Vi skal ikke være særlig godt kendt i Bibelen for at opdage, at døden er et gennemgående tema. Grunden til dette er netop det forhold, at forgængeligheden og døden er menneskets største sorg og gru. Den er vor ”sidste fjende”, siger Bibelen (1 Kor 15,26).
I denne vor sorg over og kamp imod fjenden, døden, kommer Guds ord til os for at trøste og opmuntre os. I vor yderste nød kommer Gud selv for at frelse os fra døden. Og kun han kan det, fordi han er den eneste, som har magt til at overvinde den og gøre den til liv i stedet.
Derfor siger Jesus: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Joh 11,25-26).
En evig alvor
Men når Bibelen har døden som gennemgående tema og forkynder Guds frelse fra dens mørke og magt, så er det vigtigt at lægge mærke til, at den samtidig bekræfter de erfaringer, vi gør angående døden som mennesker. Bibelen fortegner aldrig vor virkelighed eller gør den mindre realistisk, end den forekommer os. Tværtimod. Den skildrer døden akkurat sådan, som vi erfarer den, men understreger alvoren i den så meget, meget stærkere, end vi oplever den.
Guds ord forkynder os sandheden om døden helt utilsløret, sådan at den kommer på nært hold og får en evig alvor over sig. Intet trækkes fra af den gru og sorg, vi kender fra dødens virkelighed i verden. Derimod bliver alvoren større og anderledes, fordi døden sættes i forhold til Gud og hans vrede og dom over synden.
Med Bibelens tale om døden stilles mennesket, vi, frem for den levende Guds ansigt og kræves til regnskab. Det viser Jesus klart – for eksempel i lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19ff.). Der fortælles det, at da den rige mand døde, slog han øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine (v.23). Døden var for ham ensbetydende med at erfare den vældige alvor i mødet med Guds dom over hans liv.
Sådan rykker døden os ind for Guds ansigt – ifølge Bibelen. Da skal det i ét nu afsløres, hvilken slags mennesker, vi er.
Det samme fortæller Jesus os i lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13ff.). Bonden havde trøstet sig med alt det gode, han havde samlet og havde liggende til mange år fremover. Da kom Guds ord til ham, og det lød: ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (v.20).
”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud” (v.21).
Det betyder: Døden rykker os ind for Guds ansigt til opgør og dom. Derfor bekræfter Bibelen ikke bare vore erfaringer om døden, men den siger også noget grundlæggende andet og mere. Og det er det livsvigtigt for os at høre og forstå.
Lad os først se, hvordan Bibelen bekræfter vore erfaringer angående døden.
Døden – en del af vor natur
Først og fremmest fremhæver Bibelen stærkt det, vi også forstår ud fra vor egen erfaring, nemlig at døden hører med til vor natur i den forstand, at enhver af os, fra vi blev til i moders liv, er under en lovmæssig forgængelighed, som ingen kan komme uden om.
Denne forgængelighed er så meget ét med os selv og vor natur, at apostlen Paulus taler om vort ”dødelige legeme” (Rom 6,12), om ”dødens legeme” (Rom 7,24) og om ”dødens lov” (Rom 8,2).
David siger: ”Lær mig, Herre, at kende mit endeligt, det mål af dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!” (Sl 39,5, gl. oversættelse).
Sådan har det været, siden dengang de første mennesker gjorde oprør mod Gud: ” Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede” (Rom 5,12, sml. 1 Mos 2,17).
Det er Gud selv, som har lagt alt under forgængelighed som straf for synd, og det har han gjort, fra det øjeblik mennesket trodsede ham og sagde nej til ham: ”Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden – ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder,” siger apostlen (Rom 8,20, gl. oversættelse, sml. 1 Mos 3,14-19).
Det, videnskaben og vor erfaring siger os om døden som en indbygget lovmæssighed i mennesket, stemmer altså med det, Bibelen siger. Men vore erfaringer savner helt den indsigt, som Guds ord giver i, hvad der er grunden til, at det er sådan. Guds ord siger altså noget andet og mere, end det, vi ved af os selv om døden.
