Hvordan forkynde for ikke-kristne i dag?

Et vigtigt spørgsmål

For godt et år siden bragte vi her i bladet en artikel med en kritisk vurdering af missionsstrategien hos den amerikanske forkynder og forfatter Timothy Kellerⁱ. Vurderingen var baseret på de bøger af Keller, som er udgivet på dansk. Artiklen var efterfølgende årsag til en del debat. Det glædelige er, at debatten gradvist har bevæget sig videre fra at handle om Timothy Keller til at handle om, hvordan vi bedst forkynder evangeliet for ikke-kristne i dag.

I efteråret 2016 har der været en kursusdag i København, hvor Kellers forkyndelse blev debatteret, men hvor det fremadrettede spørgsmål blev rejst: Hvordan når vi bedst ikke-kristne med Guds ord i vor tid og kultur?ⁱⁱ

Noget tilsvarende er sket i det seneste nummer af magasinet Budskabet. Her skriver rektor for Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen en artikel, hvor han kommenterer Nyt Livs artikel om Keller. I forlængelse heraf rejser han spørgsmålet om, hvordan vi bedst forkynder evangeliserende i dag. Mere specifikt spørger han, om vi i forkyndelsen kan tillade os at begynde med at tale om andre ting end frelsen. Kan vi begynde med at tale om menneskers udfordringer på skabelsens plan: ”Er det tilladt at gå langsomt frem, så vi begynder med de emner, der vækker en erfaringsmæssig genklang i mennesket?”ⁱⁱⁱ

Kan man i det evangeliserende arbejde begynde med i de første samtaler eller prædikener at tale om syndens negative konsekvenser i menneskelivet og om Jesus som løsningen på disse ting for så senere at bringe spørgsmålet om frelse på banen?

Det er et vigtigt spørgsmål. Det fortjener en bibelsk belysning og besvarelse. Det kan ske i mange andre sammenhænge end i Nyt Livs blad. Men da spørgsmålet er rejst i forlængelse af en artikel her i bladet, er det naturligt, at vi tager det op her.

Et tilbagevendende spørgsmål

Spørgsmålet er uhyre vigtigt, og det aktualiseres igen og igen. Som kristne gør vi igen og igen erfaring af, at det ofte støder mennesker væk, hvis vi taler med dem om deres synd mod Gud, om Guds vrede over synden og om syndernes forladelse på grundlag af Jesu død og opstandelse. Når mennesker reagerer negativt på, at vi taler om disse ting, er det helt naturligt, at spørgsmålet rejser sig: Kan vi i det mindste ikke til at begynde med tale om noget andet – f.eks. de problemer, som mennesker oplever i deres liv på det menneskelige plan, på skabelsens plan?

For femten år siden var dette spørgsmål helt centralt i debatten om den amerikanske forkynder Bill Hybels og hans menighed Willow Creek.

Før Bill Hybels var spørgsmålet aktuelt i relation til en række ledende repræsentanter for den amerikanske kirkevækstbevægelse. Jeg husker, hvordan vi i min studietid i 1980´erne diskuterede, om man i den evangeliserende forkyndelse kunne begynde med at tale med mennesker om deres ”felt needs”, deres følte behov.

Nu rejser den samme debat sig i relation til Timothy Kellers missionsstrategi. Hvis verden står om femten år, må vi forvente, at det samme spørgsmål bliver aktuelt igen. Derfor er det vigtigt at arbejde med det. Det er ikke kun relevant i forhold til Keller; det er lige så relevant efter Keller.

Det centrale budskab

Hvad er det centrale indhold i den kristne forkyndelse til ikke-kristne? Den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple giver han selv en sammenfatning af det budskab, som de skal gå med til den vantro verden: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag” (Luk 24,46-47).

Det er dette, vi som kristne forkyndere og vidner er kaldet til at råbe ud: Der er forladelse for synd ved omvendelse og tro på Jesus! Syndere kan få tilgivelse og fred med Gud – ved Jesus!

Det kristne evangeliums centrale indhold er ifølge Jesus budskabet om, at alle mennesker på grund af hans død og opstandelse kan få syndernes forladelse ved omvendelse til ham. Missionsarbejdets mål – siger Jesus her – er at bringe dette budskab ud til alle folkeslag på jorden.

Læser vi Apostlenes Gerninger, vil vi se, at apostlene i praksis baserede deres arbejde på Jesu ord. Den røde tråd gennem alle deres evangeliserende prædikener er kaldet til omvendelse og modtagelse af syndernes forladelse i Jesu navn. De formidler kaldet på mange forskellige måder og med mange forskellige formuleringer alt afhængig af anledning, omstændigheder og målgruppe. Ikke to prædikener er ens. Men hovedsigtet er overalt det samme: at afdække syndens problem som menneskets store hovedproblem og forkynde frelse ved omvendelse og tro på Jesus.

Mener vi, at apostlene kan lære os noget om, hvordan vi skal forkynde for ikke-kristne i dag, er det naturligt at standse ved de evangeliserende prædikener i Apostlenes Gerninger. Hvis alle forsvarstalerne medregnes og Peters prædiken i den gudfrygtige Cornelius’ hus, er der i alt elleve evangeliserende taler i Apostlenes Gerninger^iv.

I disse taler samler alt sig om ét centrum: evangeliet om frelse fra synden og fred med Gud ved Jesus. Apostlenes taler afspejler en klar bevidsthed om, at dette gode budskab kun er godt for dem, der har set, at de har med en levende Gud at gøre og er syndere over for ham. Derfor kan man se, at deres forkyndelse er bygget op af tre grundelementer, hvoraf de to første leder frem til det sidste.

Det første grundelement er tydeliggørelsen af, at menneskets forhold til Gud er den centrale og altafgørende hovedsag i livet. Det andet grundelement er afdækningen af menneskets synd og Guds dom som menneskets store nød. Disse to første elementer er i den konkrete prædiken typisk indflettet i hinanden. Men det er værd at være opmærksom på dem begge som karakteristiske hovedtræk i den apostolske forkyndelse. På denne baggrund lyder så som det tredje grundelement evangeliet om syndernes forladelse i Jesus og kaldet til omvendelse. I visse prædikener afbrydes apostlene, inden de når fra de første to elementer til det sidste.

I denne sammenhæng skal vi fokusere på spørgsmålet om, hvad apostlene begynder med. Begynder de med at møde mennesker på skabelsens plan for at tale med dem om deres erfarede problemer i menneskelivet. Eller begynder de med at tale om det, som er vigtigt på frelsens plan: forholdet til Gud og frelsen fra hans dom?

