Dø - eller gør, hvad en synder ej kan

Det hører med til almen opdragelse at lære sine børn at sige ”undskyld”. Ordet ”undskyld” har rødder i tysk, i ordet ”entschuldigen”. Opdeles det, betyder ”ent” at ”fjerne”, mens ordet ”schuldigen” kommer af ”Schuld” = skyld.

Skyld er ikke det samme som synd, men ved at bruge ordet udtrykker vi dog, at vi har overskredet en grænse mellem rigtigt og forkert, og at vi i samvittigheden kender til en ret måde at leve på. Så bliver udtrykket ”undskyld” til et forsøg på at fjerne byrden af at have handlet forkert.

Den naturlige lov

Det naturlige menneske i os tænker og handler ud fra det, vi kan se og mærke i livet. Derfor siger vi undskyld til hinanden, og derfor kan man ind imellem høre mennesker tale om at ville forsone sig med sig selv eller med mennesker fra deres livsløb.

Samvittighed fra Gud

Guds ord peger på, at vi med vort ”undskyld” i bund og grund viser, at vi har Guds lovs krav om retfærdighed skrevet i vor samvittighed. Vor samvittighed er derved et vidne mod os og anklager os. Den peger på, at vi slet ikke har nogen undskyldning over for Guds lov – sådan som vi finder det beskrevet i Romerbrevet kapitel 2, vers 14-16:

”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus.”

Gud har skrevet sin lov i vor samvittighed. Når vi handler med bevidsthed om en ret adfærd, så er det, fordi loven ligger i os. Når samfundet straffer forbrydelser som tyveri eller mord uden at forklare det som de ti bud, så viser det, at Guds lov er skrevet i hjertet. Den er givet på forhånd som en del af den virkelighed, mennesket er i. Derfor kender det almindelige menneske til at have dårlig samvittighed – og derfor er det fuldt ud retfærdigt, når Gud dømmer et menneske på dommens dag. De vantro vil blive dømt – ikke for forkastelse af det evangelium, som de ikke har hørt, men for overtrædelse af den lov, som de har haft og har kendt.

Selvom alle mennesker har den naturlige lov skrevet i hjertet, er erkendelsen af den dog blevet skadet af syndefaldet. Helligånden må virke erkendelse af synd over for den lov, som mennesket delvist kender (Joh 16,8) .

Til tider høres i andagt, vidnesbyrd og til tider i forkyndelse, at ”vi ved jo, at vi gør noget forkert”, mens det da let glemmes, at det naturlige menneske kun kender sin synd overfladisk. Det mødes ikke med Guds hellige lovs åbenbaring af synd og skyld i samvittigheden – kun dens skygge.

Syndefaldets konsekvens

Konsekvensen af syndefaldet er, at vi ikke kan forstå eller rumme den naturlige erkendelse af Gud. Den almene åbenbaring er på grund af syndefaldet blevet sløv, uklar eller i mørke.

Det er som at være i et totalt mørkt rum og lede efter udgange som slet ikke kan mærkes eller åbnes indefra. Vort perspektiv er vendt indad mod vores egen horisont, eller med Augustins ord (som Luther gentager) er mennesket ”indkroget i sig selv” (incurvatus in se).

En naturlig længsel uden adresse

Mennesket længes og søger derfor, men ved ikke efter hvad. Vi aner, at vi står i forhold til Gud, men vi kender ikke vejen til ham. Vi aner, gennem samvittigheden, at der er en lov at overholde, men vi ved ikke, hvor den kommer fra, og vi længes efter at finde ro over for den.

Det er den længsel og søgen efter fred i rigdom, glans, ære eller religiøsitet, som blev forsøgt udtrykt i Alberta Eltzholtz’ sang fra 1882:

Der bor en længsel i hvert bryst herneden,
en længsel og en higen efter freden.
…
Og hjertet græder i sit gyldne fængsel¹.

Når vi som mennesker søger Gud efter vor natur, så søger vi altid ad forbedringens vej. Det er for at stoppe samvittighedens tale i menneskehjertet. Det vil sige, at i hvert menneske på jord er der en længselsfuld søgen ad lovens vej efter en ukendt Gud.

Når samvittigheden møder Guds lov

Det betyder, at det naturlige menneske altid vil opleve tale til samvittigheden som relevant. Når loven da forkyndes, er der et genkendelsesfelt. Det naturlige menneske vil dog ikke give loven ret, når den taler radikalt, men vil søge at fornægte de sandheder om personlige overtrædelser, som kan rulles op.

