Når vi skal tale om dette emne, vil det være naturligt at tage udgangspunkt i Johannes’ Åbenbaring, fordi vi netop her møder både det evige ord og den foranderlige verden. Vi møder her den foranderlige verden i al dens omskiftelighed med krige, oprør, inflation, epidemier og livsangst. Vi oplever her, hvordan verden er underlagt vildførende magter af alle mulige slags. Lige fra den helt åbenbare sataniske vildførelse til den frafaldne kristenhed og endelig til den kristelighed, som kalder sig Antikrist. Vi følger denne omskiftelige verden i dens magt og i dens bratte fald. Vi følger den i dens sejr over troen og i dens bratte opvågnen i det store nederlag.
Vi møder i Åbenbaringsbogen også menigheden – den, der hedder ”bruden” – den udvalgte skare, som lever sit liv samlet om Guds slagtede Lam. Det gør de, fordi de i deres trængsel under synd og afmagt ikke ved af anden fred og salighed end at ”vaske deres klæder i Lammets blod,” som det hedder i kapitel 7. Det er så at sige menighedens kendetegn. Denne menighed ser vi i dens himmelske storhed – hvordan den er set med himlens øjne, som kender dens sejr. Vi ser den også i dens jordiske ringhed som en foragtet martyrmenighed. En menighed, som verden ikke vil vide af, og som den store antikristendom hader og vrager – og for en tid også besejrer. Men vi ser den også som en menighed, der ved Kristi genkomst udfries af denne verdens ”Egypten” og af al den trældom, den lever i her, for endeligt at triumfere sammen med Kristus. Det er billedet af menigheden.
Johannes’ Åbenbaring er historien om den tid, der i Skriften kaldes for ”dagenes ende”. Den er historien om det folk, som Gud udvælger af alle folkeslag, stammer og tungemål; om deres lod her i verden og om deres vej til sejren gennem denne verden. Den verden, der overhører frelsesordet, og som er fanget i forførelse og blindhed, og som går mod sin store og endelige dom. Dette skrift er derfor det rette udgangspunkt, når vi skal tale om ”et evigt ord i en foranderlig verden”. Ikke mindst fordi denne åbenbaring netop understreger, at den sejrende martyrmenighed er karakteriseret ved, at den ”holder fast ved Guds ord og Jesu vidnesbyrd”. Heri er netop grunden til denne menigheds evige sejr: Den holder fast ved et ord, som er evigt sandt. Den holder fast ved et ord, hvorom det til sidst lyder fra Gud: ”Det er opfyldt.” Netop dette siges om menigheden i Filadelfia: at dens sejr skyldes, at den trods liden kraft holdt fast ved Herrens ord og ikke fornægtede hans navn.
Sejrens ord
Spørgsmålet er nu: Hvad er det for et ord, som fører denne menighed i Johannes’ Åbenbaring til sejr gennem denne omskiftelige verden? Det er kort sagt evangeliet om Jesus. Vi læser i kapitel 14, at en engel flyver midt op under himlen med et ”evigt evangelium,” da dommen forkyndes over Antikristens rige. I lyset af det evangelium fældes dommen over Antikristens rige – det vil sige den faldne kristenhed. Det er ikke dem, som helt har forladt kristentroen, men dem, der lever i en falsk kristentro. De dømmes netop af dette evangelium, som bliver løftet op under himlen.
At det er evangeliet om Jesus, fremgår også af ordparret, som vi bl.a. finder i kapitel 1: Guds ord og Jesu vidnesbyrd. Og i kapitel 3: Guds ord og Jesu navn. Det er det ordpar, vi møder mange steder i Åbenbaringsbogen. Dermed præciseres det netop, hvad Guds ord er; nemlig ordet, der vidner om Jesus. En anden ting, som også klart viser, at det er evangeliet om Jesus, det drejer sig om, er, at den sejrende martyrmenighed hele tiden kaldes ”Lammets brud,” fordi hele dens trosliv er samlet om det slagtede Lam.
Sådan bliver menigheden præsenteret for os i kapitel 1, hvor vi ser den samlet omkring Jesus i hans ypperstepræstelige dragt – altså samlet om det ypperstepræstelige embede med offertjenesten, som Kristus fuldbragte. Det er ordet om korset, som er hemmeligheden hos dem, der – som de eneste – sejrer over verden med dens omskiftelser, magt og forførelse. De står indskrevet i Lammets bog, i Livets bog. Det er det, der er deres redning fra al forførelse i denne verden. De står dér.
