Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer (Es 59,2).
Det er ikke, fordi vi er værdige til frelsen, at Gud i sin kærlighed sendte Jesus til verden for at frelse os! Nej, Guds kærlighed, Guds frelse, rækkes til os, som er uværdige. Og uværdige er vi, fordi vi er syndere, der har fortjent straf – for Gud er hellig.
Det er os, der har syndet imod Gud, det er os, der er de skyldige – men på trods af vores uværdighed, vores synd, elsker Gud dig og mig så højt, at han ville sende sin søn for at frelse os.
Hans arm er ikke for kort til at frelse. Hans frelse rækkes også til dig. Hans øre er ikke for sløvt til at høre – ej heller for sløvt til at høre et menneskes nødråb om redning.
Det andet, vi mødte i ordet her, var: Det er jeres synd, der skiller jer fra jeres Gud.
Synden er sonet – gælden er betalt af Jesus for hvert eneste menneske. Spørgsmålet bliver bare til dig: Vil du tage imod den udstrakte hånd? Tage imod Guds frelse? Sige Jesus tak?
Det menneske, som ikke vil tro på Jesus, er stadig under Guds vrede og dom til fortabelsen.
Det er vel ikke dig, som læser nu?
Da må jeg sige det til dig: Grib den udstrakte hånd fra Jesus – grib det evige liv! Jesus er gået i dit sted og har betalt din regning. Du kan gå fri ved troen på Jesus.
Udgivet af
Egon Jensen
Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.