Læren om de sidste ting handler hovedsageligt om døden og det, der sker efter døden, nemlig opstandelsen og Guds dom over alle mennesker. Bibelen lærer, at Jesus Kristus engang skal komme igen og dømme levende og døde. Da skal alle mennesker samles foran hans trone. De, der er døde, skal opstå, og de, der lever, når Jesus kommer igen, skal sammen med disse stilles frem for Guds domstol (Matt 25,31ff.; Åb 20,11ff.).
Før dette sker, skal Guds plan med historien og menneskene gennemføres og opfyldes. Til læren om de sidste ting hører derfor også en vis indsigt i Bibelens fremstilling af, hvad der skal ske i tidsepoken lige op til Jesu genkomst. Den periode, vi kalder endetiden.
Om døden
Vi vil begynde med læren om døden. Som tidligere påpeget kom døden ind i menneskets tilværelse som en følge af syndefaldet. Vi har tidligere nævnt, at døden indebærer, at mennesket blev adskilt fra Gud og afskåret fra det samfund med ham, som det havde i Edens Have (1 Mos 3,23-24).
Døden indebærer også, at mennesket sammen med det øvrige skaberværk er underlagt ´forgængelighed´. Det vil sige en proces, hvor nedbrydende kræfter i tilværelsen uvægerligt fører til den legemlige død gennem sygdom, lidelse og alderdomssvækkelse. Den legemlige død indebærer, at menneskets person skilles fra det jordiske legeme. Mennesket kommer i den såkaldte ´mellemtilstand´, hvor det skal være indtil opstandelsen og dommen (Luk 16,22ff.; 1 Kor 15,13-14).
Det er ikke muligt for os at beskrive denne tilstand. Alligevel er det klart, at der bliver et skel mellem mennesker, så snart døden indtræffer, og at dette skel er definitivt og tydeligt, også mens mennesket befinder sig i mellemtilstanden. Det fremgår fx af Jesu fortælling om Lazarus og den rige mand. Her læser vi nemlig om to personer, der kom til dødsriget efter deres død. Den ene hviler i Abrahams skød, mens den anden er i pine (Luk 16,23).
Det er helt afgørende at have klarhed over, hvad der er årsag til dette skel mellem mennesker, som opstår ved døden. Skriften viser os med al tydelighed, at det drejer sig om et skel mellem dem, der døde i troen på Jesus, og dem, der døde uden at være kommet til tro på ham. Det skel er med andre ord identisk med det, der eksisterer mellem mennesker her på jorden, nemlig mellem dem, der ved tro på Jesus er frelst, og dem, der ikke tror eller kender Jesu navn.
Ved døden bliver dette skel uopretteligt. Der er ikke længere nogen mulighed for at gå over fra den ene tilstand til den anden, fra at være fortabt til at blive et frelst menneske. Heri ligger dødens dybe alvor.
Opstandelsen og dommen
Der opstår nemt forvirring om Bibelens lære om opstandelsen. Bibelen lærer nemlig, at opstandelsen efterfølges af, at både de troende og de, der ikke er kommet til tro, fremstilles for Guds domstol og dømmes (Matt 16,27; 25,31-46).
For at få den rette forståelse af hvad den sidste dom indebærer, må vi se det hele i sammenhæng med, hvad Bibelen lærer om det skel, der ved troen på Jesus allerede sættes mellem mennesker, mens de lever på jorden. Hvis vi ikke forstår læren om dommen i den sammenhæng, kan det nemt blive til, at Bibelens tale om frelse af nåde alene og dens tale om den sidste dom fremstår som en selvmodsigelse.
Når der står om de troende, at de skal dømmes efter deres gerninger, indebærer det, at de skal dømmes efter, hvad frelsen og troen på Jesus har udrettet i deres liv. Det betyder ikke, at det er de troendes gode gerninger i sig selv, der frelser. Det grundlag, de frelses på, er ene og alene Jesu frelsesværk. Der står derfor, at de, der tror på Jesus, skal dømmes efter deres gerninger, ikke på grund af dem (Åb 20,13).
De troendes liv og gerninger indgår altså i dommen. Grunden til det er, at de skal være vidnesbyrd om, hvad troen på Jesu frelse medfører i menneskers liv. I dommen skal det tydeliggøres, at Jesus virkelig skaber et nyt liv i dem, der tror. I dommen bliver det derfor også klart, at Gud mener det alvorligt, når der i Skriften sættes et skel mellem den såkaldte døde og levende tro. Den døde tro kan anerkende Bibelens lære som sandhed. Den mangler alligevel det personlige fællesskab og kendskab til Jesus Kristus og medfører derfor ikke troens gerninger (Jak 2,18).
Den levende tro har virkelig brug for Jesu frelse og nåde. Det ydre kendetegn ved denne tro er, at den medfører en trang til at leve efter Guds vilje og til at gøre gode gerninger. På dommens dag skal de troendes gode gerninger derfor fremhæves som et vidnesbyrd imod de falske anklager, der ofte er blevet rettet mod dem, der tror på evangeliet. Det er anklagen om, at læren om nåden alene ikke fører til et nyt liv eller til gode gerninger.
På den baggrund må vi forstå, hvad det indebærer, at alle mennesker skal opstå og dømmes efter deres gerninger. Hermed må vi også forstå Bibelens lære om, at der er en dobbelt udgang af dommen. Som følge af dommen går mennesket enten til evig herlighed i Himlen eller til evig fortabelse. Ingen kommer i Himlen på grund af deres egne gerninger, men alene ved at tro syndernes forladelse for Jesu skyld. De, der ikke bliver frelst, går fortabt, enten fordi de ikke har hørt evangeliet, eller fordi de har hørt det uden at ville tro (Matt 8,12; 22,13; Åb 21,8).
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.