Bibeltro
Det skal vi lige standse lidt ved. Det er nemlig kommet på mode at tale om bibeltroskab. Og det går med det, ligesom det går med alt, der er på mode, at man ender i et selvbedrag. Man kalder sig nemlig bibeltro uden at gøre sig klart, hvori bibeltroskab består. De fleste vil mene, at hvis jeg kalder Bibelen for Guds ufejlbarlige ord, så er jeg bibeltro. Bibelen er virkelig Guds ufejlbarlige ord. Den er ikke fremkommet ved et menneskes vilje, men drevet af Helligånden talte mennesker, hvad de fik fra Gud. Det er Skriftens hemmelighed.
Men med den påstand alene er ingen bibeltro. For både jøder, katolikker og alskens sværmeri kan sige ja til, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord. Og dog forhærdede jøderne sig gennem deres læsning af Skriften. Sådan som Jesus siger det om dem i Joh 5: ”I mener i Skrifterne at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig: Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.” De mente helt klart, at i Skriften var det evige liv at finde for dem. De læste dagligt i skrifterne, men – som Paulus siger – lå der et dække over Skriften, så de ikke så det lys, som Skriften egentlig indeholdt. Resultatet var, at da Jesus endelig kom, var det ikke ham, som Skriften talte om, de søgte. For de var ved deres skriftlæsning ført langt, langt bort fra Kristus og ført ind i forhærdelse. De sad simpelthen dagligt og læste Skriften til forhærdelse. Og dét er ikke bibeltroskab!
Bibelens skjulte sandhed bag alle ordene er, at de alle vil føre ét sted hen; nemlig til tro på Jesus efter evangeliet. Fører Bibelen ikke derhen, er det ikke bibeltroskab – ligegyldigt hvad vi mener om Skriften. Det er langtfra sikkert, at det er et evigt ord, vi holder fast ved og hævder, fordi det er et bibelord. Det er nok værd at gøre sig meget klart i den kamp, vi står i. Vi holder ikke fast ved et evigt ord, bare fordi vi hævder, hvad der står i Skriften. Aldeles ikke!
Derimod er loven, som fordømmer os, og som fordømmer os alle, et evigt ord. Ligeledes er evangeliet til tro på Guds Lam for alle de fordømte, fattige og svage et evigt ord. Så når vi prædiker loven til fordømmelse for alle mennesker og alt kød, prædiker vi et evigt ord. Og når vi prædiker Kristi kors til frelse for alle fordømte, prædiker vi et evigt ord. Dét er evigt sandt. Derfor er dét bibeltroskab.
Paulus taler om noget af det samme, når han i Andet Korintherbrev taler om, at ”når Skriften bliver afdækket … skuer vi Herrens herlighed”. Ordet ”herlighed” hedder på græsk ”kabod”, og det dækker over to ting: Herrens velsignelse og hans forbandelse. Det er hans evangelium og hans lov.
Paulus siger videre, at når vi møder det med ”utildækket ansigt,” forvandles vi til det samme billede, som vi ser. Det vil sige, at når jeg igennem Den Hellige Skrift møder Guds forbandelse – nemlig i loven – så forvandler det mig derefter. Det vil sige: Jeg begynder at frygte og bæve for den levende Gud. Tilsvarende når jeg møder Herrens velsignelse – nemlig i evangeliet – så forvandles jeg derefter. Det vil sige: Det skaber tro på Jesus. Og når dét sker, har jeg mødt det ord, som er evigt. Så er det ikke mere bare et bibelord, men så er det et ord, som Helligånden har gjort levende til frelse for mig. Og dét er evigt. Dét er bibeltroskab.
Sejr i fattigdom og svaghed
Det er dette, Guds afsløring af historien åbenbarer for os. Det er ikke alt kristeligt, der sejrer. Ikke alle ”krister” er den ene Kristus, Guds Lam. Men det, som er evangeliets tro; dét sejrer.
Det ord, som samler al tro om det slagtede Lam, og som ærer ham med sine sejrssalmer, dét er Guds evige ord, sejrsordet. Hvad det betyder, får vi et lille, men klart indblik i gennem menighedsbrevene i Johannes’ Åbenbaring 2-3, hvor vi møder menigheden udtrykt gennem syv menigheder i Lilleasien. Af de syv menigheder var der kun to, som var sejrsmenigheder; nemlig menigheden i Smyrna og menigheden i Filadelfia. De var de eneste, som ikke fik påbud fra Herren om at omvende sig. Og det på trods af at det er dem, det ser ringest ud med.
