Våg VII
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
Resumé: Marianne og Frederik var missionærer i Afrika, men vendte hjem på grund af Mariannes sygdom. Marianne er nu rask, men stadig svagelig. Frederik har talt stærke domsord i både den moderne frimenighed og den konservative husmenighed, men begge steder blev hans varmhjertede advarsel afbrudt før tid. Han føler sig efterhånden uegnet som prædikant, også fordi han mærker frafaldsånden så stærkt i sit eget liv. Desuden plager det ham, at han ikke føler, at han duer til at være en god mand for Marianne og en god far for Josva.
Josva har det tilsyneladende svært i skolen, ikke mindst efter at Frederik har refereret nogle dømmende ord, han har sagt om ungdomsarbejdet i frimenigheden. Han er blevet meget lukket over for sin far. Han har delvist betroet sig til sin mor, men virker sårbar. Da en planlagt filmaften blev afbrudt, fordi Marianne og Frederik pludselig blev tilkaldt for at hjælpe selvmordstruede Isabel, reagerede han meget voldsomt, og hans forældre kom hjem til en seddel, hvor der uden nærmere forklaring stod: ”Det var ikke min idé.” Forældrene troede, at der var sket noget frygteligt i hjemmet, men både Josva og lillebroren Jakob var tilsyneladende okay.
På skolen går der rygter om, at Josva er homoseksuel.
Blæsten tog fat og fik det til at hvisle faretruende i den flere meter høje bøgehæk, der voksede som en solid og uigennemtrængelig fængselsmur omkring skolegården. Josva skuttede sig og skelede op mod himlen, hvor lette skyer drev hurtigt hen over hinanden, mens det store mørke nærmede sig i ubønhørlig majestæt. Lummerheden var kvælende og måtte med naturens brutale nødvendighed snart finde udløsning i et regnskyl af afrikanske dimensioner.
Et lynglimt efterfulgt af en omgående tordenbuldren bekræftede, at det ikke var uden grund, Josva havde ladet cyklen blive hjemme i dag. Han satte farten lidt op for at nå frem til busstoppestedet, inden de tunge dråber rigtigt skulle få fat. Den gamle, udtjente og hullede skoletaske ville ikke være modstandsdygtig over for et brusebad fra himlen, og computeren lå løst og udsat i den sammen med bøgerne. Det ville være en katastrofe, hvis der skulle investeres i en ny bærbar. Flere økonomiske bekymringer til hans mor. Det fortjente hun ikke. Hun havde så rigeligt at tænke på i forvejen …
Josva skridtede ud for at nå i sikkerhed med computeren, men sagtnede så alligevel farten igen. Åh nej. Det var bare ikke rigtigt! Ham den nye Felix stod og ventede under taget i det lille skur ved busstoppestedet. Han havde sin mobil i hånden og lod hænderne automatisk scrolle lidt hen over den, men kiggede ikke ned. Hans blik var stift rettet mod Josva. Der var ingen vej uden om. Det ville se rimelig fjollet ud at vende om nu. Eller lade som om, man ikke skulle med bussen. Eller stille sig uden for skuret i den silende regn. Man burde faktisk også sætte farten op igen. Med mindre man skulle forsøge at virke cool og ophøjet ligeglad med banale ting som vind og vejr?
Åh … Hvorfor var det lige i dag, det skulle være busvejr?
Josva sendte Felix et lidt forlegent hej og stillede sig ind ved siden af ham, så langt væk som muligt, men stadig indenfor i tørvejret. Felix’ kraftige skikkelse betød, at intimsfæren var tæt på overskredet i det lille skur – i hvert fald efter Josvas begreber. De slog begge blikket ned i nogle få sekunder, men selv de nu massivt trommende regndråber på glastaget kunne ikke forhindre den pinlige tavshed i at gøre opmærksom på sig selv.
“Godt der er tag på bussen”, røg det ud af Josva. Det var, hvad hans mor ville sige i sådan en situation. Tag på busserne var ikke en selvfølge, der hvor de kom fra; i hvert fald ikke et tag, der kunne holde regnen ude, når det virkelig gik løs, og himlen åbnede sig. Nu lød det bare som en usandsynligt fjollet og meget lidt cool frase om vejret.
Felix svarede ikke lige med det samme. Josva hadede sig selv for, at han aldrig vidste, hvad han skulle stille op med sine hænder og arme. Med en frekvens af stillingsskift, der nok ikke så udpræget naturlig ud, stak han hænderne i lommen, lod dem hænge løst og afslappet langs siden og lagde dem over kors, indtil de til sidst fandt et solidt greb om mobiltelefonen.
Billedet af Ilse, kristendomslæreren, tonede ubehageligt tydeligt frem for hans indre: “Næstekærlighed – det er også at snakke med en anden i skolegården, end man plejer. Være venlig over for en, der har brug for et smil og en opmuntring. Prøv at tænke på det i dag. Lad være med at udskyde det til i morgen, for så glemmer man det bare igen. Når klokken ringer om lidt, så prøv for en gangs skyld at lade være med at gå hen i jeres faste kliker. Det er jo godt at have venner. Men alle fortjener en plads i fællesskabet. Alle! Og ingen fortjener i hvert fald at blive moppet og holdt udenfor. Giv plads til hinanden! Se hinanden! Vær der for hinanden, og spørg ind til hinanden! Prøv at forestille jer, hvis Jesus kom og gik mellem os i skolegården. Hvem ville han så opsøge? De stærke? De populære? Tænk på, hvem du skal være en Jesus for i dag …”
Hun var blevet ved sådan i et kvarters tid. Det var ubehageligt. Grænseoverskridende. Josva havde følt, at Ilses store og udspilede øjne under de konstant hævede øjenbryn havde været rettet mod ham under hele den lange svada. Ret beset vidste han ikke, hvor hun havde kigget hen, for han havde selv det meste af tiden haft blikket solidt fæstet på den kuglepen, han sad og skilte ad og samlede igen i en uendelighed. Men hun talte godt nok usædvanligt direkte og konkret, så det var svært at komme udenom. Det eneste forsøg på en udvej, han havde fundet, var en genkaldelse af nogle ord, hans far engang havde sagt, da de talte om skolen, og hvordan han skulle forholde sig til den type kristendom, han mødte der: ”Det er fint nok med Ilse”, havde han sagt. ”Hun er det rareste og kærligste menneske, og hun mener det helt sikkert så godt – men du skal bare være opmærksom på, at hun godt kan være noget lovisk.”
Ja, ”lovisk”, det var måske det …
Men hvorfor skulle Felix nu stå lige dér i dag? Han havde jo også hørt Ilses ord – og alligevel gik han alene rundt hele det efterfølgende frikvarter, mens Josva som sædvanlig var sammen med flokken omkring Samuel.
“Kan du måske hjælpe mig med at komme på det der AngelFace?”
Josva sank en klump og kiggede sig kortvarigt over skulderen for at se, om bussen ville komme og redde ham. Der var ikke andet end piskende regn på vejen. Nogle dage var bare som programmeret til at gå skævt i alle situationer.
Felix ville række ham sin mobil.
“Hmm. Du skal have en adgangskode for at komme på første gang.”
“En adgangskode simpelthen? Jeg troede, appen var tilgængelig for alle?”
“Det var den også i starten. Men det blev lidt for svært at styre. Vi er jo bare amatører … Så nu skal alle igennem Samuel, før de kan oprettes som medlemmer.”
“Samuel, er det ham, der har …?”
“Ja, han er guruen!” Josvas øjne lyste kortvarigt. “Du fatter ikke, hvor genial han er. Han lavede det hele på en projektuge! Fik vist nok en lille smule hjælp fra sin storebror, der er programmør. Og ka-tjing! Så fik skolen lige sit eget sociale medie.”
“Ja, jeg har godt hørt lidt om det. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man ikke bare bruger de almindelige …”
“Altså, det ene udelukker jo ikke det andet.” Josva følte sig lidt bedre tilpas nu. Han var på hjemmebane. “Det var jo mest bare for sjov og for at prøve kræfter med at lave en platform a la Facebook og Snapchat. Men Samuel har faktisk været i flere medier og fortælle om AngelFace. Der er sådan et klip, der er blevet liket og delt sygt mange gange, hvor han fortæller om funktionerne og lidt om navnet AngelFace. Jeg tror især, det er det med navnet, folk synes, er lidt sjovt … Det er jo, fordi friskolen altid er blevet kaldt ‘Englefabrikken’ …”
“Ja, men jeg troede, det var noget, I var trætte af?” Felix så uforstående ud.
“Ja, det kan man godt sige … Det er jo et drillenavn. Men hvis man bliver drillet med noget, så er der kun ét rigtigt godt våben, og det er selvironi!”
Josva mødte Felix’ blik i næsten et sekund. Det var vist rekord. Men han blev nødt til at se, om Felix fangede hintet – og om det var over stregen.
Den nye dreng i klassen havde skiftet skole midt i et klassetrin på grund af mobning. Og det var ikke svært at få øje på grunden til, at han var blevet sendt over til den skole i byen, der havde det stærkeste ry for et godt miljø på grund af de kristne værdier. Det lille, buttede hoved, der tilsyneladende uden hals var sat direkte oven på den enorme krop, var et meget taknemligt offer. Og så hjalp det jo ikke, når man hed Felix og læspede. Men han virkede egentlig flink og “normal” nok ellers. Han var garanteret også rimelig stærk … De der overarme var 3-4 gange tykkere end Josvas spaghettiarme. Josva trippede lidt frem og tilbage. Kom bussen ikke snart?
“Man må bare sige, at den her app kan nogle ting.” Josva afbrød det ordløse spørgsmål fra sin ventekammerat og forsøgte at vinde hjemmebanefordelen igen. “Lærerne er også ret vilde med det. Altså, de er jo ikke medlemmer; det er kun til elevkommunikation. Men jeg tror bare, de er stolte af, at tekniklinjen på skolen kører så højt, at en 9. klasseselev kan lave noget på det niveau. For det virker jo rent faktisk, og vi bruger det hver dag – til at aftale hockeykampe i frikvarterne og alt det der.”
“Du snakker lidt som om, du er med i det?” Felix’ øjne hvilede forskende på Josva. Der var en faretruende glød i blikket – som om han vidste noget? Men det kunne han vel ikke. Han var jo ikke engang på endnu. Og hvorfor skulle nogen have fortalt ham noget?
“Med i det? Ja, altså det er jo næsten alle over 13 år på skolen, der er medlemmer.”
“… Også som om, du er lidt mere end bare en almindelig ‘bruger’?”
“Nåh … Ja … Vi har lidt nogle jokes, vi kører.”
“AngelNews?” Felix stirrede intenst på ham og gik en lille smule nærmere, så Josva nu mærkede hans dårlige makrelånde, og så de stod skulder ved skulder – eller skulder ved albue var det nærmere. Felix var ikke bare kraftig, han var også høj som en fuldvoksen mand.
“Nå, det har du måske hørt om …?” Josvas hjerte sprang over et par slag, mens han igen kiggede sig over skulderen.
Kom nu, bus! Josva tjekkede rastløst tiden på sin mobiltelefon og sammenholdt den med køreplanen ved stoppestedet, selvom han var udmærket klar over, hvornår bussen skulle komme. Tre minutters forsinkelse indtil videre. Typisk …
Mens han stod med mobilen, tikkede der en besked ind fra Samuel. “Weee, så dig lige nu ved stoppestedet. Gl & hf!”
