I weekenden rejste jeg med tog til Sverige. Anledningen var den bedst tænkelige: Jeg skulle til bryllup hos gode venner og søskende i Herren!
På sådan en togrejse kan man opleve lidt af hvert. Man kommer forbi varierede landskaber og støder på mange forskellige mennesker. Selve togene bød også på variation i indretningen, hastigheden, larmen og antallet af toiletter …
Det sidste tog, jeg skulle med, var ca. 12 vogne langt og ikke af nyere dato. Det kørte næppe hurtigere end de andre toge, men det føltes sådan. I det tog mistede jeg min adgang til internet, hvilket nok gjorde, at jeg oplevede indtrykkene endnu mere intenst, da jeg skulle holde ekstra godt øje med, hvor jeg var. Den sparsomme information blev givet på svensk med en lidt skrattende røst, der let forsvandt blandt togets øvrige, mangfoldige lyde.
Én røst gik dog klart igennem. Hver gang vi var ved en station, lød der en mekanisk stemme lige før togets afgang: ”Dörrarna stängs” (dørene lukker i).
Det fik mig til at tænke på en anden rejseoplevelse, jeg havde engang – en af de mindre gode. Jeg skulle nå toget og var godt klar over, jeg var i sidste øjeblik. Men jeg kunne se, toget holdt på perronen, og jeg løb, som jeg sjældent har løbet før. Vel henne ved toget åndede jeg lettet op. Jeg nåede det! Jeg rakte hånden frem og trykkede på knappen, der skulle åbne dørene. Men så skete det – som om, mit tryk på knappen havde tjent som signal: Toget kørte af sted uden mig. Den sidste togafgang den aften! Nu kunne jeg ikke komme hjem …
Jeg fik god tid til at tænke: Hvad hvis jeg nu havde taget en lidt bedre vej? Havde cuttet svingene lidt anderledes? Havde fyldt lidt mindre i min taske? Mon ikke jeg også var standset lidt op i mit løb, fordi jeg lige troede, jeg havde nået det? Den tid, jeg kom for sent, kunne ikke måles i hele sekunder … Selv den mindste optimering kunne have fået mig frem i tide. Men nu var det uigenkaldeligt for sent. Det er forbistret svært at indhente et tog til fods.
”Dörrarna stängs.” Stemmen i det svenske tog var insisterende. Igen og igen lød det: Dörrarna stängs. Der var ikke mange af de andre informationer, jeg fik med. Men den her gik ind.
Jeg kom til at tænke på Brorsons salme ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at finde.”
Her lyder det i fjerde vers: ”Det er en liden stund, så lukkes Himlens døre (…) Men skynd dig som en hind! Nu hedder det: i dag.”
Og en anden sang: ”Indenfor eller udenfor – hvor skal du stå engang?”
Det er altafgørende at være med på det tog, der fører os hjem til den himmelske bryllupsfest. Det er ikke et tog, du skal springe på i sidste øjeblik, fordi du tænker, at du når det nok. Du skal ikke afstemme tiden, så du regner med, at du nok kan nå det. Nej, du skal smide alt, hvad du har i hænderne, og komme ind i det tog – nu! Det holder og venter på perronen. Alt er klar, og der er en plads reserveret til dig. Men pludselig bliver det for sent. Så er toget kørt – og dit sæde står tomt.
”Dörrarna stängs.” Der var én ting, der blev klart for mig i toget til Sverige: at de ord ville jeg aldrig, aldrig høre på den forkerte side af døren til Himlens port.
Men så kom jeg også til at tænke på noget, jeg aldrig havde tænkt på før: Tænk, hvor ville det være vidunderligt at høre de samme ord indefra. Fra den rigtige side. Der hvor der er evig glæde, evig salighed. Der hvor jeg aldrig mere behøver frygte, om jeg falder fra – om jeg står udenfor. For når dørene er lukkede, så er de lukkede for evigt. Det er et frygteligt ord for dem, der står udenfor og trykker på knappen og vil ind. Men det er et livsaligt, løfterigt ord for den, der står indenfor, og som nu ved: Jeg er frelst – for evigt. Nu er der ingenting at frygte mere. I evighedernes evigheder må jeg være sammen med Jesus.
Jeg nåede frem til festen i Sverige. Det var som en gensynsfest. Mange af dem, der var med, havde jeg været sammen med nogle uger forinden på bibellejren. Og så var der også mange andre, jeg aldrig havde set før. Deltagere fra seks forskellige lande.
Det blev så levende for mig: Tænk at skulle mødes til bryllupsfesten engang! Og synge lovsangen til Lammet sammen med kristne brødre og søstre, man har haft fællesskab med her på jorden – men også sammen med alle dem, man ikke kender endnu, ”fra alle folk og tungemål”. Til den tid skal vi alle forstå hinanden. Babelstårnets forvirring er ophørt. Nu er vi i Guds tempel på det ny Jerusalems bjerg, og vi er fælles om at ære og tilbede Guds Lam. Der bliver sang og musik, som selv den smukkeste bryllupsfest i Sverige ikke kan hamle op med. Der bliver mad og drikke, bedre end vi nogensinde har fået det før. Og først og fremmest samler glæden og takken sig om Guds frelse – og hvordan han trofast har ført os hele vejen til målet på sit mægtige ord.
På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin. Så opsluges på dette bjerg sløret, det slør, der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse, for Herrens hånd hviler på dette bjerg (Es 25,6-10).
Endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.
Hvor er der godt hos Gud!
Kom, hjerte, snart, og tag
mod nådens søde bud:
i dag, i dag, i dag!