Smyrna er præget af trængsel, fattigdom og frygt for fremtiden, fordi de ser døden true. Alligevel siger Jesus til den menighed: ”Dog, du er rig.” Filadelfia er præget af, at de har ”liden kraft.” De kender sig bag lukkede døre, som de ikke kan lukke op, og uden mulighed for at vinde mennesker. Alligevel siger Jesus, at de står foran åbne døre. De skal blive redskaber til, at nogen fra Satans synagoge slutter dig til dem, fordi de indser, at Kristus har kærlighed netop til dem.
Ser vi derimod på alle de andre menigheder, er der helt anderledes stil over dem. Her er det virkelig menigheder, hvor der foregår noget. I dem er der initiativ, der er kraft, der er gerninger, der er overvågenhed overfor læren og meget mere. Ja, Jesus kan ligefrem sige til en af dem, at den har kærlighed og troskab, tjeneste og udholdenhed, og den har flere gerninger end tidligere. Det vil sige, at alt i den menighed er fremgang. Alligevel truer Jesus dem med store trængsler, hvis de ikke omvender sig. Det er strålende menigheder. Men de er hastigt på vej – gennem deres fremgang – lige ned i nederlaget.
Hvad er det, som får Jesus til at se rigdom og sejr, hvor vi ser fattigdom og liden kraft? Mens han omvendt ser trængsel og evigt nederlag true forude, hvor vi ser sejr og strålende fremgang? Det skyldes, at den evige sejr er knyttet til et evigt ord, nemlig evangeliet om Jesus. Det var evangeliet, de med ”liden kraft” i Filadelfia holdt sig til. Det var deres sejrshemmelighed.
Det kan se så fattigt, svagt og ufrugtbart ud, når mennesker søger evangeliet med al deres fattigdom; med alle de berettigede anklager om liden kraft, uvirksomhed, slaphed og død. Det kan se så fattigt, svagt og ufrugtbart ud. At mennesker ikke kan andet og ikke ved af andet end at høre om Jesus og søge Guds Lam. Der er intet stærkt at se deri. Men netop i den tro er den evige sejr gemt. Det er i denne svaghed, sejren ligger. For ordet om Guds Lam er ordet til liv for verden.
Derfor får vi aldrig et sandere billede af sejrsmenigheden end ved den hellige nadver, hvor Kristus slutter pagt med syndere om, at han vil kende os som dem, han selv har genløst fra synden ved sit legeme og blod. Nadveren ser bestemt ikke ud som nogen sejrsstund. Men det er her – hvor mennesker samles om Guds Lam, fordi de ikke ved af andet til frelse end det Lam – at sejren er. Her er kronen. Her tindrer Guds løfter.
Men når alt bliver fremgang for os som i de andre menigheder, vi nævnte – når initiativerne svulmer, og menigheden er stærk, som det for eksempel er beskrevet i menighedsbrevet til Efesus – da sker det tit, som det skete der, at de mister selve den grundlæggende kærlighed. Den kærlighed, hvor Jesus og hans død er al hjertets trøst og fred, lys og glæde. Det er netop, hvad vi ser i dag. Så snart det begynder at blive stærkt for os, så snart initiativerne begynder at svulme op, og fremgangen vokser i menigheden; da vender forkyndelsen sig ganske langsomt bort fra Guds Lam og alt, hvad der synes svagt. For nu skal der til at ske noget. Så er vi omgående nede i nederlag. Da er sejren tabt.
Derfor må vi spørge uden bebrejdelse eller anklage: Ser vores tro sejrsmenigheden, der hvor mennesker i deres fattigdom og svaghed holder fast ved ordet om ham, som gav sit liv for os? Begynder vi virkelig, når vi ser det, at svulme af stolthed og en fornemmelse af, at her står sejrsmenigheden? Eller begynder vi først at svulme af stolthed, når vi ser, hvordan det vokser og går frem?
I det ene tilfælde er det troen, der svulmer, i det andet tilfælde er det kødet. I det ene tilfælde er jeg på vej til sejr, i det andet er jeg allerede solgt i nederlaget. Sejren findes nemlig i det eneste ord, som er evigt fast, og det er ordet om Jesus, Guds Lam. I det er evig sejr for selv en syndetræl, som kan sukke: ”Jeg elendige menneske.”
Derfor skal det elendige menneske lære i troen at synge sejrssangen: ”Der er ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus.” Det er vores sejrssang. Deri er ikke bare evig sejr, men der er også sejr over alle de magter, som leder verden i undergang.
