For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger: ”Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i menighedens midte vil jeg lovprise dig,” og ligeledes: ”Jeg vil sætte min lid til ham,” endvidere: ”Her er jeg og de børn, Gud har givet mig.”
Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes (Hebr 2,11-18).
Hen over efteråret gennemgår Torben Skov Jensen udvalgte tekster fra Hebræerbrevet. Denne andagt er del 3 af 6.
I vers 11 møder vi den enhed, som er mellem Jesus og hver enkelt, der er kommet til tro på ham. Jesus er den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme Fader. Jesus elsker dig, fordi du har samme Fader som Jesus – nemlig Gud. Derfor helliggør han dig, som tror. At helliggøre betyder at indvie noget som et offer til Gud.
Jesus indviede sig selv som et offer for Gud, og det skete på Golgata. Der ofrede han sig i dit sted. Derved er et troende menneske indviet som offer og gave til Gud (jf. Rom 15,16), så alle folkeslag kan blive et kærkomment offer, helliget ved Helligånden.
Fordi den troende og Jesus har samme Fader, skammer Jesus sig ikke ved at kalde dig for sin bror. Trods det at Jesus er Guds Søn og uendeligt ophøjet over ethvert menneske, steg han ned fra sin højhed og gik fuldt og helt ind under vore menneskelige vilkår. Ja han gav afkald for at løskøbe en faldet menneskeslægt.
I vers 12 citeres der fra Det Gamle Testamente (Sl 22,23). At Jesus kalder sine troende for brødre, er besluttet i Guds evige råd – fra evighed af. Det kan du læse om i Salme 22. Alt i den gamle pagt peger frem mod Jesus, og Salme 22 er en salme, der handler om Jesus og hans lidelse på korset – netop for dig. En salme, som peger på, at Jesus soner din synd for Gud og gør Djævelen magtesløs og befrier alle dem, som – af frygt for døden – hele livet igennem har været holdt nede i trældom.
Ved tro på Jesus og hans sejr på korset er døden, frygten og trældommen ovre. Jesu sejr over døden, sejren over synden, sejren over trældommen og sejren over Djævelen er din – ved troen på den korsfæstede Herre og Frelser. Alt dette viser Jesus ved selv at lide og dø for menneskene – for dig.
Derfor kan du sige: ”Død, hvor er din brod?” Og hvad er dødens brod andet end synden? Bag synden står Djævelen, som er årsagen til dødsfrygtens trældom, og han anklager altid. Han siger til den kristne: ”Når du dør, så er alt håb ude.” Men denne anklage er ikke sand om et Guds barn – kun om de vantro; hele den vantro verden, som forkaster den korsfæstede Jesus Kristus.
Nej Jesus tager sig nemlig af sine! For det er ikke engle, han tager sig af – men Abrahams efterkommere. Han tager sig af dig! Tænk, du har en Frelser, som tager sig af dig.
Abrahams efterkommere er alle troende. I Galaterbrevet siger Paulus netop: ”Hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte” (3,29).
Kristus er vores bror i Himlen. Derfor synger vi ofte:
Er det sandt, at Jesus er min broder,
er det sandt, mig arven hører til?
O, så bort med alle tårefloder,
bort med alt, hvad her mig ængste vil!
Som et Guds barn oplever du ofte, at dit kristenliv anfægtes – så der oftere er sorgens tårer end jubeltårer. Men det er, fordi din situation ofte er fristelsens situation – netop fordi du lever i helliggørelse.
Ofte spørger du dig selv: ”Skal jeg nå hjem til Jesus – hjem til det himmelske land? Jeg er jo et menneske, som snubler gang på gang.” Igen og igen må du bede om ny nåde, og tanken kan komme: ”Bliver vor himmelske Far ikke træt af mig?” Vi tænker menneskeligt om de himmelske ting. Vi tænker ofte, at Gud er som os.
Hos et menneske er der ikke megen tålmodighed og langmodighed med andre kristne – men så prøv at læse vers 17 og 18 her i Hebræerbrevet 2: Jesus måtte i ét og alt blive som sine brødre, for at han over for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst. Og så kommer det: Så han kunne sone folkets synder.
Menneskets dybeste problem er synden. Du kan tænke, at der er mange ting, som er menneskets problem – og Djævelen ønsker netop, at du skal tænke sådan. Men sandheden om ethvert menneske er, at synden er menneskets problem.
Synd skiller dig nemlig fra Gud. Og er du skilt fra Gud, er du fortabt – på vej mod den evige fortabelse. Men tænk: Du har en ypperstepræst, som er barmhjertig og trofast. En, som har sonet synden. Denne ypperstepræst er Jesus. Han måtte i alle ting blive sine brødre lig – netop ved at blive fristet og lide.
Det er i fristelsens lidelse, at han er prøvet i alle ting – ligesom sine brødre, ligesom dig. Når du fristes og lider, så skal du vide, at du har en Frelser, som er trofast og barmhjertig – for at hjælpe dig, som fristes. Jesus kendte fristelsens magt på sin egen krop – netop for at hjælpe dig.
Jesus forstår dig, når du sønderrives af fristelsens uhyggelige kræfter. Han forstår dig også, når du falder i fristelsen. Som en mor forstår og føler med sit faldne barn, sådan bøjer han sig ned over dig, når du ligger der – skamfuld – og knap tør se op til ham.
Jesus er fuld af forståelse og medynk, for han kender det selv. Derfor kan han hjælpe dig. Du må se hen til ham – han er trofast mod den kærlighed til sine brødre, som netop førte ham til korset. Jesus siger: Jeg har betalt for alle dine fald.
Han har i dag det samme hjertelag, som dengang hans hjerte brast af kærlighed til syndere – på Golgata.
Jesus bliver her i Hebræerbrevet 2 kaldt ypperstepræst. Det er hentet fra Det Gamle Testamente. Hver gang du i Det Gamle Testamente møder ypperstepræsten, er det et billede, som peger frem mod den sande ypperstepræst – som er Jesus. Det er ham, du møder. Særligt her i Hebræerbrevet.
Ypperstepræsten skulle repræsentere folket over for Gud, og på den store forsoningsdag var ypperstepræsten hele folkets repræsentant og sonede hele folkets synder med det offer, han bar frem.
Dette vældige billede fra Det Gamle Testamente har en ufattelig konsekvens for et Guds barn i dag. Menneskeord bliver fattige, når de skal forklare, hvilken betydning det har, at Kristus er blevet vores ypperstepræst for Gud og har skaffet os soning for synd.
Det betyder, at et Guds barns synder ikke længere skiller fra Gud – for de er dækket og skjult med forsoningens blod. Dermed har synderen adgang til Gud. Selve soningen er fuldbragt – én gang for alle.
Det er nok – det, som Jesus har sagt.
Det er nok – det, som Jesus har gjort.
Han har sonet din synd, den store,
og dig vundet så ren en dragt.
Udgivet af
Torben Skov Jensen
Torben Skov Jensen, industritekniker, Tarm