Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største (1 Tim 1,15).
Lovsang møder vi konstant og overalt i dag, og endda som arrangeret. Men syndenød og syndesorg – dét møder vi sjældent blandt kristne i dag. Hvorfor arrangerer dog ingen dette? For der er da mere end rigeligt med synd i vore liv og menigheder? Synd, som vi ikke bare kan, men burde sørge og græde over? Og Jesus siger selv til Jerusalems døtre i Luk 23,28: ”Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn.”
Men alligevel er sorg over synden noget, man sjældent hører om blandt kristne i dag. For mange ved slet ikke, hvad det er at være i nød over sin synd.
Men sådan var det ikke for Paulus! Han bekender her for os, at han er den største synder. Og det gør han ikke, fordi han har lært, at sådan skal man jo sige! Nej. For Paulus var synden ikke bare teori eller noget ”arrangeret” – synden var en virkelighed. Han så den i sit liv, og han kendte til syndens magt. Derfor taler han, som han gør!
Hvordan er det med dig? Med mig? Kender vi til synden i vore liv? Er den en virkelighed for os, som den var for Paulus? Må Gud give, at den er. For så er vi syndere, du og jeg! Syndere, som Jesus Kristus kom til verden for at frelse – fra al synd. Og dette er endda troværdig tale og fuld modtagelse værd ifølge Guds eget ord!
Ja, sådan vidner den største synder her for os. For han havde selv mødt den største frelser, Jesus Kristus. Og nu var Paulus en ”frelst synder.” For ham udelukker det ene nemlig ikke det andet – han er både synder og frelst på samme tid. Sådan er det at være kristen. Samtidig synder, samtidig retfærdig.
Og fordi denne sandhed er så svær at gribe og tro for os, føjer Helligånden til: ”Troværdigt er det ord og al modtagelse værd.” Gud ved, vi er syndere, og aldrig bliver andet. Og mere end noget andet ønsker Han, at vi skal tro, tage imod Jesus og blive frelst. Derfor har han gjort netop dette troværdigt og fuld modtagelse værd: at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere.
Så tillykke, du, som er en synder! Du, som ser sandt på dig selv og dit liv! For du må tro og tilegne dig af bare nåde og på ordets grund, at Jesus Kristus kom til verden for at frelse dig – en synder. Så du kan blive og være: en frelst synder, som Paulus.
Gud siger selv, at der hvor synden bliver stor, der bliver nåden end mere overstrømmende rig (Rom 5,20). Ja, der hvor synden ikke er en lille og tillært teori, men stor og fylder alt – der bliver nåden endnu større. Og her fødes sand lovsang ved evangeliet. For her hjælper Gud indefra, som Kong David siger i Sl 56,11: ”Ved Guds hjælp lovpriser jeg hans ord (Jesus).”
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.