Sejr over de ødelæggende magter
Da Johannes i kapitel 9 så nogle af disse magter, som forfører verden og fører den i undergang, hørte han en røst sige, at disse magter kun måtte skade dem, som ikke havde Guds segl på deres pander. Guds segl møder vi også i kapitel 7, hvor det betegner troen, der lever hos Guds Lam.
De ødelæggende magter, som florerer i verden, frelses vi ikke fra ved at bekæmpe dem. Det må vi meget stærkt understrege, fordi det er en hovedtanke i kirken i dag, at vi er sat til at bekæmpe disse magter og prøve ligesom at tage brodden af deres virkekraft.
I samme øjeblik vi begynder at bekæmpe de magter, har vi tabt. Da er vi besejret af denne verdens magter. For der er nemlig kun én magt, som kan redde os fra al forførelse i verden. Og det er, at vi står i Lammets bog. At vi er blevet mærket med den tro, som hører Lammet til. Det er verdens redning; og der findes absolut ingen anden redning, end at den tro bliver vakt og lever hos os. Begynder vi at kæmpe mod magterne på anden måde end den, har vi tabt det slag på forhånd. Det er vi alt for svage til. Derfor ser vi da også, at efter alt det, vi har stablet på benene for at besejre denne verdens magter, er det eneste, vi har haft ud af det, at kirken er blevet præget af verden. De, der kæmper mod verden, præges mere og mere af den verden, de kæmper imod. Simpelthen fordi sejren ikke vindes ved krig. Men ordet om Kristi død er livsordet i verden. Det evige ord i tiden.
Forkyndelsen
Vi må også sige noget om den tjeneste, som har fået betroet at gå med dette evige ord til denne fortabte, urolige, lidende og bestandigt foranderlige verden.
Engang stod apostlen Paulus, som af Herren var kaldet til dette ords tjeneste, overfor at skulle rejse til Korinth. Det fortæller han om i Første Korintherbrev. Han skulle rejse over og prædike ordet om korset – naturligvis – for hvad skal en kristen prædikant ellers prædike!
Han gjorde sig naturligvis sine tanker på forhånd. Han gjorde sig nogle overvejelser om, hvordan det ville være at komme derover og prædike ordet om korset. Blandt andet stod det ham lysende klart, at det evangelium ville i Korinth føles som dårskab og svaghed. Derfor overvejede han, om han skulle prøve at tale med visdomstale derom; om han skulle tilpasse ordene til tilhørernes krav om visdom og kraft. Men da han overvejede dette, blev én ting ham klart. Nemlig, at han kunne måske nok virke så overbevisende, at han vandt nogen derved. Men den tro, som han derved ville få skabt hos dem, ville lide af en meget alvorlig brist i evighedens lys. Den ville nemlig bygge på menneskelig visdom. Den ville ikke være skabt af Gud selv, men af Paulus’ argumenter, af hans visdom og af hans evne til at lægge tingene fornuftigt og tidssvarende frem.
Den tro, som ville komme ud af det – og der kom tro, lad os endelig gøre det klart; der kom tilslutning til menigheden, lad os bare gøre det klart – den byggede på menneskelig visdom, siger han. Det vil sige, at det blev en tro, som aldrig blev andet for evigheden end hø og strå, som ville brænde op. Det ville være et fuldstændig meningsløst arbejde i Guds rige. Så resultatet af hans mange tanker blev lykkeligvis – både for ham selv og for dem, som nu kom til tro – at han siger: ”Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, mens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet.”
Kraft var det ikke, det vidste han. Visdom var det heller ikke, det vidste han også. Men han vidste en ting mere, da han traf den beslutning: at ordet om korset var Guds visdom til frelse. Det var ved dette ords kraft, Gud selv ville frelse verden. Det vidste han. Han ringeagtede ikke evangeliet, selv om det var dårskab og svaghed for verden. Han søgte ikke at gøre det tidssvarende. Han søgte ikke at tilpasse det efter sine tilhørere. Han sørgede for at tale Guds evangelium tydeligt. Det ord, der taler om Guds dom og Guds Søn, har Gud med sig. Det er dets evige, herlige hemmelighed, at med dét ord er Gud. Det er derfor, det er evigt. Der findes intet andet Guds ord her i verden end lov og evangelium.
