Lovsangstoner IV
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
… og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst (2 Tim 4,8).
Det kommer så henkastet. I en bisætning til en lille tilføjelse til hovedpointen. Men få ord er blevet til så varig eftertanke hos mig.
Sammenhængen er, at Paulus fortæller Timotheus, at han er på vej mod sin dødsdom. Men han har frimodighed. På randen af at skulle dø ser Paulus tilbage på sit liv med en helt igennem vidunderlig konklusion: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” (2 Tim 4,7).
Paulus siger det med triumf i stemmen. For at nå hertil var bestemt ikke nogen selvfølge for ham. Da Paulus ni år før skriver til korinthermenigheden og formaner dem til at løbe på en måde, så de vinder sejrskransen, tilføjer han for sin egen del: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1 Kor 9,27).
Paulus var klar over: Det går ikke uden kamp. Hvis jeg ikke er ”hård ved min krop” og ”tvinger den til at lystre”, så vil jeg ikke nå i mål med armene over hovedet i jubel, parat til at modtage sejrsprisen. Jeg vil blive mødt med forkastelse – den evige ild og fortabelsens gru.
Nu er Paulus så tæt på målstregen, at han kan se tilbage og sige: ”Jeg har fuldført.” Jeg har kæmpet – jeg har stridt den gode strid.
Den gode strid er kampen for at leve og tro efter Guds ord; og striden er god, fordi det ikke er en farisæisk strid for at blive Gud til behag, men en strid, der holder det kæmpende Guds barn til Jesus. Derfor er hovedsagen i at have stridt den gode strid også det, som Paulus siger: Jeg har ”bevaret troen”! Det er alt, hvad det handler om for Paulus. Det er hans glæde og fred. Han er ikke faldet fra som så mange andre. Han er stadig i troen, midt i en tid der ellers er præget af et enormt frafald (jf. 2 Tim 1,15), han er i Jesus, og han ved, at han har fred med Gud ved ham og intet andet.
Med troens vished kan han derfor fortsætte: ”Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig …”
Og så kommer det: ”… og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.”
Her løfter Paulus lidt af sløret for, hvordan han har kunnet holde ud i striden, og hvordan han har bevaret troen. Han har glædet sig til Jesu tilsynekomst. Han har glædet sig til dommedag!
Og Paulus hævder her, at det ikke bare er hans hemmelighed. Det er noget, der karakteriserer alle dem, som får retfærdighedens sejrskrans af Herren, den retfærdige dommer: De kristne er dem, der glæder sig til Jesu tilsynekomst!
Det maner til eftertanke. Hvordan er dit forhold til dommens dag? Er det en dyster og usikker dag i fremtiden – eller glæder du dig?
Sange om dommedag
Før afsnittet om ”dommens dag” i Lovsangstoner står en lang række vækkelsessange, som blandt andet er kendetegnet ved, at de taler om himmel og helvede, om livets korthed og vigtigheden af at omvende sig, mens tid er. Det er sange, der minder os om meningen med det korte liv, vi lever her på jorden, og kalder os ind til frelsen hos Jesus. Nu følger et lille afsnit med 14 sange, som på en særlig måde kredser om én bestemt dag, den mest afgørende dag i verdenshistorien.
Forestil dig, at du sidder i en bibelgruppe og synger sange af fuld hals for åbent vindue, og naboen næste dag spørger: Hvad var det, I sang om? – Og du så svarer: ”Vi sang om dommedag!” Hvordan ville han reagere?
Det kan lyde som det glade vanvid at synge sange om dommedag. Det kan lyde sekterisk, usmageligt og meget mere – for den, der står udenfor. Men det er med fuld ret, vi synger. Og vi må synge med både jubel og alvor om den dag. Den dag, der kommer for alle mennesker, før end vi tror!
