Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Et anker for sjælen

Ugens vidnesbyrd, uge 19 2018. Hebr 6,19.

Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget (Hebr 6,19).

Jeg har mange gange fundet stor trøst og opmuntring i Guds ord, når jeg har brugt tid på at fordybe mig i bibelversenes enkelte ord og sætninger. Der er stor velsignelse i at suge åndelig næring ved at være stille for konkrete ords betydning og vægtning.

Jeg har særligt fordybet mig i formuleringen om, at håbet er som et anker for sjælen. Hvad betyder det? Hvis man slår ordet “anker” op i ordbogen beskrives det, hvordan det i overført betydning henviser til “et fast holdepunkt” – og når man “kaster anker” peger det på, hvordan man inden for søfart sænker et anker ud over skibssiden, så det griber fat i havbunden og holder skibet på plads.

Et anker for sjælen må på den baggrund have den betydning, at vi “kaster anker”, for at det kan gribe fat og give os et fast holdepunkt.

Tidsånden dikterer en søgen efter mening; et fast holdepunkt i en verden, der er præget af opløsning. Men der er en afgørende forskel på disse tanker og det håb, vi læser om i Guds ord.

Som Guds børn er håbet et anker for sjælen. Det er ikke en søgen efter mening eller et fast holdepunkt hos mig selv – men derimod er det et håb, som ligger helt uden for mig.

Et håb fødes i et menneske, når det finder fortrøstning og forventning med hensyn til fremtiden. Håbet fødes, når vi rækker ud og tager vores tilflugt til noget, som ligger foran os.

For et Guds barn fødes håbet, når det finder sig selv magtesløst, syndigt og uværdigt i sig selv. Hvordan det? Håbet fødes, når vi ser Guds nåde i lyset af vores egen magtesløshed. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds (Ef 2,8).

Det er et håb, der er urokkeligt og sikkert! Vores håb er Jesus Kristus, ham, der rækker ind bag forhænget og har banet vejen, så vi har frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud (Ef 3,12).

Ankeret står fast, uanset hvad jeg føler, tænker eller oplever – for nåden er helt uafhængig af mig. Jesus er det sande håb og det faste holdepunkt. Han har givet os et levende håb i en håbløs verden! Ved Jesu blod har vi frimodighed!

Til det håb er vi frelst! (Rom 8,24).

Udgivet af

Sidsel Dørken

Sidsel Dørken, København, pædagog og cand.pæd.

Sidsel Dørken

Sidsel Dørken, København, pædagog og cand.pæd.