Forholdet til Gud

Når vi læser de evangeliserende prædikener i Apostlenes Gerninger, bliver det klart, at de alle har én og samme hovedsag i centrum: tilhørernes personlige forhold til Himlens Gud. Det er denne ene hovedsag, de taler om i alle deres taler, og de taler om den – med det samme!

Man må gå ud fra, at tilhørerne i deres sind og tanker har været optaget af mange andre problemer: sygdom, fattigdom, politisk undertrykkelse, familiemæssige og ægteskabelige kriser osv. Disse problemer var udbredte og fyldte meget i menneskers bevidsthed på apostlenes tid. Mange skænkede ikke Himlens Gud og forholdet til ham nogen alvorlige tanker. Enten troede de ikke på ham, eller også var de ubekymrede om deres forhold til ham. Der var andre problemer, som virkede langt vigtigere og mere relevante.

Men da apostlene og de øvrige kristne forkyndere trådte frem, blev der vendt op og ned på prioriteringerne! I den kristne forkyndelse blev alt andet skudt til side som sekundært og underordnet i forhold til dette ene: forholdet til Gud! Ikke én af de elleve evangeliserende prædikener i Apostlenes Gerninger berører andre problemer og behov end dette ene!

Det er overordentlig bemærkelsesværdigt. Apostlene og deres samtidige medkristne var bestemt ikke ligeglade med menneskers dennesidige behov. Tværtimod var de første kristnes liv et stærkt vidnesbyrd om Guds omsorg for hele mennesket. De kristne gav sig helt hen i omsorg for andre menneskers timelige problemer og behov. De solgte deres ejendele og delte ud til alle og havde hele folkets yndest (ApG 2,45.47; Ef 4,28).

Men – når de stod over for ikke-kristne i forkyndelsens situation, da så de det som deres kald og forpligtelse at tale med dem om det ene og evigt nødvendige – med det samme!

Undere og tegn

Det er sandt, at både Jesus og apostlene som et led i deres udbredelse af evangeliet gjorde undere og tegn og på den måde gav mennesker hjælp i forhold til timelige problemer som sygdom og besættelse. Men det er værd at bemærke, hvilken funktion Det Nye Testamente tillægger disse undere og tegn.

Både i forhold til Jesus og apostlene understreges det, at deres undere og tegn skal vise, at de er Guds udsendinge, som kommer med Guds rige og taler på Guds vegne. Hensigten med underne og tegnene er altså, at mennesker skal vende sig til Jesus og apostlene, lytte til dem og tage imod deres ord om frelsen og Guds evige rige (Matt 11,1-6; Mark 16,20; Joh 20,30-31; ApG 2,22; 2 Kor 12,12; Hebr 2,3-4)!

Det er bemærkelsesværdigt, at alle undere og tegn i Det Nye Testamente med undtagelse af to (ApG 6,8; 8,6-7) sker enten ved Jesus eller apostlene. Funktionen er netop at vise Jesu og apostlenes særlige guddommelige myndighed og stadfæste deres ord, så mennesker lytter til og tror deres ord og derved bliver frelst.

Johannes skriver i sit evangelium om Jesu tegn: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30-31).

Lukas skriver i Apostlenes Gerninger om de undere, som fulgte Paulus’ og Barnabas’ tjeneste: ”De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, som skete ved deres hænder” (ApG 14,3).

I begge tilfælde ser vi, at underne og tegnene skal understøtte ordene og vel at mærke ordene om frelsen. Underne og tegnene svækker således på ingen måde den klare centrering i Jesu og apostlenes evangeliserende forkyndelse om forholdet til Gud og den evige frelse, snarere tværtimod. Deres formål er at vække lydhørhed over for og tro på budskabet om frelsen.

Fra anledning til centrum

Den ydre anledning til Jesu og apostlenes evangeliserende forkyndelse kunne variere og dermed også indgangen til at tale om Gud. I Jesu samtale med den samaritanske kvinde var anledningen således Jesu behov for vand (Joh 4,7-10); i Peters pinseprædiken var det disciplenes tungetale (ApG 2,14-15), i Peters prædiken i Salomos Søjlegang helbredelsen af en lam (ApG 3,12) og i Paulus´ tale på Areopagos de græske afgudsaltre (ApG 17,22-23). Men uanset anledningen ser vi, at forkynderne målrettet bevæger sig fra den ydre anledning ind til hovedsagen – forholdet til Gud – med det samme!

Meget har forandret sig fra Jesu og apostlenes tid og frem til i dag. Men ikke på det grundlæggende plan. Menneskers afgørende problem som medlemmer af Adams slægt er fortsat det samme. Hvis vi ønsker at videreføre apostolsk kristendom og forkyndelse, må vi derfor heller ikke lade vores evangeliserende forkyndelse samle sig om eller blive stående ved menneskers dennesidige problemer og behov.

Alt i lys af frelsen

Det er sandt, at Gud har omsorg også for vore timelige behov, og at Bibelen har meget godt at sige om f.eks. opbyggelse af gode ægteskaber, sundt selvværd, god forvaltning af penge, tilgivelse mellem mennesker osv. Men det er værd at bemærke, at Bibelens vejledning i disse spørgsmål tager sit udgangspunkt i frelsen i Jesus og kun kan forstås ret på denne baggrund.

Når Bibelen taler om ægteskabet, sker det netop med frelsen i Jesus som baggrund og motivation for ægtefællernes indbyrdes tjeneste (Ef 5,21-33). Bibelens tale om menneskets værdi finder sit klimaks i forkyndelsen af Guds kærlighed til syndere åbenbaret i Jesus (1 Joh 4,9). Bibelens vejledning i god forvaltning af penge sker i lyset af håbet om den evige frelse (Matt 6,19-20). Og når Bibelen opmuntrer til indbyrdes tilgivelse, henter den sin begrundelse fra Guds tilgivelse i Jesus (Matt 18,21-35).

Den hjælp, Guds ord rækker os på alle disse områder, er således en hjælp til kristne, der har del i frelsens rigdom og kan forstå deres liv i lyset heraf.

Bibelen er ikke et katalog over gode leveregler og moralske principper, som verdslige mennesker kan gøre brug af løsrevet fra et personligt, forsonet forhold til Gud. De ti bud indledes med evangeliets ord om Guds nådige frelse og kaldet til at tro på og leve i et ret forhold til nådens Gud (2 Mos 20,1-2). Forud for Bjergprædikenen hører vi, at den er rettet til Jesu disciple (Matt 5,1).

