Fred Zaspel er præst i Franconia, Pennsylvania. D. 31. oktober 2013 døde hans 29-årige datter efter 12 år med svære lidelser. 14 dage efter datterens død skrev Fred Zaspel et vidnesbyrd på Credo Magazines blog. Ordene står som et stærkt udtryk for betydningen af det kristne håb – midt i smerten over tabet. Vidnesbyrdet følger her i dansk oversættelse:
Vores datter
I omkring 12 år led vores datter Gina usigeligt af flere forskellige sygdomme. Hun led på så mange planer, fysisk og psykisk, at jeg ikke her skal prøve på at give nogen udtømmende beskrivelse.
Infektionen, der hærgede hendes centralnervesystem, årene med søvnløshed, den konstante kvalme, besvimelserne og de deraf følgende mange fald og hjernerystelser, den alvorlige og ubønhørlige hovedpine, de tilbagevendende hallucinationer, kampene med forvirring, blodpropperne, de systemiske infektioner, og så endnu meget mere, alt i ekstremerne, gjorde hendes liv til det mest forpinte, jeg nogensinde har være vidne til.
Forunderligt nok fandt hun næsten dagligt anledning til at le. Og vi nød hendes selskab, selv om vi led med hende. Men lidelsen blev mere og mere alvorlig på så mange fronter.
Og som vi så hende lide, kunne vi ikke andet end at bede, ofte i desperation, om at Gud ville udfri hende fra det hele.
Det gjorde Gud for omkring tre år siden. På et dramatisk og mirakuløst øjeblik forsvandt sygdommen, og i et kort stykke tid så det ud til, at Gud havde givet hende livet igen.
Men der skulle følge flere tilbageslag. Lidelsen blev igen intens og ubeskrivelig. Indtil d. 31. oktober 2013, hvor det var endeligt forbi.
Gina er nu sammen med Herren for altid.
Over årene så det flere gange ud til, at hun ville dø, men så kom hun sig. Af og til ønskede hun, at hun måtte få lov til at dø, og selv vi ønskede det nogle gange for hendes skyld. Hendes lidelse var så forfærdelig, at døden ville være en nådig ting.
Sådan kan vi stadig føle og tænke, men ingenting kunne have forberedt os på den smerte, vi nu føler, over tabet af vores datter. Hun var fars pige, hun havde sin mors sind, og hun var sin brors bedste ven. Vi har altid holdt meget tæt sammen i vores familie, og vi elskede Gina mere, end man nogensinde ville kunne udtrykke med ord – og det fortalte vi hende mange, mange gange i løbet af en dag, med ord og med talrige knus og kys.
Der vil helt sikkert ikke gå en dag her i livet, uden at vi føler dette gabende dybe hul i vores hjerter. Vi kan bare ikke forestille os et liv uden Gina. Hvor vi elskede hende!
Døden for den kristne
Jeg har ofte gennem årene haft en mistanke om, at de kristne, der romantiserer døden, formentlig aldrig har erfaret tabet af en, der virkelig stod dem nær. Døden forbliver en grufuld og knusende fjende, og det er bare ikke muligt at gøre den ”smuk”. Den sårer stadig, og såret går dybt. Og når den kommer tæt på, som her, efterlader den os med en følelse af at være nærmest tilintetgjorte.
Alligevel: For kristne er der virkelig en forskel.
I den uge, der nu er gået, siden Gina gik bort, har vi, så pinefuldt det end har været, fået en førstehåndserfaring af, at det virkelig er sandt, at vi ikke sørger som dem, der ikke har noget håb.
De vægtige løfter og bundsolide sandheder, som Gud har åbenbaret os i sit ord, er virkelig af en karakter, så de kan blive livsformende og give et anker for sjælen, og de giver et sikkert tilflugtssted for selv det mest sårede hjerte.
Hvilen i Guds forsyn
Som forenet med Kristus i troen tilhørte – og tilhører – Gina Gud. Og gennem hendes år med lidelse mindede vi ofte os selv om, at den Gud, som i sin nåde for Jesu skyld har frelst hende fra synd, elsker hende endnu mere, end vi gør.
Derfor har vi tillid til hans forsyn. Gud er for vis til, at han nogensinde skulle lave en fejl, og han er for god til nogensinde at skulle handle forkert med os.
Og vi erkender, at ligesom Gud var fri og suveræn til at give os Gina for 29 år siden, sådan er han nu fri og suveræn – og god og retfærdig – til at tage hende igen. Han har ikke gjort os nogen uret.
