To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand (Jer 2,13)
Når Gud kalder sig selv en kilde med levende vand og siger til Israel, at de skal drikke af Hans kilde, svarer det til, hvad Ordsprogenes Bog siger om ægteskabet mellem en mand og hans hustru: ”Velsignet være din egen kilde, glæd dig over din ungdoms hustru… lad altid hendes elskov mætte dig, berus dig til stadighed i hendes kærlighed. Hvorfor, min søn, skulle du beruse dig i en anden kvinde?“ (Ordsp 5,18-20).
Gud siger til Israel, at de skal leve i det allermest intime forhold til Ham. Det bedste billede på samlivet mellem Gud og Hans folk er samlivet mellem en mand og hans hustru. Dét forhold ønskede Gud, at Israel skulle have til Ham. De skulle begære Ham! De skulle længes efter at være sammen med Ham. De skulle igen og igen søge ind i enrum sammen med Gud. De skulle søge Hans ansigt og drikke af Hans kilde. Men ”de har vendt ryggen til mig, ikke ansigtet“, siger Gud (Jer 2,27). Israels frafald begyndte ikke med, at de dyrkede Ba’al og Ashera. Det var kun andet led i deres frafald. Nej, frafaldet begyndte med, at de vendte ansigtet væk fra Gud. De søgte ikke Ham. De længtes ikke efter Ham. De drak ikke med glæde af Hans kilde. Sådan er det jo også i et menneskeligt ægteskab. Skilsmissen begynder ikke med utroskab. Den begynder med, at de to ikke længere søger hinanden. De glæder sig ikke længere over at se den andens ansigt. De drikker ikke længere med glæde af den andens kilde.
Budskabet er det samme til os i dag, som det var til Israel dengang: Du skal søge Herren! Dagligt skal du søge Hans ansigt (Sl 27,8; 105,4; Es 55,6). Du skal søge ind i enrum med Gud og drikke af Hans kilde. At tro på Gud er ikke bare at vide noget om Ham. At tro på Gud er at søge Ham, at hænge ved Ham, at længes efter Ham, at drikke af Hans kilde. Det sker, når du læser i Bibelen, og når du beder til Gud, både når du er sammen med de andre i menigheden, og når du er alene derhjemme.
Da Jesus lærte sine disciple Fadervor, indledte Han med disse ord: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte“ (Matt 6,6). Gud er ikke en upersonlig idé eller en kraft. Han er personlig. Han tænker, Han taler, og Han ønsker at være på tomandshånd med hver enkelt af os. Han ønsker, at vi ser hinanden i øjnene og taler med hinanden. Ham og dig! Han siger dit navn, og så vil Han, at du skal sige Hans navn.
Det betyder ikke, at vi ikke må bede sammen i menigheden. Det må vi hjertens gerne. I NT hører vi gentagne gange, at den første menighed holdt fælles bøn (ApG 12,12; 13,2f). Det er helt naturligt, at vi i den troende menighed sammen søger Herrens ansigt. Men Jesus understreger, at det også skal være naturligt for os at gøre det, når vi er alene. Gud ønsker, at vi skal kende Ham og være fortrolige med Ham, ikke bare med kirkens ritualer og traditioner, men med Gud selv. Gud er heller ikke tilfreds med, at vi ansætter præster, der kan søge Hans ansigt på vore vegne. Han ønsker, at vi hver især skal stå for Hans ansigt og tale med Ham om alle ting.
Gennem Jeremias siger Gud: ”Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren“ (Jer 29,13-14). Men på Jeremias’ tid var det meget få, der søgte Gud. De søgte måske templet og traditionerne, de fremsagde nogle bønner ved passende lejligheder. Men de søgte ikke Gud selv. De havde ikke et personligt forhold til Ham.
Jesus siger om det personlige forhold til Gud: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’“ (Joh 7,38). Guds eget livgivende vand strømmer igennem os, der tror på Jesus. Men det forudsætter, at vi drikker af kilden med det levende vand, at vi opsøger Ham, som selv er kilden. Til det formål har Han givet os Bibelen og bønnen. Hvis vi udskifter disse livgivende kilder med vore egne cisterner, så siver vandet ud af sprækkerne.
Israels frafald begyndte ikke med afgudsdyrkelse. Det begyndte med, at de holdt op med at drikke af kilden. De søgte ikke længere Herrens ansigt. De stod ikke længere i et fortroligt forhold til Ham. Når man er kommet dertil, begynder man snart at hugge cisterner. Man leder efter noget, der kan fylde det tomrum, som Gud har efterladt. Men Jeremias fortæller os, at alt det, vi fylder i tomrummet efter Gud, det er selv tomhed. Det fylder os med tomhed, så vi til sidst bliver til tomhed. Den formaning gav Gud sit folk gennem Jeremias. Men de svarede: „Det vil vi ikke!“ (Jer 6,16). Hvad svarer du?
“Ugens vidnesbyrd” uge 30-32 vil være små uddrag af tre nye bøger, Nyt Liv har udgivet eller medvirket til at få udgivet denne sommer. Denne uges uddrag er fra bogen “Tåreprofeten Jeremias” af Peter Olsen (s.57-60). Er man medlem af Bibelskolens Elevforening, vil man få bogen tilsendt med posten. Ellers kan man bestille bogen her.
Udgivet af
Peter Olsen
Peter Olsen, Hillerød, bibelunderviser i Luthersk Mission, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut.