Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En lysende stjerne i mørket

Ugens vidnesbyrd uge 26. Es 44,25.

Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Es 44,25).

Der er visse stjerner, der lyser klarere end andre på nattehimlen. Stjerner, hvis glans lettere fanger ens øje i mørket.

Sådan er det også med disse ord fra Guds mund. De fanger en synders øje med deres klare og herlige evangelium. De giver et glimt af Kristi kors og tænder håb i syndens verden.

Ofte vender vi op og ned på alt, i spørgsmålet om syndernes forladelse. I frelsesspørgsmålet. Men her kommer Gud i sandhed vor svage tro i møde.

Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.” Ser du Guds rolle her?

Det er MIG, der udsletter, MIG, der tilgiver, og MIG, der ikke husker på dine overtrædelser. Og jeg gør det kun for min egen skyld – ikke din …

Hvor er det stærke og forløsende ord ind i dit, og mit liv. Gud gør det – for sin egen skyld. Helt uafhængig og uønsket af os og vores situation.

Hvorfor gør han det? Det gør han, netop fordi han kender din og min rolle i frelsesspørgsmålet så ufatteligt godt.

Han vidste, han måtte gøre alt selv. I verset lige inden siger Herren: ”Du besværede mig med dine synder, og trættede mig med din skyld.”

Se, det er vores rolle i frelsesspørgsmålet, til alle tider! At besvære Gud med vore synder, og trætte ham med vor store skyld.

Og det siger Gud, ikke bare fordi det er sandt, men især fordi han så gerne vil forkynde os sin frelse. For herved lukker han nemlig vor mund, så han kan få lov at tale og blive hørt. Tale om det, han egentlig gerne vil sige, nemlig forkynde os frelse og tilsige os syndernes forladelse – igen og igen.

Ofte tænker vi, at Gud er os mildere stemt, når vi lykkes i vort liv som kristne. Så kan vi ligesom lettere forstå, at syndernes forladelse gælder os. Og falder vi i synd eller fristelser af forskellig art, så er al tro og glæde i Jesus straks forsvundet, og vi ser kun synden stå for vore øjne.

Kunne vi ikke i dag, ja denne uge, med dette stærke ord fra Esajas prøve at høre, hvad Gud siger om din og min synd?

Regne med ham, som den der virkelig står bag sit ord. Og som har udslettet, tilgivet og frelst os fra al synd i Jesus Kristus – helt af egen vilje, og for sin egen skyld?

Kom, lad os takke for en Gud, som kender os, og som selv siger, han ikke længere husker på vores synder – for sin egen skyld.

Amen.

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.