Ja, vi ikke bare erkender og bekræfter denne store sandhed – vi hviler i den. Denne Gud er selv vores Far – en Far, som ved, hvad der er bedst for sine børn, og som trofast leder vores liv efter sin gode vilje.
Ja, han er tilmed den Far, som en dag – Langfredag – i kærlighed gav sin egen søn hen til at bære vores forbandelse for at løskøbe os til et liv med ham.
Selvfølgelig er der stadig mange hvorfor-spørgsmål, som vi ikke kan give svar på. Men vi mangler ikke noget bevis for Guds kærlighed og godhed. Og vi lovpriser ham i dag med en dybere glæde end nogensinde før.
Vi er så taknemmelige for, at Gud gav os vores datter i 29 år, men ikke blot dette: Han frelste hende og gjorde hende til sit barn i sin nåde!
Dette er virkelig, hvad alting – alting – drejer sig om, og vi oplever det som en velsignelse at vide, at Gina fryder sig og jubler i dag i vores store Frelsers nærhed.
Hvor hun elskede ham! Hvor hun elskede evangeliet!
Gina var passioneret i alt, hvad hun gjorde, men ingenting betød så meget for hende som evangeliet om Kristus. Hun elskede at høre det, hun elskede at komme dybere ind i det, hun elskede at synge det ud, og hun elskede at dele det med andre. Hendes hele håb var i Kristus.
Næsten hver eneste dag, selv de mest smertefulde, satte hun sig ved klaveret for at spille og synge og forny sin værkende sjæl med nogle af hendes yndlingssange – om Kristus, Guds kærlighed i Kristus, frelsen i Kristus, Guds trofasthed og forsyn og den kommende herlighed, der venter os.
Og dette samme evangelium er, hvad vi stadig lever på. Og vi jubler over, at hverken død eller liv eller noget andet i Guds skaberværk, nogensinde kan skille Gina eller os fra den kærlighed fra Gud, som er i Kristus Jesus, vores Herre.
Gud har givet i overflod
Gennem det, der er sket, har vi lært at sætte større pris på, at vores håb i Kristus ikke bare er for dette liv. Vi venter med iver efter den dag, hvor Jesus kommer igen, og vi skal få lov til at juble sammen i hans herlige nærhed. Den dag, hvor vi selv skal erfare, at lidelserne i den nuværende tid er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.
Indtil da må vi stadig på ny lære om den velsignelse, der er i glæden i Jesus – en glæde, som et dødsfald i familien på en eller anden måde blot tjener til at uddybe.
Hvilket herligt håb, og hvilken herlig glæde, der er vores i ham!
Vi lærer også dybere at værdsætte den gerning, Jesus gør for os nu.
I sin prædiken sidste søndag mindede vores præst os så vidunderligt om vores medlidende ypperstepræst, Herren selv, som fornedrede sig selv og blev som en af os, og som den, der selv har lært at lide, nu kan give os netop den nåde, som vi har brug for ved hvert skridt, vi tager på vores rejse.
Vi har også lært at sætte større pris på den opmuntring, Gud giver gennem sit folk. Kristne venner undskylder så ofte for deres snublende ord, og at de ikke er i stand til at finde passende ord for sådan en situation. Men deres mange udtryk for kærlighed og medleven har virkelig været en velsignelse.
Vi lider ved vores tab. Smerten er massiv, og jeg er sikker på, at den på ét plan aldrig vil forlade os. Men selvom det gør ondt, er vi ikke ladt alene. Vores hjerte og sind er blevet formet af evangeliets sandhed. Guds forunderlige kærlighed er blevet udgydt i vores hjerter ved Helligånden. Vi har fået tillid til hans ufejlbarlige forsyn. Og vi har fået en uafrystelig glæde og et levende håb i Kristus. Dermed har Gud givet os i overflod af alt, vi har brug for.
Himlens glædessang
Skriften forsikrer os om, at Gud en dag vil ”tørre hver tåre af vores øjne”.
Jeg tror (…) at denne trøst vil komme ved en uddybet åbenbaring – at Gud vil gøre os i stand til at se ting fra hans perspektiv, så vi ser hans vise formål med alt det, han med sin ufejlbarlighed har gjort til det bedste for sit folk, til sin egen herliggørelse.
Dér, med denne fulde forståelse, vil al vores klage endelig blive vendt til glædessang.
Derfor tvivler vi ikke på – selv midt i vores tab – at en linje i den sang, vi skal synge, når vi ser tilbage på vores liv på jorden, vil være: ”Vores Gud har gjort alle ting vel.”
Oversættelse ved Henrik Gren Hansen med tilladelse fra Fred Zaspel.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Fred Zaspel
Fred Zaspel, præst og professor, Pennsylvania, USA