Drag mig, o Jesus, ind i din favn,
ind til dit hjerte i glæde og savn.
Du, som på korset alt har fuldbragt,
/:lær mig din kærligheds frelsende magt!:/
Drag mig, o Jesus, drag mig, skønt ej
gaver jeg ejer at bringe til dig,
thi kun et syndigt hjerte er mit,
/:rens det, o Jesus, og gør det til dit!;/
Drag mig, o Jesus, alt hvad i mig
hindrer din nåde, jeg giver nu dig,
alt hvad der hæmmer, kender jo du,
/:alt hvad der skiller, o, tag du det nu!:/
Drag mig, til engang salig og fri
jeg skal erfare, min kamp er forbi,
til al min gerning virkes af dig,
/:til du, o Jesus, helt lever i mig!:/
Fru Charles H. Morris/Andrea Bøtcher
Kan det virkelig være rigtigt, at det er ganske gratis? Noget må jeg da bidrage med! Jeg kan da i det mindste komme til Jesus, kan jeg ikke? Jeg har så svært ved at hvile i, at Jesu stedfortrædende gerning er nok!
For et stykke tid siden fik jeg følgende vers af min svigerinde, og jeg er blevet så taknemmelig for det: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,44).
Det er Jesus, der taler disse ord til jøderne. Lad os fæste os ved ordene i verset: Jeg kan ikke komme til Jesus, uden at Gud drager mig.
Dette er blevet et trøsterigt vers for mig, for når jeg så nemt ser ind i mig selv og ser de manglende frugter, den manglende iver, den manglende andagt, den manglende syndenød, mit kolde og ubodfærdige hjerte, så får jeg hurtigt den idé, at noget må jeg da gøre ved det hele.
Jeg kan ofte spørge mig selv: Når jeg kender Jesus og ved, hvor stor hans frelse er, hvordan kan det da så være, at det ikke betyder mere for mig? Hvordan kan jeg være så kold og død og tom og så høre Jesus til? Gud må da som minimum forvente af mig, at jeg har den rette hjerteindstilling, at jeg i det mindste føler mig nedbrudt og angerfuld – men hvad så, når jeg ikke engang gør det, men i stedet føler mig træt, kold og ligeglad?
Så er det fantastisk at få lov at hvile i, at det er Gud, der drager mig hen til Jesus.
Så fødes en bøn i mit iskolde og ubodfærdige hjerte: O gode Gud, tilgiv mig mit vantro og kolde hjerte, men tak, at det ikke hviler på mit hjerte, men på, hvad du for mig har gjort! Tak, at det altid er stort for Gud, hvad frelseren for mig har gjort!
Således er også sangen ”Drag mig, o Jesus” blevet desto mere værdifuld for mig. For som det lyder i vers 3, må jeg bekende for Jesus, at der er mange ting i mig, der vil hindre hans nåde i mit liv, men jeg må bede ham om at tage det væk, så jeg kan blive holdt hos ham.
”Alt hvad der hæmmer, kender jo du” – og hvor er det sandt, for det er netop mit selvbedrageriske hjerte, der hindrer mig i blot at tage imod. ”Alt hvad der skiller, o tag du det nu.”
I Første Kongebog står der om, hvordan de mislykkede Ba´als-profeter ikke kunne få ild på alteret, og hvordan Elias forberedte et alter, hælder massevis af vand på og beder Gud om, at det må kendes, at Herren er Gud: ”Hør mig, Herre, hør mig, for at dette folk må kende, at du, Herre, er Gud, og at du atter drager deres hjerte til dig” (1 Kong 18,37, gl. oversættelse).
Straks bønhørte Gud, og der står, hvordan Herrens ild for ned og fortærede alt. Alt dette skete, for at folket igen måtte kende, at Gud drager deres hjerte.
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget Israels folk og mit hjerte ligner hinanden. Genstridig igen, vantro igen, syndig igen. Men tænk engang, Gud drager mit hjerte hen til sig – igen. For mig ligger der noget meget dyrebart i, at det ikke ligger i min magt at bestemme, hvem mit hjerte skal tilhøre – det er alene Gud, som gør sin gerning i mig, det er ham alene, der drager mit hjerte til sig!
Lad mig vende tilbage til min indledende bemærkning om at bidrage. For når Gud drager mit hjerte til sig, så kan man vel ikke tale om noget bidrag fra min side.
Alligevel bidrager jeg med noget, og det er et syndigt og sort hjerte:
”Drag mig o Jesus, drag mig, skønt ej gaver jeg ejer at bringe til dig, thi kun et syndigt hjerte er mit, rens det o Jesus, og gør det til dit, rens det o Jesus, og gør det til dit!”
Må det også være en bøn hos os alle, at det eneste, vi nogensinde kan komme med til Jesus, er et syndigt og sort hjerte. Lad os sige med Johannes: ”Se, dér er Guds lam, der bærer verdens synd!” (Joh 1,29), og må vi være forvissede om, at alt er fuldbragt. Det er nok, hvad Jesus for dig har gjort!
”Du som på korset alt har fuldbragt, lær mig din kærligheds frelsende magt, lær mig din kærligheds frelsende magt.”
Udgivet af
Linda Brix
Linda Brix, Herning, studerende husmor