Skillelinjen
Lad os først stoppe ved alvoren. Det er jo den tone, der åbenlyst må være i sange om dommen. Og det er ikke en lille alvor. Det er en alvor, der kommer med hele evighedens vægt. Nu er vi ved livets afgørende skillelinje. Nu er vi ved det minut, det sekund, som vil åbenbare for dig, hvor du skal tilbringe evigheden:
”I den time, vi ej mener, skal så mange skilles brat, en medtages, og en anden bliver her tilbageladt. En er blandt de frelste få, men en anden ikke så” (154).
”Han kommer lig stormen, han ryste vil jorden, med ildslue kommer han ned, med lynstrålens fart, med sin vældige torden, hans mægtige engle er med. Herren kommer, Herren kommer, Herren kommer …” (162).
Vi ser Guds hellighed afmalet. Vi møder ham, som på den yderste dag ”med Himlens ild hjemsøger jordens lyder” (163). Og bønnen fødes i os: ”Kom ej med rædsel som den drotters drot, men mild og blid at læge ondt med godt!” (165).
For vi ved, at på den dag, bliver der et skel. Der vil være to vidt forskellige måder, Gud møder sine mennesker på. Der sker en opdeling af menneskeheden i to. Ikke i tre eller fire eller ti – nej to! Der er dem, som på den dag vil opleve en unævnelig angst og rædsel – som vil se ind i en evighed af mørke og pine, borte fra Gud og uden mulighed for at vende om og fortryde. Og så er der dem, som på den dag vil opleve en uudsigelig forklaret, glæde – en lykke uden grænser, en fred, som overgår al forstand, og som skal vare for altid.
Og hele denne opdeling sker på et splitsekund. Lige pludselig. I den time, vi ej mener …
To, der går sammen ude på marken, og som ligner hinanden og ikke tænker over, at der skulle være nogen forskel. Pludselig er der en forskel, som er afgrundsdyb og uovervindelig.
Regnskabet
Dommedag er regnskabsdagen:
”Kom, hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage, se til, at du kan sanse ret og tænke lidt tilbage! Hvad har du gjort de mange år, du har i verden levet? Tænk, trygge sjæl, at alting står i Guds register skrevet!” (156).
Der er et regnskab, der skal gøres op, når Jesus kommer igen. Og hvordan dit regnskab ser ud på den dag, vil være afgørende for, hvor du skal tilbringe evigheden.
Brorson opfordrer os til at tage vores hjertes ”regnebræt”, og ”tænke lidt tilbage”. Et regnebræt var det, man i gamle dage brugte, når man skulle lave opgørelser og udregninger. Og her må vi altså tænke ”lidt” tilbage … Brorson er en menneskekender, så han ved godt, vi ikke holder så nøje regnskab med vores liv.
I vers 2 fortsætter han: ”Vel løber tiden hastig hen og bliver evig borte, men det vil komme vist igen, hvad du i tiden gjorde.”
Vi tænker slet ikke over al den synd, vi begår. Den ene dag tager den anden, og vi kommer så nemt til at tage let på vores synd og vores ansvar over for Gud. Men hvad vi har gjort, vil komme igen, sikkert og vist, på dommens dag. For alting står skrevet i Guds register – også alt, hvad der foregår i det skjulte. Vi vil blive konfronteret med det hele på dommens dag, hvor alt det skjulte skal råbes ud fra tagene (Luk 12,2-3).
Vers 3: ”Hvor skjules mangen svig og list i hjertets fule (fordærvede) gemme, og kåde lysters onde gnist, som ingen kan fornemme! Da tænker du, det er forglemt, den sag har ingen fare; men Gud har dog sin dag bestemt, som sligt skal åbenbare.”
På den dag er det altså ikke, hvad du selv kan huske, hvad du selv er vidende om, hvad der piner din egen samvittighed, du bliver stillet over for. Det er hele dit liv, Gud har ført bog over. Og jo mindre du husker af din synd, jo mindre den piner dig, jo værre ser det sandsynligvis ud med synderne i Guds bog.
