I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud (Luk 6,12).
Om nogen kunne have levet uden bøn, så var det vel Jesus? Han, som var uden synd!
Alligevel bad ingen så ofte som han. Hans samliv med Faderen var så nært, og hans forbøn for sine så inderlig (Joh 17). Ensom gik han op på bjerget, hvor ingen forstyrrede! Natten var ikke for lang for ham til bøn, og mens andre sov, råbte han til Gud.
Morgendagens vigtige begivenheder lå tyngende ind over Guds Søn – 12 apostle skulle udvælges af discipelflokken. Hver eneste af dem kendte han. Deres fortid og de dage, som skulle komme, lå udbredt foran ham. Nu søgte han Faderen i bøn for disse 12.
Ingen af os ved, hvad morgendagen bringer. Det vidste Jesus, og alligevel bad han – han, som ikke kendte til synd. Han bad for syndere, som skulle bringe budskabet om syndernes forladelse ud til en fortabt verden. Som får blandt ulve skulle de sendes ud.
”I de dage”, siger Lukas. Dage, hvor bønnen var eneste udvej. Her måtte Sønnen gå til Faderen, som barnet til sin far. Apostlene måtte være Guds valg, og værket hans. Intet mindre kunne gøre det, når det drejede sig om Guds rige, og tjenesten i det.
Måtte Gud give os gode og sande hyrder, der vil ligne Jesus! Hyrder, som lever for Faderens ansigt og altid søger hans valg frem for sine egne. Hyrder, som beder og vogter os mod ulvene!
Jesus valgte også Judas som apostel. Var det Guds valg? Ja. Og Skriften havde forudsagt det valg, Judas traf – at forråde Jesus.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.