Det gælder for Bibelens moralske vejledning som for alle andre dele af dens budskab, at den kun kan forstås og forkyndes ret i lyset af og i indre forbindelse med evangeliet om frelsen i Kristus. Derfor er det udtryk for en bevægelse bort fra Bibelens grund og budskab, hvis man lader den evangeliserende forkyndelse handle om, hvordan Gud kan og vil hjælpe verdslige og uomvendte mennesker med deres udfordringer, problemer og følte behov på forskellige livsområder. En sådan forkyndelse er uden bibelsk belæg og i strid med det bibelske budskabs forankring i Jesu frelse.

Jesus prædikede aldrig sådan og apostlene heller ikke. De talte straks om det, som er hovedproblemet: forholdet til Gud, synd og nåde. De ville hjælpe mennesker til fred med Gud. Først når dette problem var løst, var der grundlag for at tale om Guds nådige og faderlige hjælp på livets andre områder.

Forankring i centrum

Den nedenstående illustration er hverken ny eller original, men den er meget afklarende ind i denne sammenhæng. Den er blevet anvendt gennem årtier til at tydeliggøre, hvad der kendetegner bibelsk og evangelisk forkyndelse.

Cirklen illustrerer Bibelens samlede budskab. Illustrationens pointe er, at al kristen forkyndelse må være forankret i troens og Skriftens centrum: Jesu frelse. Uanset hvilket emne, man tager frem, så må det belyses og afklares ud fra evangeliet. De enkelte ”skiver” i cirklen illustrerer således forskellige emner. Alle må de stå i forbindelse med centrum. Det gælder etiske emner som f.eks. ægteskab, selvværd, økonomisk forvaltning og mellemmenneskelig tilgivelse, og det gælder dogmatiske emner som bøn, helliggørelse, nådegaver og opstandelse. Løsrives disse emner fra centrum, står man tilbage med noget, som ikke er kristen forkyndelse, men almenreligiøs eller almenmenneskelig tale.

Det betyder ikke, at evangeliet skal forklares i hver eneste prædiken, men at den altafgørende betydning af Jesu frelse må bære budskabet. Hvor dette sker, lades tilhørerne aldrig i tvivl om, at deres personlige forhold til Jesu frelse er afgørende for, hvor de står i forhold til prædikenens emne og budskab. Jesu kors sætter skel og skal gøre det! Hvor korset og dets skel nedtones, bevæger prædikenen sig mod det almenmenneskelige og almenreligiøse. Sand bibelsk og evangelisk forkyndelse bevæger sig den modsatte vej: mod en afklaring af menneskers forhold til Gud – ud fra deres forhold til Jesus og hans frelsergerning.

Det er meget muligt, at det er andre spørgsmål end forholdet til Gud, der optager folk og opleves relevante. Det er også muligt, at vi som kristne for vor egen del vil foretrække at forkynde om andre ting end synd og nåde og omvendelse til Jesus – i hvert fald som det første. Men der går ikke andre veje ind til en sand forståelse af nogen del af Bibelens budskab end gennem evangeliet.

Derfor må folk føres ind i centrum – med det samme! Først ud fra dette centrum kan der forkyndes sandt kristent og evangelisk om de mange delemner, som Bibelen berører.

Netop sådan forkyndte Jesus og apostlene for ikke-kristne!

Medmenneske og forkynder

Når det drejer sig om, hvad vi skal tale med ikke-kristne om, er det imidlertid afgørende at skelne mellem rollen som medmenneske og rollen som forkynder og vidne. På det personlige plan i vores venskabelige omgang med vantro mennesker må vi med stor frimodighed tale om og bruge tid på alt det, som hører menneskelivet til. Er de lige blevet skilt, eller har de fået en alvorlig diagnose, er det eneste næstekærlige at engagere sig i det og tale med dem om det. Tilsvarende, hvis de lige er blevet gift eller har fået et spændende nyt job. Vi må gøre, hvad vi ønsker, at andre skal gøre mod os. Vi må lytte til og møde ikke-kristne som medmennesker og tale med dem om det, som optager dem og ligger dem på hjerte.

Og her må vi leve med, at der kan gå lang tid, før vi får en naturlig anledning til at sige et ord om forholdet til Gud.

Men når vi står over for ikke-kristne i forkyndelsens situation, så står vi over for dem i Guds sted, og da må vi ikke tøve med at tale om forholdet til Gud. Vi må gå i Jesu og apostlens spor og tale om det afgørende med det samme. Vi må, så godt vi formår, hjælpe dem til at se, hvor de står i forhold til Gud. Ellers svigter vi dem.

Hvornår står vi i forkyndelsens situation? Det gør vi selvsagt, når vi som forkyndere taler ved et evangeliserende møde, eller når vi står i en lignende situation, hvor vi med ikke-kristne tilhørere får mulighed for sammenhængende at redegøre for, hvad vi tror på. Når apostlene stod i en sådan situation, tøvede de aldrig med at tale om det ene nødvendige. De gik altid til den centrale hovedsag – med det samme.

Men vi kan også ende i forkyndelsens situation i samtaler. Når nogle direkte spørger til vores tro, da har vi muligheden for at række mennesker det ord, de mest af alt har brug for. Da må vi i næstekærlighed bruge muligheden, også selvom vi risikerer modvilje.

Netop modvilje var den mest typiske reaktion på Jesu og apostlenes forkyndelse. Vi skal ikke opsøge modviljen, men vi må heller ikke søge at blive fri for den ved at fortie det ene nødvendige.

Når vi bliver bedt om og får mulighed for at fortælle, hvad vi tror på, så må vi gøre netop det: fortælle, hvad vi tror på.

Hvad tror vi på? Vi tror, at Jesus er vores frelser fra Guds dom, og at han er det for alle. Det er sandheden, og den må vi vidne om. Vi placeres i forkyndelsens situation, når vi får en mulighed for sammenhængende at vidne om, hvad vi tror på som kristne.

I dette nummer af Nyt Livs blad er der i artiklen ”Miss Perfect” et meget godt eksempel på en samtale, der udvikler sig sådan, at en kristen ender i forkyndelsens situation.

En aften på en tegnesal på en arkitektskole taler to unge fyre sammen om en film, der handler om jordens undergang. Den ene er kristen, den anden ikke. På et tidspunkt bliver den kristne spurgt, hvad Bibelen lærer om jordens undergang. Da stilles den kristne i forkyndelsens situation. Han har mulighed for og bliver bedt om at sige, hvad han tror på.

