Dengang da tidens fylde kom,
og det, som løftet taler om:
En lille dreng af kød og blod,
et menneske fra top til fod,
på bare tæ’r han rendte rundt,
og når han slog sig, gjord’ det ondt,
han måtte plejes af sin mor:
Et barn blev født på jord.
Han voksede og han blev mand,
var helt igennem god og sand!
Mod alle folk han gjorde vel,
og tænkte ikke på dig selv.
Han så til den, som var stødt ud,
hvis liv var fyldt med fald og brud.
Til mig – i hvem kun synden bor:
En ven blev født på jord.
Han havde magt, som ingen anden.
Selv storm og bølge adlød manden.
Engang hvert knæ sig bøje skal
for majestæten i hans sal.
Ej denne verden er hans rige,
men nådens det vidunderlige!
I herlighed han hersker stor:
En konge født på jord.
Det er for højt for min forstand,
at universets skabermand
blev født i ussel fattigdom,
fra himmelsal til stalden kom,
blev flygtning og blev vist foragt.
Han, som selv over død har magt:
Gud selv blev født på jord.
Men dybest han fornedred’ sig,
da han blev gjort til synd for mig.
Han hele verdens synder bar.
Til død og smerte var han klar.
Usigelige kærlighed!
Jeg takker dig i evighed.
For lille, som for stor:
En frelser født på jord.
Stor fred du bar af graven ud.
Den gav du mig – din fred med Gud.
Til helvede jeg var på vej,
men troen skabte du i mig.
Du bad: Jeg vil, o Fader kære,
at hvor jeg er, skal de og være.
Til alle folk, som på dig tror:
Et håb blev født på jord!
Udgivet af
Anders Larsen
Anders Larsen, IT-pedel, Gilleleje.