Et levende håb

Første Petersbrev VIII

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 1,3).

Efter indledningen til sit brev bruger Peter de efterfølgende syv vers (v.3-9) på en lovprisning af Gud. Lovprisningen udgør på græsk én lang sætning uden ophold. Der er noget, som presser sig på for Peter at få sagt, og det i en sådan grad, at han først trækker vejret ind igen efter syv vers. Hele lovprisningen samler sig om det evige livs håb, som er vundet til os ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Hvorfor er det netop dette, Peter betoner? Jeg tror, vi må regne med to begrundelser.

Alle kristnes sande rigdom

For det første er det evige livs håb alle kristnes sande rigdom.

Det er det, vi lærer i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham …” – skal få et godt liv, skal befries for sorg og savn, skal opleve medgang og lykke her på jorden? Nej, det er ikke det, frelsen handler om og giver os. Frelsens gave og rigdom er, at vi for Jesu skyld ”ikke skal fortabes, men have evigt liv”!

Når vi bekender den kristne tro med den apostolske trosbekendelses ord, slutter vi med at sætte ord på den rigdom, vi ejer for Jesu skyld og i troen på ham: ”…syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” Det er dette, der er vores sande rigdom som kristne. Vi har fred med Gud, alle vore synder er tilgivet, og uanset hvad der møder os i livet på denne jord, så er vi på vej mod evig salighed i Himlen og på den nye jord. Vi skal opstå med herliggjorte legemer, vi skal mødes og favne hinanden igen og leve evigt sammen i fælles lovprisning af og tak til Jesus, Guds lam. Det er vores sande rigdom som kristne.

”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden…” (Matt 5,3ff.). Og sådan fortsætter Jesu saligprisninger. Alle ni saligprisninger fremholder og forkynder det, som er Guds børns rigdom i himlen og i det evige liv på den nye jord. Det, som troen retter sig mod og trøster sig ved, og som vi skal erfare, når denne jord forgår. Det er denne rigdom, som gør os salige i denne verden.

Salig vandrer jeg her på jord, sukker dog tit i støvet.
Arven har jeg i himlens kor! Hvorfor da gå bedrøvet?
Hvorfor ængster du dig, min sjæl? Jesus har jo gjort alting vel.
Længe nok var jeg syndens træl. Nu er jeg fri i Jesus.

Snart er prøvelser endt for mig, hjem han mig selv vil hente.
Engleskaren han har med sig, herlige dag i vente.
Han har lovet at komme snart, ja, han kommer med lynets fart.
Da skal alt blive saligt klart, når jeg hans ansigt skuer.

Da en skare, som tælles ej, synger som vældig torden:
Pris og herlighed være dig, som os har købt fra jorden.
Alle priser da højt Guds Lam, som os købte fra synd og skam,
lægger kronerne ned for ham, kongen på livsens trone.

(Christian Møller)

Det er denne rigdom, som gør, at der er lovsangstone i sangen ved enhver kristen begravelse. Hvad der end har været omstændighederne ved dødsfaldet: Vi tager afsked med en, som har vundet den største sejr, et menneske kan vinde i denne verden: at dø i troen på Jesus. Og vi tager afsked med vished om gensyn – snart, virkeligt, reelt – i Himlen og på den nye jord, for Jesu skyld. Det er ved graven, vores rigdom som kristne bliver allermest tydelig.

Det bedste venskab, jeg havde i min ungdom, var med en ikke-kristen klassekammerat i gymnasiet, Klaus. Vi havde det utroligt godt med hinanden og tilbragte tusindvis af timer sammen. Der blev mange anledninger til at tale sammen om den kristne tro og det kristne evangelium. Jeg husker særligt én situation. Jeg kom hjem fra min morfars begravelse. Min morfar var død ganske pludseligt af en blodprop og efterlod min mormor i en svær situation. Kort efter hjemkomsten ringede jeg på hos Klaus. Jeg husker situationen i entreen, hvor han spurgte: ”Nå, hvordan gik det så?” Og jeg husker mit spontane og oprigtige svar: ”Det var en herlig oplevelse.” Klaus’ reaktion var lige så spontan og oprigtig: ”Hvad siger du – en herlig oplevelse?” Og så fik vi en snak om det kristne håb, om de kristnes vished om evigt liv og et evigt gensyn for Jesu skyld. I dag er dette håb også Klaus’ rigdom ved troen på Jesus.