Han bruger muligheden og aflægger et klart vidnesbyrd, der fører til vækkelse for en pige, som sidder på tegnestuen og lytter med (s.71-72).

Det er vigtigt at understrege, at vi som kristne er udrustet med forskellige personligheder og nådegaver. Ikke alle er lige direkte, og det er godt. Med vore forskelle er vi bedre i stand til at nå forskellige mennesker. Den introverte og forsigtige er ikke mindre egnet til at være vidne end den ekstroverte og pågående. Vi får lov at være vidner som dem, vi er.

Men alle er vi kaldet til at være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,15). Når mennesker spørger om, hvad vi tror på, må vi tale med dem om forholdet til Gud, om synd og nåde, og ikke noget mindre. Kun da er vi kærligheden og sandheden tro, og kun da går vi i Jesu og apostlenes spor.

Synd og nåde

I relation til forkyndelsen af det centrale budskab om synd og nåde, handler det ikke primært om anvendelsen af nogle bestemte ord. ”Synd” og ”nåde” er begreber, der er overordentlig rige på bibelsk indhold og næppe kan erstattes med andre danske ord. Når mennesker bliver kristne, må de derfor også lære at forstå indholdet af både disse ord og mange andre centrale bibelske begreber. Det er en nødvendig del af deres kristne modning.

Men i den evangeliserende prædiken er hovedsagen ikke anvendelsen af bestemte ord. Her er det afgørende, at menneskers forhold til Gud bliver afdækket sådan, som det er. Kommer det til at stå klart, at vantro mennesker er borte fra Gud, lever mod hans vilje og har ham imod sig, så er der sagt noget afgørende om ”synd”, uden at ordet nødvendigvis er blevet anvendt.

Bliver det tilsvarende gjort klart, at Gud sendte Jesus til jorden for at tage straffen for vor synd og give os evigt liv, så er ”nåden” blevet forkyndt, uanset om ordet har været anvendt.

Tilhørernes erfaringer

Når det drejer sig om en sand og nutidig forkyndelse af evangeliet er der grund til at bede Gud kalde og udruste evangeliserende forkyndere. Vi har brug for kristne forkyndere, der kan formidle kaldet til omvendelse enkelt og klart i et nutidigt sprog og på en måde, så budskabet slår ned i folks hverdagsliv med alt, hvad det rummer af følelser, udfordringer og erfaringer.

Åndskraften og den bibelske fylde i budskabet er ikke knyttet til et bestemt sprog eller til en bestemt forkyndelsesform, og den svækkes ikke ved, at forkynderen knytter til ved det, som mennesker bærer på og slås med i deres sind, tanker og hverdagsliv. Tværtimod kan det tjene til, at både lov og evangelium får mere konkret og direkte nedslag i menneskers liv.

Det afgørende er, at talen om menneskelivets erfaringsside tjener til at afklare hovedsagen: menneskets stilling over for Gud.

Med afsæt i illustrationen ovenfor kan man sige, at en evangeliserende prædiken kan tage udgangspunkt i et erfaret problem i cirklens ”udkant”. Men det bliver kun en kristen prædiken, hvis den herfra bevæger sig ind mod centrum og lader problemet belyse ud fra evangeliet om Jesu frelse.

D.A. Carson kommer ind på dette spørgsmål i sin bog The Gagging of God (”Når munden lukkes på Gud”). Bogen handler om kristen tro og forkyndelse i en postmoderne tid.

Carson understreger, at den evangeliserende forkyndelse må sigte på at vise mennesker deres forhold til Gud og lede dem til tro på syndernes forladelse i Jesus. Men dette kan ske på mange forskellige måder. Det kan bl.a. ske ved, at man tager udgangspunkt i nogle af syndens ytringer i menneskelivet og sporer dem tilbage til menneskets hjerte og det brudte gudsforhold. På den måde kan en prædiken tage udgangspunkt i et alment erfaret, menneskeligt problem og gennem en bibelsk belysning vise tilhørerne, at dette problem ret beset er sekundært og blot et symptom på det store og egentlige problem: synden i hjertet, et brudt forhold til Gud, og Guds vrede over synden.

Som eksempel på et sekundært problem nævner D.A. Carson den af mange mennesker erfarede eksistentielle tomhed:

”Hvad enten det erkendes eller ej, bærer mange kvinder og mænd i Vesten på en dyb og bitter tomhed i deres hjerter. Dette får mig ikke til at foreslå, at vi omformer evangeliet, så det bliver et middel imod min indre tomhed. Hvis vi fremstiller det på den måde, er vi som evangeliske kristne kun en hårsbred fra at bekræfte tanken om, at Gud er til for at tilfredsstille mine behov, som jeg oplever dem. Menneskelig tomhed og moralsk forvirring må spores tilbage til sine rødder i lyset af bibelsk teologi; kun inden for den bibelske teologis ramme kan det historiske evangelium blive formidlet som en hjælp i forhold til det underliggende problem^v.”

Hjælpen er og bliver ifølge Carson det historiske evangelium om Jesu frelsergerning for os.

Carson har stor erfaring med at holde evangeliserende prædikener. Men det er hans princip aldrig at holde en evangeliserende prædiken uden at forkynde det centrale bibelske evangelium. Det skal og må ikke udskydes. Det skal lyde med det samme, for måske kommer tilhørerne ikke igen^vi.

I lyset af evangeliet kan der så forkyndes om den hjælp, som Gud vil give til sine børn på alle livsområder.

Det er værd at bemærke, at løfterne om Guds omsorg, vejledning og hjælp i livet hos apostlene altid og kun rækkes til dem, der er blevet Guds børn ved troen. Løftet har sit udgangspunkt i frelsen i Kristus.

Det, som betones som den afgørende trøst ind i alle menneskelivets kampe og sorger, er, at frelsens rigdom er den samme til enhver tid uanset de ydre livsvilkår og de indre følelsesmæssige tilstande (se f.eks. Rom 8; 12-15; 1 Kor 1; 4; 7-14; 2 Kor 1-9; Ef 1-6; Fil 1-4).

Konfrontation

Når det drejer sig om at tage udgangspunkt i verdslige menneskers følte behov, er det endvidere vigtigt at være opmærksom på, at mange følte behov i betydelig grad kan være bestemt af og udtryk for syndig lyst.

Det må f.eks. siges om det moderne menneskes følte behov for og jagt efter selvrealisering, personlig succes og maksimal livsfylde. En bibelsk forkyndelse herom må i høj grad have konfrontationens karakter. Den må sigte på at afdække, at disse følte behov også har en syndig side og er udslag af menneskets dybe egoisme.