I denne sammenhæng bekræfter Bibelen også det, vi ved, om vor begrænsede levetid og om, hvor hurtigt livet glider os forbi. Også dette har Gud bestemt, og det er et klart udtryk for hans brændende vrede over al synd og ugudelighed:
”Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort. Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig?” (Sl 90,10-11).
Livets ophør
Til denne forgængelighed hører, at mennesket skal ophøre med at leve. Bibelen siger det samme, som vi ser med vore øjne: ”Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: ‘Vend tilbage, I mennesker!‘” (Sl 90,3).
Efter at Adam havde gjort oprør mod Gud, sagde Gud til ham: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3,19).
Det betyder uden omsvøb det, at livsprocessen ubarmhjertigt ophører, og legemet går i forrådnelse.
Denne krasse virkelighed understreger Bibelen ofte og gennemgående. Et af de klareste eksempler har vi i fortællingen om Jesu opvækkelse af Lazarus fra de døde:
”Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven (…) Jesus sagde: ‘Tag stenen væk!‘ Martha, den dødes søster, sagde til ham: ‘Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag‘ (Joh 11,17.39). I denne sammenhæng fortælles det også, at Jesus græd (v.35).
Denne sandhed er ifølge Bibelen ingen skinvirkelighed, som man kan bortforklare. Dødens virkelighed er lige så grusom og hård, som den ser ud til set med vore øjne, ja, hårdere endda. Derfor er gråd, sorg og fortvivlelse knyttet til døden, både for den, som selv skal dø, og for dem, som mister én af deres kære.
”I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere” (Matt 2,18).
Det er Bibelens billede af dødens gru og smerte her i denne verden – i en nøddeskal. Og vi kender den akkurat sådan, som vi møder den i beretningen om barnemordene i Betlehem efter Jesu fødsel. Citatet er hentet derfra.
Dødsangsten
Bibelen genspejler også den erfaring, vi har om døden, som noget dystert og frygteligt, som fremkalder angst hos mennesket. David kalder døden for ”dødsskyggens dal” (Sl 23,4).
Det er et billede på det sted, hvor vilddyrene lå skjult i ly af skyggen for at kaste sig over deres offer, når det kom ind fra det blændende sollys. Det er et billede på fare, usikkerhed, mørke og angst.
Og der tales videre om ”dødens reb”, ”ødelæggelsens strømme”, ”dødens snarer” og ”dødsrigets reb”. Alt dette fremkalder angst hos et menneske: ”Dødens reb omsluttede mig, ødelæggelsens strømme forfærdede mig” (Sl 18,5.6, gl. oversættelse).
”Hjertet skælver i mig, dødsangsten kommer over mig, skræk og rædsel fylder mig, frygt indhyller mig” (Sl 55,5-6).
Sådan kender vi også dødsangsten. Ja, selv Guds egen søn har som menneske følt denne gruopvækkende og uundgåelige virkelighed på sit eget legeme: ”Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst” (Hebr 5,7, gl. oversættelse).
Matthæus fortæller fra Jesu dødskamp i Getsemane følgende: ”Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: ‘Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!‘” (Matt 26,37-38).
Lukas fortæller det samme sådan: ”Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad: ‘Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‘ Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.
I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden” (Luk 21,41-44).
Sådan bekræfter Guds ord det, vi erfarer om døden den dag i dag. Den er forfærdelig, fordi Guds vrede og dom over synden er forfærdelig.
Men Bibelen siger også noget andet og mere end det, vore erfaringer angående døden kan lære os. Guds ord fører os ud over det, vi kan forstå af os selv. Det trækker forhænget til side, så vi ser, at døden er noget mere, end den ser ud til at være, og at den også er noget andet end det, mennesket uden Gud vil gøre den til.
Døden kom med Syndefaldet
For det første må det understreges, at Bibelen ikke forkynder, at døden er noget oprindeligt. Tværtimod. Døden har ikke altid været. Der var en tid, da døden ikke var.
Det fortælles, at de første mennesker, det vil sige mennesket, som det var efter Guds egent-lige vilje og forsæt, var skabt i Guds billede til evigt liv og samfund med ham (1 Mos 1,27).
Jesus, som selv er ”Guds billede” (2 Kor 4,4) og selv er ”den usynlige Guds billede” (Kol 1,15), har vist os, at gudbilledligheden indebærer dette.