“Good luck and have fun” … Argh, Samuel. Nogle gange var det, som om han var over det hele. Som om han havde installeret en eller anden skjult app på sin udsendte medarbejders mobiltelefon, der koblede sig på kameraet, så han kunne følge med i alt. Overvågede hver en bevægelse og hvert et ord. Men han var jo nok bare blevet hentet i den sorte BMW, der lige var drønet forbi stoppestedet. Han skulle jo nødig få våde fødder, det lille pus. Så var det godt at have en fleksibel far, der kun behøvede at arbejde, når han havde lyst …
“Hvad var det for en lyd?” Felix lænede sig endnu lidt nærmere for at se, og Josva stak lynhurtigt mobilen i lommen igen. “Bare AngelMessenger”, forklarede han. “Selvfølgelig en meget diskret basuntone, når der er en ny besked!”
“Det er meget gennemført, hva’?”
Igen den der undertone … Josva spændte automatisk sin krop, klar til at vride sig fri ved et eventuelt angreb. Han var ikke stærk, det ville være synd at sige. Men han havde altid haft det der ene sekunds power til at komme fri af nogen, og så kunne han løbe hurtigere end de fleste.
Josvas krop gav næsten et lille hop, da bussen endelig drejede ind i svinget og banede sig vej mod stoppestedet gennem vandstrømmene. Den hvide bus var en virkelig frelsende engel …
Inde i bussen satte de sig på hver deres side af midtergangen, og samtalen ændrede karakter med den mere betryggende og behagelige fysiske afstand mellem dem. Josva gav Felix nummeret på Samuel, så han kunne anmode om en kode til appen, og så blev de ti minutters bustur ellers brugt på at snakke om fodbold, skoleskift og kristendom.
Felix var ikke fra et kristent hjem, forklarede han. Han var skiftet på grund af mobning. Det var han meget åben omkring. Og han behøvede jo nok ikke at forklare nærmere, hvad han var blevet moppet med.
Han havde faktisk lidt selvironi, Felix. Det var befriende.
“Men det er jo egentlig bare så fjollet”, bekræftede Josva. “Altså, at du skal blive dømt på – sådan nogle ting.”
Felix sagde, at han havde været glad for Ilses kristendomstime. Hvis dét var kristendom, så var han i hvert fald meget med på det.
“Ja,” sagde Josva eftertænksomt. “Det er jo ikke det hele. Men næstekærlighed, det er da ret grundlæggende. Jeg tror ikke, man kan være kristen uden at have næstekærlighed. Så det håber jeg da også, du kommer til at mærke, altså – at vi har, sådan mere eller mindre. Du skal i hvert fald bare … Ja, her bor jeg, så jeg må hellere komme af, men vi ses i morgen, ik’?”
”Ja, vi ses i morgen.” Felix smilede. Det var første gang, Josva havde set ham smile. Det gjorde et eller andet helt vildt ved hans ansigt. Dobbelthagen forsvandt ikke ved det, men det var ligesom om, den blev helt ligegyldig. Han kunne helt sikkert blive en god ven. For nogen. Hvis nogen altså ville tage konsekvenserne.
De temmelig uoverskuelige konsekvenser.
Josva sukkede dybt, da han gik ud af bussen.
Han så op mod vinduet og vinkede og smilede til Felix. Men gad vide, om ruderne var for beskidte? Eller var det det pludselige solstrejf efter bygen, der blændede ham? Nej, Felix fulgte Josvas bevægelser meget nøjagtigt. Han kunne se, at Josva vinkede og smilede. Men ingen genvink og ingen gensmil. Bare det der tomme, uudgrundelige blik, der ligesom så ind igennem ham …
Basunklang fra lommen. Josva tjekkede hurtigt mobilen. Det var Samuel igen. “Forresten: Felix kom på for et par dage siden, det har jeg vist ikke fået fortalt :p Sorry mate … Håber da vi ses i morgen :D”
Det snurrede rundt i Josvas hoved. Hurtigt kiggede han op for at få øjenkontakt med Felix igen, men bussen var kørt videre. Josva løb lidt efter den med kraftløse trin, men stoppede, da den var drejet om hjørnet. En tid holdt han øjnene rettet mod det punkt, hvor bussen var forsvundet. Felix’ afsluttende ansigtsudtryk som besvarelse af de venlige vink stod som mejslet i hans hoved. Han vidste det altså …
Men hvorfor så lade som om, han ikke var på – og grille ham på den måde?
Josva vendte sig tungt og gik hjem med mekaniske skridt. Han stoppede på den lille forhøjning ved skovkanten og iagttog det lille, faldefærdige hus, der var blevet hans foreløbige hjem i Danmark. Som det lå dér badet i solskin med genskin fra de store vandpytter, virkede det overjordisk stille. Bilen holdt i indkøringen. Skulle far ikke have været af sted til møde? En due sad på lygtepælen og kiggede indgående på ham. Men selv dén kurrede ikke.
Josva følte pludselig, at alting var blevet gennemsigtigt. Som om han stod der på forhøjningen uden tøj. Uvilkårligt vendte han sig for at se, om der var en flok, der stod bag ham og pegede fingre. Straks efter syntes han, at vinden bar en lugt af makrel med sig. Kunne Felix finde på at stå af ved næste stoppested og løbe tilbage?
Åh … Bare ind, ind, ind …
Josva løb hurtigt hen mod døren, men standsede igen på dørtrinnet. Døren stod på klem. Det plejede den aldrig at gøre.
Nogle scener fra en thriller, han havde set for nylig, passerede gennem hans hoved: panoramablikket rundt i stuen, hvor alting først var helt som normalt, men alligevel denne usvigelige vished om, at noget var galt – indtil det øresønderrivende skrig ved synet af den dødes lemlæstede krop, der lå henslængt over lænestolen.
Hvorfor var der så stille?
Det gav et gib i Josva, da hans mor tonede frem i entréen, stille som et spøgelse.
“Hej min skat,” sagde hun og kom hen og lagde hænderne om hans skuldre. “Skal jeg ikke tage tasken? Blev du meget våd?”