Snarere end at bruge sådanne erfarede behov som udgangspunkt for en forkyndelse af Gud som den ultimative behovsopfylder for det selvcentrerede menneske, bør de således bruges som udgangspunkt for en afsløring af synden og som et kald til omvendelse.

Men hvad er løsningen på det selvcentrerede hjerte? Er det at tale om, at Gud vil lede os til et uselvisk liv, at Jesus er et godt forbillede på et uselvisk liv, at et uselvisk liv er meget bedre for os selv, at Jesus vil hjælpe os til at leve uselvisk, og at mange uselviske mennesker vil føre til en bedre verden?

Alt det er ret beset ikke andet end kristelig moralisme og idealisme. Det kan stimulere og motivere, men det kan hverken frelse fra selviskhedens synd eller ændre det selviske hjerte. Det kan kun evangeliet om Jesu frelse, der er fuldbragt for selviske syndere, og Jesu blod, der renser for al synd. Når vi hører, tror og bliver i dette evangelium, da er vi rene, og da vil Jesus selv tage bolig i os og virke et nyt liv i os indefra (Joh 15,1-7).

Genopdagelse

At den evangeliserende forkyndelse må se det som sit første mål at afsløre det vantro menneskes stilling over for Gud og forkynde evangeliet om Jesu fuldbragte frelse, er ikke nogen ny pointe. Vi ser det som nævnt udfoldet i Det Nye Testamente. Men vi ser også i kirkens historie, at det igen og igen bliver ”genopdaget”, at netop dette er forkyndelsens mål.

Det naturlige menneske er til stadighed optaget af sine ”sekundære” problemer og blind for sit egentlige problem. Derfor oplever den kristne kirke et stadigt pres i retning af at indrette sin forkyndelse efter det, som det naturlige menneske selv oplever vigtigt og relevant. I samme grad det åndelige klarsyn svækkes i kirken, i samme grad vil dens forkyndere være tilbøjelige til at give efter for presset og forsøge at nå vantro mennesker ved at tale om og lægge vægt på det, de selv oplever relevant. I kirkehistorien ser man, at dette er sket igen og igen.

Kirkens vækkelsestider repræsenterer den modsatte bevægelse: en ”genopdagelse” af det ene nødvendige som forkyndelsens centrale tema og en tilbagevenden til en apostolsk forkyndelse. Denne forkyndelseslinje repræsenterer den åndelige livslinje fra apostlenes tid, gennem hele kirkehistorien og frem til i dag.

Søren Kierkegaard

De nordiske vækkelser i det 19. århundrede repræsenterede en sådan tilbagevenden til en stærk forkyndelse af det ene nødvendige. En af dem, som fik størst betydning for vækkelserne, var Søren Kierkegaard. Han betonede med stor styrke, at kristendommen ikke er en hjælp til et godt liv. Jesus kom ikke for at løfte mennesker til et bedre og mere harmonisk liv her på jorden. Han kom for at tilvejebringe og give frelse fra den store og egentlige nød.

Og netop dette budskab – hævdede Kierkegaard – må vantro mennesker møde i kirken! I en af sine prædikener taler han om dette med stor alvor. Prædikenen hedder Forvar din fod, når du går til Herrens hus. Her belyser Kirkegaard de motiver, som kan få mennesker til at søge til kirken:

”Hvad vil du så i Guds hus? Er det armod eller sygdom eller anden genvordighed, kort hvilken som helst jordisk nød eller elendighed: Derom tales der i Guds hus ikke, i det mindste ikke først. Der tales først, og der skal tales først, om synden, om at du er en synder, om at du for Gud er en synder, om at du i frygt og bæven for denne tanke skal glemme din jordiske nød.

Ikke sandt, det er en egen måde at trøste på! I stedet for deltagende at spørge til dit befindende, i stedet for at give dig råd og vink; i stedet for at have deltagelse med din jordiske elendighed og travlt for at afhjælpe den, lægges der dig en end tungere vægt på, gøres du til synder.

Derom tales der så, og i sandhed til opbyggelse om at der er frelse for syndere, trøst for angergivne. Men måske vedkommer alt dette ikke dig, du, som ene beskæftiget med din jordiske lidelse flygtede herhen. Og dog, det vedkommer dig, forgæves vil du sige, at det ikke vedkommer dig, forgæves, om du ville gå igen: det er dig sagt, og Gud ved det med dig, at det blev dig sagt, og at du hørte det!^vii”

Carl Fredrik Wisløff anfører med tilslutning dette citat af Søren Kierkegaard i sin prædikenlære og knytter følgende kommentar til:

”Sat på spidsen: Prædikenen skal ikke tale om ‘det, som optager folk’. Den skal få folk til at blive optaget af det, som til sidst betyder noget^viii.”

Mennesker uden tro på Gud

Men hvordan håndterer vi denne udfordring i forhold til mennesker, som slet ikke tror på en levende Gud? Hvordan får vi dem til at se deres forhold til ham som afgørende?

Dette spørgsmål får en afklarende belysning ud fra de to evangeliserende prædikener, Paulus holder for hedningerne i henholdsvis Lystra og Athen. Her står han over for mennesker, der slet ikke tror på Himlens Gud. De er religiøse, men de tror ikke på en personlig Gud, der er verdens skaber, herre og dommer. For så vidt kan deres religiøsitet minde meget om den, som er udbredt i den vestlige verden i dag.

I sin forkyndelse til disse folk bygger Paulus ganske enkelt det bibelske verdensbillede og gudsbillede op fra grunden. Han prædiker om verden som Guds skaberværk og om Gud som verdens herre og dommer (ApG 14,15-17; 17,24-31). Og han gør det tydeligvis i tillid til, at dette ord har kraft til at give tilhørerne et nyt billede af virkeligheden og af Gud. Han tror på, at Ordet skaber, hvad det nævner. Når han forkynder om Gud, som han er, så møder tilhørerne ham, som han er!

Paulus formulerer sig enkelt, klart og letforståeligt, og han tager hensyn til tilhørernes religiøse tanker og forestillinger. Men han lader ikke tilhørernes egne religiøse forhåndsforestillinger sætte grænsen for, hvad han kan tale om. Han begynder straks at tale om en virkelighed og en Gud, der ligger ud over det, de på forhånd har forestillinger om. Han viser dem, at de har med en levende Gud at gøre, som de ikke tidligere har troet på. Og han tror på, at forkyndelsens ord har magt til at føre tilhørerne ind i et personligt og åndeligt vækkende møde med denne Gud!

