I denne uge vil jeg sige noget om manden Nikodemus. Han er omtalt i Johannesevangeliet kapitel 3.
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham” (Joh 3,1-2).
Frem mod sommerferien vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet. De seks andagter hænger sammen, men kan læses uafhængigt af hinanden. Find tidligere andagter i boksen “relaterede ressourcer”.
Historien om Nikodemus er kendt og lærerig. Nikodemus er den fine, ansete mand der sad i jødernes øverste råd, kaldet Synedriet. Det svarer lidt til vort folketing. I denne forsamling var det ikke velset at tro på Jesus. Gjorde man det, kunne man blive udelukket af synagogen. Alligevel fortælles der i Johannesevangeliet 12,42, at flere af rådets medlemmer kom til tro på Jesus, men de turde ikke bekende det, for, som det så tragisk står i teksten: De ville hellere have ære fra mennesker end fra Gud.
Men Nikodemus går imod strømmen og kommer til Jesus. At han kom om natten kan hænge sammen med, at han helst ville komme uset. Men det kan også være, at der netop om aftenen, om natten, var mere ro til en dybsindig samtale. Jeg kan godt forestille mig, at Nikodemus var en mand, der gerne ville have tid og ro til en ordentlig samtale med Jesus, en samtale, hvor han i fortrolighed kunne stille sine spørgsmål og få klare fyldige svar. Sådan er der også folk, der har det i dag. De har mange seriøse spørgsmål, som de gerne vil have gode og rigtige svar på.
Nikodemus begynder samtalen med en bekendelse: ”Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.”
De tegn, Nikodemus refererer til, kan være fra brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde vand til vin. Hvorom alting er, så var Jesu virke offentligt kendt, og folk måtte dengang såvel som i dag tage stilling til ham – for eller imod. ”Mon ikke han er Messias?” blev der sagt blandt folk.
Det er ind i den sammenhæng, Nikodemus kommer med sin bekendelse – vi ved du er en lærer, der kommer fra Gud. Vi ved det, selv i det høje råd – men, og her kommer det store men, vi siger det ikke til nogen. For æren fra mennesker var mere vigtig for de fleste, end den ærlige bekendelse fra hjertet. De vidste inderst inde godt, at Jesus kom fra Gud, men på grund af menneskefrygten turde de ikke bekende det. Jeg lurer på, hvor mange der er af den slags mennesker i dag. Mennesker, som godt ved, at der er en Gud; en Gud, som de en dag skal stå til regnskab for, men de taler ikke om det, for det er ikke in her i dag.
Menneskefrygten er en stor magtfaktor, som vi alle er påvirkede af i mere eller mindre grad. Ære fra mennesker betyder meget for mange. Det ser ud til, at Nikodemus står midt op i den kamp. Han kom nok til Jesus med frygt og bæven, men han kom. Han gik imod strømmen. Selv om han sad i det høje råd, tiltalte han Jesus som Rabbi. Rabbi er en lærer i den sammenhæng. Ham var Nikodemus klar til at lytte til. Men da Nikodemus havde sagt det, tog samtalen en drejning, som Nikodemus nok slet ikke havde regnet med.
Hør hvad Jesus siger til ham: Jesus svarede ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Nikodemus anså Jesus for en lærer, men Nikodemus havde slet ikke brug for en lærer, han havde brug for en frelser. En lærer, det er en, man lærer noget af; en instruktør for livet kan man sige. Og den tanke ligger helt i forlængelse af den farisæiske livsforståelse – og sådan tænker mange i dag. Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv, var der mange der spurgte i Jesu samtid. Men kristendom handler i udgangspunktet ikke om at gøre, men det handler om at høre – høre, hvad der er gjort. Det handler ikke om forbedring, det handler om nyskabelse.
”Du må fødes på ny, Nikodemus,” sagde Jesus. Men, som vi kan se af svaret: Det vidste Nikodemus ikke, hvad var. Den tanke var ham fuldstændig fremmed. Hør Nikodemus’ svar: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Og det svar understreger bare det, som Jesus efterfølgende sagde til Nikodemus: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige
Den problemstilling, som vi her taler om, fanger Grundtvig meget fint i sin salme ”O kristelighed!” Han skriver: ”O kristelighed! Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved.” Den gerning, som Gud gør i det genfødte menneske, kendes ikke af de folk, som hører denne verden til. Den, der er udenfor Guds rige, ved ikke, hvad kristendom er. Det er noget helt nyt, som må modtages i tro. Først da går lyset op for et menneske. Det er den proces, Nikodemus står midt i her.
Da Nikodemus hører, at han skal fødes på ny, ved han ikke, hvad han skal sige. Det var ukendt for Nikodemus. Og længere fremme i samtalen skammer Jesus nærmest Nikodemus ud. ”Er du lærer i Israel og ved ikke det?” De ord gør Nikodemus tavs. Fra nu af er det kun Jesus, der taler.
Men Jesus gør ikke Nikodemus tavs for at skamme ham ud, tværtimod: Jesus vil hjælpe Nikodemus til evigt liv. Men for at det kan lade sig gøre, må han have sine tanker vendt – vendt væk fra det, som han selv skal gøre, og derimod høre på, hvad der er gjort for ham.
Senere i samtalen siger Jesus det, som er hele kristendommen i en sum. Det er et af de mest kendte vers i Bibelen. Det lyder sådan: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
De ord, som Jesus talte hin dag til Nikodemus har samme gyldighed i dag. Bag disse ord står den levende Gus selv. Du, som hører dette nu, må vide, at du er elsket af Gud. Du må vide, at Gud sendte sin søn til verden for også at frelse dig. Jesus bar selv også alle dine synder op på korsets træ, siger Bibelen, for Gud vil ikke, at du skal fortabes, men have evigt liv.
Du må fødes på ny. Hvordan? Det er sagt på flere måder i Det Nye Testamente. Jeg kan ikke svare bedre på det, end Jesus selv gjorde ved en anden lejlighed. Det står i Joh 5,24: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Altså, alene ved at høre Guds ord, høre, hvad Jesus har gjort for dig, kan du gå over fra døden til livet, eller, med andre ord, på den måde bliver et menneske født på ny.
Jeg har lyst til at give dig en bøn. En bøn, du kan gøre til din, skrevet af en betydelig åndelig vejleder, Niels Johannes Holm, som har skrevet den kendte salme ”Gør døren høj”. I det 6. vers siger han det sådan: ”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se!” Gør den bøn til din, så er du på rette vej.
Der er ingen afslutning på Nikodemus-samtalen. Måske er evangeliet ikke gået op for ham denne aften. Det siges, at nogle har det som en blomst. Der skal tid og varme til, før den lukker sig op, men det kommer. Sådan ser det ud til at det er gået for Nikodemus; men det kommer efterhånden. Vi hører senere, at han forsvarer Jesus, dvs. at han ikke hyler med de hunde, han er iblandt. Han går imod sine egne og forsvar Jesus. Senere, i Joh 19,39, ser vi, at Nikodemus var med til at tage Jesus ned af korset. Også dette var i sig selv en bekendelse. Han ville være hos Jesus. Og ”den, der kommer til mig,” siger Jesus, ”vil jeg aldrig vise bort.”
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.