gjorde det godt nok. Men hvorfor gjorde han det? Var det ikke alt sammen i bund og grund et stræb efter at undgå Guds straf? En angst for at blive udsat for Helvedes smerte, snarere end en iver efter at tjene Gud?
Luther kæmpede og kæmpede, men jo mere han arbejdede, samtidig med at han i skriftstudierne lærte Gud bedre at kende, jo mere fandt han ud af, at det arbejde aldrig kunne være det noget, der kunne stille Gud tilfreds på dommens dag. En kamp på de præmisser ville altid blive til en slags handel med Gud: ”Nu gør jeg dette, vil du så til gengæld …?”
I virkeligheden rent afguderi. Ikke spor bedre end i alverdens natur- og frugtbarhedsreligioner.
Dette lå som mareridtet, der ventede på Luther bag alle de mange aktiviteter for Guds ansigt: Du gør det alt sammen for din egen skyld! Din kristendom, din hellighed, din fromhed – alt det, du har opnået og stræbt efter at opbygge – det er blevet den guldkalv, som du danser omkring!
Denne fortvivlede anfægtelse plagede Luther mere og mere, jo længere han kom ind i Skriftens lys. Dag efter dag blev det mere åbenlyst for ham, at alt det, som han selv og omverdenen anså for fromhed og gerninger, som var Gud velbehagelige, i virkeligheden var en bespottelse for den hellige Guds ansigt.
Munk og professor
Når vi nu nærmer os den kutteklædte skikkelse foran Slotskirken i Wittenberg, må vi se denne baggrund i klosterkampen som Luthers personlige hjerteslag i teserne.
Men vi skal samtidig huske, at Luther handlede som professor i den hellige Skrift. Meningen med teserne var ikke, at de skulle være prædiken eller vidnesbyrd – teserne var først og fremmest et oplæg til teologisk debat.
Gennem sin tid som professor var Luther kommet til at stå mere og mere i modsætning til middelalderens teologi.
Det hang i høj grad sammen med et forskelligt udgangspunkt: Luthers hjerte var bundet til Skriften som den absolutte autoritet – traditionen var kun noget sekundært for ham.
Heri var Luther ikke alene i sin tid, men var præget af en strømning i universitetsmiljøet, som satte en ære i at gå tilbage til kilderne og så vidt muligt pille al middelalderens traditionsbundne og filosofiske forståelse væk fra læsningen af de gamle skrifter.
Selvom Luther havde stor sympati for dette nye ideal i universitetsverdenen, var Bibelen stadig for ham noget ganske andet end en genstand for forskning, som man kunne betragte med et vurderende blik på en arms længdes afstand. Bibelen var Guds hellige ord – en ubøjelig autoritet og en kilde med levende vand. Det var ord, som han ikke selv skulle stille sig til dommer over; Ordet skulle selv definere og danne hele hans virke-lighedsforståelse.
Derfor – som en professor, hvis samvittighed var bundet til Skriften – var der nogle ting, Luther ikke kunne undlade at reagere imod. Han kunne ikke tie stille med den erkendelse, som han i sine ivrige skriftstudier selv havde fået brølet ind i ansigtet med så store og tydelige bogstaver. Og hvis nogen så kunne overbevise ham om, at han tog fejl – ikke ud fra traditionen, men ud fra Skriften – ja, så var Luther villig til at bøje sig.
Deri lå Luthers frimodighed, og den fulgte ham gennem hele livet.
Når Luther hamrer sine teser op, handler han både som kæmpende munk og som lærd professor – men dybest ser handler han som en mand, hvis samvittighed er bundet til at lade Bibelen komme til orde for kirkens skyld – for sandhedens skyld.
Afladen
Der er en ganske konkret baggrund for Lut-hers 95 teser, nemlig den tiltagende afladshandel, forordnet af paven for at skaffe midler til opbyggelsen af Peterskirken.
Aflad var et begreb i en for os at se ganske sindrig og spekulativ praksis, som man havde udviklet i forbindelse med bodens sakramente.
Kort sagt var aflad eftergivelse af straf for synden.
Det handlede ikke om fjernelse af skyld, for tilgivelse for skyld kunne man kun opnå ved (ægte) anger og (fuldstændigt) skriftemål. Dvs. aflad havde ikke noget at sige i forhold til den evige bestemmelse: himmel eller helvede.
Men udover skyld knyttede der sig til synden også straf. Denne straf foregik ved lutringen i skærsilden, men en del af straffen kunne foregribes ved nogle ”fyldestgørende gerninger”, som man i forbindelse med boden blev pålagt af præsten at gøre.
Afladen forstod man i begyndelsen som eftergivelse af den ”straf”, præsten havde pålagt, men efterhånden kom det også til at handle om skærsildsstraffen.
På Luthers tid har afladens betydning nået groteske højder for den jævne mand, og den åbenlyst kvaksalveriske handel med afladsbreve har udviklet sig til ren udnyttelse og forretning.
Tesernes kritik
Langt størstedelen af Luthers 95 teser er konkret kritik af afladshandlen. Nogle af de vigtigste kritikpunkter var følgende:
1) Det er et stort problem, at afladsbrevene er blevet det, som folk klynger sig til. Ingen jævne folk bekymrer sig om at skelne mellem skyld og straf, men tror, at de køber sig til syndsforladelse!
Tese 32: De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
2) Det er uhyggeligt, at folk tror, de kan købe deres frelse – men aflad kan heller ikke have noget med Guds straf i skærsilden at gøre.