Paulus betoner stærkt, at Gud er Gud for alle mennesker, og at han er den eneste levende Gud (ApG 14,15; 17,23-25). Hermed tydeliggør Paulus for tilhørerne, at de ikke står i et frit valg med hensyn til, om de vil have med Gud at gøre eller ej. De vælger ikke selv deres Gud. De har en Gud, hvad enten de vil være ved det eller ej!

Der er en overordentlig stærk myndighed i Paulus’ forkyndelse om Gud.

Man hører og mærker, at han ikke taler på vegne af en ”gud”, der er på desperat jagt efter tilhængere på det religiøse marked; en ”gud”, der appellerer til mennesker om dog at tro på ham og byder sig til med argumenter, der skal overtrumfe andre religiøse tilbud på markedet.

Paulus taler myndigt og frimodigt på vegne af den Gud, som er alles skaber, herre og dommer. Ingen er undtaget fra denne Guds herredømme. Han hersker på forhånd over alle! Enhver, som tror noget andet, er ude af kontakt med virkeligheden.

Paulus lever selv for denne Guds ansigt. Han ser ham med troens blik, og netop derfor kan han prædike om ham med åndskraft, myndighed og overbevisning.

Ikke et godt tilbud

Her er stof til eftertanke i relation til vor tids evangeliserende forkyndelse.

Troen på en objektiv åndelig virkelighed og sandhed er opløst i vores postmoderne kultur. Når mennesker i dag er religiøst søgende, er de sjældent på jagt efter den endegyldige og objektive åndelige sandhed. Deres mål er snarere at finde en åndelighed og religiøsitet, som de kan opleve meningsfuld og berigende for dem selv.

Skulle den kristne evangelisation indrette sig efter de religiøse søgeres tankegang og ønsker, måtte den tage sigte på at fremstille kristendommen som det bedste svar på det søgende menneskes egne ønsker og længsler. Den kristne forkynder måtte bestræbe sig på at fremhæve alle fordelene ved at være kristen og give så tiltrækkende et billede af livet med Gud som muligt.

Det bemærkelsesværdige er, at det er en helt anden tone, som præger den evangeliserende forkyndelse i Det Nye Testamente. Her forkyndes en sandhed, som gælder for alle, og en Gud, som er alles Gud! Enkelt, klart og myndigt.

Der er egentlig ikke tale om et tilbud, men om afdækningen af en virkelighed. Der er ikke tale om løfter om et bedre og mere harmonisk liv, men om et kald til omvendelse og frelse!

Det er sandt, at Jesus kan tale om, at han vil give sand frihed (Joh 8,36), liv i overflod (Joh 10,10) og levende vand, der vil slukke menneskets tørst for altid (Joh 4,14).

Men det er vigtigt at bemærke, at disse evangeliske løfter taler om en frihed, en rigdom og et liv, som udspringer af, at den søgende har fået løst et problem, som ligger ud over den almenreligiøses horisont – syndens problem i forhold til den levende og hellige Gud!

Den uforståelige rigdom

Som kristne vidner må vi frimodigt tale om det kristne livs rigdom og velsignelse. Det er sandt at fremstille det kristne liv som det bedste og rigeste liv på jorden. Men dets rigdom og fylde beror på, at det er et liv i evigt og nådigt fællesskab med Gud og hans Søn.

Dette liv er skjult og uforståeligt for den ikke-kristne. Det kan kun forstås ”indefra”, af dem, som selv er kommet til tro på Jesus og gennem ham har fået fred med Gud.

I hele Det Nye Testamente finder vi næppe nogen stærkere eller mere taknemmelig lovprisning af kristenlivets rigdom og herlighed end den, som Paulus lægger røst og pen til sidst i Romerbrevet 8. Det er den lovprisning, der indledes med ordene: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” (Rom 8,31).

Det bemærkelsesværdige er, at der i hele denne stærke og frimodige lovprisning kun tales om én altafgørende rigdom og herlighed: at Paulus ved troen på Jesus har fred med Gud, og at han i Jesus er genstand for Guds evige nåde og kærlighed. Denne rigdom og herlighed fylder alt for Paulus. Den giver grund til vedvarende lovsang, glæde og jubel under alle forhold.

Lovsangen er gennemvævet af Paulus´ vidnesbyrd om de kors, byrder og omkostninger, han må bære som Jesu discipel og vidne i verden: nød, angst, forfølgelse, sult, nøgenhed, fare, sværd. Paulus lever bestemt ikke noget let, rart og harmonisk liv ifølge almindelige menneskelige standarder. Men midt under sine prøvelser har han en skat, som gør hans liv rigt, herligt og velsignet i evighed: Han er Guds barn for Jesu skyld og har vished om i Jesus at være omsluttet af Guds kærlighed! Det gør hans liv til en sejr:

”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,37-39).

Det kristne liv er rigt og herligt, men det er en rigdom og herlighed, som er helt uforståelig for det naturligt religiøse menneske!

Vi må som kristne med stor frimodighed vidne om freden, glæden og friheden ved at være et Guds barn i Jesus. Men vi må være bevidst om, at velsignelsen ved at være et Guds barn ligesom hele frelsens skat er skjult i et lerkar. Den er usynlig og uforståelig for det kødelige menneske. Den bliver kun tilgængelig og synlig for troen ved Helligåndens genfødende gerning, og denne gerning er knyttet til et bestemt ord: evangeliets ord om korset.

Ordet om korset

Det er ordet om korset, der er Guds kraft til frelse (Rom 1,17-18; 1 Kor 1,18-31). Mennesker oplever dette ord anstødeligt. Det virker tåbeligt og svagt. Ingen ønsker det. Jøder vil hellere have tegn, og hedninger vil hellere have kloge ord (1 Kor 1,20-25). Men Gud har knyttet sin frelseskraft til ordet om Jesu soningsdød i vort sted. Ingen bliver frelst uden ved at høre det ord.

Evangeliet er frelsens ord. Ikke kun sådan, at det vidner om frelsen, men sådan, at det giver frelsen. Netop det evangelium, som vækker anstød og hovedrysten, netop dette evangelium har frelseskraften i sig: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18).

Gud har knyttet sin frelsende gerning til dette ord for at knytte os som hans vidner til sig selv og gøre os afhængige af ham og af hans Ånds overbevisende gerning (2 Kor 4,7).

