For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning (Rom 1,18-20).
De, der har en anden religion end kristendommen, vil ikke blive frelst ved at være oprigtige i deres egen tro. De kommer heller ikke til at blive frelst gennem åbenbaringen af Gud i naturen. Paulus’ pointe er her, at alle mennesker, hvor de end kommer fra, er uden undskyldning, når de dømmes, fordi de, selvom Gud har åbenbaret sig i naturen, ”undertrykker sandheden med uretfærdighed”. Naturlig åbenbaring frelser altså ikke. Den overvinder ikke undertrykkelsen af sandheden. Det gør kun evangeliet.
Gud har udpeget én vej til frelse. Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere (1 Tim 1,15). Der er én formidler mellem Gud og mennesker (1 Tim 2,5). Der er ikke frelse i noget andet navn end Jesus (ApG 4,12). Jesus er vejen, og ingen kommer til Faderen uden ved ham (Joh 14,6). Alle, som påkalder Jesu navn, vil blive frelst, men hvordan skal mennesker kunne kalde på en, de ikke har hørt om? Og hvordan skal de kunne høre, hvis der ikke er nogen, der prædiker? (Rom 10,13-14).
Det, der står på spil, er altså den evige frelse af mennesker, der lige nu går mod fortabelsen.
Hvad der også står på spil i dette spørgsmål, er opmuntringen og udrustningen af tusindvis af missionærer, der giver sig selv hen for at nå dem, der ikke har hørt evangeliet om Jesus. Læren om, at mennesker kan blive frelst uden at høre evangeliet, vil tage hjertet i opgaven fra missionæren. Der er allerede stærke kræfter, der arbejder på at tage troen, glæden og tjenesten fra de udsendte missionærer, så de må rejse hjem igen uden sejr. Hvis vi føjer dette til – at dem, der aldrig hører om Jesus, kan blive frelst, ligegyldigt hvordan vi måtte begrunde det eller nuancere det – kan det få vidtrækkende konsekvenser. Satan vil bruge det, så han om muligt kan ødelægge de mennesker, som han frygter og hader mere end nogen andre: missionærerne.
Jeg ønsker med det, jeg skriver her, at fremhæve og understrege missionærernes ubeskriveligt vigtige arbejde og tjeneste. Der er intet, der er ligesom det. Intet kan tage dets plads. Hvor beundringsværdige og enestående er ikke de missionærer, der rejser til unåede områder som de allerførste, og som sammen med apostlen Paulus siger: ”Blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt, for ikke at bygge, hvor andre har lagt grunden, men – som der står skrevet – de, som ikke har fået fortalt om ham, skal se, og de, som ikke har hørt, skal indse” (Rom 15,20-21)! Ham, som folkeslagene ikke har hørt om, ham, som de vil få at se, når vi fortæller dem om ham, er Jesus. På trods af deres syndighed og gennemsnitlighed som mennesker er der ingen, som fortjener at blive opmuntret og beundret mere end de missionærer, der sammen med Paulus tager del i dette hellige kald.
Vores egne sjæle står også på spil i dette spørgsmål. Hvis vi negligerer den universelle nødvendighed af, at evangeliet bliver hørt og troet, så vil evangeliet begynde at dø ud hos os, og med det vil vores sjæle også dø. Når Gud har udpeget evangeliet om sin søn som det universelle middel, der ene og alene råder bod på al menneskehedens skyld og syndefordærv, og vi nedtoner denne nødvendighed, så vil vi også nedtone evangeliet. Og du kan ikke se bort fra evangeliet uden selv at drive bort.
Kirkens åndelige helbred er betinget af, at den helhjertet arbejder for evangeliets udbredelse – med alle de farer og glæder, der måtte følge med – for at lede fortabte får fra hver en religion og hvert et sprog og hver en kultur på hele planeten til Jesus. Det er så godt som sikkert, at kompromiser med kulturen og frygten for mennesker ligger bag, at mange forlader den farlige troslære, der siger, at Jesus har et verdensomspændende krav på ethvert menneskes troskab. Giver vi efter for den nye lære, er vi altså styret af frygt og et ønske om at tilpasse os denne verden. Det vil ikke føles som menneskefrygt, for vores modstandere vil fortælle os igen og igen, at det er kærlighed og ydmyghed. Men man kurerer ikke en sygdom ved at give den et nyt navn. Menneskefrygten vil fortsætte med at fortære sjælen bid for bid og vil føre til enten mere og mere svaghed – eller til omvendelse.
Det her spørgsmål er ikke nogen ligegyldig bagatel. Hele verden har brug for Jesus for at blive frelst. Hvis vi siger noget andet, så vil vores samvittighed lide under det, og vi vil lide skibbrud på vores sjæl.
I sommerferien bringes uddrag af tre nye bøger som “ugens vidnesbyrd”. De tre nye bøger er udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening i kommission hos Nyt Livs Forlag. Denne uges uddrag er fra bogen “Jesus – den eneste vej til Gud”. Læs mere om udgivelserne her.
Udgivet af
John Piper
John Piper, præst og bibelunderviser ved Bethlehem College and Seminary i Minneapolis, Minnesota.