Apostlen Paulus længtes efter at bryde op og være sammen med Jesus (Fil 1,23). Hos en kristen findes tre slags længsel: Troens længsel efter at være i Kristus, kærlighedens længsel efter at være for Kristus, og håbets længsel efter at være med Kristus.
De sande kristne skiller sig ud fra andre mennesker. De søger og higer efter det, som andre foragter. Det, som glæder andre, bliver til sorg og uro for de kristne.
Et menneske af denne verden må se på døden som den mest ubarmhjertige og største røver. Døden lader dem jo ikke få så meget som en øre med på den ukendte vej. En kristen kan ikke blive rigere og lykkeligere end i døden. Døden betyder for ham en udgang fra jammerdalen og en indgang til Guds himmel.
Her på jorden vokser roserne blandt torne. Her rejser vi på et uroligt hav, hvor skibet slingrer mellem vind og bølger. Hjemme i Guds himmel er vi friet fra al trængsel, og der har vi nået havnen i de eviges land.
Der findes vantro, der har lyst til at dø og forkorte deres liv. De er i så fald blevet forblindede af Satan og fanget i hans net. Et menneske er ellers af natur afskrækket af døden og ønsker sig et langt liv. Selv fattige, der sidder i sorg og elendighed, i nød og trængsel til op over begge ører, har ikke meget lyst til at dø.
Mennesket ligner en fugl, der sidder i bur. Den er blevet så vant til det, at den hopper og springer og synger i buret, som om den levede i friheden. Selv hvis man åbner døren, bryder den sig ikke om at flyve ud.
Den hellige dødslyst hos et Guds barn viser sig ved, at man ikke bare har lyst til at bryde op og være sammen med Jesus, når man står midt i sorg og trængsel, men også i de gode medgangstider. En kristen skal ikke være som en, der bor i lejlighed og bliver sagt op af sin vært, men nægter at flytte, før myndighederne kommer og smider ham ud med magt. Rigtigt nok kan man finde en hellig og gudvelbehagelig livslyst også hos Guds børn. Men den bliver syndig og farlig, hvis den bliver parret med kærlighed til verden og det, der forgængeligheden til.
Folk, der går på jagt, fortæller, at selv de bedste hunde ikke så let kan finde spor af dyrene, når det er forår. De siger, det skyldes, at blomster og græs på den årstid dufter sådan, at det forvirrer jagthunden helt. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke. Men sandt er det, at lykke og gode dage har forvirret mange gudfrygtige sjæle, så de er blevet jordisk sindede og har glemt at være ædru og våge. Så er døden kommet pludseligt. Og der findes ikke noget mere forfærdeligt end at dø i synd. For derefter kommer jo dommen.
Bedst er det for en kristen altid at tænke på døden – ligesom en af Luthers venner, der engang sagde: ”Jeg har lagt min ligskjorte og lighue til rette. For flere år siden har jeg bestemt, hvad der skulle stå på min gravsten. Og hver uge synger jeg glad og trøstet min ligsalme.”
Den bedste forberedelse til en salig død er dagligt at dø fra synden og leve for Herren, og så trøste sin sjæl med evangeliet.
De, der dør i Herren, dør saligt. De dør, når Gud vil det. Hverken Satan eller verden bestemmer, hvornår de troende skal dø. De dør i Guds kærlighed og i fællesskab med deres Herre og Frelser. Helligånden bliver ved med, lige indtil deres sidste stund, at forklare Kristus for deres hjerter. De hellige engle, som er udsendt til tjeneste for dem, der skal arve saligheden, bærer dem på alle deres veje. De hellige strider for dem i bøn til Gud. Når så den kristne dør, er han befriet fra al ond gerning og frelst ind i Guds himmelske rige. For døden kunne ikke skille ham fra Jesus. Den, der tror på ham, skal leve, om han end dør.
Kom, o død, du søvnens broder,
før mig bort, tag mig i favn;
drag mig op af modgangs floder,
led mig i en sikker havn!
Lad hvem, som vil, for dig sig grue,
jeg skal dig med glæde skue.
For ved dig jeg kommer vist
til min kære Jesus Krist.
Christian Scrivers bog “Sjæleskat” hører til en af de allermest brugte opbyggelsesbøger blandt vækkelseskristne gennem tiden. Her i adventstiden kommer tre små stykker fra bogen, som alle handler om det håb, vi har – og hvordan det håb allerede her på jorden kan være vores glæde og vores styrke. Bogen er skrevet i 1600-tallet, men de tre stykker til adventstiden er blevet sprogligt opdateret af Henrik Gren Hansen, så flere har mulighed for at læse med og få del i noget af den gamle skat.
Udgivet af
Christian Scriver
Christian Scriver (1629-1693), tysk præst og opbyggelsesforfatter.