Vi kan ikke vinde mennesker ved en overbevisende fremtoning eller ved overtalende ord. Med de midler kan vi vinde mennesker for os selv, men ikke for Jesus og hans fuldbragte frelse. Skal de frelses, må de få en åbenbaring, hvor de ser Jesus som deres egen frelser. Denne åbenbaring sker kun ved evangeliets ord om Jesus og hans frelsergerning på korset (1 Kor 2,1-16).

Når dette ord forkyndes, kommer Helligånden og åbenbarer, ”hvad Gud i sin nåde har givet os” (1 Kor 2,12).

Først når et menneske ved evangeliets ord er kommet til frelsende tro på Jesus, kan vi tale meningsfuldt med dette menneske om kristenlivets goder, glæder og velsignelser. For de udspringer alle af og er kun forståelige i lys af frelsen i Jesus.

Den amerikansk-lutherske præst Robert J. Koesters formulerer det på denne måde:

”Enhver tale om velsignelse kan kun forstås af en person, der har erfaret, hvad Jesu kors betyder for ham. Vi kan måske sige det på denne måde: Både budskabet om syndernes forladelse og de åndelige velsignelser, som følger heraf, virker som tåbelighed for den vantro. De kan kun erkendes ved Helligåndens kraft^ix.”

Der går ingen genvej her. Vi kan ikke overbevise den ikke-kristne om kristenlivets goder og gaver uden først at forkynde evangeliet om Jesu kors og den fred, vi har med Gud gennem Jesus. Prøver vi ved gode menneskelige argumenter at overbevise et vantro menneske om fordelene ved at være kristen, tegner vi uundgåeligt et falsk billede at kristenlivet, hvor vi fremhæver det, som appellerer til det naturlige menneskes religiøsitet, og omvendt nedtoner det, som den naturlige religiøsitet reagerer imod.

Det værste er, at vi undlader at forkynde det, som den ikke-kristne har brug for at høre for at blive frelst, og som Jesus har pålagt os at forkynde: evangeliet om syndernes forladelse på grundlag af Jesu død og opstandelse.

Guds arbejdsmåde

Hvordan vindes mennesker for Guds rige i dag? Mennesker frelses i dag på præcis samme måde som på apostlenes tid. Ved at se sig selv som syndere over for Gud og ved at møde evangeliet om Jesu frelsergerning på korset.

Gud arbejder på den samme måde til enhver tid. Når kirken gang på gang har mistet orienteringen og den åndelige gennemslagskraft i sit missionsarbejde, skyldes det ikke, at den har svært ved at finde ”Guds særlige strategi for vor tid”. En sådan findes ikke. Det skyldes derimod igen og igen, at den er kommet bort fra Gud selv og fra troen på hans ene, uforanderlige arbejdsmåde.

I hver ny generation af kristne er der behov for, at vi genvinder synet for og troen på Guds arbejdsmåde i missionsarbejdet og får tillid til den.

Tror vi på den guddommelige frelseskraft i evangeliet?

Måske findes der ikke noget mere afgørende spørgsmål end dette i relation til vort missionsarbejde. Vi kan ikke vinde frem ved noget andet end ved Guds Ånds kraft i evangeliet! Vi kan trække mennesker til og holde fast på dem ved mange andre midler. Men hvad nytter det, hvis de ikke bliver frelst?

Det er ikke givet, at evangeliet om Jesu stedfortrædende frelsergerning vinder mange mennesker; men uden det vindes ingen! De, som vindes ved andre midler, er ikke vundet for Guds rige. Uden et klart syn for denne virkelighed og uden en levende tro på den underfulde kraft i evangeliet er vi ubrugelige i Guds riges arbejde.

Charles Spurgeon skriver ransagende og vækkende herom:

”Hvis du ikke er dig klart bevidst, at en overnaturlig kraft er virksomt nærværende i og med Herrens Ord, så lad hellere være med at befatte dig dermed (…) Jeg nærer ingen tiltro til en død synders kraft til at leve, men derimod til evangeliets kraft til at gøre en sådan levende.

Kun når du ved, at det evangelium, du prædiker, har Helligåndens kraft i sig, kan du prædike det med fortrøstning. Ellers fristes du til i stedet at arrangere en underholdende forestilling for at lokke de folk til, som du ikke tror, at Kristus som korsfæstet er i stand til at drage (…) Så vanærer du i virkeligheden det evangelium og den tro, som du foregiver at ære^x.”

Apostlenes virksomhed var båret af en stærk tro på kraften i evangeliet om Jesu frelsergerning. Derfor lod de alt i deres virksomhed samle sig om og lede til dette ord. Deri finder vi den afgørende forklaring på den overvældende åndskraft i deres arbejde! Gud give os den samme tro, så vi kan sige med Paulus:

”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16).

Det befriende enkle kald

Der er en stor befrielse i at se, hvad der er vort kald i evangelisationsarbejdet. Kaldet er i al sin enkelhed at lade ikke-kristne møde evangeliet om Jesus. Det er vores kald. Det er vores opgave.

Hvad evangeliet virker i hjerterne, det er ikke vort ansvar. Det er Guds ansvar. Egil Aarvik skriver om dette i sin evangelisationsbog Vi gemmer os i missionshuset:

”Vi taler stundom om at vinde mennesker for Gud, og vi tænker, at dette er at drive mission. Det er det jo også. Men i virkeligheden er det selvsagt ikke os, der vinder dem. Det er evangeliet. At overbevise mennesker, vække erkendelse af sandheden og at fuldføre omvendelsens værk i mennesker, se, det er evangeliets værk. ’Troen kommer af det, som høres.’ Men at sætte menneskene i forbindelse med dette evangelium, det er vores opgave. Det har Gud bedt os om, og det er mission! Det, vi skal gøre, er altså blot dette at bringe evangeliets frelsende kræfter hen til vore medmennesker, så er vi færdige med vort hverv, med vor mission^xi.”

Aarvik understreger efterfølgende, at missionsarbejdet altid må ledsages af bøn til Gud om hans medvirken og frelsende gerning i menneskers hjerter. Men grundlaget for bønnen er netop bevidstheden om, at Gud både vil og kan lade Ordet nå hjerterne til omvendelse og tro. Det er hans ansvar! Og det er befriende.

Vort kald og ansvar er blot at sprede Guds ord – at plante og at vande. Så vil Gud selv give vækst (1 Kor 3,6-7).

I denne tjeneste må vi give os hen med alt, hvad vi er og har. Og her har vi meget at lære af apostlene.