”Måske har du levet et liv nok så fint og tænker, at det nok skal gå. Du har ikke syndet mod dette og hint, for Gud kan jeg sikkert bestå. Her tager du fejl, det er fuldkommenhed, ej mindre skal til for at give dig fred, siger Ordet!” (158).
På den dag er det heller ikke, hvad andre mennesker tænker og mener om dig, der får betydning:
”Om han kom nu i dag – retfærdig og vis – for at stille os alle for sig, mon da menneskers dom eller menneskers pris af værdi ville være for dig og falde med tyngde på vægten?” (161).
Svaret er et rungende nej. Du kan være kendt som et hjerteligt og godt menneske. Du kan have en betroet stilling i Guds riges arbejde. Du kan ofre adskillige af dine sparsomme timer på ting, som burde tælle godt i dit regnskab, og som i hvert fald gør dig til et forbillede for andre.
På den dag er det ligegyldigt, hvordan andre mennesker ser dig. Du står for Gud, som alting ved (jf. 243).
Hvor har vi brug for at blive mindet om det! For det er så let at finde sikkerhed og tryghed de forkerte steder.
I alle livets almindelige, dagligdags spørgsmål retter vi os efter, hvad vores sanser fortæller os. Vi retter os efter, hvad vi selv når frem til – og vi påvirkes af, hvad andre tænker.
Teenagepigen tænker: Er jeg smuk? Hun kigger sig i spejlet, ordner sit hår – og hun bekræftes eller afkræftes af andres likes og kommentarer på de profilbilleder, hun lægger op.
Arbejderen tænker: Gør jeg mit arbejde godt nok? Han måler på sin effektivitet, han bliver ærgerlig over fejl og uopmærksomhed – og han spejler sig i, hvordan chefen og kollegaerne behandler ham og taler til ham.
Den kristne tænker: Er jeg en god kristen? Og han eller hun måler sig selv på, om det går op eller ned med andagterne og følelsen af at være kristen – og bekræftes eller afkræftes af andre kristne, sammenligner sig med dem og tænker: Ja, på de her punkter mangler jeg måske lidt – men på andre punkter er jeg nu rimeligt godt kørende.
Falder det med tyngde på vægten? Overhovedet ikke. Din egen vurdering – andres vurdering – det betyder ingenting. Du står for Gud, som alting ved! Han ser ikke igennem fingre med det, du selv tager let på. Han skeler ikke til, om du er bedre eller dårligere til at være kristen end de andre i din omgangskreds. Det er ikke de bedste 20% i din menighed, der kommer i Himlen. Nej, Gud har en regnskabsbog – et fuldstændigt register over alle dage, du har levet på denne jord. Og har du syndet mod hans fuldkomne lov, så har du forbrudt dig mod ham, som er dommer over din evigheds sag.
At forberede sig på dommedag
Guds ord vil kalde os ud af vores vildfarelse, så vi, i stedet for at bygge på vores egne og andres vurderinger, må forberede os på dommens dag, som Gud ønsker det. Jesus taler gentagne gange om at være rede, at våge og have olie på lampen. Når Jesus taler så meget om det, må vi ikke slå det hen og lade den sag være op til vores egne og andres tilfældige tanker og meninger. Vi må høre på Bibelens tale om, hvordan vi forbereder os til den afgørende dag.
Tænk på, hvor flittigt mange forbereder sig til eksamener i skolen. Tænk på, hvor meget man i en læseferie kan sætte til side i et slid og slæb for at være parat til det spørgsmål, man trækker. Der er nerver på – flere er endda begyndt at tage præstationsfremmende medikamenter før den store dag – og der er fryd og fejring eller gråd og ærgrelse, når man kommer ud af eksamenslokalet. Alt sammen for et enkelt tal blandt mange andre tal. Sandsynligvis er det glemt og ligegyldigt om et år eller to.