Det søgende, samvittighedsbundne menneske længes efter at kende sin oprindelse, men vil i samme nu, det møder Gud, blive mødt af hans klare lov, som er langt strengere end menneskelig fantasi kan forestille sig.

Loven taler om skyld over for Gud – og det naturlige menneske reagerer i desperation over Guds absolutte alt-krævende lovs dom ved at ville fornægte og støde lovens budskab fra sig.

Fornægtelse af samvittigheden

Lovens tale i samvittigheden og menneskets oprør mod den lov er årsag til de angreb på hele loven, som gennem de seneste årtier ikke mindst har været vendt mod det 4. og 6. bud. Den konstruktivistiske (og evolutionistiske) tankegang hævder, at virkeligheden udelukkende konstrueres af egne erfaringer og sanseindtryk i fællesskab med andre. Værdier anses for noget, den enkelte konstruerer².

Dermed angribes, at loven er skrevet i samvittigheden. Så bliver noget kun forkert, om jeg selv eller fællesskabet mener det. Så kan fællesskabet enes om frihed som den konstruerede værdi for alle, så ingen bliver syndere over for Gud, men er gode nok i sig selv.

Den åbenbarede lov

Når vi taler om den åbenbarede lov, så må vi afklare forståelse af et par ting.

Som udgangspunkt er moseloven en inskription i sten af den naturlige lov, som Gud har givet i alle menneskehjerter – som også har et indholdsmæssigt sammenfald med det dobbelte kærlighedsbud.

Vi finder både lovens og evangeliets indhold skrevet på alle sider i hele Bibelen³. For Luther var det en banebrydende erkendelse i forhold til sin samtid at finde loven overalt, hvor Bibelen forkynder noget, man skal, en pligt, en trussel, en forbandelse (5 Mos 27,26). Det er en misforståelse udelukkende at placere loven i Det Gamle Testamente eller hos jøderne.

I luthersk teologi taler man undertiden om, at loven har tre brug: til samfundets orden, til syndserkendelse og til vejledning i det nye liv. Vigtigt når det gælder lovens tre brug, er, at det ikke handler om, hvordan en prædikant eller et menneske bruger loven, men om, hvordan Gud vil, at den enkelte skal møde loven gennem sit ord. Prædikanten må, tro mod teksten, tale Bibelens ord i tillid til, at Guds hellige Ånd vil virke lovens gerning, sådan som hver enkelt tilhører har brug for at modtage det.

Gud er HELLIG

Loven er udtryk for Guds hellige vilje og væsen. Den er ikke en modsætning til, at Gud er kærlighed, for Gud er hellig i sin kærlighed og kærlig i sin hellighed på en gang. Når Gud omtales som hellig, da er han den, som er ophøjet og adskilt fra verden. Han er adskilt fra syndens verden og står i modsætning til den. Hellig er derfor et udtryk for det rette over for det forkerte.

Gud er hellig i sin kærlighed, når han netop ønsker, at mennesket ikke skal leve i syndens magt og konsekvenser. Synden dræber både undervejs i livet og til slut, og det ønsker Guds kærlighed at fri os fra og i stedet føre os til et liv i hellighed.

Samtidig må vi sige, at Guds vrede og straf over vores ondskab også er et udtryk for, at Gud er hellig i sin kærlighed. Gud kan og vil i sin kærlighed ikke se igennem fingre med synden. Han reagerer mod al ondskab med en hellig vrede – også når ondskaben findes hos og kommer fra os.

Loven er god og lys

Johannes taler om Gud som lys – og udtrykker da, at Gud er adskilt fra alt ondt og fra alt urent (1 Joh 1,5). Derfor er det farligt for en synder at have med Gud at gøre, for Gud er som en flammende sol over for synden, så alt urent og syndigt fortæres af hans vrede. Hvis et menneske ser ind i solen, så blændes vi hurtigt af lyset. Hvor meget stærkere er så ikke den renhed, som Guds helligheds lys er?
Selv Guds rene tjenere, seraferne, som aldrig har været i nærheden af synd, må dække deres øjne, når de står foran Guds ansigt (Es 6,2). Endnu mere gælder dette Moses, da han på Sinai beder om at se Gud ansigt til ansigt. Han får svaret, at ”intet menneske kan se Guds ansigt og beholde livet” (2 Mos 33,20).

