Hvordan er Gud? Er han, som folkereligiøsiteten hævder, bøjelig og human? Er den strenge, alvorlige Gud kun pietisternes opfindelse for at få folk til at høre på dem? Hvad nu, hvis Bibelen taler sandt om ham?
I 50‘erne og 60‘erne spurgte det radikale menneske ikke efter Gud, for: ”Gud er død!” Det var, hvad kultureliten og tidsånden dengang havde at sige om Gud. Nu er man kommet på andre tanker. Der spørges ikke mere efter, om Gud er til, men: Hvordan er han? Han er til, men hvem er han?
Bibelens svar på det er, at Gud er hellig. Hans hellighed omfatter alle hans egenskaber. Han er almægtig, alvidende, allestedsnærværende, alkærlig osv. på en hellig måde.
Der er intet modsætningsforhold mellem hans kærlighed og hans hellighed. Han elsker verden på en hellig måde.
Mennesket er som den eneste del af skaberværket skabt i Guds billede og til at erkende ham og hans hellighed. Det betyder, at ethvert menneske, også 50‘er- og 60’er-mennesket, har et forhold til Gud. Man kan ikke ”melde sig ud” af forholdet til Gud.
Helligheden er efterhånden i vor kirke blevet en ukendt side ved Gud. Den er glemt, overset i tidens forkyndelse. For den passer ikke til vor opfattelse af Gud – og har aldrig gjort det. Guds hellighed er en provokation for syndens og dødens menneske. Gamle Adam ønsker, at Gud skal være til at snakke med, komme om ved på en lempelig måde. Ikke være så alvorlig. Men som troende menighed beder vi: Helliget blive dit navn!
Gud er ophøjet og fuldkommen
”’Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?’ siger den Hellige. ‘Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den?‘” (Es 40,25).
Gud er ophøjet over skaberværket. Han er ikke en del af det. Afgudsdyrkelsen består netop i at skabe en gud, der er som et menneske. Afgudsdyrkelsen er en hån mod hans hellighed. Gud er over og adskilt fra skaberværket. Der findes ikke noget sammenligningsgrundlag. Vi kan ikke ændre på Guds love! Hvem vil stille sig op til dyst med ham?
Mennesket! Kun mennesket er i sin syndighed tåbeligt nok til at ville sætte Gud i rette.
Gud har givet sig til kende i skaberværket. Hele vor tilværelse vidner om en almægtig skaber og peger på ham som den hellige. Men se om mennesker, syndere, ærer og takker ham som sådan! Hvem kan rådgive Gud, komme med tilskuerkommentarer til hans indgriben?
Gud er så ophøjet over os, at han kan tillade sig at lade som om, han er det modsatte. Han tillader sig at skjule sig under sin modsætning. Han kan tillade sig at være svag uden at miste sin styrke, lille som et barn og dog have verden ”i sit ledebånd”, optræde som dåre, uden at sætte sin visdom over styr, være til forargelse, uden at miste noget af sin herlighed.
Der er grænser!
At Gud er ophøjet over os betyder, at han har sat grænser mellem os, andre væsener, skabningen og så sig selv. Disse grænser er hellige. De kan ikke krænkes, uden at det får følger for den, der gør det.
”Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt. Da sagde Moses til Aron: ‘Det er jo det, Herren sagde: På dem, som kommer mig nær, viser jeg min hellighed, og for hele folket viser jeg min herlighed‘” (3 Mos 10,1-3).
Dette og mange andre steder i bibelhistorien vidner om Guds hellige grænser på en forfærdelig måde. Guds hellighed slog ud i lys lue, da Jesus døde på korset. Han blev ramt af Guds hellighed, der brænder alt syndigt og urent bort.
Hvad fremkalder Guds hellighed hos mennesket? Frygt, villighed til bekendelse, lydighed, kærlighed? Nej, tværtimod: Oprør, hovmod og synd.
At være en synder er netop at være programmeret til at være Gud imod, reagere negativt på ham og møde hans kærlighed med mistro. Vi er ”uden tillid og uden frygt for Gud”, siger vor bekendelse med rette. Virkeligheden viser det samme. At være synder er ikke bare det tåbeligste af alt, men det er det forfærdeligste af alt.
Kender du til at frygte for følgerne af dine synder? Kender du til at frygte din mangel på frygt?
Gud er uforandelig den samme
”De [himlen og jorden] skiftes ud, men du er den samme, dine år får aldrig ende” (Sl 102,28).
Gud er ophøjet over tiden, han har skabt den, men er ikke underlagt den. Han bliver aldrig for gammel. Han er hverken gammeldags eller moderne. Han er evig. Det betyder ikke blot uendelig gammel, men hævet over tiden, uafhængig af den.
Mennesker har respekt for det nye, vi vil gerne leve i nuet, det nu, som vi selv skaber. Derfor har vi mistillid til det gamle, det er lig med noget forældet, ugyldigt, noget man roligt kan se bort fra, afskaffe.
Guds ord er helligt, uforanderligt. ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå” (Matt 24,35). Vi skal som menighed forholde os til Guds ord sådan. Guds ord er ukrænkeligt og skal være det i vor kirke, i vort liv. For Guds vilje og bud beholder sin gyldighed, uanset videnskabens seneste resultater og menneskefornuftens krav om eneret på sandhed og ret. Syndere vil menneskeliggøre Guds ord, vil have det reduceret til menneskeord, som ikke er evige og gyldige helt ud.
Jesu ord om hans ords bestandighed kan være en trussel: Der er ingen forældelsesfrist. Vi vil gerne af med vor fortid – for den bærer anklager imod os i sig, den minder os. Men ingen kan løbe fra fortiden.