Men hvis det er sådan, vi har det med jordiske eksamener – hvor ivrigt skulle vi så ikke forberede os på den eneste dag, der i evighedens lys er afgørende?
Og netop det vil sangene have vores øjne op for.
”Luk øjne op, o kristenhed! for Jesus vil dig lære, hvordan du from og vel bered kan mod hans tilkomst være, at lys og lampe brænde må, du med din brudgom ind kan gå til evig fryd og ære” (157).
”I den time, vi ej mener – disse ord os minde må om at være stadig rede, indtil vi hans bud vil få, rede til at drage bort uden savn fra småt og stort. I den time, vi ej mener – lad os alle huske det, så enhver på Herrens komme uden ophør er beredt, vandrende i hellighed, øvende gudfrygtighed” (154).
”Se, tiden er kort; o, sov den ej, drøm den ej, leg den ej bort! En regnskabsdag kommer til sidst for enhver; hvordan til Guds ord vil du stille dig her? Jag ikke det spørgsmål letsindigt nu bort! Se, tiden er kort!” (164).
Det er sange, der går i kødet på det, der med et gammelt klingende ord, hedder vores letsindighed. At være letsindig er at have et let sind. Et sind, der hele tiden søger adspredelse, sjov og nydelse her i verden, og som hele tiden er på flugt fra det tunge: alvoren, døden, evigheden.
Som kontrast til at være letsindig nævner sangene ord som at være ”from”, at ”vandre i hellighed” og at ”øve gudfrygtighed”. Det er ord, som indebærer, at man ikke tager det let med Guds bud; at man hører på Jesu ord, tager dem ind over ens liv og handler efter dem; at man kæmper mod synden og af hjertet ønsker og stræber efter at adlyde Herren og indrette sit liv efter det, som er godt og rigtigt efter Bibelens ord.
Det mest grundlæggende spørgsmål med tanke på dommens dag lyder: Hvordan til Guds ord vil du stille dig her?
Det er dybest set dét spørgsmål, som er afgørende for, om lyset og lampen brænder, og vi er klar og forberedt på dommens dag.
Og dette ord taler i både lov og evangelium! At høre og handle efter Jesu ord – det er at høre og handle efter det ord, som prædiker loven, men det er også at høre og handle efter det ord, som rækker os evangeliet.
Hvordan stiller du dig til Guds lov – og hvordan stiller du dig til Guds evangelium? Det er spørgsmålet. Lever du med det ord? Handler du efter det?
Hvis du gør det, er konsekvensen, at du ikke tager let på Guds bud og på din synd; men konsekvensen er også, at du, midt i din daglige kamp mod synden og dit eget indre, dagligt finder hvile og trøst ved korset. For når du lever med Guds lov i dagligdagen, vil du støde ind i den erfaring, Paulus taler om i Filipperbrevet, at selv det bedste i dig er at regne for ”skarn” (Fil 3,7ff.). Du vil tabe tiltroen til alt det, du selv og dine omgivelser roser dig for. Men det er et velsignet tab. For så vil du til gengæld i evangeliet finde al den ros, du har brug for – i Jesus.
Den, som hører og handler efter Jesu ord, prøver ikke at blive retfærdig ved sine gerninger. Han ophøjer og priser Jesu gerning og bliver oplivet og styrket ved ordet om nåden i ham, når synden overmander ham, og modet svigter.
Et enkelt vers sammenfatter så skønt, hvad det vil sige at forberede sig på dommedag:
”Den, som nu ønsker sig ret at berede, saligt at slutte udlændigheds tid, må lade Ordet og Ånden sig lede barnligt i troen på Frelseren blid. Han har gjort bod, udøst sit blod; dette opliver og styrker vort mod” (151).
Rodfæstet i evangeliet
Det afgørende spørgsmål, som du må stille dig selv nu i dette øjeblik, med tanke på den dommedag, der kommer ”i den time, du ej mener”, er: Hvor søger jeg min tilflugt?