Stemmen var lidt bævende, som den nogle gange var. Efter sygdommen havde hun haft tendens til at blive meget hurtigt rørt, og det var taget til efter hendes syn – eller hvad det nu var – for en uges tid siden om Jesu genkomst. Ellers snakkede hun helt normalt og meget lidt spøgelsesagtigt.
“Hvor er Jakob?” spurgte Josva. Det var først nu, hvor han selv udtalte spørgsmålet, det gik op for ham, at den usædvanlige stilhed måtte skyldes, at han ikke kunne høre sin lillebror.
“Jakob er lige henne at lege med Silas.”
“Med Silas? Det plejer han da ikke …”
“Nej, men det er han lige i dag.” Hun skyndte sig videre: “Kom og sæt dig her i stuen og få lidt kaffe.”
Kaffen bestod af en hjemmelavet appelsinmuffin og kommenskringle, en pære skåret i både og en lille flødebolle med kokos, alt sammen fint anrettet på en stor tallerken med en mors sans for ultimativ forkælelse.
“Øj, det ser godt ud. Tusind tak, mor. Det var lige, hvad jeg havde brug for …”
“Har det været en hård dag?” Hans mor satte sig i stolen over for ham og overværede, hvordan han gik ombord i kommenskringlen som det første. “Onsdage plejer at være lidt tunge at komme igennem, gør de ikke?”
“Nah. Jeg ved ikke. Det er lidt svært at forklare. Der har været så mange ting i dag.”
Josva så på sin mor og tænkte over, hvad han skulle sige. Hun var afventende.
“Ja?”
Josva blev pludselig overvældet af ømhed over for sin mor, som hun sad der i stolen og havde brugt så mange af sine sparsomme kræfter på at forkæle sin ældste søn med tid og omsorg. Han ville gerne betro sig til hende. På et eller andet niveau. Men hvordan? Det var jo kun så lidt, hun vidste. Selvom det var mere end far. Og hun skulle ikke have flere bekymringer. Det skulle hun altså bare ikke …
Lidt kejtet gav han hendes hånd et klem og smilede til hende.
“Jeg ved ikke”, gentog han. Det var som om, tankerne endelig havde lov til at holde lidt fri, nu hvor han kom ind i trygheden hos sin mor. Og som om alt det andet – udenfor – blev uvirkeligt. Nu var han her, og over for ham sad det menneske, han elskede højere end alt andet.
Men noget skulle han jo sige.
“Tror måske bare nogle gange jeg er lidt frustreret over Ilse. Hun er virkelig – lovisk, som far siger. Der er slet ikke rigtigt noget evangelie i det. Man bliver sådan lidt depri af at høre på det. Og så ham den nye dreng i klassen, han kommer jo ikke fra et kristent hjem. Han får et helt forkert billede af, hvad kristendom er. Jeg snakkede lige med ham i bussen … Men det er jo ikke nemt …”
Josva trak sin talestrøm, mens han ventede på en bekræftende lyd fra sin mor. Der kom ikke noget.
“Bare far lige kunne komme og holde en prædiken på skolen. Men – det kan han jo ikke.”
Stadig tavshed fra moren.
Josva fortsatte sin agressive indtagelse af godterne på tallerkenen, men stoppede så op. “Du kigger sådan?”
“Nej, der er ikke noget.”
“Jo, der er.” Josva spilede øjnene op. “Er det noget med far? Jeg så, bilen er hjemme. Skulle han ikke have været af sted til et møde snart?”
“Han sidder oppe på kontoret og kigger vist lige på det sidste.”
Hun holdt en lille pause. “Det er ikke noget med far – eller mig.”
Josvas øjne flakkede. “Jakob? Er det Jakob …?”
Moren vred hænderne lidt, tog så en dyb indånding og kiggede direkte på Josva for første gang: “Josva, var det Felix, han hed, ham du fulgtes med i bussen?”
Josva holdt vejret. Tiden stod stille nu. Det skulle den i hvert fald. Den skulle stå stille. Og så skulle den drejes tilbage, tilbage, tilbage …
Felix! Hans navn lød helt forkert i morens mund. Han skulle da ikke være her i stuen. Han hørte til derude. Ikke her. Please: Du ved ikke noget, mor. Du ved ingenting. Ingenting, ingenting, ingenting!
Hun ventede ikke på svar. Tydeligvis havde hun medlidenhed med angsten i sin søns øjne. Men medlidenhed lidt som man har medlidenhed med et stankelben, der kravler haltende hen over muren med tre ben sat af. Det eneste, der står tilbage, er at dræbe. Kvase stankelbenet ind mod muren med en barmhjertig knytnæve. De kan jo ikke sættes på igen, benene. De er væk. Børnene har haft deres fornøjelse med at pille benene af og iagttage, hvordan dyret har levet videre. Det kan ikke laves om nu.
Josva så kun stankelbenet for sit indre blik, da moren fortsatte:
“Ja … Josva. Vi har fået en mail fra skolen i dag. De fortæller lidt. Om det der AngelFace. Som du åbenbart er noget med i. De lukker det nu, Josva. Men de skal have en snak med jer, der står bag.”
“Lukker det?” Josva så vantro på sin mor. “De kan da ikke bare …”
“Jo, det kan de faktisk, Josva. Hør her!” Der var en ulmende vrede i hendes stemme nu, og der var noget, der blokerede fuldstændigt i Josvas hoved, da han mærkede det.
“Jossi05. Det er dig, ikke også?”
Hun smed en udskrift af mailen på bordet foran ham. Der var et skærmbillede, et screenshot, af billedet fra AngelNews i går. Eller var det et screenshot? Det kunne man jo ikke i AngelFace. I hvert fald ikke uden at blive registreret af Samuel, og det var der jo ingen elever, der turde. Men nu sad moren i hvert fald med det: fotoet, taget i en skæv vinkel nedefra, af den store Felix med hans overdrevne madkasse med makrelsalatmadder og teksten #enlillesnackførgym, udgivet af Jossi05.