I det tredje kapitel af sit brev formaner Peter de kristne til at leve Jesus nær og give ham plads i deres hjerter, så de kan vidne om ham, når ikke-kristne spørger til deres tro. Peter formulerer sig på en bemærkelsesværdig måde: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, som kræver jer til regnskab for det håb, I har” (3,15). Peter forudsætter, at det, som ikke-kristne vil undre sig mest over hos kristne, er deres håb. De kristne vil skille sig ud fra alle andre ved, at de har deres trøst, rigdom og glæde i det evige liv hos Jesus.

Med god grund er dette Paulus’ ønske for de troende i Rom – og for os, som læser hans brev i dag: ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Rom 15,13).

Forfulgte kristne

Den anden grund til, at Peter lægger vægt på det kristne håb, er, at han skriver til kristne, der har det svært på grund af deres tro på Jesus, og for hvem det går mod at blive værre. Forfølgelsen lurer i horisonten, og den vil snart kræve mange ofre i de menigheder, Peter skriver til. Skal de kristne bevares gennem lidelse, tab og død, er det afgørende, at deres tros anker er fæstet i det evige liv.

Det er ikke tilfældigt, at de skrifter i Det Nye Testamente, som taler mest om lidelse for troens skyld, også er de skrifter, som stærkest betoner det kristne håb: Hebræerbrevet, Første Petersbrev og Johannes’ Åbenbaring.

Er troens blik rettet mod den evige rigdom, som venter dem, som tror på Jesus, så kan hjertet finde trøst og grund til glæde til enhver tid – uanset de ydre omstændigheder.

Kort tid efter jerntæppets fald i 1989-90 hørte jeg et interview i radioen med en kristen mand fra Rumænien. Af alle lande i østblokken var Rumænien nok det land, hvor de kristne var blevet hårdest forfulgt. Den kristne mand fortalte, at gudstjenesterne i hans menighed i de hårde tider havde samlet sig om én ting: himlen, håbet, herligheden der venter. De kristne hørte og sang om og takkede for det evige liv, som var deres for Jesu skyld. ”Derfor kunne vi bevare glæden i troen, uanset de ydre omstændigheder. Det stod klart for os, at for en kristen er der altid grund til glæde, for det går altid mod herlighed.”

Necati Aydin blev dræbt for sin tros skyld i Tyrkiet i 2007. Ikke længe efter at det var sket, mødte jeg hans svoger, som fortalte om den tragiske hændelse. Det vidnesbyrd, svogeren aflagde ved den lejlighed, glemmer jeg aldrig. Det var tydeligt, at svogeren var i sorg, men hans syn på Necatis død, var helt bestemt af det evige livs perspektiv: ”Hvis vi som kristne ikke er villige til at dø for evangeliet om frelse og evigt liv i Jesus, hvilken troværdighed har vores budskab så? Jeg tror, at Necati er et hvedekorn, som Gud har lagt i jorden, for at det må bære frugt til evigt liv for andre. Nu er han hjemme i Himlen, og jeg ser frem til at mødes med ham i fælles lovprisning af Gud og hans offerlam Jesus.”

Med sin tros anker i det evige livs håb har svogeren fortsat tjenesten for evangeliets udbredelse i Tyrkiet. Siden vores første samtale er den evangeliske kirke i landet blevet tredoblet. I netop det område, som Peter først sendte sit brev til, henter forfulgte kristne i dag kraft og frimodighed fra det håb, som Peter vidner om.ⁱ

Ved Jesu Kristi opstandelse

Peter tydeliggør, at vores håb hviler på ”Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Jesu opstandelse er helt central i Peters tro og forkyndelse. I første del af Apostlenes Gerninger har vi gengivet en række taler af Peter, og den røde tråd gennem disse taler er vidnesbyrdet om, at frelsen er vundet og bekræftet ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (ApG 1,22; 3,15; 4,2; 4,10; 4,33; 5,31; 10,40f.). Der er en stærk jubeltone i Peters vidnesbyrd om Jesu opstandelse. Noget lignende møder vi hos de andre apostle. Hvorfor er opstandelsen så vigtig for apostlene?

Jeg tror ikke, vi for alvor kommer til at forstå det, hvis vi ikke prøver at sætte os i apostlenes sted i dagene omkring Jesu død og opstandelse.

I tre år havde apostlene vandret med og lyttet til Jesus. Når vi læser Jesu taler og samtaler med mennesker i evangelierne, sætter han til stadighed skel mellem frelste og fortabte. Han viderefører linjen fra Det Gamle Testamentes profeter. I deres forkyndelse er der en stærk betoning af skellet og af den knusende alvor ved at have Gud imod sig. I tre år hørte apostlene Jesus tale om disse ting, og det må have gjort dybt indtryk på dem. De hørte om Guds vrede, Helvede, den evige ild som en virkelighed. Men de havde grund til at tro, at når de fulgte Jesus, så var dette ikke deres virkelighed. Var de hos Jesus, så var de hos den sande Messias, som kunne og ville frelse dem fra alt dette. Det var deres tro og håb.