Hvad er det, jeg stoler på, hvad er det, jeg fortrøster mig til, når jeg tænker på den yderste dag?
Når du stiller dig selv det spørgsmål i lys af Guds ord, er det som at holde dommedag på forhånd. Og det vil sangene om dommedag hjælpe os til at gøre – så vi ikke skal gå og bæve for dommens dag i usikkerhed, men så vi ved evangeliet om, at Jesus har taget vores synder på sig, kan være frimodige og løfte vores hoveder i forventning mod dommedag som den største og bedste dag i verdens historie. For vi kender dommens dag, vi har holdt den på forhånd, og vi ved, hvad dagen vil bringe. Vi synger og beder:
”Gør, Herre Jesus, den sag dog ret vigtig for vore hjerter, at du er vort alt og har vor sag og vor regning gjort rigtig, da al vor syndegæld du har betalt. Giv, at vi må stole derpå og for din trone frimodige stå!” (151).
”Så tak, kære Jesus, du gik i mit sted og døde på korset for mig. Jeg selv, jeg har intet, som giver mig fred, nej, det er alene i dig. Så hjælp mig at hvile i det, du har gjort. O Jesus, hvor er det forunderligt stort, du, min Frelser!” (158).
”Rejs op dit hoved, al kristenhed! Opløft dit øje, slå ej det ned! I Himlen du har hjemme, der er dit hjerte, der er din skat, derfra han kommer med æren brat, hvem du kan aldrig glemme” (163).
Jesus har ”vor sag og vor regning gjort rigtig”! Han har betalt al min syndegæld! Dét er det eneste, der kan give sand frimodighed, og det er det eneste, Gud ønsker, vi skal finde frimodighed ved. Intet andet end det!
Den virkelighed kan give os hvile. Den virkelighed kan føde tak i hjertet: ”O Jesus, hvor er det forunderligt stort, du, min Frelser!” Og den virkelighed kan gøre, at vi trods al vores synd og alle anfægtelser kan løfte hovedet og opløfte vores øjne mod Himlen – i vished om, at det ikke er en fremmed Gud, der kommer på skyerne og holder dom. Det er Jesus, min Frelser, jeg må vente på at få at se. Så vil jeg ikke slå blikket ned. Jeg vil glæde mig. I Himlen har jeg hjemme!
Lad os et øjeblik vende tilbage til naboen. Han har hørt en sang gennem det åbne vindue, og han spørger: Hvad var det, I sang om?
Dommedag!
Dét havde han ikke gættet. For sådan som vi brølede igennem på versene, så lød det til, at det var noget helt andet, vi sang om – noget godt og fantastisk.
Ja, og det er sandt! Når Guds menighed synger om den yderste dag, så kan vi godt synge med alvor og tyngde – i mol. Men grundtonen er i dur! Vi synger med triumf om en dag, vi glæder os til, mere end noget andet. For vi skal ikke møde dommen på baggrund af Guds register over det liv, vi har levet. Vi skal møde dommen på baggrund af at dette register er naglet til korset med Jesus.
Dommedagsfryderåbet må gjalde ud over hele nabolaget til stor undren: ”Jesus er min!”
Farvel da, al min nød!
Jesus er min!
Velkommen vær, o død!
Jesus er min!
Snart bor jeg i Guds stad,
Nåde i største grad!
Jeg er af hjertet glad,
Jesus er min!
Synd, lov, ej mer mig plag!
Jesus er min!
Velkommen dommedag!
Jesus er min!
Velkommen evighed!
Nu har jeg sikkerhed
om evig salighed.
Jesus er min!
Her og i Himlens sal
Jesus er min!
Om anden fryd ej tal,
Jesus er min!
Han er min salighed.
Nu og i evighed
hviler derpå min fred:
Jesus er min!