Loven er i ord dette Guds væsen over for synden, som på samme tid er lige så god som Guds hellighed i ønsket om at fjerne synden. Loven vil renhed, som Gud er ren.

At se Gud

For Adam og Eva var det i Edens have muligt at se Gud ansigt til ansigt, fordi de var skabt og levede uden synd.

Da de faldt, forsøgte de at skjule synden, der nu var et med dem, ved at gemme sig og dække sig mod Guds hellighed med figenblade. Figenbladene blev på den måde et symbol på menneskets forsøg på at løse sin syndighed gennem den fornægtelse eller selvforbedring, som har været menneskets løsning lige siden.

Adam og Eva oplevede nu ikke længere sig selv som underlagt Guds helligheds krav, men fik et eget jeg, der på egen måde ville sætte sine egen regler. De blev autonome. Med syndefaldet og indtil Loven blev givet på Sinai var det kun gudserkendelsen i samvittigheden, der dømte, men den dømte fuldt ud og retfærdigt til døden (Rom 5,12).

Dø – eller gør, hvad en synder ej kan

I loven møder Gud mennesket i sin hellighed, så alle sider af mennesket er under lovens dom – tanker, handlinger, ord og undladte handlinger – helt ind i vort allerinderste. Vi mennesker kommer altid og under alle forhold til at stå med skyld for overtrædelser og synd mod Gud. Guds hellighed stiller altid krav om forandring, krav om at være hellige ligesom Gud er hellig (3 Mos 19,2), og truer altid med evig død som straf, om ikke forandringen sker.

Når Paulus taler om, at loven er ånd (Rom 7,14), betyder det, at det ikke bare er ydre gerninger, der skal opfyldes, men at loven dømmer helt til vort allerinderste – om mit hjerte er fuldkomment oprigtigt i alle forhold hele tiden (Jak 2,10). Så kræves det, at min åndelighed er fuldkommen fri for synd og ulyst til Gud; at den er ren i alle ting.

Det kan intet menneske – og derfor er det så godt udtrykt af Grundtvig, når han skriver, at et menneske, der møder loven, må ”dø – eller gøre, hvad en synder ej kan”⁴. Der er intet håb under loven.

Lovens funktion i kristenlivet

Forståelsen af lov og evangelium er nøglen til at få Bibelens budskab til at hænge sammen. De må følges ad, men aldrig blandes. Deres indhold er forskelligt, da loven siger, hvordan vi skal forandre os, og hvad vi skal gøre, mens evangeliet forkynder, hvad Gud har gjort færdigt og gør for os. De giver begge løfte om evigt liv, men på hvert sit grundlag, for loven lover evigt liv efter betingelsen om 100% livslang lovoverholdelse. Evangeliet lover evigt liv på grundlag af Jesu gerning.

Sammen og adskilt

Loven er ene om at true, mens evangeliet alene giver trøst for Jesu skyld. Derfor er det ret at sige, at loven stiller krav, afslører synden og vil medføre en fortvivlende anger over synden. Evangeliet giver tro på Jesus, trøst til frygten og en omskabelse af mennesket.

Det anfægtende spørgsmål er så, om vi kender både lovens og evangeliets gerning i os, eller om vi nøjes med at vide om dem som teori og eventuelt kender de afrundede bløde former af dem, som hverken dømmer eller sætter fri?⁵

Det er ikke uden grund, Hans Erik Nissen gang på gang brugte udtryk som ”der er en sammenhæng mellem syndenød og frelsesfryd” om det at kende både lov og evangelium ret.

Af natur bliver vi meget let færdige med syndserkendelsen, lidt som en skolelektie, der er lært, hvorefter nåden i Jesus også let bliver til et lært kapitel – og fokus kommer på helt andre ting. Hele livet igennem er vi imidlertid i den samme virkelighed, hvor Gud ikke blot ønsker at meddele os viden, men at vi må erfare at stå fortabt i os selv og alene frelst i Jesus.

Guds gode lov fører til død

Guds gode lov er god og hellig, men når den møder det naturlige menneske, afsløres synden mere og mere (Rom 5,20). Luther oplevede stærkt i sin kamp forud for den berømte tårnoplevelse, hvordan Romerbrevet kapitel 7, vers 10 var sande ord: ”Budet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død.”

Det var som om, Luthers fokus på at være retfærdig ved budene, ved loven, blot dømte ham endnu mere.