Tese 5: Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
3) Afladshandelen får som konsekvens, at den gør mennesker egoistiske. Enhver koncentrerer sig om at få skrabt sammen til sin egen frelse – så må de fattige klare sig selv.
Tese 45: De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver pengene til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.
4) Aflad bliver et problem, også af den simple grund at fokus på afladen medfører en tidsmæssig nedprioritering af det egentlige, som burde være i fokus i Guds menighed.
Tese 54: Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på Ordet selv.
Derudover anstiller Luther en række betragtninger over hele det groteske i tanken om, hvorfor paven, hvis han virkelig havde magt til at fri folk fra skærsilden, ikke fluks skulle befri alle mennesker af sin store kærlighed – i stedet for at gøre det for beskidte penge.
Kirkens sande skat
Med nogle ganske få teser danner Luther den sunde og bibelske modvægt til hele denne syge tankegang. Vigtigst er den allerførste tese:
Tese 1: Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod”, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.
Det udsagn, Luther refererer til, er det, som i den autoriserede danske oversættelse lyder: ”Omvend jer!”. I middelalderen har det været opfattet som et udsagn om bodens sakramente, men Luther er klar over, at det er noget langt mere omfattende end det. I sine forklaringer til de 95 teser (1518) skriver han, at det græske ord bedre kan oversættes med: ”fat et andet sind” eller ”gå i jer selv!”
Jesu befaling viser ifølge Luther en konstant og vedvarende pligt til anger over synden – og denne anger, som Luther oplevede i sin klosterkamp, udgør i sig selv den virkelige straf over synden, som mennesker møder den før dommens dag.
Den timelige straf, som mennesker er så ivrige efter at købe sig fri fra i afladshandlen er altså en straf, som er villet, ja befalet af Gud selv, for de troende.
Og når en synder møder Gud, skal han ikke prøve på at købe sig til større anseelse for Guds blik ved afladsbreve eller munkegerninger – nej, han skal se i øjnene, hvor fordærvet han er i sin synd og elske den straf over synden, som Jesus udtaler i sin befaling.
Tese 4: Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs. indtil man indgår i himmeriget.
Tese 40: Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen.
Omvendelsen, angeren, boden, selvhadet – hvad det end kaldes – er den straf for synden, som nødvendigvis må følge den troende hele livet igennem, fordi han endnu er en synder, men med Ånden i hjertet må leve i en konstant og indædt kamp mod synden.
Dét er Luthers grundlæggende erkendelse fra klosterkampen og skriftlæsningen: Når du står for den hellige Gud, er det et udslag af den mest frygtelige forhærdelse og rene egoisme at prøve at slippe for straffen. Det er at prøve at redde dit eget syndige skind.
I stedet må du lade Guds hellige lys skinne ind over dit hjertes råddenskab, så al din tiltro til dig selv og hele dit forsvarsværk for dig selv smelter bort og bliver til intet. Så du indser det tåbelige i den tanke, der ligger os alle så nær: ”Jeg må da kunne gøre noget godt – og så vil Guds nåde hjælpe mig resten af vejen!”
Loven afdækker det håbløse i sådan en tankegang.
Så langt har Bibelen undervist Luther i år 1517. Det er uvist, hvor meget Luther endnu begreb af evangeliet. Men af loven forstod Luther så meget, at mennesket er håbløst fortabt i sig selv. Og dermed forstod han også, at det eneste håb for mennesker kommer fra Gud selv.
Evangeliet – det er alt, som mennesker burde have deres opmærksomhed rettet imod. Det er deri, de skulle have deres håb. Men i stedet har de deres skat i alt muligt andet; ja de sætter deres fortrøstning til ”beskidte penge”.
Hvad er det, der er sket med kirken? Hvorfor er det ikke det, der burde håbes på og lovprises og tilbedes, som fylder hjerterne?
Tese 62: Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.
Bodfærdighed anno 2011
Også i dag er der meget andet, der fylder de troendes hjerter end kirkens sande skat.
Her kan vi tænke både på menighedens samlinger og på vores personlige liv med Gud. Hvad er det, der gør, at glæden ved evangeliet forsvinder? Hvad er det, der gør, at evangeliet i praksis bliver skubbet til side som noget perifert? Hvad er det, der gør, at du så tit oplever evangeliet som en teoretisk lære, der ikke har nogen virkelig livsrelevans?
Jeg tror, der er ét svar på det spørgsmål: Vi lever på flugt fra den hellige Gud.
Vi lever i konstante forsøg på at købe os til Guds accept af synden – købe os fri fra kampen, så vi ikke skal ændre os, men kan blive i synden. Så vi ikke skal ”hade os selv”, som Luther siger – en formulering, der nok kan chokere os i dag.
Men det er det, der er sagen: Vi må hade os selv; aldrig slå os til ro med vores syndige tankegang. Hvad er det for en vranglære, der siger, at Gud ikke længere kræver et liv i hellighed efter Jesu død i vores sted? Jesus kom ikke for at nedbryde loven, men for at opfylde den! Og efter Åndens udgydelse er loven skrevet i dit hjerte, hvorfra den råber højere, end du nogensinde ville kunne have hørt det udefra: Kæmp imod synden! Du må leve dit liv i anger og bod!
Sådan er Guds vilje – også i dag.
Og kun hvor vi ikke flygter fra denne stemme – kun dér kan evangeliet blive kirkens sande skat for os. Kun sådan kan vi holdes fast ved nåden og bevares som kristne.
Må den dundrende lyd af reformationens morgen give genlyd i vores indre og minde os om alvoren af at ville være nær den hellige Gud.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.
