Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke (Matt 25,11).
Bibelverset er hentet fra lignelsen om de 10 brudepiger. Det blev sagt til de fem piger, der kom for sent, fordi de ikke havde olie på deres lamper.
Hvad var der galt med disse fem piger, siden de kom til en lukket dør og fik at vide, at Jesus kendte dem ikke?
De vidste jo tilsyneladende, hvad det hele drejede sig om. De fulgtes jo ad alle ti piger. De var åbenbart vant til at høre Guds ord. De vidste egentlig alt om det med Jesus, og de vidste også, at han havde sagt, at han ville komme igen for at hente dem, der hørte ham til. Hvis ikke det var sådan, så ville de jo aldrig have gået ud for at møde ham.
Disse fem piger mente nok, at de kendte da godt Jesus. De havde hørt om ham, læst om ham, og de satte vel heller ikke spørgsmålstegn ved det, de havde hørt og læst, for så var de jo ikke gået ud for at møde ham.
Og kunne du have spurgt dem, om de troede på Jesus, så ville de afgjort have svaret ja, og det viser deres adfærd jo også.
Jo, de havde tro på det med Jesus, men det, der var galt var, at de havde en død tro. De havde viden nok om det hele, men det var jo bare en forstandsmæssig tro. De havde kigget på deres egen tro, som egentlig kun var viden om noget, der stod i Bibelen, og så mente de, at når de troede sådan, så måtte det da være i orden mellem Jesus om dem.
Død tro – hvor skal vi dog passe på med det. For når alt kommer til alt, så drejer det sig jo ikke om, at vi tror, vi kender Jesus. Den tro fører os ikke frelst hjem.
Nej, det, som det drejer sig om, det er, at Jesus kender os – kender dig!
Hvem er det, Jesus kender? – Det er dem, der har en levende tro.
Og hvordan får vi en levende tro?
Jo, det er netop noget, vi får. Det er ikke noget, vi selv kan præstere. En levende tro kommer der, hvor et fortabt menneske får et møde med Jesus, så Jesus kommer ind i hjertet på det menneske og selv skaber troen og tager bolig der.
Jeg tænker så tit på den far, der kom med sin dreng til Jesus. Drengen var besat af en uren ånd, og faderen søgte Jesus for at få hjælp. Når faderen spørger Jesus om hjælp, så siger Jesus: Alt er muligt for den, der tror!
Og det får faderen til at føle sig totalt hjælpeløs. Han kunne jo ikke præstere en tro, der var noget værd, og det var slet ikke hans egen tro, han tænkte på i dette øjeblik. Han havde mødt Jesus, og hele hans sind og hjerte var nu rettet mod Jesus og ikke mod sin egen tro, som jo ingenting var. Og så siger han i sin hjælpeløshed til Jesus: Jeg tror, hjælp min vantro!
Et hjælpeløst suk til Jesus fra én, der intet havde at komme med – ikke engang lidt tro. Men her var altså et menneske, hvis hjerte var rettet mod Jesus. Han tog i sin hjælpeløshed sin tilflugt til Jesus, og så var faderens hjerte åbent for Jesu helt uforskyldte hjælp. Og han fik hjælp, for nu kunne Jesus komme til.
Faderen tog ikke sin tilflugt til sin tro, for det var jo kun vantro, men han kom med sin vantro til Jesus med et: Hjælp min vantro.
Og så hjalp Jesus.
Levende tro er, at hjertet er rettet mod Jesus og ikke mod ens egen vaklende tro. For Jesus kommer netop der, hvor et menneske absolut intet har i sig selv, men i sin hjælpeløshed tager sin tilflugt til Jesus.
Du skal ikke kigge så meget på din tro, men du skal kigge meget på Jesus, for det vigtigste er ikke, at du synes, du kender Jesus, men at Jesus kender dig.
Udgivet af
Carl Richard Hansen
Carl Richard Hansen, Aalborg, ingeniør, nu pensionist.