Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det med jomfrufødslen

Uddrag af bogen Juleevangeliet - digt eller åbenbaring? (s. 14-19). 1 Tim 6,20.

Ingen epokes kristne har som vi haft grund til at lægge sig apostelordet på sinde: Tag vare på det, der er betroet dig, og vend dig bort fra den ugudelige, tomme snak og indvendingerne fra den kundskab, der med urette kaldes sådan (1 Tim 6,20).

I form af ”videnskabelige afhandlinger” og ”populærvidenskabelige artikler” fremkommer også det ene skriveri efter det andet om ”julelegenderne” i Ny Testamente; selv de mest forrykte påfund godtages i videnskabens navn. De pågældende ”sagkyndige” mener i reglen ikke noget ondt med det. Mange af dem slås endda for at bevare nogle stumper af, hvad de anser for en uhjælpelig ruin; de er selv ofre for forførelsen og forstår ikke, hvad de er redskaber for (derfor er det også let at beskylde den, der angriber dem, for fanatisme, ukærlighed m.m.). Men bag dem står Dødens Fyrste, som altid og alle vegne inspirerer angreb på Bibelen, og hvis sigte er at få julens begivenheder ud af historien, forvist til sagnenes og eventyrenes verden. ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12).

I næste fase smitter skriverierne af på prædikestolene. Prædikanten følger jo med i sin videnskab og tager dens ”resultater” til efterretning. ”Nu er alt dette her jo forkyndelse, og vi skal nok ikke tage det som en historisk beretning, men -.” Eller: ”H.C. Andersens eventyr indeholder jo også store sandheder -.” Eller værre endnu. Med den formodede sagkundskab i ryggen meddeles det, at der ingen historiske realiteter er i juleevangeliet, hvorefter det i en byge af gold privatfilosofi forsikres, at juleglæden selvfølgelig kan beholdes alligevel. Amen.

Hovedangrebet sættes regelmæssigt ind mod ”det med jomfrufødslen”. ”Det er jo ikke væsentligt,” hedder det typisk, helt op i de højeste klerikale saloner. ”Man kan jo være lige god kristen, selv om man som moderne velorienteret menneske ikke kan tro på dét.”

Realiteten er selvfølgelig, at hele kristendommen står og falder med ”det med jomfrufødslen”. Det er ikke et vedhæng, der kan fjernes uden skade for helheden. Det er noget lige så fundamentalt, centralt og afgørende som Jesu opstandelse og i virkeligheden en anden side af samme sag.

Hvis Jesus bare havde været et almindeligt menneske med en jordisk far, og hele overleveringen om jomfrufødslen således havde været en from skrøne opfundet for at dække over en lyssky affære, ville han have været lige så fortabt i synden og lige så prisgivet døden som alle andre. Hvis han ikke for ramme alvor var Guds søn, kunne han i bedste fald være blevet en mere eller mindre søvndyssende religionsstifter på linje med så mange andre, men han kunne ikke have sonet alverdens synd; han havde ikke haft noget at betale med. Hvis han ikke var nøjagtig det, Bibelen siger, sand Gud og sandt menneske, kunne han aldrig været blevet Frelseren fra synd og død til evigt liv og salighed for enhver, der tror på ham.

Det er næppe de vågne kristne, Djævelen i første omgang håber at fraliste Livets Ord på den måde. Troen behøver for så vidt ingen lærdom, der sætter den i stand til umiddelbart at gennemskue alle ”videnskabelige” argumenter mod juleevangeliet eller noget andet i Bibelen, for den kender virkeligheden og ved hinsides al diskussion, at den står over for historisk sandhed. En mand, der bor i København, kan ikke argumenteres til den ”opfattelse”, at København ikke eksisterer. Alverdens forskning, der ikke kender virkeligheden, kan til dommedag hævde, at ”jomfrufødslen er en myte”; det overbeviser bare ikke den, der af Guds nåde og ved hans Hellige Ånd selv har erfaret kærlighedens under i Skaberen og i skabningen. For ham og hende er det nærmest videnskabeligt indlysende, at Ordet fra Begyndelsen blev menneske i Marias skød ved Kærlighedens Ånd. De kender et stykke på vej selv processen, som det bl.a. afspejles i Kingos og Grundtvigs ”Nu kom der bud fra englekor”:

O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke!

(DDS 71,5)

Men hvem er det så, der skal rammes med denne særlige kampagne mod juleevangeliet?