Længsel og forventning
I bogen Våg derfor fortæller Philip Wren i afsnittet ”Det jødiske bryllup” om den kulturelle baggrund for Bibelens gennemgående billede af Guds menighed som bruden, der venter på sin brudgom:
Efter forlovelsen vendte brudgommen tilbage til sit hus for at gøre klar til bruden. Når den aftalte tid var gået – som regel et år – var brudgommen ivrig efter at hente sin brud hjem. Han kunne dog ikke tage af sted, før hans far havde sagt, at alting var klar.
Bruden vidste, at tiden var gået, så brudgommen ville hente hende hjem til sig. Hun var klædt på og ventede spændt på, at han skulle komme, selv om hun aldrig vidste præcist, hvornår det skete. Hun spejdede og lyttede i håbet om at fornemme det mindste tegn på, at hendes elskede var på vej.
Jesus kommer for at hente en brud. Som en lydig søn underkaster han sig sin fars vilje og venter på, at hans far giver besked. Som den jødiske brud skal kirken spejde og længes efter selv det mindste tegn på, at den elskede er på vej.
I Israel blev det markeret med trompet og råbet ’Se, brudgommen kommer’, når brudgommen var på vej. Når brudgommens følge nåede frem til brudens hjem, blev hun bogstaveligt talt samlet op og båret med hen til bryllupsfesten. Sådan bliver det også, når Jesus kommer tilbage, hvor trompeten skal lyde for at markere hans tilsynekomst. Englene vil så hente os og bære os væk for at være sammen med Jesus til bryllupsfesten (1 Thess 4,16-17).
Dommens dag er en dag, vi venter med længsel. For vi skal ikke møde en fremmed dommer. Bruden skal forenes med sin brudgom! Derfor lytter vi efter trompeten og spejder med længsel efter tegn på, at han snart må komme. Vi slår os ikke til ro her i verden, men glæder os til at komme hjem og være sammen med Jesus:
”Her i det fremmede øjet jeg vender op til din Himmel og sukke opsender. O, du min trofaste, kære genløser, kommer du ej snart? Kommer du ej snart?” (152).
”Se på tegnene i verden, lyt til sejrherrens skridt, Herrens dag, den store, snart skal ringes ind, og som mange vandes brusen nu et ekko toner hid, det er tonerne fra sejrherrens trin. Se, han kommer, Jesus kommer, verdens lys og jordens dommer for at skabe evig sommer, jeg vil lytte efter lyden af hans trin” (153).
”Og når da under hver himmelegn du ser din konges det visse tegn, ja, tegn i sol og måne, da funkler frydelig øje dit, da rejser hoved du kækt og frit, mens stjerner dø og dåne” (163).
”Da råber Herren: Jeg kommer snart! og bruden svarer: Med lynets fart i sky jeg dig skal følge!” (163).
Dommens dag er for Guds menighed ikke frygtelig.
I Apostlenes Gerninger citerer Peter fra Joels bog, kapitel 3, vers 4: ”Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.”
Citatet er ordret – lige på nær at Peter har ændret ”Herrens store og frygtelige dag” til ”Herrens store og herlige dag”! (ApG 2,20).
Det er ikke bibelforfalskning og skriftfordrejelse, Peter er ude i her, men et slående udtryk for, at den Herrens dag, Joel profeterer om, i Jesus er blevet vendt til en herlig dag for troens folk! De bibelkyndige jøder, som har lyttet, var jo udmærket klar over, hvad der stod i Joels Bog. Men Peter forkynder for disse jøder: Hvis I vender om, så må I få lov til at se den yderste dag i et helt nyt lys! Frygt skal forvandles til forventning, rædsel til fryd! For dommens dag bliver indgang til et helt nyt liv, hvis herlighed så rigeligt opvejer den møje og trængsel vi går igennem her på jorden.
”Dagen, den yderste, frydefuld bliver for dem, som her på vor frelser har tro. Timen, den sidste, dem indgangen giver til deres salige, evige ro. Uro og strid når ikke did, herlighed følger på møjefuld tid” (151).