Så kom den skelsættende torsdag, hvor Jesus på den mest ubegribelige måde lod sig fange, anklage og dømme. Og derpå den fredag, som ifølge disciplenes egen forståelse og fortolkning indiskutabelt viste, at Jesus ikke var den, som han sagde, han var. Jesus blev pisket, tornekronet og dræbt. Og han blev dræbt ved at blive hængt på et træ – forbandelsens træ. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Jesus var forbandet af Gud, så fjernede han selv tvivlen ved at råbe på korset: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). For disciplene stod det klart: Han ér forbandet af Gud, virkelig. Og hvis han er forbandet, så kan han ikke være den velsignede, han kan ikke være den salvede, han kan ikke være Messias!

Hvis Jesus ikke var Messias, som han havde hævdet, så var han helt fortjent under Guds vrede og dom. Men så var også alle, som havde troet ham og fulgt ham, under Guds vrede og dom! Det var det, apostlene måtte se i øjnene langfredag: Vi, som troede, at vi hørte til de frelste ved at følge Jesus, vi er de mest forbandede – netop fordi vi har fulgt ham! Guds vrede og dom er over os!

Det mørke, disciplene oplevede fra langfredag, var ikke bare sorgens mørke, fordi de havde mistet Jesus. Det var dommens mørke, fordi de havde fulgt en falsk lærer, en forfører og en gudsbespotter. Hvem i Israel var mere fortabte og forbandede end de?

”Disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne” (Joh 20,19). Det er ikke svært at forstå, at disciplene frygtede at dø – nu, hvor de måtte regne med at være under Guds vrede og dom.

Netop denne situation havde Jesus imidlertid forud talt om: ”I skal græde og klage (…) I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde (…) Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh 16,20-22).

Vi kan have svært ved at forstå, hvorfor disciplene ikke forstod Jesu forudsigelser om sin opstandelse. Men evangelierne vidner entydigt om, at disciplene efter langfredag troede, at Jesus var død og væk for altid. Dermed var der ingen Messias for dem, ingen mellemmand, ingen frelser, intet håb. Ham, de havde troet på, var en forfører. De stod afklædte og alene under Guds frygtelige vrede og dom.

Det er på denne baggrund, vi må forstå betydningen af Jesu opstandelse for apostlene:

”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’”

Nu stod han der – midt imellem dem, lyslevende! Han og ingen anden. Han, som var død og væk for altid, han levede, han stod midt imellem dem og havde ét budskab til dem: Fred være med jer! I har fred med Gud, ved mig! For jeg lever, og jeg ér jeres sande Messias!

Det tog tid for apostlene at forstå det og at tage det til sig. Men da det skete, var deres tro og liv forandret for altid: Vi har fred med Gud – ved Jesus! Der er frelse, fred med Gud, evigt liv, forløsning, salighed for os – for han lever, Jesus lever! Han er opstået og lever nu og lever evigt, og han er Messias!

Vi mærker en efterklang af denne jubel i de første vers af Peters første brev. I de første tre vers skriver Peter hele fire gange Jesus Kristus, den græske betegnelse for Jesus Messias. Hvad hjertet er fuldt af, løber pennen over med: Jesus ér Messias, han er opstået, og han lever, og derfor har vi et urokkeligt og sikkert håb i og ved ham. Gud ske tak og lov!

Jesus holdt ord. De fik ham at se igen, de glædede sig ubeskriveligt, og det var en glæde, som ingen kunne tage fra dem – eller fra os – for glæden er knyttet til det urokkelige faktum, at Jesus lever som vores Messias, frelser og fred med Gud. Efter påskedag er der for alle Jesu disciple altid grund til glæde: ”Glæd jer altid i Herren!” (Fil 4,4) ”Vær altid glade – i Kristus Jesus!” (1 Thess 5,16-18).

– Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde!

Det levende håb

Det kristne håb er et levende håb, fordi det er knyttet til en levende frelser, Jesus Kristus.

Jesu opstandelse bekræftede, at hans død var en stedfortrædende død for vores synd. Hvis Jesus var død for sine egne synder, måtte han blive i døden. Men fordi han var retfærdig og døde stedfortrædende for vore synder, kunne døden ikke fastholde ham. Opstandelsen bekræfter, at Jesus som retfærdig led for os uretfærdige, og at han derved åbnede vejen for os til Gud og Himlen. Med Peters egne ord: ”Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,18).

