Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det virkelige liv

Matt 6,19-21. Om faren ved Guds gode gaver.

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være (Matt 6,19-21).

Det er overhovedet ikke svært at overhøre de mange bibelske advarsler om jordisk rigdom. Faktisk vil mange af os kunne fremholde en hel palet af nuancerende bemærkninger over for Bibelens formaninger.

Det er jo ikke en synd i sig selv at være rig, hedder det. Pietismens nøjsomhedsideal blev alt for tit til et sort syn på det jordiske liv og dets goder, der ikke harmonerer med vores Gud som skaber og opretholder af verden. Guds menighed nyder i øvrigt godt af et solidt økonomisk bagland. Og skal vi ikke også passe på, at vi ikke udvander evangeliet ved at fokusere på økonomiske, politiske og sociale spørgsmål? Osv.

Hver for sig kan disse anliggender være meget rigtige – forstået ret og i deres rette sammenhæng.

Men dette er bare ikke den rette sammenhæng! For Jesu ansigt, i hans alvorstunge, ransagende formaning, handler det ikke om at forsvare sig, men om at standse op og lade det hellige, guddommelige lys blive kastet ind over hjertets dunkle afkroge.

At gå på barrikaderne og begynde at argumentere og nuancere for Jesu ransagende blik – det er forhærdelse, og det er gamle Adams værk, uanset hvor fromt og pænt han har klædt sig ud.

Roden til alt ondt

Det er chokerende ord, Bibelen har at sige om mammons magt, og der tales overraskende tit om netop denne fare:

De, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter” (1 Tim 6,9f.).

Roden til alt ondt? Det må vel være en overdrivelse?

Nej, det er desværre realiteterne – som de har set ud fra Adams fald til i dag.

Før syndefaldet var velstand og gode kår utvetydigt en velsignelse for mennesker. Det var Guds gode skabervilje, at mennesket skulle leve godt og ubekymret. Gud selv sørgede for gode forhold til Adam og Eva og glædede sig over, hvad han så.

Sådan var paradistilstanden. Og når vi hører om den nye jord, taler Bibelen tilsvarende om en stor bryllupsfest – et herligt, men også forbavsende ”verdsligt” billede (særligt i Esajas’ version, hvor der tales om et festmåltid med marvfede retter og ædel, lagret vin (Es 25,6)).

Det er Guds gode skabervilje og glæde at overøse os med gode gaver, som en forelsket ægtemand overøser sin hustru med utallige kærlighedsbeviser (jf. Højs 8,7).

Men. Siden syndefaldet har Satan sat alt ind på at fordreje det gode og gudvillede til et redskab i sin tjeneste.

Selv kan Satan ikke skabe noget, men vi har i Skriften talrige eksempler på, hvordan han er en mester i at forvrænge sandhed til falskhed, godt til ondt – ofte med blot en lille og tilsyneladende betydningsløs drejning, som synes så naturlig, god og rigtig, fordi den finder så hurtig en genklang i vores syndige natur.

Og denne fordrejning har altid til hensigt at løsrive os fra Gud, så vi bliver herrer over vores eget liv; at løsrive Guds gaver fra den kærlighedsrelation, de oprindeligt blev givet i, og erstatte den med egenviljens drømme og behov.

Dette er ånden i det, som Bibelen kalder mammon, og det er derfor, Paulus kan sige, at kærlighed til penge er roden til alt ondt.

Farlige gaver

Det er denne ånd, som Bibelen advarer så kraftigt imod. Ikke pengene og overfloden i sig selv er roden til alt ondt – men det er kærligheden til pengene; selve denne besættelse af at blive rig og uafhængig.

Og desværre ligger besættelsen snublende nær de penge, som ingen fortræd gør i sig selv. Man kan fornemme ånden, endda i selve begrebet velstand. Vi ”står vel” uden Gud! Vi har fået vores egen selvstændige magt, så vi kan stå på egne ben.

Sådan er rigdommens blændværk, som kan føre os bort fra Guds ord og fra troen (Mark 4,19). Vores materielle rigdom bliver ved nærmest en naturlov et blændværk for os, som gør, at vi ikke kan se virkeligheden i øjnene.

Senere i 1 Tim 6 vejleder Paulus i, hvordan rige kristne skal leve deres liv:

Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv” (1 Tim 6,17-19).

Det virkelige liv! Virkeligheden er, at du ikke ejer noget som helst undtagen det, som Gud giver dig. Men pengene og velstanden – eller besættelsen af at jagte den materielle lykke – er Satans fremmeste våben for at sløre denne virkelighed og få os til at tro, at vi er guder over vores eget liv.

Som ordsproget advarer: ”Anstreng dig ikke for at vinde rigdom, det sætter din forstand ud af spillet; når du vender dit blik mod rigdommen, er den borte, for den laver sig vinger og flyver mod himlen som en ørn” (Ordspr 23, 4-5).

Versene fra 1 Tim 6,17-19 er den ene side af Bibelens vejledning til de rige: Vi skal bruge pengene gavmildt og til gavn for Guds rige.

Men der er anden side, som faktisk fylder mere i Bibelens vejledning: Vi skal være bange! Vi skal frygte og bæve for den rigdom, vi har fået betroet! Det, som Gud har givet os som kærlighedsgaver, kan blænde os, så vi ikke ser, at den sande skat ligger i fællesskabet med Gud. Den velsignelse, som skulle knytte os tættere til Gud, bliver i Satans hænder til en forbandelse, der fører bort fra Gud.

Menigheden i Laodikea får en hårrejsende alvorlig formaning, som vi ikke må undvige med fromme nuanceringer:

Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se” (Åb 3,17f.).

Salige er de fattige!

Det har altid undret mig, at Jesus hos Lukas siger: ”Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres” (Luk 6,20). Det lyder helt forkert, når man er vant til at høre ordene fra Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet: ”Salige er de fattige i ånden” (Matt 5,3).

Der er blandt teologer blevet spekuleret meget i, hvilket udsagn, der er det ”originale” (altså med andre ord hvem af evangelisterne, der har følt behov for at fordreje Jesu ord!).

Men den slags konspirationsteologi er lige så virkelighedsfjern, som den er ødelæggende for troen.

I virkeligheden er det ganske klart, at Jesu ”Sletteprædiken” i Lukasevangeliet simpelthen er en anden prædiken, holdt til en anden tid og på et andet sted – med genbrug fra Bjergprædikenen, men kortere og med variationer i forhold til denne.

Hvad variationen derimod viser, er, at Jesus faktisk forbinder det at være fattig og det at være fattig i ånden med hinanden. De to ting er ikke så langt fra hinanden, som man måske umiddelbart kunne tro, når Jesus kan variere sin tale ved at ombytte dem.

Begge dele er negative i sig selv. Det var ikke Guds oprindelige skabervilje, at nogen skulle være fattig, endsige fattig i ånden. Men Jesus priser den stand salig, hvor Satan ikke lokker os bort fra skatten i himlen ved at fordreje Guds gaver.

For i Satans hænder er Guds gaver farlige. Og det være sig materiel rigdom, visdom og indsigt eller andre fabelagtige evner – alt det, som ifølge mammons ånd får os til at bygge på os selv og ikke på Guds nåde alene.

Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig” (Jer 9,22f., jf. 1 Kor 1,18ff.).

Stands op for disse ord, og du vil høre en alvorlig advarsel – men også et velsignet rigt evangelium.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

  • Lyd