Guds lov til frelse

Hvorfor dømmer Guds hellige lov alle? Jo, loven indeslutter alle under overtrædelse (Rom 11,32). Da får Jesus lov at være virkelig frelser for syndere. Jesus fødes ”under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” (Gal 4,4).

Det vil sige, at Jesus lever sit liv i lydighed mod lovens krav og pligt om opfyldelse hele vejen gennem livet. Han fuldfører livet på lovens vej og fortjener adgang til evigt liv ad den vej. Men han kom ikke for at opfylde loven for sig selv. Han kom med det formål, at vi, der ikke kan opfylde loven, ved hans lovopfyldelse ”skulle få barnekår” (Gal 4,5) – skulle få frelse. Han måtte leve i lydighed, for at ”de mange [skulle] blive retfærdige ved én enestes lydighed” (Rom 5,19).

Jesus – ikke morallærer

Jesus kom ikke for at lære os at holde loven eller for at være et godt moralsk eksempel. Jesus levede i lydighed mod loven i fuldkommen hellighed og i ubegrænset kærlighed til Faderen, nøjagtig som loven kræver, for at give sin lydighed til den, der tror på ham.

Da han fristedes af Djævelen, var det ikke kun ham selv, et fald ville skade, men hele frelsesplanen for hvert eneste menneske.

Under lovens forbandelse

Samtidig gik han ind under lovens forbandelse, da han blev hængt op på et kors for os, for da bar han forbandelsen for hvert eneste menneske (Gal 3,13). Med tilregnelsen af al menneskehedens synd, var det fuldt ud retfærdigt, at han blev ramt af lovens dom: døden under adskillelse fra Gud!

Dermed er Jesus både opfylder af loven og ramt af lovens dom – en dobbelt stedfortrædelse – for at han kan bytte plads med dig. Du kan få hans rene livs fortjeneste – og han har taget dit lovovertrædelseslivs dom.

Dobbelt nåde

Jesus er det sonoffer, som efter loven blev bragt for os. Derfor kan Gud på Jesu dobbelte opfyldelse af loven være fuldt ud tro mod sig selv og sin egen retfærdighed, når han lader Jesus gælde i stedet for den, der tror på Jesus (Rom 3,26b). Med frimodighed kan vi nu gå ind i helligdommen, da vi er befriet for ond samvittighed (Hebr 10,22) – det, som loven dømmer.

Jesus både levede det rene liv for os og betalte synden, så han er vores retfærdighed. Jesus modstod den synd, som du ikke kan blive fri for, og han gjorde det gode, som du ikke magter. Hans fuldkomne liv opfylder loven for dig i livet her og nu.

Det betyder, at når Guds hellige, rene lov helt rigtigt kommer og dømmer dig for din synd, så kan du vende dig til Jesus og høre, at han blev knust i dit sted for dine synder – og han levede fuldkomment efter loven for dig, så du tilregnes retfærdighed i ham. I Jesus er du fri for lovens bånd – i ham er dine byrder væk.

Hvad skal den kristne nu med loven?

Der er to afveje, som forsøger at begrænse lovens tale:

Moralismen søger at afkorte loven til at kunne magtes af mennesket. Antinomisme er direkte imod loven eller enkelte dele af loven.

Det naturlige menneske har spørgsmålet ”Mon Gud virkelig har sagt” i hovedet – og skærmer sig mod Guds lovs altomfattende dom ved at forsvare sig med en reduceret form af loven. Det bliver som en slags vaccine for at kunne overleve enten i moralisme eller antinomisme.

Det naturlige menneske forsøger på at skærme sig igennem hele livet, også når det lever side om side med et nyskabt troens liv i den kristne. Det forsøger at vinde sig egen ære og værdighed ved f.eks. at sige:

1) ”Jeg er ikke værre end så mange andre …”

Lige fra Adam og Eva til farisæeren i templet er loviskhedens reducerede lov styret af, at vi sammenligner os med hinanden. Så er udgangspunktet for tankegangen mig – og de andre – og at være god nok. Så erklærer mennesket sig godt nok i sig selv.

2) ”Jeg må se at blive bedre til …”

Det gamle menneske vil gerne bruge den reducerede lov til at gøre sig bedre. Vi vil så gerne have bedre fællesskaber og strukturer, menigheden skal præsenteres på en indbydende måde, og personligt ønsker vi mere inderlig bibellæsning, bøn og kærlighed.