Efter opstandelsen blev Jesus optaget i Himlen. Vi kan ikke få noget klarere bevis for, at vor synd blev efterladt i Jesu grav. Kun som fuldkommen ren og hellig kunne Jesus gå ind i Himlen. Der er han nu, og der træder han frem for Gud – til gavn for os (Hebr 9,24). Jesus fremholder nu sit blod for Gud og gør gældende, at vi ved dette blod har fred med Gud, tilgivelse for al synd og åben adgang til himlen og det evige liv. Så længe Jesus lever, kan vi have vished om fred med Gud og evigt liv. Som Jesus selv sagde det med tanke på sin opstandelse og himmelfart: ”Jeg lever, og I skal leve” (Joh 14,19).

Symbolet for håb er et anker. Det kristne håb har sit anker i himlen, hvor Jesus er nu, og hvor han for evigt er vores ypperstepræst og mellemmand over for Gud: ”Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis” (Hebr 6,19-20).

Nu i dette øjeblik og i al evighed står Jesus i Himlen og gør sin fuldbragte frelse gældende for Gud til gavn for os: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og kan i forbøn for dem” (Hebr 7,25).

Jesus døde for os, og han lever for os! Han lever i Himlen og bevidner for Gud, at der ér betalt for vores adgang til Himlen: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever” (Rom 5,10).

Hvordan har du det med Gud? Du finder ikke ud af det ved at se indad. Du finder kun ud af det ved at se opad. Dér i himlen står din forsoner og mellemmand Jesus. Han fremholder for Gud en fuldbragt frelse. Denne frelse gælder altid for dig. Hvordan du end føler og har det. Om din tro er stærk eller svag, frimodig eller anfægtet, varm eller kold. Din frelse hviler ikke i mindste grad på dig og dit. Den hviler altid og kun på Jesus og på ham alene. Han er den samme i går og i dag og til evig tid (Hebr 13,8). Ved ham er du altid lige frelst. Ved ham har du altid fred med Gud og evigt liv. Vort håb som kristne hviler på Jesus og Jesus alene: ”Kristus Jesus, vort håb” (1 Tim 1,1).

Mødet med døden

Jeg har nået en alder, hvor døden på flere måder rykker tættere på. For knapt et år siden var jeg i et kræftpakkeforløb. En erfaren læge fortalte mig på baggrund af røntgenbilleder af mine lunger, at jeg måtte regne med, at jeg havde en meget stor tumor i den ene lunge, og at jeg havde haft den i lang tid. Sandsynligheden for, at jeg levede året efter, var meget lille. Ved Guds nådige bønhørelse endte det med en frikendelse for kræft. Men jeg havde en kort periode, hvor jeg tænkte på døden 24 timer i døgnet. Når jeg lagde mig til at sove, når jeg vendte mig i sengen om natten, når jeg vågnede om morgenen – dagen igennem: Jeg tænkte på, at jeg snart skulle dø.

Hvad bliver vigtigt i den situation? Jeg gjorde mig mange tanker om mine nærmeste, hvordan det skulle gå dem. Men der var én ting, som fyldte mere end noget andet. Det var spørgsmålet om min evige frelse. Jeg havde brug for at tale ud med Gud om alt i mit liv og bede om tilgivelse for al synd – bevidst og ubevidst. Jeg fandt dyb trøst i løftet om, at Jesu blod renser for al synd (1 Joh 1,7). Og så blev det utroligt befriende for mig, at jeg er frelst ved Jesus alene. At intet af mit eget tæller og gælder i forhold til frelsen, intet! At jeg med Paulus må regne alt mit eget for skarn og bare gribe Jesus og vide mig frelst ved ham og ham alene (Fil 3,7-11). Intet andet kan give en synder sand trøst og frimodighed i mødet med døden end dette evangelium: frelse ved Jesus alene.

Men så kom tankerne også om, hvordan det ville blive for mig at møde døden. Jeg går mod dødens dør. Hvad sker der, når jeg skal gennem denne dør? Min kære hustru har fra sin ungdom fundet stor trøst i Jesu løfte om, at den, der holder fast ved hans ord aldrig i evighed skal se eller smage døden (Joh 8,51f.) Det er et vidunderligt løfte. Jesus har besejret døden i en sådan grad, at de, som tror på ham, aldrig skal møde og smage den. I dødens dør møder vi ikke døden, men livet, det sande og evige liv: Jesus selv. I dødens dør tager han imod os og fører os fra liv til virkeligt liv.

”Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig” (Joh 14,3). Det sagde Jesus til de apostle, som alle døde før hans genkomst. Hvad skete der, da de døde? Der skete netop det, som Jesus havde forudsagt. Han kom selv og tog dem til sig. I den time, han havde besluttet, kom han og tog dem hjem til herligheden. I dødens dør mødte de Jesus.

Hvad skete der for Stefanus i dødens øjeblik? ”Han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side,” og så bad han: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” (ApG 7,55,59). Da døden kom, var det Jesus, som kom for at tage Stefanus med hjem.

Min svigerfar døde i en alder af 63 år. Han døde uden varsel af en blodprop i hjertet. Det skete, mens han sov. Lægen vurderede, at det var sket i de sene nattetimer, i den fjerde nattevagt. Dagen efter var vi ulykkelige og rystede. Vi så for os, hvordan døden var kommet til ham med sin stærke, kolde hånd og havde revet ham fra os. Men så kom jeg i tanke om Jesu vandring på søen. Jesus kom til disciplene i den fjerde nattevagt. Da han kom, blev de rædselsslagne. De så ham som et spøgelse, en fjende, en ond magt. Men det var det ikke. Det var ham, Jesus, der kom til dem: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” (Matt 14,27). Det var dette, der skete for min kære svigerfar. Det var ingen ond magt, der kom og rev ham til sig. Det var Jesus, der kom i sin time og i nåde tog ham med hjem til herligheden.

”Ham skal mine øjne se, ingen fremmed!” (Job 19,27, DO 1931). Det var Jobs trøst i mødet med døden. Han skulle ikke se døden, han skulle se sin frelser, sin løser, Jesus. Det er enhver kristens store og rige trøst. Vi skal i dødens dør møde vores kære frelser Jesus – ingen fremmed.

Paulus drages til begge sider. Han drages mod døden, for når den kommer, så kommer Jesus. Da skal Paulus være sammen med ham i herligheden, og intet er bedre end det: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste” (Fil 1,23).

En kristens sidste dage og timer på denne jord kan forløbe meget forskelligt. Nogle dør anfægtede og med frygt. Nogle dør i smerte, jamrende og forpinte. For nogle fremstår dødens dør sort og rædselsvækkende helt til det sidste. Men disse lidelser og anfægtelser frem mod døden er en afspejling af livets vilkår for Guds børn her på jorden. De er ikke et udtryk for, hvad Guds børn erfarer i selve dødens øjeblik. Når Guds børn går over grænsen, møder de alle en lys og åben dør, hvor Jesus selv kommer og tager imod dem og fører dem hjem til Himlens herlighed.

En af de søndagsskolelærere, som har vidnet klarest for mig om Jesus og frelsen i ham, lå for døden. Han lå alene i sit soveværelse. I stuen ved siden af lå hans søn og sov. Døren mellem de to rum stod på klem. Midt om natten vågnede sønnen. Han så over mod døren til faderens soveværelse og så, at der strømmede lys ud af døråbningen. Han rejste sig og gik over mod døren og lyset. Før han nåede soveværelset, forsvandt lyset. Han gik ind og tog sin fars hånd. Den var varm, men der var ingen puls. Faderen var netop gået over grænsen. Døren til himlen var blevet åbnet for ham, Jesus havde taget imod ham og havde ført ham hjem til herligheden.

Som dreng var jeg flere gange med på en bibelcamping, hvor en ældre kvinde og hendes datter deltog. De boede i et tomandstelt under meget primitive former. Men det gjorde dem intet, når bare de kunne være sammen med Guds folk og høre Guds ord. Så blev moderen syg, og det gik mod døden. Hun lå i sin seng og så frem til at blive hentet hjem af Jesus. I de sidste dage spurgte hun igen og igen: ”Kommer han ikke snart og henter mig?” En aften, hvor datteren sad ved sengen, kom spørgsmålet igen. Men straks efter rakte moderen pludselig begge arme frem og sagde: ”Der kommer han, der kommer han!” I samme øjeblik gik hun over grænsen. Hun blev hentet hjem til Himlen af Jesus.

Nogle gange får vi et synligt glimt af det, som er løftet til alle kristne i døden. Men også når vi ikke ser det, eller når vi synes, at vi ser den direkte modsætning, gælder løftet: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8,51). Gud ske tak og lov for det!

”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (…) Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1 Kor 15,55 f.)

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.