Vist er det, at det er – og altid har været – en dårskab blandt mennesker. Vist er det, at aldrig har noget menneske set løsning på sine aktuelle problemer i det evangelium. Det er også derfor, vi oplever en kirke i dag, som i rasende hast fornægter evangeliet for i stedet at tale trøstende til dem, som har lidt skibbrud her i livet. Man vil tale aktuelt om menneskers nød i det aktuelle. Der er en kristendomsforfalskning i forkyndelsen i dag, som går i den retning; hvor man vil tilpasse sig. Men evangeliet har aldrig haft noget svar på menneskers jordiske problemer. Derfor havde Søren Kierkegaard ret, da han – imod den rationalisme, som var i kirken dengang – sagde: ”Mennesker kommer ikke i kirke for at høre om deres jordiske problemer, men for at få skabt et nyt problem. Nemlig hvordan jeg bliver frelst – og så få dét løst.”
Med det evangelium virker Gud fra Himlen ved sin Ånd; og han åbner det ord for hvem, han vil, når han vil, og hvor han vil. Han vækker ved det ord sejrstroen i syndere. Paulus beskriver denne vækkelse i Første Thessalonikerbrev, hvor han siger til menigheden: ”Vi ved, at I er udvalgt.” Det ved han, fordi han har set dem tage imod evangeliet, ikke som en død lære, men som en kraft til tro, som en ny ånd inde i hjertet og som en salig vished. Det vil sige, at da han forkyndte evangeliet i Thessalonika, skete der skjult for alles øjne en udvælgelse. Gud udvalgte sit folk, mens Paulus prædikede. Gud vakte troen gennem ”ordet om korset,” som blev prædiket.
Ingen kunne forklare det, ingen gjorde noget dertil. Det eneste, der skete, var, at det evige ord blev prædiket af en, som var tro, selvom ordet syntes håbløst. Da vakte Gud selv troen hos dem, som han udvalgte. Det skete dér. Det er prædiketjenestens store gerning at virke udvælgelse af Guds evigt genløste folk. Vi er her simpelthen ikke for noget som helst andet.
Og det sker kun ved én ting; nemlig det evige ord, som Gud kalder sit: dommens og frelsens ord. Lov og evangelium. Ordet om hans forbandelse og hans velsignelse.
Hø og strå
Men den tjeneste kræver så også én ting: Den kræver tjenere, som tør være tro til døden. Det går nemlig denne tjener, som det gik hans herre i verden: at verden forkaster ham. Da vi kun er svage mennesker, er det nok årsagen til, at vi går så mange andre veje. For det er svært at være en tjener, der vil være tro til døden. Aldrig vil det ord, som er evigt, gå fra sejr til sejr. Det er derimod antikristendommens store privilegium i denne verden, som vi ser netop i Åbenbaringsbogen: at være vækkelsesbevægelse, der går fra sejr til sejr. Det hedder, at hele verden skal følge undrende efter dyret. Det er og bliver al antikrists store privilegium, at de kan gå fra sejr til sejr. De kan bugne af sejr.
Men Ordets og Åndens sendebud – dem, der går med sejrsordet, som udvælger og bevarer frelsesfolket, pagtsfolket – de tilhører et martyrfolk. Et martyrfolk, som må lide dødens og ensomhedens trængsler.
Nøjagtig som Guds profeter altid har måttet det. Det er ikke bare noget nyt, der sker i Danmark: at man må blive ensom, at man må lide døden i tjenesten. Sådan har Guds profeter også haft det i det gamle Israel. ”Herre, hvorfor har du ladet mig være alene?” kunne de råbe til Gud. Derfor er det en utrolig farlig ting, når en tjener – i stedet for at tage sigte på at bære Ordet frem – spejder efter, hvad der har succes i verden for så at gribe efter det i håb om, at det kan bære evig frugt. Derfor etablerer man alle disse mange ting, som vi etablerer i dag – og det skal siges, at det bærer frugt.
Men alt, hvad der ikke er født ud af evangeliet selv, er hø og strå for evigheden. Det skal mange tjenere komme til at erfare, når Herren kommer igen. Vi kan virke tro, vi kan virke succes, vi kan bære frugt. Det er kun et spørgsmål om, at vi tager os sammen. Og der er mange i dag, der ægger os til at tage os sammen til det. Frugterne bliver da også i rigelig mængde – nogle gange. Men vi elsker at samle på hø og strå, som aldrig fører til sejr. Vi svigter Guds folk, fordi vi ikke er tro mod det ord, som er evigt. For Gud er kun med sit ord, det evige evangelium.
Men gid vi så – midt i døden for det ord – måtte forstå, at med det er den Gud, som oprejser liv i dødens land. Lykkeligt det folk, der var tro mod evangeliet til enden, og som en dag får lov til at stå i sejren. Da får de hvile for deres møje, siger Skriften. Den hvile kan der godt blive brug for, når vi er ved vejs ende.
Foredrag holdt på Dansk Bibel-Institut 1987.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2023. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.