”I den time, vi ej mener, skal da vi, som lever end, ved basunens lyd i luften hastigt føres til ham hen for at møde Jesus der og ej skilles fra ham mer” (154).
”Når han kommer, når han kommer at samle juveler, sine kære, dyrekøbte engang i sin favn, da som morgenens stjerner de klart skulle stråle i hans krone for evigt og prise hans navn” (160).
”Herren kommer, Herren kommer, Herren kommer! Jorden omskaber han til Paradis igen. Se ham i himmelsk pragt, mød ham i festlig dragt, fryd dig! din Herre konge er” (162).
Fryd eller angst?
”… alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst”, skriver Paulus.
Når vi lytter til den klare glædes- og længselstone i sangene om dommedag, må det kalde os til eftertanke. Lina Sandell stiller spørgsmålet:
”Om han kom nu i dag, din Herre og Gud, ville da fra hans åsyn du fly? Om du hørte i dag dette kaldende bud af basunen fra himmelens sky, vil fryd eller angst dig da gribe?” (161).
Og igen, insisterende, i sidste vers: ”Om han kom nu i dag – o, prøv dig igen, om han tøver – hvor ender din vej? Er hans genkomst dig kær, eller frygter du den? Stands og hør: Er han livet for dig? Han kommer den stund, du ej mener!”
Kendetegnet på Jesu brud er, at hun spejder med længsel efter sin brudgom. Den store og frygtelige dag er blevet vendt til den store og herlige dag!
Det betyder ikke, at vi ikke i anfægtelsen kan grue for dommedag og tænke: Kan det virkelig være rigtigt, at jeg må have lov til at regne mig blandt de frelste? Sådan vil Djævelen tit og ofte komme og prøve den, der tror.
Det betyder heller ikke, at vi ikke kan præges af verdens ånd og verdens fristelser, så vi i perioder bliver så jordbundne, at vi har svært ved at sige af et ærligt sind, at vi virkelig længes og glæder os, for det fylder så forfærdende lidt, og vi kan ligesom ikke tage det ind; vi flygter ind i ”letsindigheden” fra det, som vi inderst inde ved, er livets store alvor.
Det afgørende er ikke, om vi rammes og plages af den slags anfægtelser og fristelser, der kan gøre os usikre på, om vi er sande kristne. Det afgørende er, hvad vi stiller op med dem, og hvor vi finder vores trøst.
Her er det guld at synge sangene om dommedag og møde den sjælesorg, der rækkes os her, fra andre prøvede kristne, der på baggrund af deres egne kampe kan vidne for os om det evangelium, der har kraften til at trøste i enhver smerte og angst:
”Bæver du endnu for døden og dommen, da må du tænke på Frelserens død; han, for at gøre vor frihed fuldkommen, dømtes og døde i yderste nød. Er det vor trøst: Han har os løst! får domsbasunen en frydefuld røst” (151).
”Så står jeg for Jesus som skyldig til dom, fortabelsen venter mig. Men da ser jeg også, hvorfor Jesus kom, han tog mine synder på sig. Så står jeg som hellig, retfærdig og ren, det skyldes alene en eneste en, nemlig Jesus” (158).
Med den trøst kan jeg midt i al kulde og anfægtelse synge med på Grundtvigs fantastiske opmuntringssang til ”al kristenhed”:
”Ej mer du gruer for dommedag” … Hvorfor ikke? Jo: Du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet! (163).
Tænk, at det er sandt! Den dommer, jeg skal møde – det er den dommer, der selv har ført min sag og har vundet den fra sig selv! Alle dommerens retmæssige anklager – dem har han selv taget på sig. Det er dén dommer, jeg må se frem til at møde. Den dommer, som også kaldes brudgom, hyrde og ven: min Jesus!
Jeg vil lytte efter lyden af hans trin.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