“Hvordan …?” Josva så tomt hen for sig. Morens nu ret åbenlyse vrede tændte en vis styrke i ham. Han blev urørlig. Kynisk.
“De forklarer i mailen, at billeder i AngelNews forsvinder efter et antal sekunder. Men ‘nogen’ har altså nået at tage et billede af sin mobiltelefon med en anden mobiltelefon. Og så er vedkommende gået til lærerne med det. Lærerne har derefter indkaldt flere elever til en snak om, hvordan AngelFace har udviklet sig siden den positive start. Og på den baggrund fortæller de, at de …” Moren tog mailen op og læste højt fra den: “… efter snak med flere involverede er blevet opmærksomme på, at et alvorligt og hensynsløst mobberi gennem AngelFace har stået på gennem længere tid; at det virker til, at der i et endnu ukendt omfang er et netværk af ‘journalister’, der har specialiseret sig i at tage kompromitterende billeder og skrive korte, sarkastiske og mobbende kommentarer til det i hashtag-form.
Og så skriver de videre, at den uden sammenligning mest aktive og frygtede ‘journalist’ går under navnet Jossi05, og at de har fået bekræftet fra flere sider, at det er dig.”
Josva stirrede stadig tomt ned i bordpladen. Chokoladen fra flødebollen, som han havde haft i hånden, da bomben sprang, var begyndt at smelte, og gjorde hænderne endnu mere klamme.
Nu hørte han en lyd, der vækkede ham. Hans mor græd.
“Josva. Du er min lille dreng,” sagde hun og prøvede at beherske stemmen nogenlunde. “Jeg forstår ikke alt det her. Og du skal bare vide: Jeg ved godt, jeg ikke forstår det.”
Det var som om, morens ord sparkede sluserne op. Josva knækkede sammen.
“Det var jo ikke min idé.” Ordene blev klemt ud under højlydt hulken. Han følte, hvordan hele kroppen rystede, og han havde ingen kontrol over sin stemme. Gennem tårerne så han, hvordan hans ord tændte et håb i morens øjne.
“Josva, du er blevet presset til de her ting, er du ikke?” Hans mor så fast på ham. Hun havde fundet et halmstrå at klynge sig til. Josva kunne ikke andet end at nikke og græde.
“Jeg vidste det! Jeg kunne mærke det. Det er jo slet ikke dig, det her! Men Josva, vi skal nok støtte dig i det. Vi skal nok komme til bunds i det og få det opklaret og forklaret.”
“Vi?” Josva følte en intens panik. “Ved far noget om det her?” Han mødte morens blik i et langt og talende sekund, så slog hun blikket ned. “Ja altså, din far har selvfølgelig også læst mailen. Det var faktisk ham, der så den først.”
Josva sank en gang og følte det som om, noget bristede dybt indeni. “Det … Det kan jeg bare slet ikke overskue.”
Moren sagde ikke noget, men tog hans hånd.
“Det er nok ved at være på tide, at du får snakket med far, Josva. Han er jo trods alt – din far, ik’?”
“Men han vil jo ikke forstå en … skid!” Josva havde aldrig udtalt sit favorit-engelske “grimme ord” derhjemme, men nu kunne han ikke holde det tilbage, og han gentog det flere gange med desperationens eftertryk, mens han bankede sin knytnæve ind i væggen i takt med ordene.
En dør blev slået op med voldsom kraft. “Jeg vil ikke ha’, at du bander her i huset!”
“Frederik!”
Josva havde aldrig hørt sin mor råbe med så skinger en stemme, som da faren brat entrede lokalet som et tordenvejr, der ikke længere kunne holde sig tilbage.
Rummet sejlede rundt. Han havde lyttet. Far havde lyttet! Og nu var han på vej med hurtige skridt og lynende øjne. Han ignorerede fuldstændigt sin hustrus skrig og protester. De store hænder greb fat om de spinkle skuldre med et fast tag.
“Se på mig!” gungrede det et sted langt borte. “Nej, se nu på mig! Se på mig!”
Nu var det hagen, han tog fat om. Drejede den opad mod sit ansigt. I et splitsekund mødte Josva sin fars blik. Der var ild og vand i de gennemtrængende øjne. Åh, havde det bare været ublandet vrede …
I det samme var det, som om Josva vågnede. Han havde ikke tænkt tanken bevidst, men nu stod det klart for ham, at dette var det øjeblik, han havde frygtet i måneder. Det øjeblik, som ikke måtte komme, og som alting alligevel med en skæbneagtig nødvendighed havde bevæget sig frem imod. Han havde vidst, at det ville komme – og alligevel skudt tanken fra sig som den største utænkelighed.
Nu stod han midt i det. Men han var slet ikke klar. Josva mærkede sveden pible frem i håndfladerne og hovedbunden, og de slappe muskler blev spændt til det yderste. Det var som om, kroppen tog beslutningen for ham. Med skolegårdens automatiske adræthed vred han sig løs og spænede af sted. Lige meget hvorhen. Bare ud og væk.
Josva flåede yderdøren op, ventede halvt om halvt at se Felix og en flok af skolens lærere på den anden side, men der var ingen. Ingen – bare en syngende og svævende stilhed og tomhed.
Far var lige bag ved, halsende af sted som en jagthund efter sit bytte. Hvordan kunne han være så hurtig? Han plejede da aldrig at løbe. Nu råbte han efter ham: “Vent! Josva! Nej! Nej! Kom tilbage! Kom tilbage! Min dreng! Josva! Bliv her!”
De gispende stacatto-råb lige bagved var som piskeslag over Josvas skuldre, der drev ham fremad i en unaturlig hastighed. Det gjorde ondt i lungerne nu. Kvalme og sidestik. Men han skulle bare væk. Væk fra ilden, væk fra tårerne, afsløringen, væk … Det her måtte bare ikke være sket. Undo, undo, please!
