Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Et frelsende møde med Jesus

Ugens vidnesbyrd, uge 33 2017. Højs 8,5.

Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede? (Højs 8,5).

Jeg er blevet glad for det her vers! For det siger mig, at jeg får lov til at læne mig til Jesus, for jeg har fået et slag på hoftenerven, ligesom Jakob (1 Mos 32,26-33), og derfor kan jeg ikke gå selv. Et frelsende møde med Jesus går man altid haltende fra, og det kom jeg også til. Selvretfærdigheden fik dødsstødet.

Før jeg blev kristen for ca. 4 år siden, gik jeg og regnede med min egen retfærdighed i mit forhold til Gud – ligesom Jakob. Jeg haltede ikke.

Altid gjaldt det for mig om at bede, læse, vidne og gå mere til møde end andre kristne. Jeg kunne godt lide, når jeg blev trukket frem og rost for min fromhed.. Jeg var nidkær for loven, men uden indsigt, ligesom farisæerne (Rom 10,2). Og jeg tænkte, at min overgivelse til Gud var det, der gjorde mig til kristen, ja jeg kan faktisk huske at jeg tænkte på gymnasiet: Nu synes jeg ikke, at jeg synder mere!

Men så kom min redning! En dag mødte jeg én, som gav mig klar besked. Vi havde mange samtaler, timevis lange samtaler, og mange mails frem og tilbage. Så begyndte vi at høre båndprædikener, især med Frank Jacobsen. Da så jeg, hvor jeg stod: under Guds dom med hele mit kristenliv: med min tro, min iver, min nidkærhed, mine bønner, min omvendelse og min hovmodige selvretfærdighed i forhold til andre kristne.

Jeg så, at mit kristenliv var den ørken, som Højsangen taler om her. For det viste sig at være gennemsyret af synd – alt sammen! Det var hykleri.

Jesus, tag mit arme hjerte,
tag det, dan det, som du vil.
Jeg med al min synd og smerte
hører dig for evigt til.
Ond, fordærvet, skyldbelastet,
uden liv og fred i mig,
er jeg, o min Jesus, kastet
fra min moders liv på dig1.

Derfor er jeg så glad for at læne mig til Jesus, for i ham har jeg alt det, jeg mangler: syndernes forladelse, evigt liv, Guds yndest, tro, omvendelse, ja i Jesus har jeg det fuldbragte kristenliv, som jeg aldrig selv fik til at lykkes.

Jesu rige er troens og hvilens rige, ikke selvstræbets og regelrytteriets rige – Gud ske lov!

Amen!


1 Første vers af ”Jesus tag mit arme hjerte”, af Lina Sandell 1861, nr. 366 i Åndelige Sange og Salmer.

Udgivet af

Daniel Ingdal Overby

Daniel Ingdal Overby, Dronninglund, tømrerlærling

Daniel Ingdal Overby

Daniel Ingdal Overby, Dronninglund, tømrerlærling