Selv om vi har vanskeligheder med at fatte det, er det en grundlæggende bibelsk sandhed. Døden kom ind med synden og som en straf for denne. Det fremgår klart af beretningen om skabelsen og om de første mennesker (1 Mos 2,15-17; 3,19). Det er fortællingen om dette, Paulus udlægger, når han siger: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede” (Rom 5,12).
Allerede på dette afgørende punkt lærer Bibelen os altså en sandhed, som kommer i konflikt med det, det naturlige menneske af sig selv tænker om døden.
Gud styrer liv og død
I forbindelse med det forhold, at Gud er Herre over døden, slår Bibelen også udtrykkelig fast, at døden ikke er noget tilfældigt, som rammer os. Mens det naturlige menneske og vore erfaringer tolker for eksempel sygdom, lidelse og død som noget, der rammer os uden beregning og mening, siger Bibelen noget helt andet.
Fordi døden er en straf for synden, noget, som Gud selv lægger på et menneske, er det, som sker i sygdom, lidelse og død altid i Guds hånd. Gud er ikke årsag til det onde i vort liv og i verden. Årsagen er synden og mennesket selv, Djævelen og forbandelsen over synden. Alligevel har Gud altid magt og kontrol over det, som sker med os: Gud er ”tilflugt i nødens stund”, han ”hjælper og frier”, ”fra de gudløse frier og frelser han [de retfærdige]” (Sl 37,39-40, gl. oversættelse).
”Herren gør folkenes råd til intet, han hindrer folkeslagenes planer” (Sl 33,10).
Sådan er Gud, forkynder Bibelen, selv om vi ikke fatter det, og selv om vi synes, det er urimeligt, og bitterhed let kan gribe os. Men intet, overhovedet intet, sker tilfældigt, hvad os angår. Guds råd og gode vilje er i alt, selvom det kan se anderledes ud. ”Herrens råd står fast til evig tid, hans planer varer i slægt efter slægt” (Sl 33,11).
Dette gælder, selv om mørket er aldrig så mørkt, selv om smerten er aldrig så intens, selv om døden er aldrig så urimelig, uretfærdig og meningsløs for os.
Derfor siger Jesus: ”Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5,45).
Og han siger: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve” (Matt 10,29-31).
Og derfor kan David sige: ”Stiger jeg op til Himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér” (Sl 139,8).
Derfor tror og bekender vi, at Gud har magt over alt og har en mening med alt. Det gælder også vor lidelse, ligesom det gælder døden.
Om ham, som var født blind, sagde Jesus: ”Det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham” (Joh 9,3). Gud styrede den onde skæbne, så den blev til velsignelse for den ulykkelige, blinde mand.
Og et modsat eksempel: Om Herodes fortælles det, at han blev straffet med døden af Gud selv, fordi han ikke gav Gud den ære, der tilkom ham: ”Da råbte folket: ‘Det er en gud, der taler, ikke et menneske!‘ I det samme slog Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og døde” (ApG 12,22-23).
Dette åbenbarer for os på utvetydig måde, at Guds straf over synden er i døden, og at Gud bruger døden sådan, når han vil.
Denne sandhed forkyndes os gennemgående i hele Bibelen.
Klarest kommer Guds magt og herredømme over døden til udtryk i Jesus Kristus. Det gælder hans undergerninger i opvækkelse af døde. Men frem for alt gælder det hans egen død og opstandelse.
Gennem Jesu Kristi død og opstandelse vender Gud det forfærdelige, døden og menneskets synd, til noget godt – på trods af alt: ”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer” (Rom 8,11).
Gud rejser Jesus op fra døden. Jesus selv sejrer over den. Derfor bliver det også til sejr over døden for den, som sætter sin lid til ham.
Alt dette er efter Guds råd og besluttet, før det sker.
Derfor profeterer Esajas: ”Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse? (…) Det var Herrens vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og Herrens vilje lykkes ved hans hånd” (Es 53,8.10, gl. oversættelse).
På dette grundlag kan vi sige: Lige så lidt som Jesu Kristi, Guds søns død var tilfældig og uden mening, men tværtimod var fuld af mening og efter Guds råd, lige så lidt er vor lidelse og død uden mening – uanset, hvornår den kommer og hvordan. Den er fuld af mening. For det er Gud, som er Herre.