Synet af de kendte bygninger i kvarteret fyldte ham med en uforklarlig angst. Farverne og formerne, som han havde gået forbi så mange gange uden at tænke over dem, så pludselig så dyrisk-djævelske og underligt levende ud, som om de smaskede og savlede af ond fryd og forventning ved synet af den flygtende dreng. “Nå, nu har du nok fået øjne at se med”, gnæggede de. En sort- og aluminiumsfarvet postkasse med halvåben mund for enden af en ligusterhæk ville spænde ben for ham, men han undveg ved at hoppe sidelæns fra fortovet ned på vejen. Alting bølgede og flimrede for hans øjne.
”Vent! Josva! Pas på! Du må ikke …” sang det i luften, stadig meget nær bag ved ham. Benene kunne snart ikke mere, og alligevel fløj de af sted i en svimlende fart. Den død-åndende fortvivlelse, der havde ramt ham i den tordenrensede luft, gjorde de kropslige smerter til lindrende plasterstumper over det dybe hul indeni. Men det sorte hul lod sig ikke dække til så let. Det sugede ham af sted og ned med en hvirvelvinds uimodståelige og ubønhørlige hast. Hullet krævede ham helt. Hele hans ranglede, kiksede og slaskede krop.
Bare løbe af sted uden at kigge. Så var det jo ikke op til ham længere, hvad der skete. Bare bevæge benene og lade der ske, hvad der ville. Så måtte Gud jo gøre noget, hvis han syntes, det var værd at gøre noget.
Det var forbi nu. Alt var forbi. Hele verden. AngelFace – lukket. Far – ikke længere hans far. Ingenting ville nogensinde blive det samme. Mor …
Billedet af mor, som hun sad der med den søde eftermiddagstallerken, satte gang i tårekanalerne igen. Han syntes, han kunne se så tydeligt for sig, hvordan hun netop nu i dette øjeblik lavede den velkendte bevægelse, hvor hun stille slog blikket lidt ned og foldede sine hænder – for ham – nu. Øjnene blev slørede, og for første gang mærkede Josva, hvordan han ligesom fik kontakt med sine ben igen; som om en motor, han ikke havde haft kontrol over, blev slukket.
Men hvor var det egentlig, han løb? Benene var styret længere og længere ud på vejen. Nu var han nærmest på midten.
I et nu så han bilen dreje i høj fart om hjørnet.
“Josva! Nej! Nej, nej, neeeej!”
Hornet skar øresønderrivende gennem luften. Lygterne … De blændede ham. De blændede ham fuldstændigt. Hvordan kunne de lyse så kraftigt?
Badet i lys, flyvende gennem luften.
Jesus? Er det dig? Ved et stort, hvidt bord. Hvordan er det, du ser på mig? Jesus? Jesus?
Jesus!
Varme hænder i lyset svøbte sig om ham i et inderligt favntag.
—
Lyset var der stadig. Josva missede lidt med øjnene.
Men det var blevet så skarpt. Kunstigt. Og varmen var væk.
“Josva?”
En velkendt bævende stemme nåede ham, før skikkelsen langsomt tonede frem for hans lysfølsomme øjne.
“Mor?”
“Åh Josva, du er her.” Stemmen lød usigeligt glad og lettet.
Josva mærkede et strejf af morens hår på sin pande, da hun lænede sig ind over sengen og hev i noget bag ham. Det var en snor.
“Jeg bliver nødt til lige at kalde på din læge.”
Det begyndte så småt at dæmre. Åh …
“Far? Hvor er far?”
Hun svarede ikke.
“Du skal hvile dig, min skat”, sagde hun. Men hendes stemme rystede mere end nogensinde før, og det bævede omkring hendes mund.
“Hvor er far? Jeg vil vide det! Jeg vil se ham! Jeg vil snakke med ham!” råbte han.
“Du skal lægge dig ned, helt roligt, Josva. Lægen kommer lige om lidt.”
“Vil han ikke se mig?” Josva sank sammen med et ængsteligt blik, der højere end noget råb forlangte et svar. Moren stod bare stille som en statue og kunne ikke holde tårerne fra at løbe ned over kinderne. Han greb hendes hånd.
”Mor, du bliver nødt til at fortælle far det hele. Vil du gøre det for mig?”
Stadig intet svar. Hun vidste vel heller ikke, hvad det var, hun skulle sige. Det måtte han jo så fortælle hende. Josva mærkede pludselig en voldsom stikken i brystkassen og en dunken i hovedet, som gjorde det svært at fokusere. Han var helt tør i halsen og havde nogle meget generende tics ved det venstre øje. Det virkede til, at hele hans krop arbejdede på højtryk, selvom den havde fået at vide, at den skulle hvile sig. Gad vide, om han var ved at dø? Spørgsmålet forekom underligt irrelevant. Lige nu havde han bare noget, der skulle renses ud, før han kunne lade sig falde tilbage i hvilen.
”Sig til ham”, kom det indtrængende, mens han klemte hårdt om sin mors hånd – ”sig til ham, det du godt ved: at de driller mig med, at jeg er homo. Sig til ham – at jeg er bange for, at det er rigtigt. Men – jeg vil ikke være det. Men måske er jeg det? Jeg ved det ikke. Jeg er forvirret.”
”Sig til ham”, kom det efter en lille pause. ”Sig til ham, at jeg har gået lang tid og været helt vildt bange for, at de rygter skulle blive spredt. Det blev mere og mere. Hele skolen vidste det efterhånden. Og hvornår ville far så få noget at vide? Jeg kunne godt sige det til dig, men jeg kunne bare ikke sige det til far. Det kunne jeg – slet ikke overskue.”
Josva fik vand i øjnene. Moren lod til at ville afbryde ham, men han lod hende ikke komme til orde. Der var mere, der skulle siges.