Det er tankevækkende at læse, hvad Paulus siger om sin tjeneste i Efesus: ”Husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer” (ApG 20,31).

Her er lidenskab for menneskers frelse og engagement i arbejdet i en grad, så vi beskæmmes. Det samme må vi sige, når vi læser om Paulus´ lidelser i missionsarbejdet: slid og slæb, stokkeslag i massevis, fængsel, pisk, stening, sult, nøgenhed, vedvarende bekymringer, kulde, søvnløshed, tørst m.m. (2 Kor 11,23-29).

Paulus investerer alt og giver sig helt hen i arbejdet for at bringe frelsens evangelium ud. Troen på, at det er Gud, der giver væksten, fører på ingen måde til passivitet i Paulus’ liv. Den giver tværtimod frimodighed, målrettethed og udholdenhed i arbejdet. Hans kald er ét: at være tro imod det sande evangelium! Så er frugten op til Gud (1 Kor 3,5-15; 4,1-5).

Påtager vi os ansvaret for, at Ordet skal virke tro i hjerterne, trænger vi ind på et ansvarsområde, som Gud har holdt for sig selv – til velsignelse og befrielse for os. I medgang og i modgang, i vækkelsestider og i tilbagegangstider: Altid må vi med iver, lidenskab og bøn til Gud sprede hans ord og glæde os over den vækst, som han giver – når og hvor han vil det!

I kirkehistorien ser vi, at der er korte perioder med store vækkelser og lange perioder uden. Det er undtagelsen, at mennesker i tusindtal går ind i den kristne menighed. Hovedreglen er, at de går ind én efter én. Vort kald er til enhver tid at række det ene og samme ord videre, hvorigennem Gud skaber tro og åndeligt liv.

I Himlen bliver der glæde over bare én synder, der omvender sig (Luk 15,7.10). Den glæde må vi tage del i – til enhver tid. Har vi det himmelske perspektiv ind over vort arbejde, kan vi bevare både frimodigheden og målrettetheden til enhver tid! Lidenskaben for, at mange må blive frelst, er i kontakt med Guds eget hjertelag. Men den må aldrig svække glæden over hver enkelt, som bliver frelst. Er det få, der frelses i vor tid, så er der ikke desto mindre grund til stor glæde.

”Vil vi være mange, må vi glæde os over at være få. Ellers bliver vi ingen!” (Carl Fredrik Wisløff).

Vort eget åndelige liv

Faren for at drive væk fra det centrale evangelium bliver i sagens natur stadigt større for os, jo længere vi selv lever på afstand af Gud og hans ord. I samme grad vort eget åndelige liv og troens glæde over nåden i Jesus svækkes, i samme grad vil vi opleve det stadigt mere forståeligt, at vantro mennesker stiller sig undrende eller hovedrystende over for herligheden i det bibelske budskab om syndernes forladelse i Jesus. Vi vil i tiltagende grad mærke en reaktion indefra i os selv mod denne forkyndelse. Det vil blive nærliggende for os at overveje, om vi ikke kan tale om noget andet, når vi forkynder for ikke-kristne, f.eks. alle fordelene ved at leve som kristen. Vi kan vel i hvert fald begynde med det …

Men det er ikke den forkyndelse, vi møder hos Jesus og apostlene. Uden undtagelse går de altid med det samme til den centrale hovedsag: menneskers forhold til Gud og deres behov for frelse. De åbenbarer med deres ord en levende og almægtig Gud, som ikke er et godt tilbud, men en uundgåelig virkelighed – for alle! De åbenbarer, at alt andet i menneskers liv blegner i betydning i forhold til at få fred med Gud. De forkynder, at Gud elsker alle syndere, og at han i sin kærlighed har givet sin egen søn til frelse for dem. Og så byder de på Guds vegne mennesker at omvende sig og modtage frelsen i Jesus, mens tid er.

De samme betoninger har kendetegnet al evangelisk vækkelsesforkyndelse igennem kirkens historie.

Der er grund til at bede Gud om at forny disse betoninger hos os i vor tid. Det kan kun ske ét sted: for Guds ansigt i personlig tilegnelse af hans ord. Her og kun her formes vi som vidner om nåden i Jesus, fordi vi selv lever af den.

Guds kærlighed

Til sidst nogle ord om betoningen af Guds kærlighed i forkyndelsen til ikke-kristne. Denne tone er en helt central del af evangeliet.

Det er bemærkelsesværdigt, at både Jesus og apostlene forkynder om Guds kærlighed og omsorg som en virkelighed, der omslutter og gælder for alle mennesker – allerede før omvendelsen og troen.

Som skaber viser Gud sin godhed mod og omsorg for alle mennesker ved at lade alle få del i og glæde af naturens liv, rigdom og gaver (Matt 5,45; ApG 14,17; 17,25). Som frelser ofrer Gud i kærlighed sin eneste søn for hele verden og kalder på alle uomvendte mennesker gennem de ting, han lader dem møde i livet (Joh 3,16; Rom 2,4; ApG 14,17; 17,26-27).

Denne betoning af Guds kærlighed til alle er meget stærk i Paulus’ to evangeliserende taler til hedningerne i Lystra og Athen. Den er ikke en bitone, som vi kan gå let forbi og med god samvittighed udelade af vor evangeliserende forkyndelse. Så sandt Gud er kærlighed, har vi ikke talt sandt om ham, hvis vi ikke fremholder denne side af hans væsen (1 Joh 4,8).

En stærk betoning af Guds kærlighed står ikke i modsætning til og svækker ikke alvoren i budskabet om, at alle uomvendte mennesker er borte fra Gud og under hans dom, tværtimod! Netop en stærk forkyndelse af Guds kærlighed uddyber alvoren og tragedien ved at være uden for fællesskabet med ham både nu og i evighed.

Derfor må det være en stadig udfordring og bøn for os, at vidnesbyrdet om Gud godhed og kærlighed må brænde stærkt og varmt igennem i vores evangeliserende forkyndelse. Det kan ikke ske, uden at Guds kærlighed får plads i vore egne hjerter. Uden kærlighedens grundtone er selv vor myndigste og klareste forkyndelse kold og gold! (1 Kor 13,1).

Men vi har heller ikke talt sandt om Guds kærlighed uden at lede vore tilhørere derhen, hvor Guds kærlighed er blevet åbenbaret i verden – på Jesu kors:

”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,9-10).

Gud give os nåde til at være tro mod dette vidunderlige evangelium, at vi selv må leve af det, og at vi må være tro i forkyndelsen af det og vidnesbyrdet om det i vor tid!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.