Dette kan vi ikke fatte af os selv. Men Guds ord åbenbarer det for os. Og denne sandhed er givet os, for at vi skal tro og have tillid.
Liv efter døden
Også på et andet afgørende punkt bryder Bibelen med vore forestillinger om døden. Bibelen siger ikke, at døden er tilintetgørelse, som videnskaben siger, og den menneskelige tanke tænker om døden.
Mens vi tænker os døden som en overgang til det modsatte af liv, identitet og bevidsthed, forkynder Bibelen os, at døden er en tilstand med liv, identitet og bevidsthed. Det er derfor, Jesus kan sige: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh 11,25).
Denne form for liv, identitet og bevidsthed kan ingen af os forstå eller forestille os uden Guds ord og de billeder og skildringer, det giver af dette. Det er hinsides vore muligheder for at forstå og må åbenbares for os af Gud selv.
Men Guds ord forkynder os dette. Derfor fortælles der om den rige mand og Lazarus: De døde begge, men deres liv, identitet og bevidsthed var også til stede i den nye tilstand. De så, hørte og talte (Luk 16,19-31).
Og om Jesus selv fortælles det, at han blev ”dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem” (1 Pet 3,18-19).
Altså: Både Jesus og de døde mennesker (ånderne) havde liv, identitet og bevidsthed i dødstilstanden.
Af det, vi hidtil har trukket frem af Bibelens tale om døden – i modsætning til det naturlige menneskes forståelse af den – følger også en række andre afgørende sandheder:
Døden betyder ikke nødvendigvis ensomhed
For den, som sætter sin lid til Gud og hans magt i dødens stund, gælder: ”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst” (Sl 23,4, gl. oversættelse). Man kan vanskeligt finde et stærkere udtryk for fællesskab, altså det modsatte af ensomhed.
Og om den fattige Lazarus hedder det, at ”han blev af englene båret hen i Abrahams skød”, og at den rige så ”Abraham langt borte og Lazarus i hans skød” (Luk 16,22.23).
I samme fortælling hedder det om den rige mand, at da han slog øjnene op i dødsriget, var han i pine (v.23). Han havde åbenbart ingen ved sin side til trøst.
Det understreger alvoren i døden, når Gud ikke er der. Ensomheden i døden erfarer kun den, som ikke sætter sin lid til Jesus, og som derfor er under Guds vredesdom. Han får at mærke, at når Gud trækker sin hånd tilbage, da er det den største lidelse, ensomhedens fortabthed – uden omsorg.
Det er denne lidelse, Jesus taler om i forbindelse med den endelige fortabelsesdom over et menneske. Her bruger han netop udtryk, som understreger, at fortabelsen er adskillelse fra Gud og hans omsorg. Det er ensbetydende med at blive kastet ”ud i mørket udenfor” (Matt 22,13) og at ”gå bort fra” den levende Gud (Matt 25,41).
Det var dette mørke, denne fortabelse, Jesus tog på sig for vor skyld, for at vi skulle slippe fri for den. Derfor oplever han ensomhedens fortabelse borte fra Gud i dødens stund.
Om dette er det, at Matthæus fortæller: ”Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ‘Elí, Elí! lemá sabaktáni?‘ – det betyder: ‘Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?‘” (Matt 27,45-46).
Jesus er Guds evige søn og ét med Faderen. Derfor ved vi: Fordi han led dette og måtte føle fortabelsens ensomhed – borte fra Gud – for vor skyld og i vort sted, skal vi slippe fri for dette, dersom vi sætter vor lid til ham. Det gjorde Jesus i sin nød.
Derfor siger profeten David om Jesus: ”Han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp” (Sl 22,25).
Fordi Jesus led og måtte føle ensomheden i døden for vor skyld, skal vi erfare det modsatte, hvis vi sætter vor lid til ham.
Om dette siger Paulus: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv (…) kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,38-39). Det betyder: I tillid og fortrøstning til Jesus kan enhver af os gå døden i møde i forvisning om, at vi aldrig skal være alene – hverken i dødsstunden eller på den anden side.