“Men så var det, det kom, det der AngelFace. Og jeg kunne blive journalist på AngelNews. Jeg kunne blive Jossi05. Jeg kunne blive Samuels ven – Samuels højre hånd, faktisk. Fordi: Jeg kunne nogle ting. Jeg var god til at tage de rigtige billeder i det skjulte. Og jeg var især god til at finde den helt perfekte tekst, der kunne give billederne noget kant, så det også blev sjovt. Samuel var helt vild med mine små news.
Sig til far, at i starten, der hadede jeg det. Jeg var så bange. Samuel havde lavet et papir, som jeg skulle skrive under på, hvor jeg skulle påtage mig alt ansvaret selv. Jeg tænkte hele tiden, at det ville gå galt på et tidspunkt. Men det gjorde det bare ikke. Altså – før nu.
Men mor …” Josva klemte hårdt om sin mors hænder. Hun var bleg som et lig. Hun ville igen til at afbryde. Josva mærkede også kræfterne ebbe ud. Og lægen kom vel snart. Men så var det med at få det hele sagt. Nu.
“Josva, din far …”
“Nej, mor, du skal høre lidt mere på mig.” Josva gjorde en sidste kraftanstrengelse og flyttede sig lidt længere op på puden.
“Du skal sige til far,” – Josva så på sin mor med store, fortvivlede øjne – “du skal sige til far, at i starten hadede jeg det. Men til sidst elskede jeg det. Jeg elskede det, mor! Jeg elskede det!” Tårerne fik frit løb.
“Jeg elskede at være midtpunkt. Jeg elskede min egen humor. Jeg elskede likesene og Samuels beskeder. Jeg fulgte overhovedet ikke med i undervisningen. Jeg sad hele tiden og fandt på billeder inde i mit hoved. Hvem skulle være offer for det næste shoot? Og hvordan skulle det vinkles, hvordan skulle man give billedet og teksten kant? De andre lavede altid enten nogle meget direkte tekster til deres billeder eller nogle meget tamme tekster – jeg lavede det altid underspillet, med et eller andet twist – humor – jeg blev genial til det, meget bedre end de andre.
Mor, du bliver nødt til at sige til far, at det er sådan, jeg er. Det er sådan en dreng, han har.
Mor …” Josva tøvede lidt og så frygtsomt op. ”Mor, dengang – I tog ud til Isabel.”
Josva lod ordene hænge lidt, til han var sikker på, moren var med. “Dengang I tog ud til Isabel og hendes mor – jeg var helt sikker på, det var, fordi hun havde sladret. Jeg var så tæt på at løbe væk. Men jeg skulle jo passe på Jakob. Så jeg prøvede bare på at sove … Og håbe på, at jeg ville blive ved med at sove – altid.”
Gråden pressede sig på. “Men så kom I hjem, og I vidste bare ingenting. I vidste ikke, hvorfor Isabel havde fået det så dårligt og ville begå selvmord. I vidste ikke – at det var mig. Det var mig, der tog de billeder af hende – der gjorde, at hun gik helt ned. For vi blev bare ved og ved med nye billeder. Alle kunne godt lide, at Isabel blev pillet ned. Hun var jo sådan en snob, der lignede, at hun bare var ligeglad med alle og gik i det rigtige tøj og havde perfekt hår og styr på det hele. Det havde hun så ikke …
Jeg var sikker på, vi ville blive afsløret, dengang hun gik ned. Det blev vi ikke. Hun ville åbenbart ikke sladre. Heller ikke til far, dengang de snakkede. Hun er for vild. Jeg tror ikke, det er fordi, hun er bange for Samuel – overhovedet. Men han var bange for hende. Han ville have os til at lukke ned dengang. Men så var det, der ikke skete noget. Og så var det mig, der sagde, at vi skulle begynde igen. Ikke med Isabel – men bare begynde igen med nogle andre news og passe lidt bedre på. For jeg kunne slet ikke overskue, hvis vi skulle stoppe. Jeg savnede det, mor …”
Josva stirrede ud i luften. Kroppen sank sammen igen efter bekendelsen.
“Vil du ikke nok sige det hele til far, mor …” Han aede hendes hånd, lige så langsomt. “Og sig til ham, at jeg godt ved …”
Josva slog blikket ned.
“At jeg godt ved, at – jeg er for langt ude, og jeg fortjener ikke … noget. Nu.”
Josva løftede blikket igen for at være sikker på, om hans mor forstod.
“Undskyld, mor.” Josva så med ængstelse, hvordan hans mor rettede sig op og kiggede på sin søn nu med et plaget ansigt, der var gennemvædet af tårer. Han fortrød øjeblikkeligt sin lange talestrøm. Det havde lettet ham selv. Men det havde skubbet så meget mere over på hans mor. Han skulle aldrig have sagt noget. ”Undskyld, undskyld, undskyld!”
“Josva.” Hendes stemme var underligt fattet og uden den karakteristiske bæven. “Din far – ligger på en anden stue.”
Josva rynkede brynene. Kæmpede med at gribe om, hvad hans mor sagde.
“Han blev ramt af bilen. Politiet fortæller, at chaufføren ikke så dig, men han så et stort lys, og han blev så chokkeret, så han drejede rattet af alle kræfter ud mod fortovet – hvor far kom løbende efter dig. Lægen siger, at den eneste forklaring, han umiddelbart kan komme på, er, at chaufføren har fået et epileptisk anfald. Men det er meget lidt sandsynligt, for chaufføren er 43 og har aldrig før haft noget, der mindede om epilepsi.”
“Det var en engel,” sagde Josva tonløst. Han havde helt glemt lyset igen. Nu huskede han det. Svagt, men underligt velgørende i hele kroppen.
“Ja, det var en engel.” Hans mor smilede lidt til ham.
“Men – far?”
