Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
En svimlende gæld

En svimlende gæld

Ugens vidnesbyrd, uge 3 2026. Matt 18,23.

Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere (Matt 18,23).

Sådan siger Jesus i lignelsen om den gældbundne tjener. Og der på regnskabsdagen træder tjenerne så alle frem for kongen for at fremvise regnskaberne. Men en af tjenerne har et problem, for han har nemlig en gæld, som er temmelig stor.

Jesus fortæller her i lignelsen, at denne tjener havde en gæld på intet mindre end 10.000 talenter.

1 talent svarede til 6000 denarer, og på Jesu tid svarede en dagløn til 1 denar. Så for at tjene 1 talent, måtte man altså arbejde 6000 dage. Dvs. det tager ca. 20 år at tjene 1 talent.

Men denne tjener skyldte jo ikke bare én talent, nej han skyldte hele 10.000 talenter. Det betyder, at han måtte arbejde 200.000 år for at betale sin gæld til kongen.

Det, Jesus siger, er med andre ord, at gælden er helt og aldeles ubetalelig – en tjener eller slave vil aldrig nogensinde kunne betale så stor en gæld tilbage.

Kongen i lignelsen er Gud, og tjeneren er os. Kongen kræver, at der aflægges regnskab, men tjeneren har intet at aflevere til kongen, andet end en ubetalelig gæld. Det er dit og mit forhold til Gud: Vores syndegæld er ubetalelig.

Men om denne konge står der noget dejligt – for da tjeneren falder på knæ og bønfalder om tålmodighed, ja så får kongen medynk med tjeneren. Kongen forbarmer sig over sin gældbundne tjener, og tjeneren får lov at gå.

Gælden var eftergivet. Ikke bare lidt af den. Heller ikke så meget, at der stadig var noget tilbage, som han burde kunne betale i løbet af resten af sit liv. Nej, tjeneren gik derfra med alle 10.000 talenter eftergivet.

Desto mere vi læser i Bibelen og lever vores liv for Guds ansigt, desto mere ser og erfarer vi også, at tjenerens gæld på 10.000 talenter er vores gæld. Det handler ikke bare om en historie, Jesus fortalte, det handler om dit og mit liv, og hvilken stilling vi står i over for Gud. Helt og aldeles fortabt i os selv – uden noget håb om at kunne betale gælden.

Men det fortæller på samme tid, hvilken frelser vi ejer. Han, som palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel, han vil også være konge i dit liv. En konge, som har levet hele sit liv for dig, og som har eftergivet hele din gæld – hele din ubetalelige gæld. Han gav sit liv som løsepenge for dig.

I sangen ”Jesus, tag mit arme hjerte” (SoS 464) skriver Lina Sandell: ”Jeg med al min synd og smerte hører dig for evigt til.”

Og Lina Sandell har ret, når hun synger om, hvordan jeg inderst inde er ”ond, fordærvet, skyldbelastet, uden liv og fred i mig!”

Det er dét, Jesus fortæller om den ubetalelige gæld, de 10.000 talenter, i lignelsen. Og da er frelsen ene og alene at tage imod Jesus og lade Ham tage dit hjerte og danne det, som Han vil, og være kastet ind på ham.

Så kan det ske, at ”hvad jeg føler kan vel svinde, sagen er dog lige klar: altid må så glad jeg finde, at mit alt i dig jeg har.” Og som sangen slutter: ”Selv når her min livstråd brister, er du stadig lige nær.”

Udgivet af

Jan Pedersen

Jan Pedersen, Høgild, sælger.

Jan Pedersen

Jan Pedersen, Høgild, sælger.