Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (1 Kor 15, 54-55).
Et kært medlem af vores menighed døde kort efter jul. Svækket af sygdom havde han tilbragt den første vintermåned på hospitalet. Og mens vi andre fejrede jul, vågede hans familie ved sygelejet.
Som dagene gik, blev sygeleje til dødsleje…
En iskold januardag var de allernærmeste samlet i kirken. Andre kunne, som jeg og min familie, følge med via en computer.
Præsten talte stærkt og varmt om vores kære ven og om opstandelseshåbet.
De fremmødte måtte knap give hånd til hinanden – og slet ikke synge. Så en kirkesanger lagde røst til de sange, som familien havde valgt. Og således sang hun også, da kisten blev båret ud mellem bænkerækker og bårebuketter.
Mændene tog plads på hver side af kisten og gjorde sig klar til at bære. Halvt blændet af mine egne tårer iagttog jeg dem. Og i minderne genkendte jeg de tyngede skuldre, blikket der søger nedad, og trækninger af undertrykt gråd. Jeg tænkte: Hvad synger man nu? Hvilken sang rummer fuldstændig dette smertefulde øjeblik…?
Dig være ære!
Dét var sangen, der blev sunget: Dig være ære! Herre over dødens magt! Evigt skal døden være Kristus underlagt.
Og her ramte det mig stærkere, end det længe har gjort: Min tro er på den opstandne Herre, Jesus Kristus. Min skaber, min konge, min daglige ven og støtte. Men vigtigst af alt: min frelser.
Midt i dybeste sorg kan den frelste synge lovsange, prise Herren.
Hvad hjælper det behagelige, trygge og indholdsrige liv her på jorden – hvis alt slutter ved graven?
Eller endnu værre: Hvad hjælper det gode liv mig – hvis det ikke slutter ved graven; men jeg i stedet for at møde min frelser i himmelen, skal møde min dom til helvede? Min velfortjente, men forfærdelige dom?
Utallige mennesker lever deres liv uden troen på Jesus; ganske glade og ubekymrede. Velstand og civiliseret samfundsliv sikrer den jordiske lykke.
Men jordelivet er kort. Umådelig kort. Og evigheden er… evig!
Hvor skal den tilbringes?
Jeg ser mig i spejlet, og selv på de bedste dage og med de mest selvkærlige briller på, så ved jeg godt inderst inde, at ikke en time går, uden at synden i mig viser sit ækle ansigt. Og den synd sender mig til tælling: Jeg er dødsdømt. Aldrig, i evighed, vil jeg selv kunne blive synden kvit eller tilbagebetale min gæld. Jeg har brug for en frelser. Jeg har brug for Jesus.
Salmen ”Dig være ære”, skrevet over ordene fra 1. Korintherbrev, er en sejrsproklamation. En hyldest til Jesus – en frydesang over frelsen. Døden har ikke det sidste ord: Mørkets magter bæver, tryg er troens grund. Jubelråbet runger: Frelseren er her! Pris ham, alle tunger: Kristus Herre er!
Den fred, vi selv i den dybeste sorg ved dødslejet ejer i Jesus, har han selv vundet til os ved sin død på korset.
Sang kvinderne frydesang, da Josef af Arimatæa bar den døde Jesus til graven?
Jeg tror det ikke…
Blev der sunget i Himmelen Påskemorgen? Ja! Se, Herren lever! Salig morgenstund!.
Dig være ære! Jesus, du Guds søn, min frelser!
Udgivet af
Marianne Larsen
Marianne Larsen, Græsted, skolelærer.