Gennem længere tid har jeg tænkt på, hvor ofte det kan være vanskeligt at finde ord til mine bønner. Der står jo også i Romerbrevet kapitel 8, vers 26b: ”For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.”
Det er en stor trøst, at andre før mig/os har oplevet det vanskeligt at finde ord, som kan bruges i en bønnestund. For vi vil jo nok også alle gerne bede i overensstemmelse med Guds vilje, jf. Johannes’ første brev, kapitel 5 vers 13-15: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv. Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.”
Det er også meget tankevækkende, hvad Jesus sagde til den blinde tigger Bartimæus, da denne råbte til Jesus og bad om hjælp: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Og da gav Jesus den blinde mand syndernes forladelse, og han fik også sit syn igen! (Mark 10,51-52).
Her vil jeg gerne citere nogle bibelske bønner, som jeg er overbevist om, er efter Guds vilje. De står jo i Den Hellige Skrift, så dem kan vi med tillid og tryghed bruge – også som vores personlige bønner til Gud. Og så er det mit ønske, at den enkelte læser kan gøre brug af de anførte vers her nedenfor
Nogle Bibelske bønner – med mine personlige tilføjelser.
(1) Lukas 18,13: Gud, vær mig synder nådig! – Gud, jeg har ikke fortjent at få min synd tilgivet, men jeg beder dig om det, fordi Jesus bar mine synder op på korsets træ.
(2) 1. Kongebog 3,9: Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte. – Jeg kan ikke uden videre høre, hvad du, Gud, vil sige til mig. Hjælp mig derfor med at lytte til, hvad du siger gennem Bibelens Ord.
(3) Salme 51,14: Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd! – Jesus, gør det sådan, at glæden over at tilhøre dig klart må overskygge alle andre glæder. Og gør det også sådan, at jeg gerne vil gøre din vilje, som den er udtrykt i Bibelen.
(4). Salme 86,11: Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed, lad mit hjerte alene frygte dit navn. – Gør det sådan, Jesus, at jeg gerne vil gøre det, som er ægte og sandt, og gør det også sådan, at jeg ikke frygter for, hvad mennesker kan gøre mig. For det er alene dig, der har magten til at dømme mig.
(5) Salme 19,15: Tag nådigt imod min munds ord og mit hjertes tanke, Herre, min klippe og forløser! – Jesus, vil du hjælpe mig til at bruge min mund og mine tanker rigtigt, sådan at du kan velsigne alt det, jeg tænker og gør.
(6) Salme 141,3: Herre, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør! – Jesus, jeg siger så tit noget, som jeg ikke skulle have sagt. Vil du hjælpe mig til at tale de ord, som du kan velsigne, og som kan være til gavn og glæde for andre.
(7) Salme 90,12: Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. – Jesus, jeg ved, at jeg ikke skal være her på jorden altid. En dag er mit liv slut, og vil du hjælpe mig til at leve med regnskabsdagen for øje, så den dag ikke kommer til at overraske mig på en ubehagelig måde.
Udgivet af
Immanuel Fuglsang
Immanuel Fuglsang, Herning, prædikant.