”Det må vi lære,” tænker mennesket med den reducerede lov, og tager fat på at gøre sig selv eller menigheden bedre. Jeg må bede inderligt, altid elske Jesus og mine medkristne tydeligt og må bedre kunne skelne ret fra vrangt. Jeg må prioritere Jesus, fordi det bør jeg gøre …!!

Denne tankegang går så godt i sving med mit gamle jeg.

3) ”Det går ikke så godt med mit kristenliv …”

Jeg måler mit gudsforhold ud fra handlinger og gøremål i mit liv, såsom mængden af bibellæsning eller bøn i mit liv – eller når tjenesten eller givertjenesten bliver et mål. Det kan også være intensiteten i bønnen eller lovsangen eller ægtheden i kristentroen, der måles på (med mellemmenneskelige mål).

Det sker, når jeg har glemt, at jeg stadig har synden med i alt, hvad jeg gør – og da forveksler Guds gaver med mine opgaver. Gaven i bøn og bibellæsning er en kilde til mit kristenliv – ikke en målestok for det. For intet i mit gudsforhold afhænger af mig, men af lovens opfylder, Jesus Kristus.

4) ”Jeg er da færdig med loven …”

Fristelsen for den kristne er, at nåden bliver til en frihed for det gamle menneske. Stedfortræderen bliver til en selvfølge, jeg blot kan sove ud efter synden på.

Denne tankegang afviser dog samtidig, at Gud skaber nyt i den kristne – at Gud Helligånd giver en ny vilje og retning, som glæder sig over Guds lov.

Lovens funktion i den daglige omvendelse

En kristen i denne verden består både af det nye og det gamle menneske. Den ”gamle Adam” har stadig livslangt brug for at mødes af lovens ”du skal”. I den kristnes indre er der stadig synd, som må dødes.

Luther formulerer det sådan i indledningen til galaterbrevskommentaren⁶, at ”kødet og det gamle menneske hører sammen med loven og gerningerne, ligesom ånden og det nye menneske hører sammen med forjættelserne og nåden”.

Guds lov skal altså livet igennem dømme det gamle menneske til døden.

I den store katekismus (under afsnittet om dåben) siger Luther:

”Dåbens kraft og virkning består i, at den gamle Adam dræbes, og det nye menneske opstår. Begge dele foregår i os, så længe vi lever. Derfor er et kristent liv intet andet end en daglig dåb, der, når den en gang er begyndt, altid må fortsætte. Det må nemlig ske uden ophør, for at det, som findes af den gamle Adam, må blive udrenset, og det komme frem, som tilhører det nye menneske⁷.”

Luther anbefaler, at den enkelte dagligt minder sig selv om de ti bud, for at loven skal være min rettesnor i det daglige, praktiske liv; for at det skal stå klart for mig, hvad der er det nye menneskes vilje, og for at loven skal gøre synden stor i mit liv, så hovmodet knækkes, og jeg drives til Kristus. Så mindes jeg dagligt af Guds ord om, at jeg både er en synder i mit eget gamle menneske, men har en tilregnet, fremmed retfærdighed i Jesus Kristus. Så ser jeg mig selv, som jeg er: på en gang synder og retfærdig. Dagligt knyttes jeg derved til Jesus og finder trøst i evangeliet om den retfærdighed, jeg har i ham. Her får jeg også kraften til og det dybe ønske om at leve med Guds lov som en daglig vejleder for mit liv.

For Gud og mennesker

Gud har givet sin lov, for at vi må kende ham, som han er i sin hellighed. I mødet med ham må jeg fortvivle over min synd, som loven viser mig.

Evangeliet forkynder mig, hvordan jeg i Jesus får lov at stå ren og retfærdig over for Gud ved Jesu opfyldelse af loven for mig. Så for mig som kristen er der ingen bud eller regler, jeg må holde for at gøre mig bedre for Gud.

Her i livet lever jeg med loven, fordi syndens lyst i mit gamle jeg stadig må dødes, og jeg aldrig må finde frelsesvished eller trøst i andet end Jesus alene. I mit liv mellem andre er Guds lov god, da den vejleder mig til det gode og sunde liv i denne verden midt i syndens konsekvenser.

Livet, kraften og styrken til at leve i det kommer bare ikke fra loven som et forbedringskrav, men kommer ud af evangeliet, af nåden i Kristus Jesus (jf. 2 Tim 2,1).

Udgivet af

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.