Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Et håb, som ingen kan tage fra mig

Ugens vidnesbyrd, uge 35 2024. Joh 1,12; 14,27; 17,3.

I Norge har de fået en ny sangbog! Den hedder slet og ret “Sangboka” med undertitlen “Norges kristne sang- og salmebok”. Se nærmere præsentation af sangbogen i bladet “Bibelsk tro” her.

Jeg har fået lov til at låne sangbogen et par uger, og det har allerede været en stor berigelse. Mange af sangene er kendte, men blandt de 997 (!) sange er der også flere, jeg aldrig er stødt på før. 50 af sangene er børnesange.

Det første afsnit i sangbogen hedder “Lovsang, frelsesfryd, tak og tilbedelse”. Og fra det afsnit kommer her en af de sange, jeg stødte på, som jeg ikke kendte i forvejen (forsøgt oversat til dansk):

1. Jeg har en fred og glæde i mit hjerte,
en glæde, som for altid varer ved.
Den fred forbliver selv i sorg og smerte
og fylder mig med stor lyksalighed.

2. Jeg har et håb, som ingen kan ta fra mig.
Det rækker over tid og over grav.
Et håb om evigt liv i himmerige,
hvor ingen længer stiller nogen krav.

3. For alt blev opfyldt her, da Jesus døde.
Han leved livet syndfrit her på jord.
Han så betalte for al synd og brøde,
som vi har gjort imod Guds eget Ord.

4. Nu når vi tar imod ham som vor Frelser,
da skænker han os liv og evig fred.
Da stiger solen i vort jordlivs fængsel,
en evig tak til ham, som for os led!

5. I Himmelen skal vi med Jesus vandre,
når vores tid er endt på jorden her.
Ej nogen magt og djævel skal os klandre;
i snehvid dragt da må vi være der.

Bjørg Kapstad (f.1947)

Sangen kan høres på YouTube her.

Noget af det bedste ved den nye norske sangbog er uden tvivl, at der under hver sang står angivet en række bibelhenvisninger. Det har været et stort arbejde! Men det er også til stor gavn for den, der vil bruge sangbogen til opbyggelse.

Under denne sang står der: Sl 16,11; Joh 1,12; 14,27; 17,3; Rom 14,17.

Her vil jeg nøjes med at citere de tre vers fra Johannesevangeliet:

Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn (Joh 1,12).

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Joh 14,27).

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus (Joh 17,3).

Det er de vers, vi hører genklang af i sangens fjerde vers: “Nu når vi tar imod ham som vor Frelser, da skænker han os liv og evig fred.”

I sangen står det helt enkelt, men når vi læser versene fra Johannesevangeliet ser vi dybderne i det. Troens væsen er det at tage imod Jesus. “Dem, der tror på hans navn” sidestilles i Joh 1,12 med “dem, der tog imod ham”. Og tager vi imod Jesus som vores frelser, så har vi ret til at blive Guds børn! Der er ingenting, der kan fortælle os, at vi ikke har ret til at være Guds børn. Selv når Djævelen kommer som vores anklager, og selv når vi kæmper med selv at kunne tage det til os – så må vi sige til vores forsvar: Min ret til at være Guds barn handler ikke om, hvad jeg burde have ret til, når man ser på mit liv. Min ret til at være Guds barn hviler ene og alene på, at jeg har taget imod Jesus som min frelser!

Det er den fred, Jesus har efterladt os. Han giver os ikke, som verden giver. Han giver os ikke en fred i hjertet, der giver mening for forstanden og tilfredsstiller vores gamle natur. Men han giver os “liv og evig fred” i hans navn (jf. også Joh 20,31).

Og dette er det evige liv: at vi kender Gud – og at vi kender Gud som den, der har udsendt Jesus Kristus til vores frelse! Har vi taget imod ham, kender vi ham, som den hellige Skrift forkynder om, og så ejer vi allerede nu det evige liv. Vi ejer det ikke synligt, så længe vi er her på jorden, men vi ejer det i det håb, som Guds Ånd føder i vores hjerte gennem Bibelens ord.

Jeg har et håb, som ingen kan ta fra mig. Det rækker over tid og over grav. Et håb om evigt liv i himmerige, hvor ingen længer stiller nogen krav (…) Ej nogen magt og djævel skal os klandre; i snehvid dragt da må vi være der.

Tænk at få lov til at være der i en evighed – fri for alle krav, fri for alle anklager – i den snehvide dragt, som Jesus har vundet til os.

Jo, der er grund til “lovsang, frelsesfryd, tak og tilbedelse”!

Tillykke til vores norske brødre med den nye sangbog. Må den blive til rig velsignelse!