Kærligheden ophører aldrig
På grundlag af det, Jesus har gjort i sin død og opstandelse, taler Bibelen også imod det, vi erfarer om døden som en endelig adskillelse fra dem, vi havde kær, og som gik foran os i tro, og dermed også imod en tilintetgørelse af kærligheden og dens bånd.
I Bibelen betyder døden en midlertidig – ikke endelig – adskillelse. Lige så sikkert som Jesu død og grav kun betød en midlertidig adskillelse mellem ham og hans disciple, lige så sikkert betyder også vor eller vore kæres død og grav, dersom vi tror, kun en midlertidig adskillelse.
Hvor længe denne adskillelse skal vare, ved kun Gud. Men at den skal ophøre, har Jesus talt klart om:
”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” (Joh 14,3-4).
”I skal græde og klage (…) men jeres sorg skal blive til glæde (…) I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh 16,20.22).
På samme måde som Jesus så sine kære igen, og disciplene så Jesus, skal vi på grund af ham se vore kære igen og de os.
Jesus har sønderbrudt døden. Den har nu ikke længere magt til at skille os fra Gud og fra hinanden. For Kristi kærlighed har overvundet alt dette mørke. Derfor har vi som kristne et ”levende håb” (1 Pet 1,3), og den kærlighed, som Jesus har til os, og som er grundlagt og består mellem os i troen på ham, ”ophører aldrig” (1 Kor 13,8). Det ved vi, så sandt som Jesus lever i dag.
Så er døden altså ikke den endelige afslutning, sådan som mennesket uden Gud synes at erfare den. Tværtimod siger Bibelen, at døden er en overgang til evigheden, til et nyt liv, der aldrig mere skal forgå, men vare ved for enhver, som tror og bekender Kristi frelsernavn. Det forgængelige skal ”iføre sig uforgængelighed”, som det hedder, og det dødelige skal ”iføre sig udødelighed” (1 Kor 15,54).
Derfor giver Bibelen os også et virkeligt håb i døden ved Jesu Kristi opstandelse, et håb, som driver angsten ud og må fylde os med glæde i stedet. Døden er der fremdeles, men Gud har brudt brodden af den. Den er ikke længere en farlig fjende.
Derfor siger apostlen: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (…) Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1 Kor 15,54-57).
Fra død til liv
Som vi ser, siger Bibelen noget andet og mere om døden end det, den menneskelige fornuft og videnskaben siger. Og vi forstår også, at det, som Guds ord siger om døden, bevirker, at vi så at sige ikke kan genkende døden i forhold til, hvad den var for os, før vi kendte Guds ord. Det er bogstaveligt talt som at komme fra mørke til lys, fra død til liv.
Når vi ikke kan se, hvad døden egentlig er og betyder uden Guds åbenbaringsord, har det sin grund i døden selv. Det, vi ser rundt om os i naturen og mennesket, er det skabte og naturen under forgængeligheden og dødens forbandelse.
Og denne forbandelse er så alvorlig, dødens og forgængelighedens magt så stor, at den fuldt og helt behersker os og naturen. Sådan har Gud gjort det på grund af synden.
Når vi derfor ser på os selv og på naturen, ja, da kan vi ikke se andet end forgængelighed og død. Hvad andet kan man vente at få øje på, når man ikke kender den virkelighed, Guds ord åbenbarer?
Skal vi lære at se mennesket og naturen sådan, som alt var efter Guds vilje fra begyndelsen, da han skabte, ja, da må Guds ord så at sige løfte os ud af denne dødens virkelighed og sætte os over i den virkelighed, Ordet selv åbenbarer for os.
Når dette sker, og Guds ord åbner denne nye verden for os og sætter os over i den, da oplever vi det største under: Det meningsløse bliver virkelig meningsfuldt, sorgen bliver til virkelig glæde. For døden blev til liv.
Vi møder ham, som engang sagde og fremdeles siger: ”’Der skal være lys!’ Og der blev lys” (1 Mos 1,3).
Vi møder ham, som er så mægtig, at han ”gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til” (Rom 4,17).
Uddrag af bogen “Den tomme grav“ (kapitel 2), Dansk Luthersk Forlag 1989 (udsolgt).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Aksel Valen-Sendstad
Aksel Valen-Sendstad (1932-2011), Norge, var professor i etik og religionsfilosofi.