“Din far, Josva.” Hun kiggede lidt væk, men fandt så styrken til at sige, hvad der skulle siges. “Din fars tilstand er meget kritisk. Han er uden for bevidsthed nu. Og hvis det går, som lægerne siger, så vågner han med al sandsynlighed ikke op igen – ikke før Jesus kommer og tager ham i sine arme.”
Josva lukkede sine øjne. Alle kræfter var borte nu. Ordene om hans far blæste alting omkuld.
“Men mor? Englen … kunne den ikke …?”
“Jo netop, min kære skat. Netop.”
Josva så bønfaldende på sin mor.
“Vi er priviligerede,” sagde hun. “Gud har været meget barmhjertig mod os.”
“Hvad mener du?”
“Der er ikke mange andre, der får så tydelige tegn på, at det, der er sket, og det, der fortsat skal ske, er fuldstændigt i Guds gode hænder. Englen skubbede bilen væk fra dig – over i far. Hvis englen havde overblik nok til at redde dig på et splitsekund – mon så ikke også, den havde overblik over, hvad vej bilen skulle køre?”
Det var jo rigtigt.
I Guds hænder … En homoseksuel, hensynsløs og forfængelig mobber, der havde taget alle midler i brug for at redde sig selv. Josva fik igen en overvældende fornemmelse af knuset fra den anden verden.
“Men hvorfor er du ikke hos ham nu, mor? Er jeg også ved at dø, eller hvad?”
“Nej, Josva. Lægen siger, at det er helt exceptionelt med dig. Du blev ramt og er fløjet flere meter af sted. Du er spinkel og har skrøbelige led. Men du har ikke brækket eller knust én eneste knogle! Du burde være død eller handicappet for livet – men du kommer dig sandsynligvis inden for et par dage – fysisk.”
Hun sagde det med så varm taknemmelighed.
“Men hvorfor er du så her?”
“Jeg var hos far i starten. Du har været bevidstløs et stykke tid, Josva …” Moren smilede et sørgmodigt smil. “Men far sagde til mig, lige før vi mistede kontakten med ham, at hans sidste ønske var, at jeg skulle gå over og være hos dig, så jeg var her, når du vågnede.”
Josva holdt hovedet intenst rettet mod sin mor og drak af ordene.
“Han sagde også: Vi skal huske at være klar, for Jesus kommer lige om lidt. Og så sagde han …” Moren lænede sig ind over Josva. “Så sagde han, at det også var hans sidste ønske, at jeg ville give dig et kys på panden fra ham, når du vågnede, og bede dig om tilgivelse for alt.”
Moren bøjede sig ned og gav sin søn et langt kys på panden. Tårer fra hendes kinder fugtede hans pandehår.
“Men han kendte mig jo ikke, mor.”
Josva flyttede sit hoved lidt.
“Han kendte ikke den, jeg virkelig er.”
“Jo, det gjorde han, Josva. Og ved du hvorfor?”
Hun lod kun spørgsmålet hænge i ganske kort tid, for Josva var på vej væk igen.
“Han kendte dig – fordi han kendte sig selv.”
De var stille et stykke tid.
“Og derfor var han også så glad for Jesus,” tilføjede hun ud i luften.
Moren rykkede i snoren igen.
”Og det med at være homoseksuel,” tilføjede hun. ”Åh, jeg er så ked af, at jeg ikke gjorde mere for at få jer til at snakke sammen om det. Jeg kunne også selv have sagt noget mere. Jeg tænkte bare – ja, hvad tænkte jeg? At det var bedre, hvis det kom fra ham selv. Men Josva, du må tro mig, når jeg siger til dig: Lige så klar din far altid har været på, at det er synd at ‘praktisere homofilt samliv’, som det hedder, lige så flittigt har han altid gentaget, at vi som kristen menighed må tage imod homoseksuelle med åbne arme og give dem al mulig hjælp og støtte til at leve med Jesus. Det er hårdt at være homoseksuel og kristen, men så er der jo så bare endnu mere grund til at vise dem kærlighed og tage sig af dem. Josva, hvis din far havde hørt, at du tænkte på, om du var homoseksuel, så ville han give dig et stort, stort knus – og så ville han falde på knæ for Gud sammen med dig. Så godt kender jeg ham! Jeg ved, at han ville gøre lige præcis det! For der er én ting, der fylder for far – og det er, at vi i vores familie skal leve ærligt med Gud med al vores synd og sætte vores lid til Jesus som vores ét og alt – for så kan vi sammen nå hjem til Himlen! Ingen synd for stor – ingen for lille – til at være dækket af blodet fra ham, der gik i døden for at frelse syndere.”
Josva smilede taknemligt til sin mor. Han kunne høre sin fars ord. Næsten se ham for sig. Det virkede så rigtigt og så indlysende, når hun sagde det. Det var godt at høre på hendes kære stemme. Josva klemte kraftløst sin mors hånd.
I det samme kom der en mand i hvid kittel og to sygeplejersker ind ad døren.
“Undskyld,” sagde sygeplejerskerne. “Vi var på en anden stue. – Din mands.” De holdt en lille pause, stod og kiggede lidt på hinanden. Så tog lægen ordet. Med dybt bevæget stemme sagde han: “Vi skal desværre fortælle jer, at jeres mand og far, Frederik, er gået bort for ganske kort tid siden.”
Josva klemte sin mors hånd igen. De så hinanden i øjnene. Hun så så bange og hjælpeløs ud. Og han følte sig helt ét med hende i det sug af savn og tomhed, der gik gennem lokalet. Men samtidig var der også noget andet. Han hviskede noget til hende. Så svagt og energiforladt. Først hørte hun det ikke. Så gentog han det med en kraftanstrengelse, så højt at også lægen og sygeplejerskerne hørte det: “Ja, mor”, kom det. “Men – hvor er det godt for far.”
Josva lukkede øjnene og så det klareste billede af sin far – lige dér, hvor han selv havde været for kort tid siden. I Jesu favn.
“Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.”
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste (Luk 15,18-24).
Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden (Matt 3,7-10).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