Mennesket har intet imod at se frem, begynde på en frisk, forfra, men uden opgør og status, uden tilbageblik.
Jesu ord er i virkeligheden et evangelium. Gud forandres ikke i sin frelsesvilje. ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed” (Es 46,4).
Derfor består frelsen i, at Gud giver os en ny fortid gennem syndernes forladelse, og derfor kan han give os en fremtid, der er efter hans vilje og plan.
Det er helt utroligt, at Gud ikke lader sig friste af vor ondskab til at ændre planer, men det gør han ikke. ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke” (2 Tim 2,13).
Israels historie er en lang række eksempler på folkets troløshed og frafald og Guds helligheds reaktion på dette, men samtidig på hans hellige barmhjertighed. Hvem vil bære over så langt?
Intet menneske kan tåle at se Gud
”Men han sagde: ‘Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.‘ Og Herren sagde: ‘Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippe-spalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se‘” (2 Mos 33,20-23).
Disse ord fortæller stærkt om Guds hellighed: Ingen skabning kan se Gud og leve. Ikke engang Guds ven, Moses. Der er en uoverstigelig kløft mellem Gud og os. Det er døden for os at prøve på at overskride denne grænse.
Men samtidig er der et sted, hvor mennesker kan se Gud bagfra, i bakspejlet. Det er på det mødested, som Gud har givet os: Hans kirke, for hvor bare to eller tre er tilstede i hans navn, så er han der selv. At se Gud bagfra betyder at sige: Her har Gud været. Derfor kan vi, der før var langt borte, nu komme nær ham.
Igen rejser vor skepsis sig: Er Gud usynlig for os, utilgængelig, så er det nærliggende at reagere som børn gør: Ude af øje – ude af sind! Det, jeg ikke kan se, måle med mine sanser, bevise med min videnskabelighed, det er slet ikke!
Men nej, det er ikke sådan. Gud er Gud, om alle mand var døde! Guds virkelighed er skjult, den er alt for stor til vore sanser.
Gud vredes over synd og kræver forsoning
Vi skal nu ind i det allerstærkeste modsætningsforhold, når det gælder Guds vidnesbyrd om sig selv i Bibelen og så det syndige menneskes forventninger til ham. Hvordan er det egentlig med Guds forhold til vore synder?
Om nogen steder støder vi på Guds hellighed her. Han er hellig i sit forhold til synd. Han er ren og vil ikke lade noget urent komme i nærheden af sig. Hans hellighed slår ud som en ild og fortærer alt urent. Det er baggrunden for uddrivelsen af Eden:
”Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ” (1 Mos 3,23-24).
Men ikke nok med, at Gud skiller sig af med synd, den får Gud til at reagere med vrede mod synderen: ”For loven fremkalder vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4,15).
Guds vrede er hans almagt imod et menneske. Kan man tænke sig noget mere forfærdeligt end at have den almægtige imod sig?
Vil du vide, hvad der er synd, så spørg Guds hellige lov. Den afslører og dømmer, ja, den får ligefrem synden til at vokse sig større. Guds vrede over synden vil nå sit mål i fortabelsen. Derfor er fortabelsen ofte skildret som en uudslukkelig ild: ”Vi kender jo ham, der har sagt: ‘Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,‘ og derefter: ‘Herren vil dømme sit folk‘. Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder” (Hebr 10,30-31).
Guds vrede er hans kærligheds reaktion på uretfærdighed og ulydighed. Han har både magt og ret til at ødelægge sjæl og legeme i Helvede.
Det værste ved syndefaldet er, at vi er uden frygt for Gud, ligeglade, vantro. Ikke engang syndens følger under Guds vrede reagerer vi på med andet end skuffelse og bitterhed, oprør og undskyldninger, beskyldninger og selvmedlidenhed.
Gud kræver forsoning. Han slår ikke bare en streg over synden og siger pyt med det. Han ville jo så ellers gøre sig selv utroværdig og foranderlig.
Men er Gud sådan, at han kræver betaling? Offer?
Det er blevet benægtet utroligt ofte i kirkens historie – også i vor tid. Man vil ikke finde sig i ”den hævngerrige Gud fra Det Gamle Testamente”. Og præsterne laver så Gud om til en halvsenil gammel bedstefar, som man kan få det med, som man vil – for man skal jo redde hans anseelse hos folk. Og så kan man da ikke diske op med en vred Gud – hedder det.
Men Skriften vidner tydeligt om Guds krav på forsoning. ”Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22).
Jesu død er det stærkeste vidnesbyrd om Guds vrede over synden og krav på forsoning. Han kom for at give sit liv som løsesum for mange. Gud kræver forsoning, betaling, men han betaler selv regningen! Det er det mest utrolige af alt.
Gud skænker retfærdighed og er tro mod sin pagt
”Men min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed. Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet. Dette sværger jeg ved min hellighed: jeg svigter aldrig David” (Sl 89,34-36).
Guds hellighed gælder også hans frelsesvilje: Han vil frelse sin tabte menneskehed. Hans hellige kærlighed til verden drev ham til at ofre Jesus for os. Nu proklamerer han i sit ord, at enhver synder, som omvender sig og kommer til tro på Jesus, får skænket Guds egen retfærdighed.
Guds hellighed er som en klippe, der er urokkelig: Hvad han har lovet står fast i evighed. Lige så vel som Gud har svoret hævn over synden, lige så vel vil han frelse:
”Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham” (Hebr 9,27-28).
Artiklen, som tidligere har været bragt i Indre Missions Tidende, er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Asger Dahl Sørensen
Asger Dahl Sørensen (1943-1995), tidl. sognepræst og forstander på Børkop Højskole.