Jeg tror, jeg fik svaret en eftermiddag i en dunkelt oplyst gade i den gamle romerske dødeby, der er fundet omkring Peters grav dybt nede i jorden under Peterskirken i Rom. En præst ville forklare et af de symboler, som har vist arkæologerne, at det er kristne, der hviler i nogle af sarkofagerne, mænd og kvinder, som også i døden ville være apostelhøvdingen nær. Nogle bølgelinjer eller hvad det var – jeg var for optaget af hans ord til at se rigtigt efter.

”Vand,” sagde han. ”Det siger så meget om det kristne evangelium. Tænk på en dag, hvor sciroccoen blæser ubarmhjertigt, og man er legemligt og sjæleligt udtørret og nervemæssigt ødelagt i den stædige, brændende vind – og så drikker et glas rent, koldt, klart vand, og det risler gennem kroppen af lindring og fryd, og man mærker livsfornyelsen helt ud i fingerspidserne.”

Han så ivrigt på os andre for at finde ud af, om vi begreb, hvad han mente. Det gjorde vi. Vandet i Bibelen har en langt mere end billedlig forbindelse med evangeliets frelsende, helliggørende og saliggørende kraft – fra Syndflodens frygtelige, rensende hav over dåbens bad og Ordets levende vand til Livets Flod i Det ny Jerusalem. For resten har jeg engang i en scirocco været så medtaget af tørst, at jeg til sidst drak af noget vand, som jeg vidste kunne være giftigt, men som var det eneste tilgængelige, og betalte med to måneders gulsot. Siden den affære har dagens første glas rent vand, gennemlyst af morgengryet, haft en næsten sakramental karakter for mig.

Vi skiltes i mørkningen oppe på Peterspladsen, hvor de friske fontæner susede sagde som et ekko af evigheden. Vand! Blot alle modernistiske skrivebordsteoretikere kunne tilbringe en eftertænksom stund dernede i mørket og stilheden ved apostelgraven. De ville, såfremt de overhovedet var i besiddelse af åndelige antenner, blive klar over, at deres nye ”evangelium” intet har at gøre med det evangelium, som martyrerne i Roms arenaer levede og døde på. Ikke mere end en sandstorm har at gøre med en krystalklar bjergkilde.

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus …”

Levende vand. Kriblende, ubeskrivelig lindring og fryd, der risler gennem ånd og sjæl og legeme, livsfornyelse med den evige saligheds duft og smag. Og for utallige mennesker de sidste rene, livgivende dråber i denne verdens dræbende scirocco, det sidste af evangeliet, der når dem.

Meget sarkastisk siges om det store kirkebesøg juleaften og dets misforhold til fremmødet resten af året. Meget siges sikkert med rette. Jeg mindes en lille dreng, der en juleaften samlede en hel del smilende og bifaldende opmærksomhed omkring sig ved at affyre nogle drøje eder, fordi en eller anden foreslog ham at rejse sig op, mens juleevangeliet blev læst.

Men billedet bliver alligevel falsk, hvis dette ikke også siges: Den aften kommer mange af afkristningens ofre, de åndeligt mishandlede, udmarvede og døende, for at få deres dråbe vand. Måske kommer de selv i den overbevisning, at det ”bare er tradition”, måske undskylder de sig med, at det er ”for bedstemors skyld”; det kan være, de ikke forstår, hvad de gør, og nærmest er der på trods af sig selv. Men de kommer – for dog et øjeblik at læskes, for at mærke livets duft, for at finde fred. Et øjeblik vifter brisen fra Edens Have i granduften, Himlens herlighed lyser i kerteflammerne, englene synger i de gamle julesalmer. Et øjeblik – måske bliver resten af højtiden kvalt i gudløst juleri, måske bliver hele det nye år levet i nyhedenskabets glødende ørkenvind, der fejer nådeløst gennem hverdagens gader; men et sted dybt inde bliver en stjerne ved at skælve over et herberg i det fjerne. Så uhyre er det levende vands kraft, at de redder deres menneskelighed igennem ørkenen, indtil næste juleaften.

Hvis de altså får vand (…)

Læs anmeldelse af Poul Hoffmanns bog Juleevangeliet – digt eller åbenbaring?

Udgivet af

Poul Hoffmann

Poul Hoffmann (1928-2015) var forfatter

Poul Hoffmann

Poul Hoffmann (1928-2015) var forfatter